Læsetid: 18 minutter

Økomarxismen og økosocialismen er for tiden hjemsøgt af en polarisering mellem en socialistisk økomodernisme og fortalerne for modvækst. Offentliggørelsen af Kohei Saitos Marx in the Antrophocene (Cambridge University Press, 2022) og den efterfølgende ballade på Twitter, var yderligere brænde på det bål. Som røgen letter, viser der sig imidlertid overbevisende forskning og argumenter fra begge sider, og økomarxisme er blandt de områder inden for marxismen som helhed, hvor der i dag finder mest nytænkning sted. Det er der al god grund til at fejre. Teoretiske diskussioner er tit gennemsyret af udefinerede begreber, fjendtlige læsninger og skinargumenter.

 

At begge sider rummer nemt genkendelige svagheder, bringer endnu mere brænde til polariseringens bål. Uenighederne grupperer sig som regel om dikotomier – det vil sige ’for eller imod vækst’ – hvad der gør diskussionen mere forplumret end fokuseret. Endnu mere problematisk er det, at polariseringen gør politisk skade, fordi den får klassekampen til at se hårdere ud, end den er. De to poler i debatten har suget så meget opmærksomhed til sig, at mere produktive frugtbare alternativer får svært ved få luft.

 

Det burde ikke være nødvendigt, at en økosocialistisk bevægelse skal bruge tid på at kævles om, hvorvidt økomodernisme eller modvækst skal være udgangspunktet. Socialistisk klassekamp i 2020’erne må se i øjnene, at der ikke kan være ubegrænset økonomisk aktivitet på en begrænset planet, og da slet ikke ubegrænset overflod af fysiske genstande – og vi kan heller ikke mobilisere arbejderklassen ved at gøre ’mindre vækst’ til vores fokuspunkt. Heldigt for os, at vi ikke er nødt til at vælge mellem økomodernisme og modvækst.

 

At polarisere alt det indviklede væk

Socialistisk økomodernisme (fra nu af kun ’økomodernisme’) og modvækst knytter an til mangesidige og kontroversielle traditioner, som det er svært at beskrive med alenlange definitioner. Og dog udgør disse begreber tydelige poler i en diskussion, der tiltrækker sig stigende opmærksomhed. Den første lejr hævder, at moderne industrialisering er overvejende progressiv og er som regel forholdsvis positiv over for ’vækst.’ Her kalder vi det økomodernisme, men det bliver undertiden kaldt venstreproduktivisme eller prometheanisme, og i enkelte tilfælde overlapper det accelerationisme (note 1). Modvækst-bevægelsen er grundlæggende kritisk overfor ubegrænset vækst og ’vestlig udvikling.’ De to traditioner repræsenterer på den måde to meget forskellige udgangspunkter for at tænke og handle politisk.

 

Man kunne vel forestille sig, at diskussioner mellem disse to verdensanskuelser kunne føre til frugtbare resultater. Og så er det alligevel som regel ikke det, der sker. En af årsagerne til dette er diskussionens karakter. Hvor man ideelt set skulle bruge modpartens bedste argumenter til at udvikle sine egne, så er det (endnu) ikke den form, som diskussionen har antaget. Kritik er tit baseret på karikaturer og den anden sides mest ekstreme argument. Modvækst-tilhængere kritiserer ’accelerationisme’ – vel nok den mest yderligtgående version af økomodernisme, forbundet med Paul Mason, Aron Bastani m.fl. – for at tro på, at kapitalismens indre modsætninger automatisk vil gøre en ende på den. Omvendt anklager økomodernister modvækst-tilhængere for at romantisere førkapitalistiske samfundsformer, en påstand, som modvækst-tilhængere hårdnakket har benægtet. (Men ind kommer så Salto, der hævder, at Marx selv forestillede sig kommunisme som en slags ’tilbagevenden’ til ikke-kapitalistiske samfundsformer.

 

Økomodernister anklager modvækst-tilhængere for at opfordre til større fattigdom. Når Matt Huber hævder, at en ’det mindres politik’ svarer ’perfekt til endnu skarpere fokus på nedskæringer, hvor vi alle opfordres til at spænde livremmen ind,’ må modvækst-tilhængerne igen og igen forklare, at modvækst ikke drejer sig om mindre inden for det nuværende system, men om at skabe et totalt nyt system.

