Foto: Arif Wazir: CC Noorbadshahy1993 – BY-SA 4.0

Han blev alvorligt såret og i al hast ført til et lokalt hospital. Han blev derefter overført til Dera Ismail Khan og videre til Islamabad for videre behandling. Desværre bukkede han under for sine skudsår om lørdagen, dagen efter. Arif Wasir kommer fra Ahmadzai Wizir stammen i Wana i Waziristan. Han var fætter til kammerat Ali Wazir, som er den mest kendte leder af PTB, marxist og medlem af det pakistanske parlament.

Ifølge lokale kilder var Arif det 18. medlem af sin familie, der er blevet dræbt af de terrorister, der lokalt går under betegnelse ”gode talibanere” (fraktioner af Taliban, som bliver støttet af den pakistanske stat, bliver generelt kaldt ”gode talibanere” af almindelige mennesker). Tilbage i 2007 blev syv medlemmer af hans familie, heriblandt hans far Saadullah Jan og hans onkel Mirza Alam (Ali Wazirs fader) dræbt i et sammenstød med Taliban-terrorister. I april 2017 blev han arresteret i forbindelse med en protest-demonstration, som han anførte mod, at man i Wanna Waziristan ikke kunne oprette internetforbindelse.

Da PTB-bevægelsen i januar 2019 rejste sig i protest mod de militære operationer og de deraf følgende overtrædelser af menneskerettighederne, der havde foregået i området i årevis, gav Arif fuld støtte til PTB. Ved et protestmøde i Wanna i marts 2018 udtalte han: ”Folk fra pashtun-stammen har forladt deres hjem for at give militæret mulighed for at gribe ind overfor terrorister, men nu behandles stammefolk som fremmede ved de militære kontrolposter og får ikke engang lov til at eje egne hjem og ejendom”.

Han blev efterfølgende arresteret for overtrædelse af reglerne for kriminalitet i grænseområdet, fordi han havde organiseret protestmødet. Den 3. juni 2018 angreb Taliban folk, som støtter regeringen, Ali Wazir, Arif Wazit og andre tilhængere af PTB i Wanna. Arif Wazir og dusinvis af andre tilhængere af PTB blev såret.

Efter sammenslutningen af FASO (Føderalt Administrerede Stamme Områder), med den tilgrænsende provins Kyber Pakhtunkhwa, blev der udskrevet valg til et nyt provinsparlament. Arif Wazir stillede op, men blev arresteret en måned før afholdelsen af valget, hvorfor han ikke var i stand til at gennemføre en fornuftig kampagne. Han blev senere løsladt på ordre af Den Pakistanske Valgkomite. Til trods for sådanne forhindringer tabte han kun snævert med 10.272 stemmer mod vinderen Naserullah Wasir, der fik 11. 114 stemmer.

Siden fremkomsten af PTB-bevægelsen var Arif Wasir med jævne mellemrum blevet arresteret og sat bag tremmer, i et sådant omfang at han gennem de to sidste år tilbragte 15 måneder af sit liv i forskellige fængsler. Ved siden af Ali Wasir, Moshin Dawar og Manzoor Pahteen blev han en af de mest afholdte ledere af bevægelsen. Bevægelsen afslørede sandheden bag de såkaldte militære operationer, der blev gennemført i FASO regionen. Det blev afsløret, at det virkelige formål bag år med militære operationer ikke var at eliminere terroristerne og Taliban, men at fjerne de vilde og rebelske Taliban-fraktioner og indsætte ”gode” talibanere i deres sted, da Pakistan har en lang historie med at understøtte militante grupper for at opnå statens strategiske mål. Tusinder af uskyldige mennesker blev dræbt, fordrevet og deres ejendom plyndret og ødelagt. Befolkningen blev hele tiden chikaneret ved sikkerhedsstyrkernes kontrolposter. De ”sikrede” områder (områder ryddet for ”terrorister”) blev overdraget til regeringsloyale Taliban-aktivister, som skånselsløst angreb Ali Wazir og hans kammerater og enhver, der udfordrede deres terroristiske aktiviteter i området.

Fremvæksten af PTB er et udtryk for de dybtgående afsavn og den nationale og etniske udbytning, der er fremherskende i Pakistan. Skønt bevægelsens krav begrænser sig til frigivelsen og fremstillingen af de ”med magt forsvundne” personer for en domstol, kompensation for ødelagt ejendom og et ophør af chikaner og ydmygelser ved kontrolposter, så rakte atmosfæren omkring hele bevægelsen langt ud over dette. PTB har udløst en chokbølge i store dele af det pashtunske samfund, der især har omfattet dets unge.
Bevægelsen afholdt massive stormøder over hele landet som tiltrak tusinder af unge. Efterdønningerne rakte langt ud over de traditionelle pashtunske enklaver og tiltrak andre undertrykte nationaliteter, arbejderklasse- og revolutionære unge fra andre etniske grupper og nationaliteter. Toppen af statsmagten blev skrækslagen over bevægelsens omfang. De greb til alle tænkelige former for bagvaskelser mod bevægelsen, fra beskyldninger om at være betalte agenter for fremmede magter til at betegne dem som terroristsympatisører. Trods alle disse krumspring mobiliserede bevægelsen en betydelig del af ungdommen over hele landet.

Men ikke alle bevægelser kan bare køre videre i det uendelige. Uden et klart og levende program bliver støtterne til og medarbejderne i bevægelsen forvirrede. Bevægelsen begyndte at ebbe ud. De herskende klasser kom sig over det oprindelige chok og begyndte at slå tilbage. Sidste år blev et fremtrædende medlem af bevægelsen, Arman Luni, dræbt i Loralai, Balochistan, under et sammenstød med det lokale politi. Begge bevægelsens parlamentarikere, Ali Wasir og Moshin Dawar, blev arresteret under falske anklager om terrorisme og fængslet i tre måneder. I januar i år blev en anden leder af bevægelsen Monzoor Pashteen også arresteret. Og nu denne sidste provokation med drabet på Arif Wazir!

Snigmordet på Arif Wazir er en klar provokation fra den herskende elite. De ønsker at ophidse den pashtunske ungdom til uoverlagte handlinger, som ville give de herskende en belejlig undskyldning for at knuse bevægelsen både fysisk og politisk. Men bevægelsens ledelse må holde hovedet koldt. De må skelne mellem venner og fjender. De må indse, at deres virkelige venner er de undertrykte klasser i dette land og ikke magthaverne i noget land. De bliver nødt til at stole på det revolutionære potentiale hos de undertrykte arbejdende masser. Kun en fælles bevægelse af alle de undertrykte masser kan bringe en ende på dette blodbad.

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund