Billedtekst: Med Trump er en oligarkisk og protektionistisk hvid magt nu klar til at gennemføre sit MAGA-projekt i USA

Den grundlæggende tendens, der karakteriserer denne periode på det politisk-ideologiske niveau, er fremkomsten af ​​en reaktionær autoritarisme, der som reference har en “dommedags-fascisme”, anført af Trump og hans intellektuelle tekno-oligarker. Staten Israel og det folkedrab, der foregår under Netanyahus ledelse, er det ekstreme udtryk for denne tendens. Der er tale om en proces i rammen af en række sammenflettede kriser, hvor klimakrisen og den økosociale krise skiller sig ud. Her vil vi især se nærmere på, hvordan alt dette sætter spørgsmålstegn ved den neoliberale kapitalistiske globalisering og det imperiale hierarkiske system, der har domineret siden Sovjetunionens sammenbrud.

Tilbagegangen for det amerikanske overherredømme viser sig tydeligt i den nuværende krise, men går i virkeligheden længere tilbage. Den begyndte i overgangen fra det 20. til det 21. århundrede og hænger mere specifikt sammen med de ændringer, der finder sted i verdensøkonomien – især med Kinas og Østasiens fremgang – og med konsekvenserne af USA’s fiaskoer i Irak og Afghanistan.

Desuden har disse geopolitiske forandringer efter den store recession i 2008 og pandemikrisen i 2020 udviklet sig i forbindelse med krisen i en digital kapitalisme, som i vid udstrækning er båret frem af finansielle kanaler (og ikke fysisk produktion, o.a.). På trods af teknologiske fremskridt og de enorme grader af udnyttelse, tilegnelse og dominans, som denne kapitalisme praktiserer over størstedelen af ​​menneskeheden og planeten Jorden, er den ikke i stand til at skabe de nødvendige betingelser for at komme ud af den lange periode med stagnation, der begyndte i slutningen af 1970’erne.

Fra det reaktionære øjeblik til den nye globale æra

I denne proces, hvor den gammelkendte kapitalisme er under forandring og styringen på globalt plan er i krise, ser vi trætte liberale demokratier, progressiv neoliberalisme på tilbagegang og venstreorienterede regeringer, som bryder sammen (primært symboliseret ved nederlaget i Grækenland i 2015). Dette har banet vejen for en stærk international højrefløj, der vinder politisk-kulturel magt gennem en alliance af forskellige sociale grupper – fra oligarkiske fraktioner til almindelige mennesker – omkring forskellige former for fremmedhad, antifeminisme og benægtelse af klimakrisen.

Sidstnævnte kommer i dag primært til udtryk i den allerede gamle amerikanske stormagt gennem en blok, hvor de intellektuelle tekno-oligarker, fossil kapital og dele af den hvide middel- og arbejderklasse går sammen. Således er en oligarkisk og protektionistisk hvid magt nu klar til at gennemføre sit MAGA-projekt. For den mest dommedagsorienterede fløj betyder det, at man skal træde ind i en apokalyptisk fase, hvor det mest presserende er at opbygge en “forankret nation”, der er klar til at sikre alle de nødvendige – og stadig mere knappe – ressourcer for at overleve den forestående katastrofe.

Det er inden for denne generelle ramme, at man kan forstå Trumps nye kurs i udenrigspolitikken, både på handelsfronten – som vi ser med en toldkrig, især med Kina, der er ved at blive en boomerang for USA – og på den geopolitiske front. På sidstnævnte forsøger han på den ene side at udvide imperiet (Grønland, Panamakanalen…) og på den anden side at neutralisere den gamle russiske fjende omkring krigen i Ukraine gennem en aftale med Putin, med hvem han ikke skjuler sit ideologiske tilhørsforhold. På begge niveauer indebærer denne vending desuden en ændring i forholdet til EU, selvom det stadig er uvist, hvilket omfang det vil få, især med hensyn til NATO og den amerikanske militære tilstedeværelse på europæisk territorium.

Genoprustning af NATO’s europæiske søjle

Ganske vist er det et splittet EU med et tysk lokomotiv i tilbagegang, som i forlængelse af den gamle vestlige eurocentrisme har taget monopol på konceptet Europa, men det synes nu klart, at EU-eliten udnytter det alibi, som Trump tilbyder, til at genoplive, med en falsk varebetegnelse, projektet for “strategisk autonomi”. Den stræber således efter at stoppe en stadigt mindre styrke på globalt plan i den økonomiske og kommercielle sfære ved at knytte den tæt til militæret, som det kan ses i EU’s hvidbog om forsvar [fra 19. marts 2025, o.a.].

EU-planen forudser militærudgifter på 800 milliarder euro. Medlemslandene skal kunne optage billige, EU-finansierede lån for 150 milliarder euro og vil få lov til overskride 3-procentgrænsen for budgetunderskud med op til 1,5 procent af BNP. Planen synes ikke at være uforenelig med tilknytningen til NATO – som i øvrigt nævnes 25 gange i dette dokument – ​​snarere tværtimod.

