Vi har i denne uge valgt at bringe nedenstående udtalelse fra Fjerde Internationales Eksekutiv Komité (forretningsudvalg) om det igangværende oprør i Polen

af Fjerde Internationale

Masseoprør efter et nyt angreb på kvinder
Kvindernes “sorte protest” i mere end 100 byer og kvindestrejken på ”Sorte Mandag” den 3. oktober 2016 tvang det fundamentalistiske højreorienterede katolske regime ledet af ”Lov og retfærdighed”- partiet (PiS) til at trække forslagene om at forbyde abort fuldstændig og om at straffe kvinder som får en abort.

 

Midt i en katastrofal sundhedssituation og mens ”lockdown” forbyder forsamlinger af mere end 5 personer, prøvede PiS igen – i håb om dels at lappe på regeringsalliancen ”United Right” ved at reducere den voksende støtte til det endnu mere ekstreme højre i meningsmålingerne, dels at tilfredsstille de katolske fundamentalister ved at skubbe pædofiliskandalen, som svækker det kirkelige hierarki, i baggrunden.

 

Alt dette samtidig med, at de bestyrker idéen om, at kvinder er mænds subjekter i den 3. Polske Republik. Således annoncerede den PiS-udpegede præsident for forfatningstribunalet, at abort ”når prænatale undersøgelser eller medicinske indikationer viser en høj sandsynlighed for alvorlige og irreversible skader på fosteret eller en uhelbredelig livstruende sygdom” gik imod forfatningen.

 

Fra om aftenen den 22. oktober begyndte en mobilisering af en størrelse som ikke er set siden 1989. Kvinder og den yngre generation – gymnasieelever og universitetsstuderende mellem 14 og 25 år – besatte gaderne og  afbrød søndagsmesser ved at synge slogans den 25. Oktober. De blokerede også trafikken i et døgn. Massedemonstrationer fortsatte i mere end 410 byer og landsbyer i de følgende uger. Den 28. oktober var der en kvindestrejke. Den 30. oktober var der mere end en million demonstranter, til trods for en eksponentiel stigning i hospitalsindlæggelser og dødsfald på grund af covid-19. Alt dette med et centralt krav rettet mod den politiske, kirkelige og intellektuelle elite, som nægter kvinder at få glæde af menneskerettighederne: ”Fuck af til et andet sted”.

 

Ifølge meningsmålingerne har denne bevægelse opbakning fra et sted mellem 2/3 til 3/4 af befolkningen.

 

Regeringskoalitionen Forenede Højre vovede ikke at offentliggøre kendelsen fra sin egen forfatningsdomstol, som juridisk set gjorde det umuligt at håndhæve abortforbuddet, i den ”officielle presse”. Den håber, at en strammere ”lockdown” af befolkningen og den hårde måde, de har slået ned på demonstranterne, vil reducere bevægelsens omfang. Men selv hvis den nuværende mobilisering viger, vil Polens kvinder ikke glemme dette oprør. De fleste er blevet klar over, at de selv må kæmpe for deres værdighed, for en anden verden, deres verden. En kulturel revolution er begyndt.

 

Tre årtiers kvindeundertrykkelse for at genopbygge kapitalismen
Siden 1993 har den polske regering haft et ”kompromis” med den katolske kirke på dette spørgsmål for at få støtte fra denne magtfulde institution over for mobiliseringerne imod de sociale konsekvenser af den igangværende kapitalistiske genopbygning og for tiltrædelse til den Europæiske Union.

 

Den katolske kirke har altid ment, at kvinden ikke er et menneske i sin egen ret. I kendelsen fra forfatningsdomstolen den 22. oktober bekræftede den polske stat dette: kvinden må begrænses til en slags rugemaskine med de yderligere muligheder, der kræves for at hun kan gøre rent og tage sig af børnene. Den tortur som kvinder udsættes for ved at skulle bære døde fostre –  eller fostre som uigenkaldeligt er erklæret ikke levedygtige –  er blevet legaliseret.

 

“I dette land føler jeg mig som en slave”. ”Min krop er min sag”. ”Jeg vil ikke være en kiste”. ”Min livmoder er ikke et kapel”. ”Du vil ikke have en abort, så lad være at få én”. ”Lad os bede for retten til abort”. ”Abort er ikke end synd”. ”Revolutionen er en kvinde”.

 

– Det var med sådan nogle skilte (og mange andre), at hundrede tusinder af kvinder demonstrerede i gader og i kirker i Polen imod det patriarkalske system, som undertrykker dem, frarøver dem deres frihed og nægter dem deres værdighed.

 

”Det er krig!”, proklamerer de, mens de kæmper, så ingen nogensinde igen vil vove at bestemme over dem, så de endelig kan blive anerkendt som rigtige mennesker, så de kan skubbe grænserne for, hvad der er socialt acceptabelt – for et bedre liv i deres verden.