 

Mathias Schmelzer, Andrea Vetter og Aaton Vansintjan siger for eksempel, at modvækst ikke er det modsatte af økonomisk vækst (2) Modvækst drejer sig primært om en reduktion af biologisk gennemstrømning og nedtrapning af unødvendige former for produktion og forbrug i de rige lande – ikke primært om reduktion af økonomisk vækst. Især ikke målt på BNP. Når Huber karakteriserer modvækst-bevægelsen som ’revolutionær nedskæringspolitik’, så er det, som Natalie Suzelis påpeger, et skinargument.

 

Kløften mellem økomodernister og modvækst-tilhængere bliver dybere, når diskussionerne grupperer sig om dikotomier. I Climate Change as Class War, orkestrerer Matt Huber sin argumentation ved at opsætte en række begreber, der gensidigt modsiger hinanden, og så foreslå og forvente, at vi vælger et af dem i hvert par. Vil vi have en ’det mindres politik’ eller en ’det meres politik’? Fokuserer vi på produktion eller forbrug? Hvem er det politiske subjekt, der kan sætte en stopper for global opvarmning: ’arbejderklassen’ eller ’den teknokratiske lederklasse’? skal vi satse på ’proletarisk økologi’ eller ’vidensbaseret politik’? (3)

 

Den uundværlige kompleksitet går tabt med disse firkantede modsætningspar. Når det drejer sig om ’mere eller mindre’-politik, er det jo indlysende, at der er noget, vi har brug for mere af, og andet, hvor vi kan klare os med mindre; og at være imod ’vidensbaseret politik’ skjuler helt interessante spørgsmål om forskellige former for viden om social forandring. Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg være enig i, at produktion er ’mere vigtig’ end forbrug, hvis det betyder, at det er mere vigtigt at fokusere på store investeringer end individuelt forbrug. Det betyder ikke, at forbrug ikke også er ekstremt vigtigt, både analytisk og politisk. Modsætningsparret skjuler også komplekse diskussioner om individuelt, kollektivt og produktivt forbrug, forholdet mellem forbrugets rolle og klassebevidsthed mm. Og derudover selvfølgelig også, at forbrug og produktion ikke er to selvstændige sfærer. (4)

 

Hoveddikotomien, hvor vi forventes at vælge side, drejer sig om, hvorvidt vi er for eller imod ’vækst.’ Men mener vi vækst i brugen af biologisk gennemstrømning eller materiel produktion, i energiforbrug, i menneskelige udviklingsmuligheder, i kapitalistisk akkumulation, i PPP (purchasing power parity) eller HDI (human development index), som en rent metafysisk idé, eller en vækst af BNP? Eftersom økomodernisten Leigh Phillips siger, at ’slut på vækst’ er synonymt med slut på teknologisk udvikling, slut på videnskab, slut på fremskridt, slut på ubegrænset søgning efter frihed – slut på historien,’ er det ikke overraskende, at han ser på dem, der er kritiske over for vækst, som dumme, eller renlivede reaktionære. (5)

 

Ifølge modvækst-tilhængere, i skarp kontrast, så er det kun de dumme eller de ondsindede, der kan være ubekymrede om den kendsgerning, at en nyfødt morgendag hurtigt vil blive gammel i en økonomi, der er 18 gange større end den, som vi havde ved årtusindskiftet (hvis vi går ud fra 3 pct vækst pr. år).

 

Selv om vi indskrænker diskussionen til at dreje sig om økonomisk vækst, så er der mange aspekter, der skal overvejes. Et af dem er kilden til vækst i sig selv. Kate Raworth (6) siger, at den vedholdende fokusering på BNP er blevet brugt til at retfærdiggøre ekstrem ulighed i indkomster og miljømæssig ødelæggelse uden fortilfælde i historien. Er vækst bestemt af, hvordan vi måler den, eller stammer den fra kapitalakkumulation, som Schmelzer, Vetter og Vansintjan påstår? Det er værd at lægge mærke til, at selv fortalerne for modvækst diskuterer kompleksiteten af ’vækst’ (se f.eks. Kare Raworth), og når de tilgrundliggende processer bliver lagt frem (se f.eks. Schmelzer, Vetter og Vansintjan), så bevæger analysen sig ikke desto mindre tit fremad med ’vækst’ som det vigtigste begreb.