I virkeligheden vil det derfor ende med, at NATO’s europæiske søjle vil blive styrket. Og lad os ikke glemme, at det er en militæralliance, som fortsat tillægger truslerne fra syd, dvs. Afrika, en strategisk betydning. Ud over den rolle, som den franske imperialisme fortsat spiller her, udvikler der sig nu en intens konkurrence om plyndring af vigtige mineraler, især fra Kina, som USA og NATO betragter som en systemisk rival.

For at retfærdiggøre dette spring fremad i deres militarisering har de europæiske eliter definitivt valgt at betragte Rusland som en eksistentiel trussel mod de demokratiske værdier, som de angiveligt forsvarer, mens de i virkeligheden selv fortsætter med at krænke dem hver eneste dag. For eksempel gennem deres medvirken i det israelske folkedrab på det palæstinensiske folk, som de spanske regeringskontrakter med israelske virksomheder også er et klart eksempel på, ligesom den racistiske migrationspolitik, der krænker grundlæggende rettigheder såsom retten til asyl. Dertil kommer den voksende kriminalisering af protesterne fra mange sociale bevægelser, som vi ser i det spanske tilfælde med forfølgelsen af ​​Palæstina-solidariteten eller med undertrykkelsen og fængslingen af ​​antifascistiske aktivister (som Zaragoza 6).

Læs mere: https://en.goteo.org/project/libertad-6-de-zaragoza

Desuden er brugen af ​​udtrykket genoprustning et klart eksempel på newspeak, da disse eliter prøver at give indtryk af, at Europa ikke er bevæbnet, når virkeligheden er, som Gilbert Achcar minder os om, at “EU har mere end tre gange så stor befolkning, mere end ti gange så stor økonomi og tre gange så store militærudgifter, inklusive Storbritannien, end Rusland; på trods af at Rusland er direkte involveret i en storstilet krig og derfor i fuld mobilisering, i modsætning til Europa.” Under disse forhold ville det være absurd seriøst at overveje en russisk invasion af Europa.

Hvis hverken det ideologiske eller det rent militære argument holder vand, er der andre overbevisende grunde til at afvise tesen om, at Rusland udgør en eksistentiel trussel mod EU. For det første fordi den største trussel mod Europa kommer fra egne rækker, i fremgangen for ​​en reaktionær ekstrem højrefløj, der i de kommende år kan ende med at sidde i regering i nøglelande som Frankrig og Tyskland, og som i øvrigt også ville kunne regne med Trumps støtte. For det andet fordi status mere end tre år efter den grundløse invasion af Ukraine viser, at Rusland ikke har været i stand til at besætte mere end 20 procent af landets territorium, så det er næppe sandsynligt, at man vil kaste sig ud i nye militære eventyr i andre lande mod vest. I forhold til disse lande er det tydeligt, at Rusland er parat til at ty til forskellige pressionsmidler for at kunne regne med venligtsindede regimer, som det allerede er tilfældet med Ungarn, men den russiske hybridkrig vil ikke blive neutraliseret gennem en øget militarisering af dets nabolande.

Det synes dog klart, at Putin ville være villig til at udnytte det vindue af muligheder, som Trump tilbyder, til at nå frem til en gensidig anerkendelse af hinandens indflydelsessfærer (du får Ukraine, jeg får Grønland, Panamakanalen og mine vasalstater…), hvilket, lad os ikke narre os selv, i sidste ende ville blive accepteret af et EU, hvor Trumps ideologiske allierede fortsætter med at gå frem. Nogle af refleksionerne går i denne retning hos ideologer tæt på Putin, som er mere interesserede i at rette ekspansionismen mod det “nære udland” i det eurasiske område.

Fordi – som Hélène Richard med rette påpeger – de risici, som Moskva løber ved at holde Kiev under angreb, kan ikke sammenlignes med dem, man ville være nødt til at tage i forhold til andre lande, selv dem med russisktalende mindretal, såsom Litauen, Estland og Letland. Selv hvis vi skulle acceptere, at Moskva er plaget af en umættelig sult efter territorium, ville det være svært at tilfredsstille den. At angribe de baltiske stater ville være ensbetydende med at konfrontere en NATO-koalition, der kunne omfatte omkring 30 europæiske lande, eksklusive USA (Le Monde Diplomatique, april 2025).

Læs mere: https://mondediplo.com/2025/04/02russia

Lad os endelig ikke glemme, at Rusland, i modsætning til det tidligere Sovjetunionen, nu er et kapitalistisk samfund med træk, der adskiller sig fra Vesten, men som er afhængig af Vesten i forhold til centrale ressourcer, som det har vist sig med fiaskoen for den sanktionspolitik, der blev søgt anvendt efter starten af den russiske invasion af Ukraine i februar 2022.

Det, der er ubestrideligt, er, at Putins Rusland har et storrussisk nationalistisk projekt, der udgør en eksistentiel trussel mod Ukraine. Derfor er det legitimt at støtte det ukrainske folk i deres retfærdige modstand mod den russiske besættelse – og inden for denne modstand at støtte de venstreorienterede sektorer, der kritiserer Zelenskys neoliberale og pro-atlantiske politik, såvel som at støtte deres krav om en retfærdig og varig fred, der ikke fører til en deling af deres land og dets ressourcer mellem Putin og Trump.