Oprør i den yngre generation
For første gang i mange år var det især unge mænd og kvinder, der dukkede op i stort tal. Det var dem, der angreb disse ”dziaders”-mænd med en arkaisk vision for kvindens rolle, som ikke tillader disse at tale, fordi de er overbevist om deres egen overlegenhed og absolutte ufejlbarlighed. De er for det meste ældre i ledende stillinger – med andre ord politikere, eksperter, kirkelige overhoveder, som oprørerne foreslår at ”fucke af til et andet sted”.

 

Ungdommen råbte i grove træk det samme som Greta Thunberg sagde i FN i 2019: ”Hvor vover i!” Disse unge mennesker, som regimet har tvunget gennem religiøs lære i skolerne, afviser den katolske kirkes kulturelle hegemoni. De siger ”nej” til et samfund, som gennemtrumfer frygt, klimaforandringer, arbejdsløshed og ingen fremtid, de gentagne løgne fra regeringen, autoriteternes hellige køer, værdier og national-katolske symboler. De afviser ”frygten for sex” – et af de slogans, som man ser til mange demonstrationer. De tolererer ikke længere de skolereformer, som de er blevet påtvunget. De vil ikke forhandle ”kompromisser”.  De vælger et sprog, som de, der dominerer deres land, ikke forstår. De vil styre deres egen skæbne og ikke have den trukket ned over hovedet af dem, der hævder at ”vide bedre”.

 

Sat over for ministeren for uddannelse og videnskab, som krævede at lærerne ”lærte” deres studerende ikke at demonstrere, svarede de med én stemme: ”Gå ad helvede til”. Deres oprør handlede ikke kun om kampen for abort, men meget mere: retten for ethvert individ til at bestemme over egen krop, deres identitet, fremtidens samfund og deres ret til at leve solidarisk, værdigt og frit.

 

I dag har kvinder og unge mennesker forvandlet de forrige års kampivrige og spontane, men størrelsesmæssigt beskedne, klimastrejker og demonstrationer til forsvar for LGBT+ til hundrede tusindvis af demonstranter.

Krise politisk og i det kirkelige hegemoni – den tredje republiks krise
Midt under udviklingen af covid-19 pandemien har PiS-regeringen prioriteret en valgsejr i præsidentvalget (første forsøg var under udgangsforbuddet, den 10. Maj, men blev udskudt til den 28. Juni 2020) frem for at beskytte befolkningens sundhed. I stedet for at tilpasse skolesystemet til pandemien, fokuserede den på at undervise i homofobi. Den anklagede sundhedspersonalet for at arbejde for lidt, mens de bestilte respiratorer fra en våbenhandler – de virker ikke. Endelig valgte den at angribe kvinderne. Dette sidste initiativ blev det sidste halmstrå og åbnede for en større politisk krise.

 

Krisen er endda nået til hjertet af institutionerne. Det regerende parti og premierministeren mistede befolkningens støtte. Der fremkom forskelligheder internt i regeringen mht. krisehåndteringen, hvor præsident Duda ønskede at fremstå som ham, der ”forstod” kravene, mens PiS-lederen ønskede at holde dem nede.

 

Ikke desto mindre bad politichefen sine tropper om at optræde ”på en balanceret og fornuftig vis”.  Derudover skete der det helt usædvanlige, at mere end 200 pensionerede generaler og admiraler frygtede ”en situation hvor brugen af magt i gaderne i polske byer endnu en gang fører til unødvendige ofre” og opfordrede til ”respekt for flertallets vilje og ændringer af uacceptable løsninger”.

 

Det systemiske kompromis mellem alle de regerende politiske partier og kirken, som var det bærende element i den tredje polske republik, er der blevet sat spørgsmålstegn ved. Republikken skulle være et kristent bolværk i et sekulariseret Europa. Men status quo er blevet brudt, kirken, og dens straffrihed samt dens kulturelle hegemoni er ikke tabu længere.
Demokratiske krav
Det folkelige oprør til forsvar for kvinders rettigheder – men også for LGBT+ og, generelt set, friheder – var i det store hele spontan. Små (og ellers splittede) feministiske forbund og deres aktivister har fungeret som talspersoner i pressen. Nye netværk er ved at blive dannet, dog bemærkelsesværdigt nok uden at de yngre generationer er repræsenteret, ikke en gang symbolsk. Men i modsætning til traditionen i den polske arbejderrevolution fra 1956 og 1980-1981, har der ikke været nogen masse-selvorganisering. De politiske partier, som er i opposition til PiS og som mere er vælgerforenings-partier end aktivistiske, har ikke spillet en rolle, selv om nogle af deres valgte repræsentanter er synlige i bevægelsen. Det samme gør sig gældende i den minoritet af fagforeninger, som erklærede deres støtte til bevægelsen. Der er således et stort gab mellem det traditionelle politiske landskab i Polen og dette masseoprør.

 

Forbundet “Kvinders Generalstrejke” præsenterede kravene som kan læses på plakaterne: ”Vi vil have en ægte forfatningsdomstol, en fuldt retfærdig højesteret som forsvarer vores borgerrettigheder. Vi vil have et nyt budget – en sundhedsfond til hjælp for arbejdere, kultur og rigtig støtte til de handicappede. Vi vil have fulde rettigheder for kvinder, lovlig abort, seksualundervisning, prævention. Vi vil have alle menneskerettigheder. Vi vil have en sekulær stat som ikke finansierer kirken og ikke mere religion i skolerne. Vi vil have, at regeringen trækker sig tilbage.”

 

På det vejledende råds pressekonference blev yderligere krav præsenteret: ”10 procent af det statslige budget til sundhed, ministeren for uddannelse og videnskab skal træde tilbage, statens finansiering af kirken skal ophøre og der skal ske en reel adskillelse af kirke og stat, børn fra 13 år skal have ret til at bestemme, om de vil deltage i religiøs undervisning, samvittighedsklausulen skal afskaffes, konkordatet (note 1) skal afskaffes, stop for fascistisk tilstedeværelse og praksis i det offentlige rum, ophævelse af nytteløse arbejdskontrakter, kæmp mod gruppeoverfald og udnyttelse, kæmp imod klimakrisen, et bedre Polen for LGBT+-mennesker, medier som faktisk er kilde til viden og information.”

 

Det er en liste, som ikke går længere end til et formelt sekulært demokrati. De går ikke længere end til den ”kulturelle revolution”, som invaderede de polske gader i oktober og november 2020, men som (endnu?) Ikke har ført til en levedygtig folkelig selvorganisering eller til opbygningen af en ny politisk repræsentation af dem, der gør oprør.
En international kamp
Den 22. oktober 2020 – samme dag som den polske forfatningsdomstols kendelse – organiserede regeringerne i Brasilien, Egypten, Ungarn, Indonesien, Uganda og USA en online international ceremoni, som blev sendt fra Washington for sammen med 27 andre lande (inkl. Polen, se note 2) virtuelt at underskrive en deklaration imod retten til abort, for at ”beskytte kvinders ret til at blive mødre”, som den ungarske familieminister udtrykte det.

 

Denne alliance af lande, ledet af forskellige religiøse fundamentalister, er en bekræftelse af statspatriarkatet imod menneskerettigheder og en erklæring om at menneskers kroppe – kvinders, børns, homoseksuelles, trans- og nonbinæres – er statsdomineret territorie.

 

Imod retten til abort og mere generelt alle kvinders rettigheder, imod LGBT+-rettigheder findes et ultrakonservativt internationalt netværk som støttes af statsautoriteter, der propaganderer i en kontekst af en autoritær neoliberalisme under omdannelse og i krise. Det er dette netværk, som i det store hele har finansieret aktiviteterne imod retten til abort for den ekstreme højrefløj i Polen. Det drejer sig f.eks. om ”Ordo Iuris” eller ”Liv og Familiesammenslutningen”. Det er det samme internationale netværk, som bifaldt, at D. Trump udpegede Amy Coney Barrett, der åbent går ind for pro-life, som dommer i højesteret.  Det er denne strømning, som forbyder aborter for unge piger, ofre for voldtægt og incest i Brasilien og Argentina.

Sat over for denne offensiv har arbejderbevægelsens organisationer og feminister i alle lande ansvar for at mobilisere i solidaritet med kvindernes oprør i Polen. Den kraftfulde feministiske bevægelse, som er opstået især i Latinamerika og Europa siden 2017 omkring kvindestrejkerne har større og større betydning i forhold til at vinde og bevare kvinders allerede erhvervede rettigheder og udbrede dem til hele planeten.
Note 1:  Et konkordat (latin concordare, «komme overens») er en overensstemmelse mellem en stat og den romersk-katolske kirke, der vedrører forskellige spørgsmål af fælles interesse.
Note 2: Her er listen over lande, som underskrev den såkaldte “Geneva konsensus” (den skulle have været gennemført inden verdenssundhedskonferencen, som blev udskudt på grund af sundhedskrisen): Bahrain, Hviderusland, Benin, Brasilien, Burkina Faso, Cameroun, Demokratisk Republik Congo, Congo, Djibouti, Egypten, Eswatini (Swaziland), Gambia, Georgia, Haiti, Ungarn, Indonesien, Irak, Kenya, Kuwait, Libyen, Nauru, Niger, Oman, Pakistan, Polen, Saudi Arabien, Senegal, Sudan, Uganda, Forenede Arabiske Emirater, USA, Zambia.
Udsendt af SAP’s Forretningsudvalg, den 23.november 2020

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com