Invasionen i Ukraine har forledt nogle vestlige politikere og medier til at tro, at næste gang er det Taiwans tur til at blive invaderet af en stormagt. På Taiwan søges dette imødegået med skærpet beredskab samt nye alliancer, der skal bryde den internationale isolation.

af Wen Liu, Brian Hioe

Krig: En velkendt kolonifortælling

Invasionen af Ukraine satte, på Taiwan, gang i diskussionen om rivaliseringen mellem USA, Kina og Rusland. Den skærpede opmærksomheden på hvordan Kina og USA vil reagere, i relation til Taiwan. Ville Kina støtte Rusland, og hvordan ville USA korrigere sine militære og diplomatiske strategier i Asien og Stillehavsområdet, i takt med at konflikten udviklede sig. I den forstand synes Ukraine-konflikten at være tæt forbundet med Taiwans skæbne, til trods for forskellige geopolitiske dynamikker. Sloganet “Ukraine i dag, i morgen Taiwan” blev brugt af såvel dem, der ønsker tilslutning til Kina som dem, der ønsker uafhængighed.

 

Militært og økonomisk er invasionen næsten uden betydning. Putins legitimerer sin “særlige mili-tære operation” med en nostalgisk, chauvinistisk ideologi, der blankt afviser Ukraines suverænitet og ser landet som inferiørt, i forhold til en normativ russisk identitet. På samme måde har Beijing lagt planer om at annektere Taiwan ved at påstå, at befolkningerne i de to lande deler de samme sproglige og kulturelle rødder. Den etniske og kulturelle dominans af Han-chauvinismen minder utroligt meget om Putins etno-nationalistiske fortælling. Som Ukraine, så skal Taiwan besættes og vende tilbage til det kinesiske moderland for at fuldende “Kinas territoriale integritet.”

 

Russisk propaganda med kinesiske karakteristika

Putins invasion satte Kina i en akavet situation. På den ene side, så ønsker Kina geopolitisk stabilitet og adgang til de vestlige markeder, men ønsker også, på den anden side, at bevare alliancen med Rusland. Man deler Ruslands aspirationer om at forandre den globale geopolitiske magtbalance. Begge vil de indlemme lande, de anser for at være en del af deres nationalstat eller imperium. Russerne påstår, Ukraine ikke er en legitim stat – en parallel til Kinas udsagn om, at Taiwan ikke er et land, men har været en integreret del af Kina siden tidernes morgen.

 

Sluttelig tog Kina afstand fra den russiske invasion. Dog ikke fra Putins fortælling om, hvorfor han invaderede Ukraine; det gengives næsten ordret i de statsstøttede medier. Kina ser invasionen som en retfærdig reaktion overfor vestlig aggression, og for tilstedeværelsen af grupper fra det yderste højre, fx den Azovske Bataljon. I kølvandet på invasionen blev alle spændinger mellem Kina og Rusland dækket til.

 

Geopolitiske justeringer i tider med krig

Beijing må nu se i øjnene, at USA og Europa er villige til at iværksætte massive økonomiske sank-tioner, og levere militær bistand, selv fra standhaftige antikrigslande som Tyskland. Taiwan er nødt til at forstå, at hverken vestlige sanktioner eller våben, har afholdt Putin fra at invadere Ukraine. For Taiwan indebærer invasionen, at der skal ske en forøgelse af militærbudgetterne, samt gøre Beijing det klart, at en invasion vil blive endog meget kostbar.

 

Kina vil yde humanitær bistand til Ukraine på 10 mio kr., og har fordømt USA for at sende våben til Ukraine, da det blot vil få krigen til at eskalere. Kina har indset, at ved at stille sig på Ruslands side, da er der risiko for at blive trukket ind i en økonomisk og diplomatisk konflikt med Vesten, og at det kan føre til isolation fra de internationale markeder. Noget sådant vil være katastrofalt for Kina, der ikke alene har brug for Europa som marked, men også som en kilde til teknologi og fornyelse.