 

Og så kommer den omdiskuterede relation mellem økologisk nedslidning og økonomisk vækst: Er relativ, absolut eller nødvendig frakobling af økonomisk vækst fra forøget miljømæssig belastning mulig? Vi har derudover diskussioner om forbindelser mellem kapitalisme og vækst, hvor Steady State Economy-skolen forestiller sig en kapitalistisk variant, hvor befolkning, fysisk forråd/rigdom, og udnyttelsen af naturrigdomme ikke forøges, mens økonomien stadigvæk gør teknologiske og etiske fremskridt. Det står i stærk kontrast til den mere yderligtgående modvækst-bevægelse. For nu at gøre det samlede billede mere komplekst, så repræsenterer ’vækst-agnostikerne’ en mere nuanceret position end dem, der a priori støtter eller bekæmper vækst. Men problemet er i sidste instans, at det er svært at tage stilling i diskussionerne. Det drejer sig snarere om, at ’vækst’ er det forkerte spørgsmål.

 

Vi har brug for kritiske diskussioner af hvilke sektorer, steder og industrier, der skal have mere økonomisk aktivitet, og hvilke, der skal lukkes ned, end vi har for dikotomien mellem ’for’ eller ’imod vækst. At skabe nye ’grønne jobs’ eller bæredygtig infrastruktur vil rent faktisk føre til forøget økonomisk vækst (målt som vækst i BNP) på kort sigt, hvad der helt klart ikke kan betragtes som et argument imod den slags tiltag. Det er komplekse spørgsmål, men en økosocialistisk bevægelse, der prøver at mobilisere ud over snævre intellektuelle kredse, må give konkrete, stedsspecifikke svar på den slags spørgsmål.

 

Spørgsmålet om fremskridt i det 21. århundrede (som i det 19.)

I nær tilknytning til vækst/modvækst-dikotomién er spørgsmålet, om kapitalismen under alle omstændigheder har en progressiv karakter. Modvækst-tilhængernes påstand er, at det at holde fast på kapitalismens progressive karakter i tiltagende grad bliver absurd, når økonomisk aktivitet river verden endnu mere i stykker, og den globale opvarmning tager fart. Økomodernister indvender så, at modvækst-tilhængerne ’vil føre os tilbage til stenalderen.’

 

Vi bliver igen presset til at vælge side. Og dog skal vi være varsomme med dristige erklæringer om, at ’moderne industrialisering’, ’ny teknologi’, eller ligefrem ’kapitalisme’ – også begreber, som vi forstår meget forskelligt – ’er’ eller ’ikke er’ progressive eller reaktionære. Over for den globale opvarmning værdsætter jeg Walter Benjamin for at imødegå Marx’ idé om revolutioner som historiens lokomotiver; revolutioner er snarere passagerernes forsøg på at trække i nødbremsen!

 

Lad os være ærlige: Socialisme repræsenterer et brud med kapitalismen, men alle revolutioner hælder i retning af at indeholde forskellige former for kontinuitet, hvad enten vi kan lide det eller ej, med enorme tidsmæssige og geografiske variationer. Det, som vi bryder med, vil også virke ind på fremtiden. Økosocialisme kan betyde et brud med kapitalismen, men det er stadigvæk et brud med kapitalismen.

 

Et slående aspekt af hele denne diskussion er, hvor tit begge lejre påkalder sig Karl Marx til støtte for deres sag. Økomodernister citerer tit Marx om systemets progressive karakter og nødvendigheden af arbejderklasseaktivitet, med Huber, der påstår at vende tilbage til marxismens ’kerne’ med den kapitalistiske produktions dynamik. Modvækst-tilhængerne, på den anden side, understreger systemets destruktive karakter og behovet for revolution. Ud fra nye marxologiske læsninger går Kohei Sato et skridt videre, når han argumenterer for, at den ’modne’ Marx støttede modvækst-kommunisme.

