Finansloven afsætter 630 millioner kroner til oprensning af årtiers gamle forureninger landet over. Omsider skæres der igennem kævlet om, hvem der skal betale regningen. Når erhvervslivet trods milliardoverskud ikke vil, så må skatteyderne jo.

af Arne Lund

Foto: Badeforbud nær Kærgård Klitplantage. Af Fugit hora. CC BY-SA 4.0

 

Lærken slog sin klare trille

koen var så glad

Sommerens vind var varm og stille

jeg ville ha’ et bad

Men Vesterhavet var som syre

vandet brændte på min hud

Nåh – det er bare Grindstedværket som lukker giften ud

 

Miljøminister Lea Wermelin har næppe hentet inspiration i Røde Mors vise om Grindstedværket fra 1972, da hun tidligere på året, bad regionerne om at udpege de værste jordforureninger, de såkaldte generationsforureninger.

 

Uanset hvad, så er der grund til at glædes over, at der omsider sættes ind for at fjerne de dyreste og de mest komplicerede jordforureninger, hvor miljøfarlige stoffer måles i tons. Det handler om 50-60 år gamle forureninger, som har lukket badestrande og gjort det forbudt at fiske.

 

På grund af forureningernes og omkostningerne omfang er tiden gået med et uværdigt abekasteri mellem staten, amter/regioner, kommuner og virksomheder: Alle prøver at fedte regningen af på “de andre,” men som sædvanlig ender den hos skatteyderne.

 

Virksomhederne slap, enten fordi nogle af dem er gået konkurs, eller fordi kommunerne gav dem lov til at svine. Og det gjorde kommunerne, ellers ville virksomhederne flytte til en anden kommune med en mindre restriktiv holdning. Den trussel virker i områder med få arbejdspladser.

 

Forureneren-betaler-princippet blev formuleret af OECD i 1972, men blev først i 2000 indskrevet i dansk lovgivning i 2000. Den manglende håndhævelse af princippet er på kant med EU’s regler om ulovlig statsstøtte, hvilket partierne bag finansloven 2021 har overset.

 

De ca. 30.000 forurenede grunde landet over truer drikke- og grundvandet. Der er tale om et bredt spektrum af forureningskilder: benzin- og servicestationer samt metalvarefabrikker er der flest af.

 

Regionerne har ansvaret og handlepligten i forhold til jordforureninger, der truer mennesker og miljø. Kravet består i at rense for at sikre grundvand eller særlige naturområder, sikre indeluften i boliger, eller børneinstitutioner og legepladser.

 

Region Midt har fx årligt afsat 40 mio. kr. til jordforureningsopgaver, hvilket ikke rækker langt til de 3.400 forurenede og 5.200 partielt forurenede grunde, der truer grundvand eller boliger. Igen ses, hvor problematisk det er, at regionerne ikke kan udskrive egne skatter, men er afhængig af, hvad kommuner og staten vil bidrage med. Det er som regel det mindst mulige.

 

Mange boliger ligger på forurenende grunde. Er der tale om mindre forureninger, fx gamle olie-tanke, så ender boligejere ofte med tab eller usælgelige huse. Den eneste kompensation, de kan gøre sig håb om at få, er fritagelse for ejendomsbeskatning.

 

Grindstedværket

Finansloven udpeger landets ti værste generationsforureninger. Nogle af dem er:

 

Grindstedværket fremstiller organiske kemikalier, medicin og vitaminpiller. Indtil 1960 blev uren-set spildevand ledt ud i Grindsted Å, og da dette blev stoppet, så til en banegrav på den tidligere Troldhedebanes terræn, tæt ved fabrikken, midt i byen. Fra banegravsdepotet afdamper klorerede opløsningsmidler. Region Syd lægger sand på arealet og tilplanter det med tornebuske, så ingen kommer i kontakt med forureningen. Det fjerner dog ikke det, der ligger nedenunder.

 

Ca. 80.000 tons flydende og fast affald endte, frem til 1975, på lossepladsen. Herfra sev kemikalier ud i den nærliggende Grindsted Å, bl.a. 550 kg kviksølv om året. Også Engsøen, der var anlagt for at rense fabrikkens spildevand, er forurenet med lugtgener. Byens friluftsbad måtte lukke på grund af dårlig vandkvalitet.

 

Sportsfiskerne klager over, at fisk fra åen har en ram lugt og smag. Forureningen kan spores til Ho Bugt ved Esbjerg. Uanset hvor affaldet placeres, og hvilke tiltag der iværksættes, så er der tale om forureninger, der massivt overskrider grænseværdierne. DTU skønner, at de vil kunne måles i grundvandet i flere hundrede år.

 

Generne blev med tiden så voldsomme, at værket måtte finde et nyt sted, hvor spildvandet kunne dumpes. Det blev Kærgård Klitplantage, tæt ved den attraktive Henne badestrand. Her blev affaldet dumpet i store udgravede gruber – indtil det nyoprettede miljøministerium i 1973 sagde stop. For nu havde forureningen bredt sig til grundvandet og ud i havet, og det førte til bade- og opholdsforbud på en 1.400 meter lang strækning.

 

Det sidste forurenede læs blev kørt fra Kærgård Klitplantage i 2015. Det er fjernet flere hundrede forskellige stoffer bl.a. 2,5 tons kviksølv, 3 tons cyanid, 80 tons klorerede opløsningsmidler og 66.tons oliestoffer. Klitplantagen er i dag habitatsområde og EU-naturbeskyttelsesområde.

 

I 2012 solgte Danisco Grindstedværket til den amerikanske kemikoncern DuPont, der indvilgede i, at behandle affaldet på fabrikkens område. Grindsted-borgerne er dog fortsat usikre på, hvornår der tages fat på den massive forurening. For hvor langt rækker dette års bevilling, og tager Chemi-nova mon det hele? Og hvad sker der, hvis der kommer en blå regering efter næste valg?

 

Cheminova

Landets kendteste jordforurening er Cheminovas på Harboøre Tange, og affaldsdepotet på stranden ved Høfde 42. Forureningen består af langsomt nedbrydelige pesticider, kviksølv, samt et bredt udvalg af kemikalier, i alt ca. 110 tons og 7 tons kviksølv.

 

Også Cheminovas grund er kraftigt forurenet – selvom man er blevet pålagt oppumpning af foru-renet grundvand, som renses på fabrikken. Det fjerner dog ikke de gamle forureninger.

 

I 1950’erne valgte Cheminova, med statens velsignelse, at deponere 100 ton kemikalieaffald ved Høfde 42. Staten havde selv en interesse i ordningen, idet der var brug for et depot til indsamlede bekæmpelsesmidler fra hele landet.

 

Med tiden har havet ædt af sandklitten, og nu er der blot en tynd spunsvæg, der forhindrer tonsvis af kviksølv, og et af verdens farligste sprøjtemidler, nervegiften Parathion (Bladan), i at blive skyllet ud i Vesterhavet og et stykke ind i Limfjorden.

 

Landets første miljøaktivist, Rav-Åge, fik sin debut her, da han i 50’erne gik til kamp mod Chemi-novas forurening. I starten blev han ignoreret, men i 1981 blev det første forurenet jord gravet op. Så gik arbejdet i stå, for hvem skulle betale? Ejeren af Cheminova – Aarhus Universitet – mente ikke, de havde et ansvar, og hverken amtet eller kommune havde råd. Det har siden ændret sig, og universitetet bidrager nu med 125 mio kr.

 

Efter en pause på 38 år kom opgravningen atter i gang i 2018, da 130 tons svært forurenet jord blev fyldt på containere til to firmaers renseforsøg, der muligvis kan give en løsning på at fjerne kviksølvforureningen.

 

Danfoss

Danfoss fik i 50’erne tilladelse til at hælde fast affald og spildevand på Himmark strand på Nordals. 600-700.000 liter spildevand indeholdende klorstoffer blev kørt til området og brændt af. Mængden udgør ca. 40.000 kubikmeter affald samt 300 tons olie. Noget er spredt ud under hav-bunden, andet i grundvandet. Også her er der opholds- og badeforbud på stranden.

Region Syd anslår, at oprensningen vil koste ca. 130 mio. kr., og at man ikke kan drage Danfoss til ansvar – heller ikke selvom der er påvist dioxin i jord- og vandprøver. Danfoss havde i 2019 et overskud på ca. 5 mia kr.

 

Collstrop

Den fjerde store generationsforurening tegner familievirksomheden Collstrop sig for. På 13 forskellige lokaliteter landet over blev der i årene 1936-76 imprægneret sveller samt el- og telefon-master. Arealerne er alle voldsomt forurenede, værst er det i Horsens og især lige ud til landets reneste sø, Esrom Sø. Da produktionen ophørte i 1976 efterlod man 120.000 kubikmeter forurenet jord indeholdende arsen, kobber, krom, kulbrinter, phenoler, tjærestoffer og tungmetaller. Collstrop ignorerede myndighedernes krav om at fjerne affaldet. Gravede det i stedet ned, og det er herfra, at giften langsomt siver ud i de omliggende vådområder.
De tidligere ansatte fortalte 3F om forureningens omfang, og i 1989 undersøgte amtet omsider området for at komme af med affaldet. Også Arbejdstilsynet blev inddraget.

