Læsetid: 10 minutterSiden 1947 har atomforskere og andre eksperter holdt øje med ’Dommedagsuret, der illustrerer risikoen for enten en atomkrig og/eller et økologisk, globalt sammenbrud. Med invasionen i Ukraine som afsæt blev uret opdateret og står nu på 100 sekunder i midnat.
Klimaforskerne Meadows og Randers, der i 1972 udgav “Grænser for vækst,” siger i dag, at ”kloden befinder sig i en krise, som kun bliver værre. Der vil komme økonomiske og miljømæssige chok og forstyrrelser. For 40 år siden var det endnu muligt at sænke farten og nå en ligevægt. Det er det ikke længere… Forude venter en ukontrolleret nedgang, der vil føre til en tilstand, hvis karakteristika vi, i mange tilfælde, ikke vil være i stand til at forstå. Vi har ikke fjernet en eneste af krisens grundlæggende årsager, og de, der udløste krisen, arbejder fortsat for systemets beståen… demokratiet vil gå tabt mange steder, miljøet vil ændre sig dramatisk, befolkningen vil skrumpe…”
Og sådan lyder det ene mere velbegrundede pessimistiske udsagn efter det andet. Det står vitterligt slemt til mange steder, hvad biolog og journalist på Information, Jørgen Steen Nielsen i sin nye bog “Vejen hjem til jorden” da heller ikke fortier.
Han lader imidlertid ikke pessimismen bremse den aktivisme, der ændrer for uacceptable forhold. Som erfaren græsrod ved han, at tingene kan laves om, når man i fællesskab arbejder målrettet. Om dette, og om de sidste 50 års miljøkamp, har han skrevet en spændende collage, en imponerende gennemgang af miljøkampens op- og nedture. Om sammenhold, og om vigtigheden af at sætte sig ind i de ting, man vil bekæmpe, eller vil fremme. Om hvor vigtigt det er at have realistiske alternativer til det, man vil ændre.
Katastrofer fordi myndighederne sov
Bogen gennemgår store og små miljøkatastrofer, hjemlige som udenlandske: Bhopal-udslippet, der kostede flere tusinde døde, kviksølvforgiftningen af fiskerbefolkningen ved Minimata-bugten i Japan, Seveso i Norditalien og Cheminova. Kemifabrikken Proms, der fik lov til at køre i årevis med myndighederne accept – indtil Greenpeace satte en cementprop i udløbsrøret – og blev frikendt ved domstolen, fordi de handlede af hensyn til et større gode: vandmiljøet. Ejerne blev pålagt at betale 6,7 mio kr. til oprensning af grunden, men slap, efter 15 års retssager, med 0,5 mio kr. – resten hang skatteyderne på.
Historien om Grindstedværket er lærerig. Den omfattende forurening af jorden omkring fabrikken, og de lokale vådområder blev startskuddet til en miljødebat, der involverede brede kredse af samfundet – ikke kun fagfolk og græsrødder – idet stedse flere anfægtede virksomhedernes “ret” til at producere på bekostning af mennesker og natur. Den diskussion er ikke slut, jævnfør landbrugets belastning af grundvandet og biodiversiteten. Eller generationsforureningerne, hvor forurenerne med myndighedernes accept fik lov til at løbe fra regningen. (Læs Når Grindstedværket lukker giften ud https://socinf.dk/naar-grindstedvaerket-lukker-giften-ud/ )
Men så kom græsrødderne
Siden 70’erne er der kommet skærpede krav og regler, nye, renere og mere effektive teknologier og produktionsformer, takket være offentlighedens pres (det godt kunne være langt stærkere), baseret på forskning om, hvad forurening og miljøbelastning gør ved mennesker, flora og fauna.
De, der er født efter 1990, kender næppe de stinkende fabrikker, der indtil da var almindelige. Kravet om røgrensning gør, at udslippet er nede på ca. 85 procent af 1970-niveauet. Bly forsvandt fra benzinen, og katalysatorer blev obligatoriske på bilerne. Men – men – selvom bilerne sviner mindre i dag, så er forureningen fra vejtrafikken alligevel steget, fordi der er kommet flere biler, de bruges langt oftere, og helt ukritisk i forhold til afstand og formål. Elbiler flytter forureningen til kraftværkernes omgivelser, til bil- og batterifabrikken, og til lossepladsen – ja, der er stadig langt igen.
