De grundlæggende skandaler i forbindelse med minkproduktion, corona og det kapitalistiske samfundssystems mekanismer bliver der lige nu sagt og skrevet alt for lidt om. Det er måske forståeligt, når regeringen nu udnytter sit midlertidige enevælde til at ignorere ikke bare Folketingets øvrige partier, herunder sit parlamentariske grundlag, men også til at tage let på gældende lovgivning. Men det er ikke desto mindre en alvorlig mangel.

af SAPs Forretningsudvalg

Foto: Minkpelse på Copenhagen Fur, 2011

 

Historien om minkproduktionen i Danmark er nemlig et skræmmeeksempel på, hvordan kapitalismen fungerer.

 

Uetisk produktion for profit på overflødige varer
I naturen lever voksne mink alene på store arealer og er glimrende svømmere. I pelsavlen er arealkravet for et minkbur 0,25 kvadratmeter, svarende til 50×50 cm. En voksen mink måler 50-70 cm inkl. halen… En række lande har da også siden årtusindeskiftet – presset af dyreværns-bevægelser – af dyreetiske grunde valgt at afvikle denne industri. Det er jo politisk svært at forsvare systematisk dyremishandling alene med det formål at score penge på at producere urimeligt dyr beklædning til en lille gruppe i den rigeste del af verdens befolkning. For en minkpels har nok altid været mere statussymbol end beklædningsgenstand.

 

Den industrielle minkavl et eksempel på noget, der burde være ulovlig dyremishandling, men som er lovligt, fordi der er (eller har været) profit i det.

 

Politikere i lommen på kapitalinteresserne
Også i Danmark har bevægelser og aktivister sat fokus på, at minkavlen burde forbydes som en dyreetisk katastrofe – men uden held. Tvært imod er Danmark blevet verdens største producent af mink med omkring 18 mio. dyr – her i efteråret, før alle undtagen avlsdyrene normalt gasses og pelses i november og december (så ejernes tuderier over alle de søde dyr, der skal dø, er måske lidt akavet).

 

Minkavlen – med minkavlernes fælles salgsselskab, Kopenhagen Fur, i spidsen – er i Danmark en milliardindustri. Og er der noget, magthavende politikere i et kapitalistisk samfund bekymrer sig om, så er det jo, at der bliver hentet gode profitter hjem. Eller: At det går godt for dansk erhvervsliv, som det hedder. Og det gik rigtig godt for minkavlerne i begyndelsen af 2010’erne, med en omsætning på hele 12,2 mia.kr. i rekordåret 2013.

 

Den politiske sympati for pelsdyravlernes virksomhed blev endda yderligere stimuleret. I bogen “Skjulte penge” blev det afsløret, at en lang række politikere i hvert fald i årene 2014-15 fik støtte til deres valgkampe fra Kopenhagen Fur. Lige netop de 20.000 kr. til hver, der kan gives anonymt. Nogle politikere fra R, S, V, DF og LA har åbent erkendt det, men hvor mange der reelt har fået sådanne donationer – dengang eller senere – kan man jo ikke vide. I forbindelse med sagen om Venstres store udgifter til Lars Løkkes beklædning kom det endvidere frem, at Kopenhagen Fur i 2012 havde sponsoreret Venstres partikasse med 70.000 kr. (dog ikke nødvendigvis øremærket til Løkkes tøj). Dette sponsorat fremgik imidlertid heller ikke af Venstres offentliggjorte regnskaber.

 

EL-politikerne, derimod, der allerede dengang foreslog et forbud mod minkavl, har aldrig fået noget…

 

Pyt med sundheden, når profitten skal reddes
Så til coronaen.

 

Allerede midt i juni blev der fundet smitte hos både en minkavler, hans familie og hans mink. Smitten bredte sig til to andre minkfarme og blandt mennesker. Virologerne var bekymrede, og de første besætninger blev aflivet. De videnskabeligt baserede bekymringer blev ikke mindre, da man i løbet af juli fandt ud af, at virus problemløst vandrede fra farm til farm, fra mennesker til mink og tilbage igen – og at der i disse vandringer og blandt de store mængder mink hurtigt kunne udvikles nye mutationer. Virus fra minkfarmene spredte sig foruroligende blandt mennesker i Hjørring-området.

 

Ikke desto mindre lykkedes det allerede den 7. juli for minkindustrien at overbevise Fødevareministeriet om, at man fra 20. juli skulle lempe kursen: Smittede besætninger skulle ikke længere slås ned, men bare isoleres – hvis bare medarbejderne brugte værnemidler og udviklingen blev overvåget… Håbet var, at man så lidt senere kunne pelse dyrene og få profitten hjem på sædvanlig vis. Den 18. september er 19 besætninger smittede.  SSI (Statens Serum Institut) forsøgte stadigt mere energisk at advare om problemet ved at smitten og nye mutationer fik lov at sprede sig blandt og fra de mange millioner minke – med uoverskuelige konsekvenser for den ellers ret vellykkede smittebekæmpelse i Danmark. Men lige meget hjalp det. Minkindustriens ønsker vejede tilsyneladende tungere.

