Isabel Díaz Ayusos, en af de mest højreorienterede ledere fra det konservative Partido Popular (PP) har vundet valget i Madrid-regionen. Partiet får 65 mandater, tidligere havde de 30, og vil være i stand til at styre regionen alene med lejlighedsvis støtte fra Vox på den yderste højrefløj.

af Raúl Camargo

Regionsborgmester i Madrid: Isabel Díaz Ayusos fra Partido Popular. Foto: PP – Wkimedia

 

I går var en dårlig dag for alle på venstrefløjen, der har lidt under korruption og trumpisme fra denne radikale højrefløj. Deres uansvarlige håndtering af pandemien har givet dem en fordel, fordi de har formået at forbinde strategien med åbne døre for hoteller og andre aktiviteter med begrebet frihed. Dette har gjort det muligt at omgruppere en pæn del af den højreorienterede vælgerskare, men også at mobilisere sofavælgere med begrænset interesse for politik. Anderledes kan man ikke forklare, at Ayuso har vundet i praktisk talt alle 179 kommuner i Madrid-regionen [den tredjestørste og rigeste region i Spanien, med over 6 millioner indbyggere] og er gået stærkt frem i traditionelle venstrefløjsbastioner, og det ikke kun stemmer fra andre partier på højrefløjen eller fra PSOE [Socialdemokratiet].

 

Parti Mandater  Ændring
Partido Popular (konservative) 65 + 35
Más Madrid 24 + 4
PSOE (Socialdem.) 24 – 13
Vox (højrenationalister) 13 + 1
Unidas Podemos 10 + 3
Ciudadanos (lilberale) 0 – 26

Det vil tage tid at analysere de grundlæggende årsager til denne storsejr for Ayuso og styrkelsen af den højreorienterede blok, eftersom Vox også går frem i forhold til 2019 (fra 12 til 13 pladser). Med en valgdeltagelse på 76 procent (det højeste nogensinde ved et valg i denne region) er det indlysende, at højrefløjens opbakning er robust efter 26 år, hvor den har haft regeringsmagten. Det er ikke nok at udfordre dem fra parlamentet eller i løbet af valgkampagner. Det er nødvendigt at bekæmpe dem med en alternativ social organisering og med politiske forslag, der går til roden af det, der giver dem styrke. Det vil sige at kæmpe for udvidelse af den offentlige service inden for uddannelse og sundhed, afvikling af de private sundhedsordninger og indfør en model for ældrepleje, som er 100 procent offentlig.

 

Ligeledes må vi kæmpe for en byplanlægning, der er radikalt forskellig fra den nuværende, der producerer isolerede og strukturløse byer, og hvor forskellen mellem højre og venstre er ubetydelig. Det kan lyde som utopiske slagord i dag, men hvis vi ikke adresserer dem alvorligt fra venstrefløjen, vil vi aldrig opnå varige ændringer i dette samfund.

 

PSOE går solidt tilbage og høster frugterne af en elendig kampagne, fuld af kovendinger, med en træt kandidat, der ikke ønskede at være der, og af en centralregering, hvis sociale foranstaltninger har været mindre end utilstrækkelige. På trods af propagandaen opfatter arbejderklassen ikke det sociale sikkerhedsnet som en værdig beskyttelse mod krisen forårsaget af pandemien. Fiaskoen for {premierminister] Sánchez og hans almægtige rådgiver Redondo er tydelig, og jeg tror, at de kan ende op med politiske tiltag (til det værre) på statsniveau i form af endnu større moderation i den økonomiske politik og stadig større udsving hos Unidas Podemos.

 

Más Madrid [nyt parti med Madrids tidligere borgmester og en stor gruppe udbrydere fra Podemos] opnåede et flot resultat, kom foran PSOE i kraft af et godt oppositionsarbejde, en god kampagne og en kandidat [Mónica García, anæstesi-læge], der knyttede an til den udbredte taknemmelighed over for sundhedspersonalet for deres arbejde under pandemien. Partiet har også draget fordel af ikke at være en del af centralregeringen, som omvendt har slidt på de to koalitionspartnere i form af uopfyldte forventninger (PP’s arbejdsmarkedsreform er ikke afskaffet, ingen skattereform er blevet gennemført, huslejerne er ikke blevet reguleret).

 

Unidas Podemos går lidt frem i forhold til 2019, men målet om at stoppe højrefløjen med Pablo Iglesias øverst på listen lykkedes ikke. Efter valgresultatet har Iglesias trukket sig tilbage fra alle sine poster. Vi får se, om de, der bliver i UP, vil foretage en justering af kursen, eller om de vil gå endnu længere med støtte til aftaler med PSOE. Yolanda Díaz, som Iglesias har udnævnt som sin efterfølger, har som minister for arbejdsmarked og socialøkonomi stået for en politik med sociale aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger fra Arbejdsministeriet. Denne politik kan snart komme i krise, eftersom der bliver annonceret fyringer i tusindvis i alle typer af virksomheder, og det ser ikke ud til, at PSOE vil ændre retning til fordel for en arbejdsmarkedspolitik, der er mere gunstig for arbejdernes interesser. Hvad der står klart er, at UPs tilstedeværelse i centralregeringen ikke ændrer noget, og ved hvert valg gør de tilbage eller holder akkurat skindet på næsen. På trods af deres aktivistiske kampagne og en kandidatliste med en god håndfuld repræsentanter fra sociale bevægelser, er valgresultatet langt under Más Madrid, som oven i købet lykkedes at nå Pablo Iglesias’ gamle mål om at overhale PSOE.

 

Ciudadanos forsvinder fra Madrid Regionsråd og vil meget snart også forsvinde i det hele taget. Et færdigt parti, hvis eneste interesse er at vide, hvor lang tid det tager dem, der sidder i [lokal]regeringer sammen med PP at gå over til dette parti. Det politiske centrum i den spanske stat er et tomrum.

 

Men skuffelsen over dette valgresultat må ikke afholde os på venstrefløjen fra en fortsat kamp mod det nyliberalistiske program, der vil komme til at forme Madrids skæbne. Der kommer svære tider, men som antikapitalister er det vores opgave at opbygge en bred social front mod den styrkede højrefløj og søge veje, så modstanden ikke kun er parlamentarisk, så alternativet til højrefløjen bliver en bevægelse med et perspektiv om en dybtgående social forandring og en genetablering af de sociale rum, der er ramt så hårdt af pandemien. Lad os komme i gang igen og tage det første skridt. Jo før, jo bedre.

 

5. maj 2021

 

Raúl Camargo var medlem af Madrid Regionsråd 2015-19 og er medlem af Anticapitalistas.

 

Oversat fra Viento Sur af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com