NATO’s og den vestlige imperialismes støtte til Ukraine er drevet af geostrategiske og politiske egeninteresser. Denne krig har givet Vesten legitimitet efter 20 års mislykket »krig mod terrorisme« i »civilisationernes sammenstød« med krige i Afghanistan og Irak.

Imperialisme er et globalt system, hvor magtfulde nationer med en udviklet finansiel og industriel kapital søger at dominere resten af verden ved at udvinde ressourcer og rigdom. For at gøre dette bruger de militære midler til at bakke deres projekt op – og undertiden til at tage kontrol over deres konkurrenter.

Økonomisk stagnation har gjort den globale konkurrence stadig mere voldelig, da hver stat forsøger at bevare sin position på verdensmarkedet på bekostning af andre. Dette udmønter sig i nye handelskrige og nye territoriale opdelinger.

Trumps præsidentskab har flyttet den globale politik ind på farligt nyt terræn. Hans krigslignende udtalelser om Grønland, Panama og endda Canada – kombineret med hans toldkrig – viser, at vi er ved enden af Pax Americana-æraen og Washington-konsensussen om neoliberalisme. I stedet åbner Trumps argument om, at »magt giver ret«, fordi det giver økonomisk mening, døren for en mere voldelig verden med endnu færre kontrolmekanismer over stormagternes handlinger.

Imperialismen er aldrig forsvundet, men nu er den endnu mere aggressiv. USA forbereder sig på krig mod Kina og forhandler med Rusland om at dele Ukraine. Trump og Putin har en samstemmende vision om magtfulde nationer, der opdeler verden i deres egne indflydelsessfærer. Mindre nationer er blot forhandlingsbrikker eller bytte for imperialistiske ekspansionistiske bestræbelser. Dette har altid været tilfældet i et eller andet omfang, men Trump er mere ærlig om det.

Fredsaftaler, der diskuteres i de olierige Golfstater uden nogen ukrainere til stede, er en tilbagevenden til den gamle koloniale orden, hvor folks skæbne blev bestemt af imperialistiske ledere i fjerne rum. Ukrainerne står tilbage uden indflydelse, uden national suverænitet og uden mulighed for at bestemme deres egen nationale fremtid.

Trump-regimet river etablerede forpligtelser og alliancer i stykker til fordel for en ny måde at »drive forretning« på, der næsten udelukkende er forretningsmøssig – hvilket afspejler Trumps baggrund som hverken militærmand eller politiker, men som simpel kapitalist. Hvis nogen ønsker militær støtte, skal de betale for det – ikke flere »gratis gaver«.

Den foreslåede mineralaftale er et eksempel på dette: Ukraine er ikke en nation, der skal støttes mod Ruslands imperialistiske invasion, men en forretningspartner, der skal betale for militær bistand gennem årtier lange udvindingsaftaler, der gavner USA.

Imperialistiske lande griber ind i kampen for uafhængighed og demokrati for at påvirke udfaldet, så de passer til deres interesser. Dette er tilfældet i Ukraine, hvor de lande, der leverer våben, gør det langsomt og i utilstrækkelige mængder. De lægger Ukraine i lænker med yderligere gæld og blokerer for en socialt retfærdig genopbygning for at indføre en mere neoliberal orden. De imperialistiske lande, der støtter Ukraine, er splittede mellem et ønske om at afslutte krigen så hurtigt som muligt for at genoptage normale forretninger med Rusland og at trække den ud for at svække en imperialistisk rival.

Tanken om, at Rusland udgør en militær trussel mod det »demokratiske« Vesteuropa, er ikke troværdig. Efter tre års krig har Rusland ikke været i stand til at nå sine mål: demilitarisering og afnazificering af Ukraine og at underlægge landet under Rusland. Med afvisningen af Trumps fredsplan har Putin krævet nye valg i Ukraine med den begrundelse, at Zelensky ikke har noget mandat. Hans egentlige mål er at kolonisere Ukraine igen.

I denne globale omstrukturering træffer de europæiske ledere i stigende grad foranstaltninger til at remilitarisere kontinentet. Regeringer, der hævdede, at der ikke var »penge« til sociale udgifter eller den offentlige sektor, har pludselig milliarder til oprustning og udvidelse af deres militære styrker.