 

Vi skal blive ved med at læse Marx af en lang række grunde. Det bliver ved med at være udgangspunktet for at forstå, hvad der ligger til grund for klimaforandringerne; vi kan ikke forstå den globale opvarmning uden at holde fast i profitmotivets dynamik, kapitalakkumulation, klassekamp og klassefraktioner. Marx er også – på en solskinsdag – det bedste udgangspunkt for at forandre verden. Vi må dog, som marxister, minde os selv om, at bare fordi Marx sagde et eller andet, betyder det ikke automatisk at være sandt. Vi skal passe på med den retoriske øvelse først at påstå, at Marx ’rent faktisk’ mente dette eller hint, og så uden videre gå ud fra, at det skal vi også.

 

Vi har måske, for eksempel, brug for at opgive den idé, at kapitalismen er i besiddelse af en iboende progressiv karakter. Men vi kan ikke nå til en sådan konklusion alene ud fra en fortolkning af Marx’ sene værker. Det må i stedet relateres til vores nutidige overblik over, hvordan kapitalismen er blomstret i kraft af kolonialisme og imperialisme, ligesom fascisme og krig gjorde det, samtidig med, at den skabte hungersnød og klimaforandringer. På samme måde, som ideen om, at modvækst ikke er en nyttig parole, ikke kommer fra læsning af den unge Marx, men snarere fra (fejlslagne) erfaringer med den aktuelle økosocialistiske organisering. Som marxister burde vi have tilstrækkelig tillid til vores egen analyse til at undgå kun at basere påstande om sandhed på den hellige skrift.

 

Men hvorfor behovet for at retfærdiggøre sådanne positioner ud fra Marx-citater? Hvis det er meningen at skærpe vores forståelse af verden og videreudvikle vores strategier, så er alt i orden. Men jeg føler mig nu fristet til at stille spørgsmålet: Er socialistiske bevægelser så milevidt fra reel indflydelse, at det er fristende for socialistiske intellektuelle at gå til ’kilderne’ for at finde vejledning og energi og trøst? Orienterer vi os med andre ord mod venstreorienterede teoretiske diskussioner, når udfordringen er at være venstreorienterede i politisk forstand?

 

Og spørgsmålet om klasse

Det største problem vedrørende polariseringen mellem modvækst og økomodernister er måske, at det stiller sig i vejen for frugtbare diskussioner om klassekamp. Matt Huber definerer klasser som fjendtlige over for hinanden, og siger, at der er en klar skillelinje mellem arbejderklassen og den teknokratiske lederklasse, der gør sig gældende for hele miljøbevægelsen. Det er en dristig påstand. Der kan helt sikkert være spændinger mellem mange organiserede arbejdere og mange inden for miljøbevægelsen, men hvis der er fjendtlige relationer, betyder det klassekamp. Er der virkelig klassekamp mellem arbejderklassen og den ’klasse’, der har sat sig på miljøbevægelsen?

 

Hubers tro på fjendtlighed mellem en progressiv arbejderklasse og en reaktionær teknokratisk lederklasse afspejler sig i visse henseender i modvækst-kritik af økologisk imperialisme. Modvækst-tilhængeren Tadzio Müller siger for eksempel, at industriarbejderne i det globale Nord ikke blot vil være vores fjender, men ’de vil vores mest slagkraftige fjender.’ Her begynder og ender samtalen om klasse med at sætte arbejderne i det globale Nord i skammekrogen for at have en ’imperial’ livsform.

 

Her udraderer polariseringen endnu engang kompleksiteten og formørker økosocialismens snævre sti fremad. For at forstå de eksisterende og de mulige relationer mellem faktisk eksisterende arbejdere og klimaforandringer, må vi også indse, at arbejderklassen ikke er en ensartet størrelse. Vi må nå til en forståelse af forskelle mellem fagforeninger, relationer til klassekampen uden for arbejdsstederne, forskelle med hensyn til geografi, alder, køn osv. Det er intellektuelt uærligt at se bort fra spændinger mellem arbejdere og klima, racisme og imperialisme. Men det er også politisk fuldstændig håbløst at tro, at spændingerne er så store, at ’arbejdere’ – hvordan vi end definerer begrebet – hverken kan eller skal være politiske subjekter, der kan være med til at sætte en stopper for den globale opvarmning.

