”Kapitalens Europa” afdækker, hvordan storkapitalens lobbyister sidder med ved bordet, når EU-strategier, direktiver og andre vigtige initiativer bliver besluttet. I det lys fremstår Enhedslistens nye EU-politik en kende naiv.

af Michael Voss

Læsetid: 5 minutter

Tre uger før Enhedslistens årsmøde i maj udkom en vigtig bog om EU og lobbyisterne. Det var lidt dårlig timing, lidt for sent. Hvis de delegerede havde læst Kenneth Haars nye bog “Kapitalens Europa”, inden de trykkede på afstemningsknapperne i Hafnia Hallen i København, er det svært at forestille sig, at de havde vedtaget det EU-program, som fik flertal.

 

For den, der har læst bogen, er det i hvert fald ikke nemt at tro på, at EU er en kampplads ”hvor der kan tabes og vindes sejre”. Der er ikke noget i bogen, som kan understøtte ideen om, at ”den progressive venstrefløj” skal se og bruge ”mulighederne for politisk forandring” i EU.

 

Det er ikke en debatbog om socialistisk EU-politik, men en grundig fakta-baseret beskrivelse og analyse af samspillet mellem storkapitalens lobbyister og Kommissionens embedsmænd på grundlag af EU’s fire friheder. Men den får årsmødets flertal, der besluttede, at der skal særlige forhold til for at støtte udmeldelse af EU, til at ligne manden, der står i et brændende hus, mens folk råber, at han skal skynde sig ud, hvorefter han svarer: ”Er det tørvejr derude?”

 

Overbevisende analyse

Kenneth Haar har siden 2008 arbejdet i Corporate Europe Observatory (CEO), som kalder sig en lobbyvagthund i forhold til EU. Bogen bygger på hans og hans kollegers mange velresearchede rapporter og artikler om lobbyisternes arbejde og om EU-apparatets velvillige behandling af dem.

 

Han beskriver formålet med bogen således: ”At analysere, hvordan bestemte kapitalgrupper etablerede dominans i samspillet med institutionerne, og hvordan de i samarbejde med de politiske beslutningstagere direkte og indirekte definerede den måde, institutionerne fungerer på.”

 

Og det gør han overbevisende.

 

Kapitalen for bordenden

Da jeg kastede mig over bogen, forventede jeg mest en beskrivelse af, hvordan de højtbetalte lobbyister – med et stort budget i ryggen – arbejder målrettet for at forhindre eller ændre de politiske forslag, der er på vej gennem Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet. Det er der også eksempler på – som f.eks. den europæiske fødevareindustri, der investerede en milliard euro (7,45 mia. kr.) i at få afvist et forslag om fødevaremærkning.

 

Men det er ikke det, der løfter bogen og giver den et mere spændende perspektiv end meget andet kritik af EU og af lobbyister generelt. Det er derimod den overbevisende dokumentation af, hvordan storkapitalens repræsentanter ”sidder med ved bordet”, når nye Kommissionsforslag skal formuleres, ja nærmest sidder for bordenden. Det er dem, der får ideerne, de sidder i forberedende kommissioner, de formulerer ofte den nye EU-strategi og det nye direktiv, og de får mulighed for at kommentere og afvise den kritik og de ændringer, som kommer fra andre interesseorganisationer og fra politiske kræfter i EU.

 

Storbankerne formulerer kravene til sig selv

Et af bogens mange eksempler handler om EU’s reaktion på finanskrisen i 2008. Formanden for Kommissionen, Manuel Barroso lagde lovende ud samme efterår og forklarede, at nu var det slut med business as usual; nu skulle man gentænke reguleringen af finansmarkederne.

 

Hans første skridt var at nedsætte en ekspertgruppe til at udarbejde forslag til den nødvendige regulering. Den kom til at bestå af repræsentanter for storbanker og andre dele af finanskapitalen, herunder en højt placeret bankmand fra en af krisens store amerikanske skurke: Lehman Brothers.