Det fremstilles som »sund fornuft«, at de europæiske nationer bør opruste mod den ekspansionistiske russiske imperialisme. Men at støtte denne »multipolære verden« er ikke et alternativ til en tredje verdenskrig, men sandsynligvis en forløber for den.

Genoprustning eller Putins sejr vil fremme yderligere fremgang for det yderste højre. Det er deres verdenssyn, der fremmes: magtfulde militariserede nationer, der står over for hinanden i en verden, hvor der ikke engang er den spinkle liberale forestilling om menneskerettigheder eller en »international orden«. Patriotisme, militarisme og nationalisme er deres ledende etos, en verden defineret af mænd som Trump og Putin.

Keir Starmers Labour – der regerer over en imperial magt i forfald som Storbritannien – har intet andet valg end at følge trop og acceptere denne nye verdensorden, idet han forsøger at være Trumps pæne medspiller i håbet om, at han smider nogle smuler fra sit bord. Man håber at kunne bruge debatten blandt de herskende klasser om krigen i Ukraine sammen med debatten om Trumps toldtariffer til at genbekræfte Storbritanniens position som en stor imperialistisk magt – i balance mellem støtte til USA og forbindelsen over Atlanten, og samtidig forsøge at opbygge stærkere bånd til EU, især til Frankrig og Tyskland. Regeringen bruger også en militante patriotisme og militarisme som dække til at retfærdiggøre besparelser som for eksempel forringelser for handicappede, som den alligevel ønskede at gennemføre for at fremstå som en sikker hånd for kapitalen.

Økosocialister er imod øgede udgifter til europæiske imperialistiske krigsmaskiner. Det ville være spild af de begrænsede ressourcer, vi har som art, med klimakrisen, der truer os. Deres geopolitiske beregninger ignorerer de rædsler, som en krig påfører os og vores planet.

Vi stoler ikke på de europæiske staters påstande om at forsvare demokratiet, når de støtter folkemordet på palæstinenserne, støtter monarkierne i Golfstaterne, har en kolonial fortid og siden Anden Verdenskrig har arbejdet utrætteligt for at knuse nationale befrielsesbevægelser, socialistiske massepartier og alle alternativer til deres kapitalistiske verdensorden.

ACR afviser imperialistisk oprustning og argumenterer i stedet for en ny internationalisme for folket. Derfor:

> Vi støtter landes ret til selvbestemmelse og til at modstå besættelse og annektering, også med militære midler. Dette gælder Ukraine, Palæstina, Kurdistan, Kashmir osv. Ukraine bør få de nødvendige våben uden forsinkelse og uden betingelser, hvor det er muligt. Vi argumenterer også for, at der ikke bør være nogen illusioner om intentionerne hos de lande, der leverer våben i bytte for dybe neoliberale reformer og stigende gæld.
> Våbenleverancer til Israel og Saudi-Arabien, andre Golfmonarkier, Indien osv. bør stoppes øjeblikkeligt. De våben, der er nødvendige for Ukraine, kan leveres uden at øge Storbritanniens militærbudget. Storbritanniens militærbudget er ikke til forsvar. Atomvåben er offensive og gengældelsesvåben (de bør aldrig bruges og derfor afskaffes), og hangarskibe er designet til imperialistiske eventyr langt væk fra Storbritannien.
> Antimilitarisme er ikke det samme som pacifisme. Over for militæret, dets kommandostruktur, kasernerne uden demokrati og dets nationalistiske begejstring for flaget, »kongen og fædrelandet« sætter vi et civilt og folkeligt væbnet territorialforsvar. Våbenindustrien bør nationaliseres for at fjerne profitmotivet og sikre, at den leverer våben til dem, der kæmper for deres lands befrielse. Vi kræver, at produktionen af masseødelæggelsesvåben såsom atomvåben og våben, der rammer civile vilkårligt og uforholdsmæssigt, såsom klyngebomber, landminer og fosfor, indstilles.
> Storbritannien og andre lande bør nøje overholde FN-traktater, f.eks. konventionen om forebyggelse og straf for folkedrab, og afgørelserne fra Den Internationale Straffedomstol og Den Internationale Domstol.
> Storbritannien bør standse købet af F35-fly, skrotte sine Trident-missiler og fjerne de 18 amerikanske militærbaser i Storbritannien.
 

17. april 2025

Oversat og let redigeret fra Anti*Capitalist Resistance af Poul Bjørn Berg.