 

Det er og bliver en uomgængelig betingelse for økosocialister at indse, at de organiserede arbejdere (som modvækst-bevægelserne tit går udenom) og miljøbevægelsen (som økomodernister på tilsvarende måde tit går udenom) ikke bare skal radikaliseres og styrkes, men også bringes sammen. Det skal ikke formuleres som et behov for at forsone miljøbevægelse og ’klasse.’ Klimabevægelsen består i meget vid udstrækning af folk, der ikke er i besiddelse af nogen form for produktionsmidler (det vil sige arbejderklassen i bred forstand), og som sin udtrykkelige hovedfjende har den industri, der er baseret på fossilt brændstof (dvs. en fraktion af kapitalistklasssen).

 

Det er allerede klassekamp. At klassebevidstheden er lav – ind imellem ekstremt lav – i dele af bevægelsen, er godt nok et problem. Det problem er gjort endnu større, end det er, af økomodernister og modvækst-tilhængere, der ud i det blå repeterer konflikten og puster til den endnu engang. Frem for et klassisk marxistisk udgangspunkt (relateret til produktionsmidler), havner fokus tit på æstetik og smag, kultur og uddannelse, og ser lige så tit (ubevidst eller ej) ’arbejdere’ som (hvide) mandlige industriarbejdere.

 

Den største socialistiske udfordring består ikke i at bringe ’miljø’ og ’klasse’ sammen, men i at få miljøbevægelsen og klassekampen til at stemme overens på selve arbejdsstedet. At bringe arbejderklassen i bred forstand sammen er en vanskelig opgave, men kan ikke komme bag på os: Sådan har det reelt været i to århundreder. Klassekamp imod økologiske kriser kan ikke bygge på den idé, at socialisme er ensbetydende med en utrolig overflod af fysiske ting til alle arbejdere. Men vi kan heller ikke begynde med modvækst. Det er uundgåeligt, at de fleste mennesker vil forbinde modvækst med en umiddelbar hensigt om at satse på mindre økonomisk vækst (som regel målt i BNP) her og nu. Paroler spiller en rolle, og det er svært at forene arbejderklassen med denne parole.

 

Konkluderende bemærkninger

Schmelzer, Vetter og Vansintjan fremfører, at det ’indledende mål’ med modvækst var, at det skulle fungere som ’en provokation, en måde at begynde samtalen på, og på forhånd sikre sig imod, at den kom på afveje.’ Jeg tror, at denne provokation var nødvendig, og gjorde, at de vigtigste spørgsmål kom på bordet. Der er i dag ikke nogen seriøs socialist, der vil benægte, at økologiske grænser spiller en rolle. For socialister er det vigtigste spørgsmål dog ikke, om vi er for eller imod vækst. Det burde ikke være en streg i sandet, der kan fjerne bevægelserne fra hinanden fra starten af.

 

I stedet for at fokusere på ’mere eller mindre’ vækst, bør vi se i en anden retning. Det er ikke mange år siden, at det ville have været mere oplagt at begynde med sondringen mellem brugsværdi og bytteværdi. Som Michael Löwy påviste i 2015, så beror begrebet ’mere eller mindre’ vækst på en kvantitativ tilgang til fænomenet, mens økosocialisme indebærer et kvalitativt brud. En socialistisk og demokratisk planøkonomi kan ikke måles med kapitalismens målestok.

 

Når vi kæmper om at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder på en socialistisk måde, så er det, der ligger os mest på sinde, ikke, om det skaber ’vækst’. Vi har brug for økologiske overgangsprogrammer for at planlægge, opbygge og organisere en helt ny form for samfund, og en økosocialistisk bevægelse for at den kan føre til resultater i en verden, hvor menneskers behov er det vigtigste, inden for økologiske grænser. Det kan vi gøre uden at køre fast i ’vækst.’ Vi vil få brug for enorme investeringer under statsligt overopsyn i ny energi og en reduktion af den samlede biologiske gennemstrømning. Men økosocialisme – frem for økomodernisme eller modvækst – er den ramme, som vi må arbejde indenfor.

 

For at opbygge en bevægelse, der kan vinde, er der nogle få principper, som økosocialister må være enige om. For det første: Vi kan ikke – i modsætning til økomodernisme – operere med en ubegrænset vækst i økonomisk aktivitet på en begrænset planet, og helt sikkert heller ikke med århundreders vækst i biofysisk gennemstrømning. For det andet: Vi kan ikke – i modsætning til modvækst – mobilisere den brede arbejderklasse, eller nogen som helst anden bred bevægelse, ved at gøre ’mindre vækst’ til fokuspunkt for vores projekt. Med andre ord: økosocialisme må gå imod et system, baseret på, hvad der sædvanligvis beskrives som ubegrænset økonomisk vækst, men vi kan ikke begynde med direkte at konfrontere økonomisk vækst, som den normalt opfattes, målt i BNP.

 

Efter dette udgangspunkt følger en række andre spørgsmål vedrørende statslige investeringer, teknologier, tiltag vedrørende landbrug, transport, hvordan forbrug og distribution skal organiseres, hvilke former for produktion, der skal lukkes ned osv. De må adresseres i konkrete diskussioner, altid med et øre mod jorden og et øje for nuancer og kontekstuelle forskelle.

 

Der vil altid være forskellige synspunkter blandt økosocialister, men en bred økosocialistisk bevægelse vil nyde godt af uenigheder på det politiske niveau, frem for abstrakte (tit grænsende til metafysiske) spørgsmål vedrørende ’vækst’, eller den iboende progressive karakter ved industrialisering.

 

8. september 2023

 

Ståle Holgersen underviser i human geografi på Örebro Universitet i Sverige og er forfatter af Against the Crisis, der udkommer på Verso i 2024.

 

Noter:

(1) Det er et besværligt terræn, der er ingen standardprincipper for, hvordan begreberne bruges. Nogle gange bruges de af kritikere, andre gange af fortalere, og så er der gange, hvor begge parter bruger dem som ’provokationer (f.eks. acceleration som luksuskommunisme). Jeg bruger her ’økomodernisme’ som en generel betegnelse, sådan som de fleste fortalere for denne retning. Se Matt Huber, ’Mish-Mash Ecologisme,’ New Left Review Sidecar, 18. August, 2022.

(2) Matthias Schmelzer, Andrea Vetter og Aaron Vansintjan. The Future is Degrowth: A Guide to a World Beyond Capitalism. New York: Verso, 2022, s. 198.

(3) Matt Huber. Climate Change as Class War: Building socialism on a Warming Planet. London: Verso, 20222, s. 148.

(4) Rikard Walenius har gjort det indviklet med to synspunkter. For det første ved at påstå, at de ikke er imod BNP-vækst, modvækst-tilhængere gør sig uforholdsmæssigt store anstrengelser for at kritisere BNP-vækst. For det andet ser de meget begrænsede muligheder ved at adskille økonomisk vækst fra et forøget miljømæssigt pres, og hævder, at forøger BNP-vækst vil føre til forøget biofysisk gennemstrømning, men det må gå den anden vej rundt: formindsket biofysisk gennemstrømning vil føre til mindre BNP-vækst. Se Natalie Suzelis, ’Class Struggle Aginst Growth: A Review of Two Guides Against Extinction,’ Spectre, 25. August, 2022. Rikard Hjorth Warlenius. Klimatet, tillväksten och kapitalismen. Stockholm: Verbal, 2022, s. 199.

(5) Phillips Leigh. The degrowth delusion. Open Democracy. 2019.

(6) Kate Raworth: Donutekonomin. Sju principer för en framtida ekonomi. Göteborg: Daidalos, 2018, s. 35; Schmelzer m.fl. 2022, s. 18; Saito 2022, s. 235.

 

Oversat fra Links af Niels Overgaard Hansen. Nogle noter er ikke medtaget. Artiklen blev først bragt i Spectre.