Det må dog ikke få os til at glemme, at i flere byer er havnene nu så rene, at man kan bade der. Og glem ikke LED-pærer, affaldsforbrænding, der leverer el og varme, energieffektive industrimaskiner. Grønne regnemodeller er omsider på vej i Finansministeriet, mens nogle pensionskasser har opdaget, at grønne investeringer er bedre end sorte På lidt over tredive år er den tidligere så latterliggjorte økologi blevet en betydelig faktor indenfor landbrug og i detailhandlen, hvor cirka 15 procent af dagligvarerne i dag er økologiske.
…og jyske smede
I et samfund, der fokuserer på profit, skulle man have forventet, at det ville være nærmest umuligt. at lave gennemgribende ændringer til fordel for miljø, natur og klima. Men det skete alligevel, blandt andet da en flok vestjyske smede og idemænd begyndte at lave vindmøller, og dele af erhvervslivet derved opdagede, at grøn teknologi er lukrativ. I begyndelsen under stor modstand fra dele af erhvervslivet, og de politikere og Dansk Metal, der hellere ville have a-kraft.
Gradvis opstod en ansvarlighed for kloden og klimaet, for det fælles bedste og kommende generationers levevilkår. I dag samarbejder Mærsk og NOVO med kunderne om klimamål i forsyningskæden. Mærsk udfaser således 3 procent af det årlige udslip, mens Coop frem til 2030 hvert år vil reducere med 1 mio tons CO2.
Vi har fået grønne kapitalister, der drog ud for at redde miljøet og profitten. Mange virksomheder handler i stigende grad miljøansvarligt, men når det sker, så er det fordi den miljøbelastende produktion og adfærd gav et dårligt renommé og fik en del investorer til at søge andre steder hen. Især da de indså de risici, der knytter sig til at investere i for eksempel fossil energi.
Faren for grønvaskning er til stede og kan være svær at gennemskue. Der er virksomheder, der pynter sig med lånte fjer og kalder benzinbiler for “bæredygtige,” blot fordi de nu kører 3-5 km længere på literen. Eller når Mette Frederiksen påstår, at Aalborg Portlands cementproduktion er den mindst miljøbelastende, når det så viser sig, at i for eksempel Schweiz produceres cement med halvt så stort udslip.
Tvivlens købmænd
Forskeren Naomi Oreske fortæller om tvivlens købmænd – fx tobaksindustrien, der i årtier har sået tvivl om cigaretters farlighed og fået rygere og beslutningstagere til at mene, at så slem var tobak heller ikke. Tobaksindustriens egen forskning viste, at tobak er en vanedannende gift. Samtidig havde de held til at bilde politikerne ind, at markedet var – og er – bedst til at regulere sig selv.
Allerede i 60’erne kendte olieindustrien til oliens klima- og miljørisici. Således skrev Shell i en intern rapport, ”at forskerne er enige om, at drivhusgasserne fører til global opvarmning.” Udadtil benægtede branchen det og brugte milliarder på at overbevise beslutningstagerne om, at græsrødderne tog fejl. Olie- og tobaksbranchen vil hellere sælge deres sjæl, før de sælger deres aktier.
Det grønne hykleri har været der, lige siden FN afholdt den første miljøkonference i Stockholm i 1972. Mødet fandt sted, mens USA bombarderede Vietnams skove med afløvningsmidlet Agent Orange, som efterlod tusindvis af vietnamesere livsvarigt invaliderede. På ingen af de senere miljøkonferencer har konferencedeltagere forholdt sig til de fly, de brugte for at komme frem.
