På det kommende NATO-topmøde i Madrid skal medlemmerne ud over Ukraine-konflikten tage stilling til, om de vil bakke op om USA’s konfrontation med Kina.

af Arne Lund

I Skorpionen fortæller Hans Scherfig om en besynderlig geografisk hændelse, der indtraf omkring 1950, da det nordlige Atlanterhav, på kort tid, bredte sig på andre farvandes bekostning til såvel de danske bælter som i Middelhavet, helt frem til Bosporus. Fænomenet skyldtes oprettelsen af den nordatlantiske militære organisation, NATO. Skulle Scherfig skrive bogen i dag, ville han have undret sig endnu mere, for snart vil Nordatlanten nå ud til Japans og Australiens kyster.

 

En så drastisk udvidelse af NATO står ganske vist ikke på dagsordenen på NATO-landenes topmøde i Madrid 28-30. juli. Men det ligger mellem linierne, at mødet også vil handle om en udvidelse af NATO’s operationsfelt og optagelse af nye medlemmer.

 

Debatten om NATO’s fremtidige rolle begyndte i 1991, kort efter Sovjetunionens sammenbrud. Besindige europæere mente dengang, at dermed var NATO’s fortsatte eksistens meningsløs. Alligevel bad USA op gennem 90’erne sine europæiske allierede om at sprænge de vante rammer og engagere sig i Mellemøsten og i Persergolfen.

 

Forgæves. End ikke begivenhederne den 11. september 2011 fik europæerne til at slutte op bag USA. Bortset fra “alliancen af villige”, blandt andet Danmark, England m.fl., der sagde ja til at sende soldater til Irak og siden til Afghanistan. NATO lå dog ikke på den lade side, men optog de østeuropæiske lande, der havde været en del af den sovjetiske østblok.

 

Lissabon-topmødet i 2010 indledte transformationen fra at være en geografisk afgrænset alliance, til en global styrke, der især skulle bekæmpe terror. I en erklæring hed det blandt andet, “at ustabilitet og konflikter udenfor NATO-området kan true sikkerheden… borgerne stoler på, at NATO udsender robuste styrker derhen, hvor det er nødvendigt, og fremmer sikkerheden sammen med partnere, kloden rundt.” Blandt partnerne er EU’s Fælles Sikkerheds og Forsvarspolitik, der omfatter kommunikation, transport, energi mv., og hvor EU er underlagt NATO’s kommandostruktur.

 

I Madrid skal medlemslandene erklære, at deres militær er fleksibelt og kan operere under alle forhold (klimatiske og geografiske), at de er veltrænede og velorganiserede, og at de med kort varsel kan flyttes til konfliktzoner i samarbejde med andre partnere. Det løser dog ikke den standende hjemlige diskussion: Skal den danske hær være gearet til internationale operationer (den aktivistiske udenrigspolitik), hvor vi jo ikke har haft nogen heldig hånd, eller skal det være et territorialforsvar. Besindige danske officerer hælder til det sidste: Skal danske soldater på internationale missioner, så skal det være med et FN-mandat.

 

Stigende militarisering af civilsamfundet

Omtrent hvert tiende år vedtages et nyt strategisk koncept, der omhandler NATO’s værdier og forpligtelser til at varetage menneskerettigheder og en regelbaseret international orden. I Madrid skal de nye trusler identificeres: Kinas voksende globale indflydelse, ustabilitet, etniske/religiøse konflikter, kamp om naturressourcer, klimaforandringer, masseødelæggelsesvåben, fejlslagne stater, folkedrab, flygtninge og migranter, pandemier, organiseret kriminalitet, cybertrusler, terror mv. USA’s svækkede globale rolle ligger som en undertone, uden at dette dog siges direkte.

 

Mod alt dette skal NATO iværksætte proaktive og forebyggende initiativer, der sikrer forbindelsen mellem menneskerettigheder, civilsamfundet og NATO’s kerneopgaver, hvilket anses for at være en afgørende forudsætning for at opnå operationel succes og effektivitet. NATO skal såvel indenfor sit oprindelige geografiske område, som globalt, opbygge en robust militær tilstedeværelse, der kan stabilisere områder med latente konflikter. Til formålet opstilles et antal kampklare brigader i de respektive hjemlande, klar til hurtig udrykning.

 

En del af det her nævnte var tidligere politimæssige opgaver. Men med den stigende militarisering af samfundene, sker der nu en betydelig opgaveforskydning. Politiet vil der fortsat være brug for. Udenfor mødelokalerne passer 25.000 spanske politifolk på fredens og demokratiets forkæmpere.

