Tre ting dominerer for tiden fransk politik: konsekvenserne af Macrons katastrofale håndtering af Covid-19, startskuddet på næste års præsidentvalg og regeringens fornyede racistiske offensiv.

af Najete Michell, Paul Taylor

Foto: Demo mod islamofobi, Paris, november 2020. Photothèque Rouge/Martin Noda/Hans Lucas

 

Regeringen kalkulerer med, at denne racistiske offensiv kan give den større opbakning, få folk til at glemme fiaskoen med Covid-19 og endelig at splitte og vinde over venstrefløjen.

 

I Frankrig var der ved udgangen af marts omkring 95.000, som var døde med Covid-19, og nye bekræftede tilfælde hver dag bringer Frankrig op blandt de hårdest ramte lande i verden målt per million. Som økonomi-journalisten Romaric Godin har forklaret, så har Frankrig “en cocktail af ingredienser, som er i stand til at omforme denne frygtelige epidemi til en vedvarende økonomisk katastrofe.”

 

Som i andre imperialistiske lande har arbejderklassen båret den økonomiske byrde af Covid-19, mens kapitalistiske overskud og de rigestes indkomster er steget.

 

I den private sektor forsvandt 360.500 jobs i 2020. Arbejdsløsheden nåede op på 8,5 procent i det sidste kvartal af 2020, men den almindelige opfattelse er, at hvis man medregner den skjulte arbejdsløshed og underbeskæftigelse, kan tallet være så højt som 21 procent.

 

Arbejdsløshed rammer kvinder næsten dobbelt så hårdt som mænd. Den har også større konsekvenser for sorte og folk i ufaglærte jobs. Økonomen Charlotte de Montpellier har udtalt, at “det er imidertid ikke sandsynligt at vende tilbage til niveauet fra før krisen før i slutningen af 2023 eller endda i 2024.

 

Macrons strategi

I meningsmålinger gennem næsten et år har der konstant været mindst 58 procent af vælgerne, der anser Macron som uduelig (disapproval rating). Mange på venstrefløjen har besluttet aldrig at stemme på ham igen.

 

Macron håber imidlertid at få stemmer nok i første runde af præsidentvalget i 2022, så han kan gå videre i anden runde i en dyst mod Le Pen

 

I et forsøg på at redde sin præsidentpost har Macron indledt en racistisk offensiv, især i form af islamofobi. Det omfatter blandt andet loven om separatisme, racistiske tiltag fra adskillige ministre og det nylige angreb på studenterorganisationen UNEF.

 

Ved at udnytte islamofobien – en kampplads, hvor venstrefløjen har gjort det meget dårligt, regner han med ikke bare med at tiltrække vælgere fra partierne på højrefløjen og det yderste højre, men også dele af venstrefløjen, som ikke konsekvent vender sig mod racisme.

 

Det er blevet kombineret med et angreb på borgerlige frihedsrettigheder og på modstanden mod racisme i form af en sikkerheds-lovpakke, som blandt andet indebærer et angreb på ytringsfriheden og af overvågning (fotografering mv.) af politiets indsats [mere om loven på Wikipedia].

 

Macrons promovering af det yderste højre af valgtaktiske grunde er ikke unik. Mitterrand brugte en tilsvarende taktik til at splitte højrefløjen, og Sarkozy overtog Le Pens ideer for at vinde vælgere fra Front National [forløberen for det nuværende parti – Rassemblement National (RN) – National Samling].

 

Det er vigtigt at understrege, at det er Macron, ikke le Pen, som fører an i den fornyede racistiske offensiv. Macron og hans allierede benytter sig åbenlyst af den yderste højrefløjs og fascisternes racistiske sprogbrug.

 

Selv om der ikke er nogen tegn på, at den franske kapitalistklasse ønsker at se Le Pen som præsident, er hendes fremgang bekymrende og en faktor, som skaber ustabilitet.

 

Den seneste racistiske offensiv er først og fremmest et angreb på muslimer, men forsøger også at smadre enhver solidaritet og enhed med muslimerne mod den racisme, de er udsat for, ved at lukke munden på venstrefløjen og den såkaldte ”venstrefløjs-islamofobi” og angribe de sortes selvorganisering.

 

Den islamafobiske lov

Separatismeloven blev vedtaget ved førstebehandlingen i Nationalforsamlingen af en flertalsalliance bestående af Macrons parti, højrefløjen og den yderste højrefløj. I den afsluttende afstemning undlod Socialistpartiet og en del af Kommunistpartiet at stemme, mens La France Insoumise stemte imod. Nu ligger loven i Senatet.

 

Loven er blevet angrebet for at være sensationalistisk og åben for mange forskellige fortolkninger.

