Derek Chauvin blev den 20. april dømt skyldig for mordet på George Floyd. Kort før dommen talte magasinet Jacobin med Omar Fateh, senator i den valgkreds, hvor Floyd blev dræbt. Han undsiger det forfærdelige militaristiske svar på protesterne og siger, at politiet må sættes under civil kontrol i stedet for at få lov til at dræve ustraffet.

af Fateh Omar, Thomas Bergstrom

Omar Fateh er nyvalgt senator i staten Minnesota, medlem af Democratic Socialists of America og valgt i det distrikt, hvor George Floyd blev dræbt. Han er det første medlem af senatet i Minnesota med somalisk baggrund og den første muslim. Gennem det seneste år har han været tæt på den sociale og politiske opstand i byen, hvor radikale krav om racemæssig og økonomisk ligestilling er eksploderet.

 

Søndag nat, kort efter at de afsluttende procedurer og juryens diskussioner begyndte i mordsagen mod Derek Chauvin – og kun få dage efter drabet på Daunte Wright i Brooklyn Center i Minnesota, talte vi med Fateh om, hvordan det ser ud på gaden og i statens lovgivende forsamling i forhold til at begrænse politiets magt.

 

Thomas Bergstrom (TB): Kan du beskrive, hvad der er sket i Minneapolis og Brooklyn Center, og hvad du har gjort i Senatet?

 

Omar Fateh (OF): Jeg begyndte min valgperiode med at komme i kontakt med lokale græsrødder, om lovgivning for at stille politiet til ansvar, og at arbejde sammen med andre i statens to kamre. Der har været adskillige høringer i Huset, og nogle love er blevet vedtaget, men i Senat har der ikke været nogle høringer overhovedet. Alle tiltag er blevet fuldstændig afvist, selv om Republikanernes leder ved afslutningen af den sidste samling sagde, at de forhandlinger, de havde, og den aftale, de endte med – som var en temmelig tynd pakke – at den kun var et første skridt, og at vi skal tage det op igen i næste samling. Passiviteten har vist, at alt det, der blev diskuteret sidste år, kun var et punkt, i håbet om at det hele ville falde tilro, og at der ikke ville komme så meget tryk på disse initiativer

 

Med retssagen om mordet på George Floyd er folk igen begyndt at gå på gaden – folk vil have retfærdighed. Vi går alle ud fra, at der kan komme en kendelse om “ikke-skyldig”: Der er et fast mønster for, at politibetjente slipper afsted med mord.

 

Og selv om vi har set passivitet i Senatet, blev en 20-årig sort mand, en far, Daunte Wright, myrdet af en hvid betjent, som påstår, at hun troede at hun havde trukket sin strømpistol (“taser”). Det er en påstand, som jeg ikke køber.

 

Det handler om systemet – ikke bare en reform. Og der har været nul støtte fra republikansk side og også en masse forsømmelser hos Demokraterne.

 

TB: Hvad har du oplevet i dit lokalområde og i Brooklyn Center i forhold til politiets og militærets mobilisering?

 

OF: For det første var jeg virkelig stolt over at se en masse af de folk, der har været med til at organisere på George Floyds Plads gå hen til Brooklyn Center og vise deres solidaritet, da Daunte Wright blev myrdet. Det var virkelig fantastisk at se.

 

Hvad angår militariseringen, ser jeg det som en total fiasko. Staten, byen, valgkredsen – alle lokale niveauer af regering og lovgivning – har haft et år til at forberede sig på store forsamlinger og protester, Vi vidste, hvad der var på vej, vi vidste, at folk ville gå på gaden, og i stedet valgte vi militarisering, vi valgte at hente Nationalgarden ind og bruge lovgivning.

 

Det var et valg. Det var et valg at gøre skade på demonstranter med gummikugler og kemiske våben (som, i øvrigt, nu er blevet forbudt af byrådet i Brooklyn City, men stadig bliver brugt, så vidt jeg forstår, på baggrund af godkendelse i amtet [county, o.a.]