 

Ukraine vil optage en del af tiden, for når noget sådant kan ske, og grænser kan ændres med magt, da giver det anledning til at spørge, om der skal ske strategiske ændringer. Både i forhold til, at konflikten afgrænses til Ukraine, men også hvis den breder sig til andre lande.

 

NATO bekymres over Ruslands (angiveligt) voksende kernevåbenarsenal, og mener, at dermed overtrædes Traktaten om begrænsning af mellemdistanceraketter i Europa. NATO ser dog bort fra, at USA opsagde traktaten i 2019 og ikke har ønsket at indgå opdaterede traktater med et lignende indhold. USA fortæller ikke, at deres beholdning af luft-til-jord-atomraketter skal moderniseres for ca. 6.000 mia. kr, mens England bruger 400 mia. kr. på at opgradere Trident-atommissilerne.

 

Ukraines Zelensky er æresgæst, enten in persona, eller på en videoforbindelse. Her vil han, blandt andet med støtte fra Stoltenberg, de østeuropæiske lande og England, fremlægge en “ønskeseddel”, der omfatter 500 tanks, 2.000 pansrede mandskabsvogne, 1.000 haubitzere, 300 affyringsramper mv.

 

Danmark indkaldte i sidste uge fem mindre NATO-lande til et møde, hvor de lovede at fordoble deres bidrag til NATO. For Danmarks vedkommende svarer det til en årlig stigning fra 280 til 560 mio kr. Dermed lægges der pres på de øvrige NATO-lande om at følge trop.

 

Indo-Pacific

NATO har inviteret Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand med til mødet. Ikke tilfældigt, for på dagsordenen står også USA’s længe nærede ønske om, at NATO engagerer sig i USA’s inddæmning af Kina, og som åbenbart er for stor en mundfuld for USA.

 

Flere lande i Fjernøsten ønsker ikke, at NATO nu skal til at skabe uro i regionen. USA’s interventioner og krige i Korea, Libanon, Afghanistan, Irak, Iran og Vietnam har givet USA et dårligt ry. De fleste lande er neutrale i striden Kina/Rusland-USA. Kun Japan, Sydkorea og Australien vil være med til at inddæmme Kina.

 

Kina har gennem handel og diplomati opbygget gode relationer til de fleste af sine naboer, der nyder godt af Kinas økonomiske opstigning. De ser ikke Kina som en trussel og har ingen interesse i at rage uklar med Kina for at tækkes USA. En asiatisk pendant til NATO, med Japan som ledende magt, vækker ubehagelige minder i de lande, der indtil 1945 var brutalt besat af Japan

 

Den slags bremser ikke USA, der afholder flådemanøvre omkring Taiwan og udsender rapporter fra US Navy Institute, hvori det hedder, at “det er nemt at blokere kinesiske havne og handelsruter med miner.” Logisk nok, når USA opfatter Det Sydkinesiske Hav som et “amerikansk nærområde.” Kina bør måske teste USA ved at oprette baser i Caribien…

 

Macron, der ikke har glemt den franske storhedstid i Fjernøsten, bakker op. “Organiserer vi os ikke, vil der opstå et hegemoni, som indskrænker friheder og muligheder.” USA’s hegemoni ses ikke at plage ham. Følgelig har Frankrig sendt 7.000 soldater, krigsskibe og jagerfly til Fjernøsten.

 

Camilla Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiet, spørger i Le Monde Diplomatique (maj/22), “om de europæiske NATO-lande deler USA’s primære mål om at bevare sin dominans i den indo-pacifistiske region, og om USA’s konfrontation med Kina er den måde, man skal møde Kina på.”

 

Tre socialistiske partier fra Filippinerne, Malaysia og Indonesien skriver i en fælles udtalelse fra den 2. juni i Southeastasian Left, “at alle imperialistiske tropper skal ud af Asien, at det for USA drejer sig om at genopbygge sit hegemoni i Fjernøsten (og globalt). Kapitalismens konjunkturkriser tvinger USA ind på en mere aggressiv kurs, og presser uvillige eller neutrale lande til at bakke op om USA’s Indo-Pacific Economic Framework for Prosperity (IPEF). Derved fremmes en neoliberal dagsorden af hensyn til profitten, og for at udmanøvrere Kinas regionale magt.”