 

Men det passer fint med dens formål: at sprede et klima af mistænksomhed mod muslimer. Princippet om lighed er fraværende i loven. Det er ligesom regler og love, der gælder i de franske kolonier: kort sagt, en ”undtagelseslov”, som diskriminerer muslimer.

 

Loven angriber tre borgerlige rettigheder: retten til ytringsfrihed, frihed til at praktisere sin religion og forsamlingsfriheden.

 

Imamerne vil blive udvalgt af den franske stat, i modsætning til loven om sekularisme fra 1905, som adskilte stat og religion. Imamerne, privatskoler og NGO’er vil blive tvunget til at underskrive en erklæring, som fastlægger, hvad de skal mene. Imamerne kan heller ikke bruge ordet ”islamofobi” eller tale om Palæstina.

 

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det føre til mange vilkårlige fortolkninger fra dem, der er udset til at gennemføre den lokalt, og en stor heksejagt mod imamer og andre muslimer, inklusiv børn.

 

Darmanin og Le Pen

Racismen bliver løftet op på højeste regeringsplan, hvor ministre kommer med provokerende udtalelser, som skærper det islamofobiske klima og legitimerer den yderste højrefløj og fascisterne.

 

Det mest chokerende, nylige eksempel er afholdelsen af en debat på en offentlig tv-kanal mellem Le Pen og indenrigsminister Gérald Darmanin om en bog, han har skrevet. I stedet for at vende sig imod Le Pens racisme, beskyldte Darmanin hende for at være blød over for muslimerne.

 

Lukker munden på anti-racisterne

Regeringen og højrefløjen burger også mere og mere begrebet “islamogauchisme” [venstreorienteret islamisme] (et begreb, som blev skabt af intellektuelle og senere taget op af den yderste højrefløj og fascisterne) i et forsøg på at dæmonisere og lukke munden på folk på venstrefløjen, som står fast på modstanden mod den racistiske offensiv mod muslimer.

 

Et godt eksempel herpå er viceministeren for de videregående uddannelser, Frédérique Vidal, som har meddelt, at staten vil undersøge, hvor meget “venstreorienteret islamisme” er trængt ind på de franske universiteter.

 

Frankrigs prestigefyldte Nationale Center for Videnskabelig Forskning (CNRS) har fordømt regeringens forsøg på at undersøge akademikere og deres forskning. I en udtalelse har CNRS sagt, at “den venstreorienterede islamisme”, et politisk slogan brugt i den offentlige debat, ikke relaterer sig til nogen videnskabelig virkelighed”… Og man “fordømmer, i særlig grad, forsøgene på at underminere legitimiteten på forskellige områder af forskningen, såsom studier af post-kolonialisme, intersektionalisme eller arbejde med begrebet “race”, eller andre områder af viden.”

 

Angreb på UNEF

Den nationale studenterorganisation UNEF kom under angreb fra RN på grund af reaktionære påstande om, at dens sorte sektion er “racistisk” mod hvide og derfor forbryder sig mod sekularismen.

 

Dette er en almindelig løgn fra den yderste højrefløj, når den bevidst sætter lighedstegn mellem sammenslutninger af selvorganiserede sorte, som vil gøre op med racisme, og rene hvide organisationer, hvis formål er at fastholde undertrykkelse.

 

Selv om de første opfordringer til at opløse UNEF blev anført af den yderste højrefløj, har også andre mere magtfulde kræfter bakket op om angrebet.

 

Undervisningsminister Jean-Michel Blanquer har sagt, at disse møder [af sorte studerende] kunne føre til “noget, der ligner fascisme”, og han har snakket om “ændringer af lovgivningen” for at gøre den ulovlig.

 

Mélanie Luce, formand for UNEF, har forsvaret organisationens standpunkt – at man er imod alle former for diskrimination og støtter alle undertrykte gruppers ret til autonomi. Hun har været offer for voldsomme racistiske og kvindefjendske angreb på de sociale medier.

 

Solidaritet med UNEF

La France Insoumise, ledet af Mélenchon, har taget afstand fra opfordringen til at opløse studenterorganisationen.

 

En solidaritetserklæring med UNEF har fået støtte ikke kun fra nuværende medlemmer, men også fra flere end 250 tidligere generationer af aktivister og ledere fra en bred vifte af politiske traditioner. Blandt underskriverne er Jean-Luc Mélenchon, præsidentkandidat for La France Insoumise.

 

Men desværre har det Socialistiske Parti [Socialdemokratiet, o.a.] ikke forsvaret UNEF. Det gælder ikke mindst borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, som har sagt, at UNEFs holdning var “meget farlig”, og at “sekularisme [var] en skat”.

