content-picture.php

Vi gennemgår en af de alvorligste kriser, som menneskeheden har oplevet, og den kan ingen tillade sig at ignorere eller stille sig neutral overfor. Det er tydeligt, at krisen bliver forstærket af de prioriteringer, som vore herskende eliter har gennemtrumfet, hvor de uophørligt har styret ud fra fantasier om regionalt overherredømme snarere end en bekymring om befolkningens ve og vel.

af Dr Ammar Ali Jan and Zahid Ali

Vi besidder tanks, missiler og endda et arsenal af atomvåben, men har ikke nok sengepladser, respiratorer eller medicin til vore syge.

 

Staten Pakistan er i krise på grund af en opsamlet strukturel svaghed og manglende politisk vilje. Der hersker forvirring og uorden på næsten alle områder af det sociale liv, fordi den patriarkalske vogter af vores civilisation, staten, har afsløret sig selv som uduelig og brutal på det tidspunkt, hvor behovet for det modsatte har været mest påtrængende. Vort samfund gennemlever en praktisk taget statsløs tilstand midt i en akut nødsituation. Det helt nødvendige arbejde bliver udført af sundhedsarbejderne på trods af staten og ikke på grund af den.

 

Mange foreslår, at vi skal finde sammen i denne krisesituation og glemme vore politiske uenigheder. Imidlertid forvandler et problem sig til en akut krise netop på grund af mangel på forberedelse, på ressourcer samt skævheden i infrastrukturen, og de skyldes netop de politisk gennemførte valg, vore politiske eliter har truffet gennem mange år. Denne krise afspejler den totale fallit af deres politik, idet der bliver stillet spørgsmålstegn ved selve overlevelsen af menneskeracen.

 

Desuden bliver de vigtigste beslutninger i vore liv netop truffet i øjeblikke med krise. Men disse beslutninger bliver helt overtrumfet af regeringer, der er i lommen på gribbe kapitalister, militære høge og teknokrater, der ikke kan stilles til ansvar. Magthavere insisterer på, at almindelige mennesker skal undgå politik under en krise. Men hvis nøglebeslutninger, der drejer sig om vor fremtid, bliver truffet under denne nødsituation, er det afgørende for os at tænke politisk omkring krisen, snarere end at opgive vores ret til politisk engagement.

 

Coronavirussen er ikke et politisk neutralt spørgsmål. Som en af de alvorligste trusler mod den moderne civilisation er den kommet frem som det mest koncentrerede udtryk for de sociale, økonomiske og politiske modsætninger, der former vor globale orden. Vi kan ikke behandle den blot som en afvigelse fra systemets ellers gnidningsløse funktion. Flere sundhedskriser truer, samtidigt med at en klimakatastrofe truer selv vores eksistens. Der er ingen vej tilbage fra en løsning af disse kriser.

 

Det er nødvendigt at bygge en ny verden baseret på fælles værdier og fælles praksis, der adskiller sig fra det nuværende. Det er derfor, at populistiske krav som borgerløn og gratis forsyningsgoder (el, vand, kloakering mv.) er grundlæggende; men også utilstrækkelige, da systemet ikke er gearet til at opfylde dem. Derfor skal venstrefløjen ikke blot bombardere systemet med rationelle krav, som systemet opfatter som umulige, men vi må også konstruere en langsigtet strategi for at reorientere vores teori og praksis. De eksisterende politiske strukturer på venstre- (og højre-) fløjen er utilstrækkelige til at møde vor tids udfordringer. Vi må udvikle et nyt socialistisk sprog og praksis, hvis vi ikke skal blive overvældede af den påtrængende umiddelbarhed af de mange kriser, vi står ansigt til ansigt med.

 

Corona-virussen viser kapitalismens krise
En læge fra Kinas Røde Kors sagde, at ”vi er nødt til at sætte tiden i stå; vi må standse al økonomisk aktivitet”. Der er noget ironisk og alligevel sandt i denne udtalelse. Ubevidst har lægen indrømmet, at vi er nødt til at standse bevægelsen frem i den kapitalistiske form for tid, som kun fungerer, hvis der forgår uhæmmet kapitalakkumulation, udveksling af varer og skånselsløs mekanisk udbytning af arbejdere. Med andre ord, hvis vi ønsker at standse den videre udbredelse af Covid-19, er vi nødt til fuldstændigt at stoppe varecirkulation og fryse produktionsprocessen. Helt enkelt er et korthus faldet sammen. En hel verden af illusioner, selvbedrag og sofisteri er afgået ved døden. Vi er nået til enden af et meget langt reb. Krisen, der skyldtes den uhæmmede udveksling af varer, var allerede i gang. Covid-19 afslørede bare det narrespil, som markedsøkonomien er.