 

EU-Kina-topmødet den 1. april 2022 kan blive starten på ændrede relationer. EU fastholdt sin erklæring om, at Kina overtræder menneskerettighederne i Xinjaing, Hong Kong og Taiwan. Dette forsøgte Kina at undgå ved at indsnævre fokus til kun at dreje sig om handel og økonomi.

 

Siden Covid-19 har Taiwan opbygget diplomatiske bånd til lande i Østeuropa, især Litauen, hvilket udløste en kinesisk handelsboykot af landet. Kinas beslutning på at straffe lande, der etablerer relationer til Taiwan, kan være begyndelsen til at svække dets relationer med andre EU-lande.

 

Krigen i Ukraine har vist, at den verden, vi lever i, ikke kun centrerer sig om konkurrence mellem USA og Kina, men at andre lande også er involveret. Til trods for at Vesten stort set ignorerede Ukraine indtil for et årti siden som følge af landets beskedne økonomisk og politisk styrke, så har ukrainerne vist en urokkelig modstand, der er i stand til at omtegne geopolitikken

 

I årevis har neoliberale økonomer og geopolitiske realister erklæret, at markedsliberalisering og en stedse mere gensidig forbundet verdensøkonomi, vil forhindre krige i at bryde ud i Europa, og at det vil forandre Kinas autoritære stat. De talrige sammenstød mellem supermagter, senest i Ukraine, viser, at spørgsmål om imperialistiske aggressioner og kolonialisme langt fra blev løst med afslutningen af den kolde krig.

 

Invasionen har desuden tydeliggjort, hvilken kritiske situation de tidligere Sovjetrepublikker befinder sig i. Flere af dem, især de baltiske lande, har på det seneste markeret, at de er mere villige til at vælge side mod den imperialistiske aggression.

 

Krigens indflydelse på Asien og på forsyningskæderne

Med invasionen afviste Rusland internationale love og økonomiske bånd med Europa, og det må få Vesten til at genoverveje sine relationer til Kina. Acceptere, at det stærke økonomiske engage-ment ikke har puffet Kina væk fra dets regionale aggressioner. Vesten må være mere konfrontatorisk overfor Kina, og skærpe opmærksomheden på, at der sandsynligvis kan udbryde inter-regionale konflikter. At gensidig økonomisk afhængighed indenfor de globale forsyningskæder skulle kunne forhindre en konflikt mellem USA og Kina, kan vise sig ikke at være tilfældet.

 

USA har historisk stærkere bånd til Taiwan, end til Ukraine. Taiwan har en langt større økonomi og en mere central placering i verdensøkonomien, der bl.a. skyldes produktionen af ca. 90 procent af det globale forbrug af avancerede chips og halvledere. Kina er for eksempel afhængig af Taiwans halvledere til de missiler, Kina har opstillet, og som peger på – Taiwan. Kinas enorme afhængighed af Taiwan må ikke undervurderes. Givet den dybe integration af de kinesiske og taiwanesiske økonomier, da vil de økonomiske virkninger af en invasion være kolossale.

 

Samhandlen mellem Rusland og Ukraine var betydelig før invasionen, og begge lande var fuldt integreret i verdensøkonomien. Gensidig økonomisk afhængighed er, som sagt, ingen garanti mod krig. Det meste af verdens forsyninger af neon, der bruges til fremstilling af halvledere, og 40 procent af krypton kommer fra Ukraine.

 

Invasionen vil bevirke en skærpelse af den globale “justering,” af alliancer og internationale relationer. Taiwan vil således styrke båndene til de østeuropæiske lande, der i dag er urolige over NATO’s og Ruslands geopolitiske trusler. Lignende dynamikker vil blive udløst i Asien. Japans tidligere premierminister, Shinzo Abe, har foreslået, at Tokyo indtræder i forsvaret af Taiwan for at forhindre, at landet lider samme skæbne som Ukraine.