 

Først den 5.oktober, hvor der var over 60 smittede besætninger, besluttede Fødevareministeriet igen at aflive smittede og omkringliggende besætninger. Midt i oktober er der over en million smittede mink. Samtidig advarer SSI om, at de mange nye mink-mutationer risikerer at gøre udviklingen af effektiv vaccine vanskeligere. Den 4. november, hvor SSI faktisk har fundet den første mutation (Cluster 5), der tydeligt kan give problemer for mange vacciner, erkender Fødevareministeriet omsider, at minkavlen må lukkes helt ned, hvis den ikke skal spænde totalt ben for corona-bekæmpelsen. (Det er så her, der sjuskes helt katastrofalt med lovarbejdet…)
På det tidpunkt er halvdelen af de nye smittede i flere nordjyske kommuner smittede af nye mink-varianter af virus, herunder Cluster 5 –  og en meget omfattende nedlukning af syv nordjyske kommuner besluttes, for at undgå en udbredelse af disse.

 

Alt i alt et uhyrligt langt forløb, hvor Fødevareministeriet/regeringen valgte at vende det døve øre til sundhedsvidenskabeligt baserede advarsler – i håb om at pelse profitterne hjem, eller i det mindste at redde kapitalen. Dette er nemlig vigtigere end alt andet for de regeringsbærende politikere i et kapitalistisk samfund – endda vigtigere end bekæmpelsen af en livsfarlig pandemi.

 

Frels kapitalisternes økonomi, når business går dårligt
I skrivende stund er det stadig til forhandling, hvor store erstatninger minkavlerne skal tildeles. Men der er desværre næppe tvivl om, at det bliver nogle urimeligt store milliardbeløb. Og det kan man ærligt talt godt undre sig over.

 

For det første har det altid været et argument for kapitalens forrentning, at investorerne jo ’løb en risiko for at tabe investeringen’. Det gælder naturligvis også dyrehold. Ligesom varer kan falde i værdi eller gå tabt, ligesom kornhøsten kan blive ødelagt af dårligt vejr, kan dyr selvfølgelig blive ramt af sygdomme. Det kan man måske forsøge at forsikre sig imod, eller man kan lade være med at gældsætte sig, så man kan ’klare et katastrofalt dårligt år’. For det er ikke engang første gang, minkene er ramt af sygdom. Sygdommen plasmacytose har hærget blandt mink i flere omgange, senest i 2015, hvor næsten 300 farme var smittede. Ligeledes er den multiresistente MRSA-bakterie, der også smitter mennesker, udbredt blandt mink. Ved en stikprøve i 2016 var 1/3 af dyrene inficerede. Den eneste grund til, at MRSA-bakterien ikke bekæmpes ved at nedslå dyrene er, at den er så udbredt i den danske svineindustri, at hensynet til denne vejer tungere end udbredelsen af den farlige bakterie… Truslen om sygdomme og epidemier er nemlig et vilkår i det industrielle profitstyrede landbrug. Det er også derfor, man helt præventivt pøser store mængder af medicin ud til både svin og opdrættede fisk.

 

Men sjovt nok mener især de allermest liberalistiske partier nu, at man sandelig ikke skal kunne risikere at tabe sin investering. Hvis investeringen går tabt, eller indtjeningen svigter, skal investoren have fuld erstatning, betalt af skatteborgerne. Sådan en slags gratis forsikring eller nødhjælp til uheldige kapitalister.

 

Og fuld erstatning – det bliver åbenbart dyrt. Hvilket egentlig godt kan undre, når man ved, at den gennemsnitlige minkfarm i 2019 havde et underskud på 700.000 kr. – og noget lignende i 2018. Prisen på mink er faldet år efter år, og lige nu er prisen lavere end nogen sinde. Diskussionen om dyreetik og en hårdere konkurrence fra Kina har allerede dødsdømt den danske minkindustri. Ikke desto mindre har man åbenbart investeret lystigt løs – og forlanger i hvert fald kæmpestore erstatninger for et produktionsapparat, som man ikke længere kan tjene penge på…

 

Minkindustrien har også udtænkt løsninger på det problem, at skindprisen er kommet så langt ned. Erstatningen for de aflivede besætninger skal reguleres enten efter et gennemsnit for de sidste 10 år (så fortidens gode tider giver bonus) eller efter, hvad prisen bliver i foråret, når der pga. corona-nedslagtningerne er opstået en ekstraordinær mangel på skind. Ikke nogen dum ide – for minkindustrien i hvert fald – som Fødevareministeriet tilsyneladende allerede har accepteret…

 

I det kapitalistiske system må staten altså undtagelsesvis gerne blande sig direkte i den frie konkurrence og markedets ubønhørlige love: Nemlig når profitterne svigter, og konkurserne truer. – Så skal skatteyderne punge ud, så investorerne ikke lider tab eller mister forventet profit!

 

Men uanset hvor meget, der i mink-corona-skandalerne er tale om “business as usual” i det kapitalistiske system, skal dette selvfølgelig ikke afholde os fra at slås fra tue til tue imod det.

 

Og ligesom Enhedslisten allerede har råbt godt op om regeringens katastrofale mangel på konsekvent handling på de tidlige advarsler, er der grund til, at vi kæmper mod den horrible pengeafpresning på minkindustriens vegne, der lige nu foregår – med de borgerlige partier i spidsen. Selvfølgelig ved selv at stemme imod, men også ved højlydt i offentligheden at pege på urimeligheden i pelsindustriens krav – og i stedet fokusere på kompensation og nye jobs til de almindelige lønarbejdere i industrien, herunder sæsonarbejderne.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 16.november 2020

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com