 

Først må vi have helt på det rene, at det, vi ikke iagttager, er en ”recession”. Det er ikke en ”finanskrise”. Coronavirusepidemien en dyb forskydning af de grundlæggende elementer i selve det økonomiske og sociale liv. Hvis den ikke bliver forstået i sådanne begreber – hvis vi i stedet, som den pakistanske regering under Imran Khan, ville forsøge at behandle denne krise som noget, der kan håndteres i en normal sammenhæng og forvente, at det varme vejr vil dræbe virussen – så ville vi blive stillet overfor hundredtusinder af døde, som regeringens egne modeller viser. For at undgå dette frygtelige resultat, må normal økonomisk og socialt liv grundlæggende forandres. Hvad var så dette normale økonomiske og sociale liv i Pakistan før dette?

 

For middelklassen og eliterne var det et normalt liv, hvor de havde meget veldefinerede rutiner og ressourcer til et lykkeligt liv i dette land. Men for de arbejdende klasser var livet før fremkomsten af Covid-19 allerede et mareridt. Arbejdere i den formelle sektor agiterede for minimumslønninger, social og fysisk sikkerhed på arbejdspladserne, medens løsarbejderne i den uformelle sektor kæmpede hver eneste dag, vel vidende at deres fabrik, værksted eller uddannelsesinstitution kunne fyre dem uden nogen form for varsel. Så vi siger, at for at undgå Covid-19, så må vi grundlæggende forandre det normale sociale og økonomiske liv. Hvad vi siger er, at vi er nødt til at ændre den skånselsløse måde, som den kapitalistiske økonomi fungerer på, hvor arbejdere er væsner, man bare kan smide væk. Hvis kapitalisterne i ledtog med den pakistanske stat stadig tror, at de bare kan lukke fabrikker, forretninger og andre produktionsprocesser ned uden at bekymre sig om de arbejdende fattiges liv i dette land, vil der være to grundlæggende konsekvenser.

 

Hvis man afviser af at tage hånd om almindelige mennesker, vil man som første konsekvens umuligt kunne gennemføre den nødvendige neddrosling af økonomien gennem social isolation og at holde afstand. Indtil virussen har toppet og den umiddelbare krise er overstået, ville det blive umuligt at sætte samfundet i den form for dvale så længe, som det er nødvendigt for at bremse udbredelsen af virussen. Hvis arbejderne ikke får de nødvendige sundhedsfaciliteter, madkuponer og en basisindkomst vil de ikke kunne holde sig hjemme. De vil være tvunget ud for at lede efter arbejde, hvilket yderligere ville forlænge pandemien. På denne måde viser pandemien, at den eneste måde, et liv i karantæne ville kunne fungere i Pakistan eller et hvilket som helst andet sted, ville være, hvis de arbejdende fattige havde alle de ressourcer, der er nødvendige for at kunne blive hjemme. Fordi, som vi ved, at sikre et offentligt sundhedsmål ville kræve at give folk penge, så de er i stand til at holde afstand og uden at være tvunget til at arbejde unødvendigt.

 

Økonomien omfatter et stort antal daglejere, løsarbejdere og deltidsansatte, som ikke har sygesikring. Hvis de skal have behandling sammen med en form for borgerløn, er det nødvendigt med en radikal omfordeling af velstanden. I hele denne Covid-19 krise er arbejderne og deres familier allerede blevet de største tabere. Store tøjfirmaer som Limelight, Generations og Outfitters lukker deres fabrikker uden at give arbejderne deres løn eller betalt orlov, og mange er bare blevet fyrede.

 

Dette er blot begyndelsen på en lang ukendt krise. Det er af afgørende betydning, at ud over at kræve en grundlæggende indtægt må vi danne lokale selvhjælpskomiteer, for i de kommende dage vil tingene blive langt vanskeligere.