Men det indebærer ikke at bruge denne krig som en undskyldning for en genoprustning, der er åbenlyst offensiv, da dette ville betyde starten på en ny fase i våbenkapløbet (inklusive atomvåben, som Polen allerede kræver, mod den stormagt, der har det største atomarsenal). Det vil risikere at eskalere en krig, der så ville blive direkte inter-imperialistisk.

Så EU’s ReArm Europe-plan giver kun mening som et bidrag til at fremtvinge et spring fremad i styrkelsen af ​​EU som en imperial blok, der kan genvinde en ledende rolle i den skærpede inter-imperialistiske konkurrence på globalt plan om kontrollen over knappe ressourcer og udvinding af flere fællesgoder i både Nord og Syd. Kort sagt handler det om at etablere en militær euro-keynesianisme som en ny version af chok-doktrinen, som ikke vil bidrage til en vej ud af krisen i den kapitalistiske rentabilitet (Michael Roberts, 2025).

Læs mere: https://thenextrecession.wordpress.com/2025/03/22/from-welfare-to-warfare-military-keynesianism/

Men frem for alt vil det være skadeligt for den mest nødvendige og presserende kamp mod klimakrisen, såvel som for de sociale, kulturelle og demokratiske landvindinger, der endnu ikke er taget fra os efter den lange neoliberale cyklus. Dette scenarie vil utvivlsomt give endnu mere fremgang for den yderste højrefløj i vores egne lande og for det regimeskifte, som J. D. Vance talte for på topmødet i München.

Hvilken sikkerhed, hvilket forsvar?

Det er derfor presserende at imødegå den militaristiske, sikkerhedsbaserede og racistiske fortælling om “sikkerhed”, som fremføres af de europæiske eliter, og deres frygtkultur – med den dertil hørende sociale disciplinering – og at modarbejde den med en fortælling, som bygger på et ønske om økosocial og demilitariseret sikkerhed på europæisk og globalt plan.

Med dette for øje kan den alternative venstrefløj og den radikale pacifisme ikke bare afvise dem, der beskylder os for ikke at foreslå alternativer. Faktisk var der interessante bidrag og livlige debatter om disse spørgsmål i 1980’erne i den europæiske fredsbevægelse og også i Spanien.

Dengang handlede det om at reagere på oprustningen og opstilling af atombårne missiler i Europa, såvel som på det spanske medlemskab af NATO, hvilket kulminerede i en folkeafstemning, hvor vi tabte. Her havde vi mulighed for at reflektere over forslag til alternative modeller for defensivt forsvar, under ingen omstændigheder aggressivt, som udelukkede masseødelæggelsesvåben, og som burde prioritere en praksis med aktiv og ikke-voldelig modstand baseret på folkelig selvorganisering. Det var den linje, der lå i den model, som blev udviklet af Horst Afheld, og som Riechmann nævner i sin artikel, såvel som andre, der blev diskuteret på efterfølgende konferencer i CEOP (State Coordination of Pacifist Organizations), som også omfattede vigtige personer på dette område, især Johan Galtung, som desværre døde i februar 2024.

På det tidspunkt fik vi at vide, at vi ikke havde noget alternativ til våbenkapløbet og NATO, men faktisk opbyggede vi et alternativ ved at forpligte os til et atomvåbenfrit Europa fra Atlanterhavet til Uralbjergene og til ikke at alliere os med nogen af ​​de to blokke, NATO og Warszawa-pagten. Vi vandt ikke kampen, men en pacifistisk og antimilitaristisk kultur holdt stand, som fortsatte i bevægelsen mod obligatorisk militærtjeneste, i kampagnen mod Irak-krigen og i forskellige forskningscentre og antimilitaristiske og fredsgrupper. Mange er stadig aktive i forskellige dele af Europa og Spanien og udvikler forslag om disse og andre spørgsmål.

Nu, i et andet, men mere farligt scenarie, er det op til os at genskabe og opdatere disse debatter og forslag for at demonstrere, at vi har alternativer til tendensen mod en voldsom klima-, social- og militaristisk katastrofe, som denne katastrofekapitalisme fører os til, og som er den reelle trussel mod livets bæredygtighed på denne planet.

Det er klart, at engagementet i alternative forsvarsmodeller er uadskilleligt fra den bredest mulige samlede mobilisering i dag mod genoprustningsplanen, for opløsning af NATO og tilbagetrækning af alle amerikanske militærbaser fra dette kontinent, for at bevæge sig hen imod et ikke-kolonialistisk, atomvåbenfrit Europa, der er villig til at slutte fred med alle folk og med denne planet.

26. april 2025

Oversat og bearbejdet fra Viento Sur og International Viewpoint af Åge Skovrind. En række spansksprogede kildehenvisninger er udeladt.

Jaime Pastor er professor i statskundskab og medlem af Anticapitalistas (Fjerde Internationale i den spanske stat). Han er chefredaktør for magasinet Viento Sur.