 

Afrika

For USA/NATO er det problematisk, at flere afrikanske lande har tætte relationer til Rusland og/ eller Kina, og at kun få lande støtter sanktionerne mod Rusland, hvilket anses for at være en fjendtlig handling. Siden krigen i Libyen har USA/NATO ikke haft et godt ry i Afrika.

 

Ét af de få lande, der samarbejder med USA/NATO, er Marokko, og landet har i dag status som en privilegeret strategisk partner. Dels på grund af landets geografiske placering, dets stærke militær og en relativ ukorrupt stat, der bidrager til sikkerhed og stabilitet i regionen. I dag deltager Marokko i NATO’s fly- og flådeøvelser og har en permanent repræsentation ved NATO- hovedkvarteret.

 

Samarbejdet er så tæt, at USA/NATO har indtegnet det af Marokko besatte Vestsahara, på sine kort, som en integreret del af Marokko, og for nylig åbnede USA et konsulat i Vestsahara. Dette, samt Spaniens opbakning til Marokkos krav på Vestsahara, har til gengæld fået Algeriet, der støtter Vestsaharas befrielsesbevægelse, Polisario, til at true med at bruge sine gasleverancer til Sydeuropa, som et politisk våben.

 

Andre regionale partnere er Tunis, Kenya, Mauretanien og Liberia, der sammen med Marokko og Israel er inviteret med i Madrid.

 

Sprækker i NATO

Den spanske tænketank Elcano peger på flere dilemmaer i NATO-landene, som ikke fremgår af dagsordenen. Der er klima- og miljøspørgsmålene, og her er militæret én af de store syndere – USA’s militær sviner lige så meget som 140 lande. Også forringelsen af demokratiet, ytrings- og forsamlingsfriheden samt overvågningen af borgerne, og at den offentlige misinformation øges, er bekymrende. Endelig spørger Elcano, om landene vil reflektere over, hvad der gik galt i Afghanistan, og hvad man kan lære af dét.

 

Topmødet kan blive en boomerang, hvis landenes divergerende holdninger til Ukraine-konflikten bryder ud i lys lue. Der er Viktor Orban – Putins trojanske hest i NATO og EU – der dels er afhængig af (billig) russisk gas og olie, og dels deler Putins samfunds- og familieværdier. Orban vægrer sig ved at deltage i sanktionerne og tillader ikke, at der sendes våben til Ukraine via Ungarn.

 

Også Tyskland og Italien tøver med at tilslutte sig den hårde kurs på grund af gasleverancerne og den store samhandel. Frankrig har gode relationer til Rusland, og her kan det spille en rolle, at Macron mener, at det er farligt at ydmyge Rusland. Et synspunkt, de baltiske lande og Polen går stik imod: Jo værre, desto bedre – med opbakning af USA’s forsvarsminister, der håber, at “Rusland vil blive så svækket af krigen, at landet ikke vil kunne genrejse sig igen i mange år herefter.”

 

Optagelsen af Finland og Sverige i NATO blokeres af Tyrkiet, der mener, at de to lande giver husly til PKK-aktivister. Tyrkiet strides med Grækenland om, hvem der ejer flere øer i Ægerhavet, samt retten til at bore efter olie og gas. For nylig udgav Tyrkiet kort, hvor områder i Nordgrækenland, er indtegnet som tyrkiske. Begge lande afholder militærmanøvrer nær hinandens grænser, hvor der blandt andet indgår simulerede landgangsøvelser og flyangreb.

 

Kravet om, at medlemslandene skal bruge mindst 2 procent af BNP på militæret, kan snart gøre ondt i nogle lande. Ikke alle befolkninger er villige til at give afkald på velfærd, eller en indsats mod klimaforandringerne, der især i Sydeuropa opleves som mere truende, end Putin. Hvor mange lande følger trop, når kravet skrues op til 2,5 eller 3 procent?

 

Den tyske sociolog Wolfgang Streeck skrev for nylig på Twitter, at krigen i Ukraine har revitaliseret NATO og befæstet USA’s kontrol over Europa. Nok har USA, af og til, set EU som en konkurrent, men det har krigen ændret fundamentalt på, og nu er USA’s herredømme over de europæiske vasalstater total. Især Tyskland, der længst har opponeret mod USA’s dominans, er knækket, og Nordstream 2 er skrottet, hvilket har været USA’s mål. Det er en katastrofe for det energifattige Europa, men en geopolitisk sejr for USA.

 

Nu følger de europæiske NATO-lande det mindste vink fra Washington. Mette Frederiksen taler givetvis på manges vegne, når hun “gerne gør USA en tjeneste hver eneste dag.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com