 

Den anden konsekvens af statens afvisning og mangel på evne til at hjælpe arbejderne følger heraf, fordi hvis staten ikke formår at skaffe arbejderne betalt orlov, madkuponer og forsvarlige sundhedsfaciliteter, så vil der i de kommende måneder trods udgangsforbud, nedlukninger og karantæner være arbejdere på gaderne, som agiterer for og kræver de mest grundlæggende fornødenheder for blot at kunne overleve – føde, husly, indkomst og sundhedsfaciliteter. Hvis andre fabrikker, forretninger og arbejdspladser følger det eksempel, der er blevet sat af Limelight og Generations, så vil arbejderne i Pakistan blive efterladt med det grundlæggende eksistentielle spørgsmål: ”Hvad er vores plads i denne nye karantæneramte virkelighed?”

 

Vi må holde os for øje, at corona-virussen er en koncentration af overlappende kriser, der inkluderer ødelagte sundheds- og uddannelsessystemer, fravær af minimumslønninger og social sikkerhed, en forsat dehumanisering af arbejdere og en overudviklet rentierstat. De fattige arbejdere i dette land udfordrede allerede de umiddelbare undertrykkelsesstrukturer i form af strejker, den Pashtunske Tahafusbevægelse, kvinder, studerende og bønder, der marcherede for deres rettigheder. Den øjeblikkelige krise, som skyldes begrænsningen af cirkulationen af kapital, vil lede arbejdere til at gå videre end blot at sige nej til de umiddelbare undertrykkelsesstrukturer og stille det grundlæggende spørgsmål: ”Hvilken slags relationer mellem mennesker eksisterer under et nyliberalt kapitalistisk samfund?” Denne dobbelte negation (negation af negationen) af hele den kapitalistiske økonomi har revolutionære implikationer.

 

God regeringsførelse eller dobbeltmagt?
Mange kommentatorer ser helt enkelt krisen som et resultat af forsømmelse og dårlig regeringsførelse. Der er ingen tvivl om, at det nuværende regimes mangel på kompetence kun har forstærket truslen på grund af dets tvivlrådighed og tøven. Men i det forrige afsnit forklarede vi, hvorledes krisen ikke blot skyldes specifikke politikker, men den generelle orientering af vor stat og politiske økonomi. Og vigtigere: Der findes ingen normal, vi kan vende tilbage til, når man tager i betragtning, at staten blot vil accelerere udbytningen af arbejderne for at betale for krisen.

 

Derfor, givet fraværet af en levedygtig model for styre, må vi begynde at forestille os alternative former for eksistens og tilhørsforhold, der ikke er i overensstemmelse med kapitalakkumulationen og statens logik. Dette vil kræve at arbejde med regeringen (det ville være tåbeligt fuldstændigt at afvise regeringen under denne krise), men også at finde nye rum for solidaritet ud over staten. Dette kræver opbygningen af netværk for omsorg i de områder, som staten har opgivet, især i arbejderklassekvarterer.

 

Hvordan kunne en sådan solidaritet se ud? Det kræver opbygning af funktionelle selvhjælps, og frivillige hold på steder, hvor staten er fraværende, for at udbrede bevidsthed, skaffe føde og husly til de mest sårbare, give en stemme til dem, der er blevet dårligt behandlet af arbejdsgiverne, og koordinere mellem sundhedsarbejderne og samfundet.

 

Sigtet med denne aktivitet kan ikke bare være et spørgsmål om velgørenhed ud fra en følelse af medlidenhed med de fattige. Vi må forstå disse tiltag som politiske, da vi tilstræber at opbygge en verden, som rækker ud over grænserne for kapitalismen. Vi må tilsigte at opbygge hele netværk af mennesker og organisationer, som får deres styrke gennem at tjene de lokalsamfund, de lever i og opbygningen af følelser af tillid og solidaritet inden for disse.

 

Med svækkelsen af statens apparater står vi i en situation, hvor vi enten vil blive vidner til konstant social nedbrydning fastholdt gennem yderligere militarisering af samfundet, eller vi kan vende tilbage til ideen om dobbeltmagt – en strategi, der tager sigte på at opbygge uafhængig arbejderklassemagt ud over institutionel repræsentation. For eksempel ved vi, at når først krisen er overstået, vil den herskende klasse tvinge befolkningen til at betale for krisen gennem arbejdsløshed, underudvikling, gæld og prisstigninger. Det eneste forsvar, befolkningen vil have i en sådan situation, vil være dens evne til selvorganisering og at gøre modstand ved at udnytte netværk til gensidig hjælp til at forlænge sin kamp.