 

Set fra Taiwan, så er nødvendigheden af et tættere samarbejde mellem USA og Kina usandsynlig, da relationerne mellem Taiwan og Kina bliver stedse mere konfliktfyldte, bl.a. angriber Kina Taiwans forsøg på at etablere flere diplomatiske relationer rundt om i verden.

 

Solidaritet som afskrækkelsesstrategi

Set fra et progressivt synspunkt, så kan Taiwan drage fordel af mere balancerede relationer til Asien-Stillehavs-regionen. Frem for at være så afhængig af USA, skal der opbygges flere diplomatiske alliancer med fx Central- og Østeuropa for at bryde den internationale isolation.

 

Ukraines eksempel har vist Taiwan, hvilken risiko der er ved at forhandle med regimer, der ser et land som underordnet dets imperium. Det primære mål for Taiwan, er at afskrække Kina fra at angribe. Ikke gennem eftergivenhed, da dette blot vil ende med Beijings større politiske og økonomiske dominans, og vil udslette Taiwans frihed.

 

Efter invasionen har Taiwans forsvarsministerium – efter pres fra græsrodsorganisationer – for første gang udsendt en noget mangelfuld brochure om civilt forsvar til indbyggerne. Det er dog en større årsag til bekymring, at diskussion om krig ikke forholder sig til den kendsgerning, at ingen taler om den den hvide terror – tiden fra 1949 til 1992, hvor Taiwan var styret af et nationalistisk, stærkt antikommunistisk regime, der regerede med dekreter og permanent undtagelsestilstand. Som et ungt demokrati, der har kæmpet for at komme væk fra sin autoritære fortid, da handler lektien fra Ukraine ikke kun om krigsberedskab eller mobilisering, men også om det helt afgørende mål: At virkeliggøre sin egen identitet og antikolonialistiske suverænitet.

 

Ud over fokus på sikkerhed, så tjener Taiwan også som et land, der faciliterer regionale græsrods-bevægelser. Siden midten af 10’erne, har Asien oplevet en bølge af folkelige bevægelser, der har vendt sig mod de autoritære styrer. Bevægelserne knyttes sammen af Internettet og sociale medier i “Mælk-Te-alliancen.” Med i alliancen er Hong Kong, Myanmar og Thailand, og med forbindelser til Filippinerne, Indien, Malaysia, Indonesien, Iran og Belarus. Nødvendigt og udfordrende er bestræbelserne på at bringe bevægelserne sammen, for at forhindre regionale konflikter i at opstå.

 

Spørgsmålet om transnational solidaritet presser sig på, på et tidspunkt, hvor regionale konflikter i stigende grad ser ud til at være uundgåelige, og som kan trække regionen og muligvis hele verden ind i flere krige. At opbygge en sådan solidaritet var meget vanskelig under Covid-krisen, hvor der var restriktioner på det fysiske møde. Krigen i Ukraine har vist vigtigheden af solidaritet i det virtuelle rum; og har været afgørende for at modgå den russiske propaganda og dem, der forsvarer invasionen.

 

Vi må alle gøre, hvad vi kan for at opbygge en sådan fælles organisering på tværs af grænserne. Mange aktivister i Asien lever i post-koloniale samfund, hvor krig ikke er en fjern erindring. Den tætte konfrontation med autoritære stater, har ført os til solidaritet i den fortsatte jagt på demokrati, suverænitet og af-kolonialisering. Kun ved at facilitere græsrodsbevægelserne og en transnational gensidig afhængighed, kan vi skabe alternative tilhørsforhold og engagementer, der afviser den eskalerende inter-imperiale rivalisering.

 

24. maj 202

 

Wen Liu er forfatter og forskningsprofessor ved Institut for Etnologi, Taipei Universitet. Hun er, sammen med freelance journalist og oversætter, Brian Hioe, redaktører af New Bloom Magazine.

 

Oversat og forkortet fra Specttre af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com