 

Mélenchon lægger afstand til racisme

Den tiltagende racisme, især islamofobi, er en stor udfordring for venstrefløjen. For at venstrefløjen kan vinde må den stå fast på en modstand mod islamofobi og forsøget på at omskrive den oprindelige ide om sekularisme på en reaktionær måde.

 

En meget vigtig og ny positiv faktor er den stærke markering, der er kommet fra Jean-Luc Mélenchon.

 

Som præsidentkandidat er Mélenchon kommet med en vigtig kritik af Macrons racistiske offensiv og har vendt sig mod islamofobi. Hans holdning vil få afgørende betydning i hans kampagne for at opbygge et stærkt, venstreorienteret antiracistisk alternativ i præsidentvalget..

 

Ingen indrømmelser til islamofobi

Den tidligere, dominerende strategi på venstrefløjen med at give indrømmelser til islamofobi førte kun til at legitimere den yderste højrefløjs dagsorden og svække arbejderklassen og andre undertrykte grupper.

 

Det var medlemmer af LCR [Revolutionær Kommunistisk Liga, den franske sektion af Fjerde Internationale], som i 1980’erne rettede et politisk angreb på studerende med hijab ud fra en højrefløjs-fortolkning af sekularismen. Det førte til nye krav og love mod muslimerns rettigheder, blandt andet loven i 2004, som indførte et forbud mod at bære hijab i skolerne.

 

Men det er vigtigt at minde om, at der var modstand mod dette angreb og også nogle sejre – især at mødrene fik ret til at bære hijab, når de fulgte med deres børn på skoleture.

 

Modstanden mod racisme vokser

Søndag den 20. marts, på FNs anti-racismedag, demonstrerede omkring 10.000. Demonstrationen var anført af Réseau d’Entraide Vérité et Justice [netværk for ofre for politivold] og Marche des Solidarités des Sans Papiers [netværk for papirløse indvandrere] og havde støtte fra alle de landsdækkende fagforbund og UNEF. Søndag den 21. marts var der en meget mindre demonstration, som var organiseret af Fronten mod Islamofobi. Den slog fast, at modstanden mod det vigtigste udtryk for racisme i Frankrig i dag – islamofobi, ikke blev overset.

 

Fronten mod Islamofobi og for Lige Rettigheder har nu 80 lokale og landsdækkende (NGO) organisationer og vokser hele tiden. Marche Nationale des Sans Papiers er på det seneste vokset med over 20 lokalgrupper, siden corona-pandemien startede. De er meget aktive og har været de første på gaden i maj sidste år for at demonstrere vedrørende håndteringen af deres situation i forbindelse med Covid-krisen, trods truslen om at blive udvist, som hele tiden hænger over hovedet på dem på grund af de særlige juridiske regler, der gælder for dem.

 

Indvandrergrupper har forstået, at jo mere de kæmper åbent, jo mere bevæger styrkeforholdet sig i deres favør, og jo svagere bliver den mur af tavshed, bag hvilken det er nemmere at underkaste dem.

 

Le Réseau Vérité et Justice, som er dannet af familier og venner efter mordet på en sort person, er også en vigtig del af kampen mod racisme. Den mest kendte er Comite Adama, dannet efter at Adama Treoré døde i politiets varetægt for fire år siden. Ved hvert eneste skridt i forbindelse med den efterfølgende retssag mobiliserede den titusinder til demonstrationer for at få afdækket sandheden om mordet. De er også i stand til at mobilisere den sorte ungdom i forstæderne, som dagligt er udsat for diskrimination ved politiets “stop-og-søg”-aktioner.

 

Konsekvent modstand mod racisme

Det ville være en stor sejr for den herskende klasse, hvis det lykkes at isolere og slå ned på venstrefløjen midt i en omfattende økonomisk og offentlig sundhedskrise. Det ville uden tvivl føre til mere racisme og en optrapning af de økonomiske og politiske angreb på arbejderklassen og andre undertrykte.

 

Modstanden mod Macron fra de Gule Veste og tidligere strejkerne mod pensionsreformer viser potentialet for et bredt alternativ til venstre.

 

Macrons forsøg på at fremstille sig selv som bolværk mod Le Pen og RN må udstilles og udfordres af en samlet bevægelse fra arbejderklassen og de undertrykte, med de muslimske og andre sorte miljøer i centrum. Venstrefløjens konsekvente modstand mod racisme, især mod islamofobi, er uomgængeligt, hvis højrefløjen og den yderste højrefløj skal bekæmpes i Frankrig.

 

Oversat fra Socialist Action (UK) af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com