 

Dobbeltmagt er del af en strategi for et brud, der omformer eksisterende sociale relationer og omlægger produktion og distribution til at opfylde menneskelige behov. Dette betyder opbygningen af netværk, hvor det kreative potentiale i de arbejdende klasser kan blive etableret, og en ny vilje både kan blive formuleret og gennemført af arbejderklasse-aktører inden for deres lokalsamfund. Sådanne alternative former for arbejderkomiteer er nødvendige for at indføre begrænsninger i kapitalakkumulationen, specielt når folk vender tilbage til arbejdet.

 

Organer for folkelig beslutningstagning vil være så meget mere nødvendige, fordi politikken i toppen af samfundet vil forblive frossen mellem fraktioner inden for eliten. Det skyldes, at man ikke kan forestille sig valg eller andre massemobiliseringer i de kommende måneder (undtagen optøjer). I fraværet af politik på topniveau, må vi udvikle alternative visioner og praksisser for et fremtidigt samfund. Hvis vi tænker i store ideer, men handler lokalt og specifikt, kan vi begynde at udvikle kerner for alternative former for magt, der eksistere udenfor og uafhængigt af de institutionelle rammer.

 

Det er sikkert, at folk vil rejse sig mod de uudholdelige forhold, de bliver påtvunget. Arbejderkomiteer kan blive den centrale styrke, der både leverer hjælp i disse vanskelige tider og samtidigt forbereder at lede masserne i en afgørende kamp med systemet. Hvis der nogensinde var et tidspunkt for at udvikle en socialistisk praksis, som har form af de mest robuste elementer i arbejderklassen, så er det nu.

 

”Al magt til folket”
For venstrefløjen i Pakistan er det nu tiden for dristige ideer, fordi den normale form for politik, der alene handler om at stille krav til staten, ikke kan fungere. Vi ved alle, at den herskende elites grådighed, der viser sig gennem gentagne IMF-lån og følgende privatiseringer af livsvigtige sektorer af økonomien, og en overudviklet statsmagt, ikke har evnen til at håndtere krisen. Og at de er ligeglade med arbejderne. Mobilisering må begynde nu, lige midt i krisen. Det er vort ansvar at stå sammen med arbejderne, som ved, at staten og fabriksejerne vil lade dem sejle deres egen sø. Dannelse af arbejder-, lokalsamfunds- og selvhjælpskomiteer må starte nu – vi er allerede sent ude i forhold til krisens udvikling. På den ene side har vi brug for massebevidsthed gennem vore komiteer om de forholdsregler, man bør tage for at undgå yderligere spredning af Covid-19, og på den anden har vi brug for politisk masseuddannelse om arbejderkontrol med produktionsprocessen, samfundskontrol med fordelingen af mad og andre ressourcer, og folkelig kontrol med sundheds- og sygehusvæsnet.

 

Beskeden fra videnskabsmændene og lægerne er meget klar. Som den kinesiske læge sagde, ”vi er nødt til at sætte tiden i stå”. Dette indebærer en næsten total lukning af produktionsprocessen og dermed varecirkulationen. Dette udgør et spring i kapitalens pågående krise over hele jorden. Dette betyder, at i fraværet af produktion og kapitalcirkulation er de undereudviklede stater i det Globale Syd, som Pakistan, på nippet af et sammenbrud.

 

Sloganet ”Al magt til folket” kan ikke være mere påtrængende end det er i dag. Med mod, klarhed og forpligtigelse, lad os så dykke ind i denne pandemi og organisere for alternativ magt. Vi må træne hinanden som sundhedsarbejdere, give solidaritet til arbejdere og små nabolag, vælge lokale repræsentanter til at holde opsyn med fødevare- og andre grundlæggende forsyninger, organisere folkeklinikker og udarbejde systemer for arbejder og lokalt kontrollerede forsyninger af helt grundlæggende livsfornødenheder.

 

Vi har en ny verden at vinde!

 

Oversat fra Pakistan Left Review af Peter Kragelund

 

Støt også indsamlingen til vores pakistanske kammerater!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com