 

Der er tilsyneladende en beslutning m at styre demonstrationer om at skræmme folk til ikke at komme igen. For eksempel har vi haft to nætter, hvor demonstranter i stort tal blev spærret af, fik frarøvet deres grundlovssikrede rettigheder og fik at vide, at de kunne tilbageholdes i 36 timer. Det omfattede også folk fra medierne – folk som ikke skulle røres, som havde ret til at være der for at dokumentere og vise sandheden om, hvad der reelt foregår.

 

Så hele denne situation har været en total fiasko.

 

TB: Hvad har du og dine forbundsfæller i den lovgivende forsamling gjort for at få taget dette op, og hvordan er det gået med disse initiativer?

 

OF: Tidligere i år fremsatte jeg et forslag, som grundlæggende ville forbyde lovens håndhævere af have nogen tilknytning til hvide nationalistiske grupper eller grupper, der står for hvidt overherredømme. Det faldt i udvalget. Jeg tog det op [i sidste uge] som et tillægsforslag, og det blev stemt ned af partierne. Man skulle tro, det giver mening for os, at vi ikke har folk i offentlige embeder, som står for hvidt overherredømme, men det blev afvist.

 

Jeg har foreslået en pause i budgetforhandlingerne og udvalgsarbejdet, indtil vi har haft høringer og vedtaget den nødvendige lovgivning vedrørende politiets ansvarlighed. Vi bør ikke komme ud af dette år uden at vedtage noget. Det ville være en farce, og det ville være et slag i ansigtet på vores lokalsamfund.

 

Der er nogle få lovmæssige tiltag, som kunne gøre en forskel. Det første er at afskaffe kvalificeret immunitet for politiet [qualified immunity – et juridisk princip i USA, der giver embedsmænd, efter nærmere retningslinjer, immunitet i civilsager, o.a.] Det ville betyde, at betjente, som har gjort sig skyldige i dårlig opførsel, ikkekan slippe fri, når der bliver rejst civile sager imod dem.

 

Det andet er at stramme op vedrørende kropskameraer – at forbyde at slette eller ændre på optagelser og give pårørende til dem, der bliver dræbt af politiet, adgang til uredigerede optagelser inden for 48 timer.

 

Og til sidst, at få det civile tilsyn tilbage. Vi må fjerne de statslige restriktioner på at give lokalregeringer lov til at indføre civile tilsyn, som der er kød på, og som gennemføre undersøgelser og faktisk sætte betjente på plads.

 

Det er bare nogle få ting, som jeg mener vi kan gøre i Senatet, men lige nu har jeg har hørt, at [den republikanske senator og flertalsleder] Paul Gazelka kun har accepteret at have ”fact-finding høringer”. Men vi kender facts. Vi ved godt, hvad der foregår. Farvede folk bliver myrdet, sorte bliver myrdet. Og det er en beslutning, om vi ønsker at gøre noget eller ej.

 

Jeg vil bare endnu en gang gøre en ting klart: dette er ikke et spørgsmål om uddannelse. Det er et årtier gammelt system, som er sluppet afsted med at myrde sorte og farvede. Betjente gør det, vel vidende at de kan slippe afsted med det. Og det faktum, at vi ikke har taget noget som helst skridt i forhold til det fra Senatets side, det faktum at Republikanerne i senatet nægter at erkende, at fortalere for hvidt overherredømme har infiltreret vores institutioner for ordenshævelse – det er meget problematisk.

 

Der er en grund til, at folk kræver nedskæringer af politiet og nedlæggelse i det hele taget af politiet. Det er nået til et punkt, hvor der bare er total mistillid til ordensmagten, på baggrund af hvad folk ser i tv, og hvad de selv har oplevet.

 

Lige så snart der er en, der tager den blå uniform på, er der ikke længere nogen tillid. Så snart der er en, der tager den blå uniform på, hvad enten det er en sort eller hvid person, så bliver folk urolige, utilpas og bange, især hvis man ikke er hvid.

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com