Bogen er en guldgrube af facts, beretninger og beskrivelser af, hvad der er opnået, og hvad der fortsat mangler. Læseren må glædes over, hvor meget der er nået, og fortvivle (for en stund) over den træghed og passivitet, der blokerer for at fjerne de grundlæggende trusler mod vores eksistens her på jorden. Til trods for alt, hvad der er opnået, så har vi, der er – har været – en del af miljøkampen, endnu ikke formået at fjerne risikoen for et økologisk-socialt sammenbrud. En del af truslerne er blevet afmonteret, og meget mangler. Men – og den pointe gentager Jørgen Steen Nielsen igen og igen: Vi er her endnu, og i mange lande er tilværelsen blevet bedre.
Ozonhullet, der kom tilbage
En trussel, vi troede var overvundet, fx ozonhullet over Antarktis, som Montreal-erklæringen fra 1987 fik lukket, er kommet igen. Seneste måling viser et hul på størrelse med Jylland, og først om 40-50 år vil den fulde virkning af udfasningen af flour-stofferne for alvor slå igennem.
Hvis vi lever så længe, og den tvivl lægger forfatteren ikke skjul på, at han har. Når vi det, vi skal? Vejer langsommeligheden, vanen, frygten for det ukendte, den febrilske klyngen sig til det, der er opnået, og ens privilegier så tungt, her i den rige del af verden – imens vi styrer mod selvdestruktionen. Vil de rige landes helligste køer: vækst, forbrug og profitmaksimering få lov til at fremkalde ragnarok for alle – også for dem, der i dag er ofre for miljø- og klimauretfærdigheden, men kun i begrænset omfang har bidraget til den.
Allerede på Stockholm-konferencen i 1972 advarede Indiens daværende premierminister Indira Ghandi om, at “den økologiske omstilling ikke må blive en byrde for økonomisk svagere lande, fordi de rige lande introducerer nye bestemmelser og miljøkrav.” Meget tyder på, at det er det, der er sket, og at miljøkravene har været en fordel for vestlige virksomheder, der står stærkere i konkurrencen – og fortsætter med at hente billige, men svindende råstoffer i de fattigste lande.
Hvilken vækst?
Vækstdiskussionen fylder en del i bogen, og her må læseren selv finde sit svar. Forfatteren fremlægger pro & kontra, men konkluderer ikke – ud over at han erkender, at væksten, som vi kender den i dag, ikke kan fortsætte.
Her savner jeg, at immateriel vækst inddrages i diskussionen. Det vil sige den vækst, der drejer sig om en højere kvalitet i institutionerne (fx undervisning, social, sundhed mv.), i samfundets sociale relationer, øget tryghed, væk fra den grasserende individualisme, at flere ser sig selv som aktive deltagere i samfundslivet osv.
Når først der røres ved vores samfundsmodel, kapitalismen, og vores levevis, så vil det for alvor komme til at gøre ondt. Også her taler Greta Thunberg til os: “Hvis løsninger indenfor systemet er umulige at finde, så skal vi ændre systemet, så vi kan finde de nødvendige løsninger.” Hun tilhører et slægtled af unge miljøaktivister, der for eksempel i Holland sagsøgte Shell og fik domstolens medhold i, at Shell skal reducere sine udledninger med 45 procent
Jørgen Steen Nielsen refererer til, at han en dag så en T-shirt påtrykt: “Fortvivlelse er en hån mod fremtiden.” Som modvægt til fortvivlelsen anbefales handlingens optimisme. Han beretter om, at handling gi’r forvandling, eksemplificeret ved Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA – en græsrodsbevægelse, der på 11 år nåede sit mål: Ingen a-kraftværker i DK. Tak for at genfortælle denne lærerige historie.
Bogen er et imponerende overblik over de sidste 50 års miljøkamp og banebrydende videnskabelige erkendelser. Den udmærker sig med et stort kilde- og personregister. Hvad jeg savner, er kilder fra andre sprogområder end dansk og angelsaksisk. Man skal lede længe efter tyske og svenske kilder, for slet ikke at tale om kilder fra andre verdensdele; dem er der ingen af. Det kan ikke være rigtigt, at der ikke foregår noget dér, der er værd at omtale?
Jørgen Steen Nielsen: Vejen hjem til jorden. Informations Forlag, 2022, 422 sider, 270-300 kr.