 

Skiftende ministre lod dog virksomheden slippe, bl.a. fordi det lukkede sine fabrikker og trak det meste af egenkapitalen ud af selskabet, og dermed var der ikke penge til den oprydning, der skønnes at koste omkring en milliard kroner.

 

Collstrop producerer i dag træbeskyttelsesmidler, og hævder, at virksomheden siden omdan-nelsen i 1991 har efterlevet myndighedernes regler, og er dermed fritaget for ansvar for de aktiviteter, der er foregået før den tid.

 

Mens Collstrop lod samfundet om at rydde op, blev størstedelen af egenkapitalen overført til moderselskabet Incentive, der havde Danske Bank, Unibank og ATP som hovedaktionærer. Samtidig droppede Skov- og Naturstyrelsen retssagen mod Collstrop. – bl.a. fordi størstedelen af egenkapitalen var væk. 2019-regnskabet viser et minus, og at der tæres på egenkapitalen.

 

De skader, som mange ansatte pådrog sig, kan virksomheden heller ikke tage sig af, også det er samfundets ansvar.

 

Efter DR’s 21 afsløringer i 2010 fik Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg omsider fingeren ud, og forlangte en redegørelse fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der bl.a. skrev, “at Arbejds-tilsynet… kan ikke konstatere, at der har været problemer med det kemiske arbejdsmiljø… Jeg tilslutter mig tilsynets konklusion.” (Fagbladet d. 6.10.2010).

 

De ”mindre” forureninger

Tre “mindre” generationsforureninger ligger i hovedstadsområdet: Naverland 26 i Albertslund, hvorfra der fra 1965-83 blev distribueret opløsningsmidler til renserier. 7.500 tons sev ned til grundvandet og op til 2 km fra virksomheden. Oprensningen koster ca. 100 mio. kr.

 

På Lundtoftevej 150 i Lyngby producerede Atlas hårde hvidevarer 1948-1969. Syrer, malinger samt opløsningsmidler har forurenet jorden og grundvandet. Der er risiko for drikkevandet og den nærliggende Mølleå. Oprensningen for at forhindre udsivning til vådområder skønnes at koste 70 mio. kr., mens en totaloprensning koster et trecifret millionbeløb.

 

Endelig er der en lille metalvarefabrik i Skuldelev i Hornsherred. Også her blev der fra 1968-83 brugt klorerede opløsningsmidler. Spildevandet røg i kloakken, der imidlertid var utæt, så derfor blev opløsningsmidlerne spredt under store dele af byen og til gadekæret. Indtil nu er der brugt 90 mio kr. på undersøgelser og oprensning

 

Fordi en forurening ikke trækker overskrifter, kan den være alvorlig nok, fx Clip-Rens i Rødekro, der lukkede i 2006 efter at have renset tøj og skind siden 60’erne. Og efterlod ca. 2 tons PCE (perchlorethylen), og en million kubikmeter forurenet jord. Det tog 2-3 år at “koge” 95 procent af PCE’en væk. Amtet/Region Syd holdt opsyn med grunden frem til 2016.

Den bemandede legeplads ByOasen på Nørrebro, blev i dette efterår lukket, på grund af forurening fra nærliggende fabriksanlæg, der for længst er lukket.

 

Og sådan kunne man blive ved med de over 30.000 kendte forurenede grunde landet over. Hertil kommer de der endnu ikke er lokaliseret.

 

De første danske projekter til oprensning af kloropløsningsmidler og olier er fra 90’erne og blev støttet af staten. Siden blev teknikken (opvarmning eller bakterier) kommercialiseret og sælges nu verden over. Det er bl.a. disse metoder, der vil blive brugt til at fjerne generationsforureningerne. Det er tale om metoder, der effektivt renser uden at efterlade store mængder restprodukter. Det er endog muligt at bruge strøm fra fx vindmøller til oprensningen.

 

Vi skyller hele flokken ud!

Vejen frem mod finanslovsbevillingen har været lang og trang. Beslutningstagerne har længe afvist at gøre forureneren ansvarlig. Har gemt sig bag, at der ikke fandtes en miljølovgivning på det tidspunkt, hvor virksomhederne fik tilladelse til at forurene. Og da denne gradvis blev indført i 70’erne og årene derefter, så vejede hensynet til arbejdspladser og erhvervene tungere. Hver gang der blev rejst kritik af forureningen, så blev dette bagatelliseret, eller løjet bort.

 

Måske skulle de i stedet have gjort som Røde Mor anbefalede:

Så lad os da ta’ værkets direktører

og værkets aktionærer

La’ os ta’ og stoppe dem i røret

som fører ud i havet der

Så sender vi dem ud i vandet

vi skyller hele flokken ud

Se − sådan er det Grindstedværket

skal lukke giften ud.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com