 

”Blandt de otte medlemmer af gruppen kan kun én siges ikke at have haft en direkte andel i de finansielle markeder, der nu skulle reformeres…,” skriver Kenneth Haar, som derfor heller ikke undrer sig over, at ekspertgruppens anbefalinger og de efterfølgende EU-initiativer hverken indeholdt forbud eller begrænsninger af den type værdipapirer, der havde udløst krisen. Det blev netop business as usual.

 

Hvad EU er sat i verden for?

Normalt forestiller man sig, at erhvervslobbyisters opgave består i at overbevise politikere og embedsmænd om, at systemet skal tage hensyn til deres interesser og gavne deres omsætning og overskud. Det er ikke den virkelighed, bogen beskriver.

 

Det er nemlig ikke nødvendigt at overbevise Kommissionen om noget som helst. De er allerede overbeviste om, at de skal lytte til og gavne de store virksomheder. Som en embedsmand engang tålmodigt forklarede bogens forfatter: ”Jeg måtte forstå, at de jo netop var sat i verden for at sikre, at virksomheder har optimale betingelser i EU.”

 

Kenneth Haar kalder det for et nærmest symbiotiske forhold, som erhvervslivets lobbyister har til de afgørende dele af Kommissionen.

 

Dette forhold bygger ikke kun på fælles ideologisk overbevisning og personlige relationer. Når det er så stærkt og så svært at gå op imod, skyldes det, at det bygger på selve det traktatmæssige fundament for EU, udtrykt i de fire ”friheder”: varernes, arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelse samt retten til at levere tjenesteydelser.

 

De fire friheder er ikke alene afsættet for ethvert direktiv og enhver forordning. Det er også med afsæt i, at EU-Domstolen afgør tvivls- og fortolkningsspørgsmål. ”I udgangspunktet bør alt, der kan anskues som en alvorlig hindring – som en gene for handel med varer eller levering af tjenesteydelser – undgås,” skriver Kenneth Haar.

 

Smukke ord – ingen handling

Mange har et helt andet indtryk af EU. Det er ikke så mærkeligt, fordi danske EU-positive politikere taler sjældent om storkapitalens ekstreme indflydelse på EU, men om sociale og demokratiske værdier og hensynet til sundhed og klima.

 

EU-systemets topfolk er også gode til at formulere sig på den måde. Vi så eksemplet ovenfor med Barroso og finanskrisen. Et andet eksempel er den nuværende Kommissionsformand, von der Leyen. I begyndelsen af coronakrisen udtalte hun, at nu skulle EU-landene sammen udvikle en vaccine, der skulle gøres tilgængelig til en overkommelig pris: ”Denne vaccine skal være vores fælles universelle gode.”

 

Men det blev som bekendt ikke til noget. De europæiske medicinalvirksomheders patentrettigheder stod i vejen, og dem vil EU under ingen omstændigheder anfægte. Tværtimod var og er EU en af de mest markante og magtfulde globale modstandere af at lade andre medicinalvirksomheder producere kopiprodukter. Og Danmark er i øvrigt et af de medlemslande, der gør mest for at fastholde den politik.

 

Mens von der Leyens udmelding om global vaccine til alle blev fremført i fuld offentlighed, så blev beslutningen om at bekæmpe et forslag om midlertidig ophævelse af patenterne ikke engang taget af ministre fra EU-landene, men i en lukket forsamling af EU-embedsmænd.

 

De små sejre

Men kan progressive kræfter aldrig opnå noget ved at arbejde for delresultater inden for rammen af EU. Jo, det sker. Hvor tit har vi ikke hørt barselsreglerne som eksemplet på, at det nytter. Det er også netop det, Kenneth Haar omtaler i bogen.

 

Både den danske og den europæiske fagbevægelse taler ofte om små sejre, som de opnår indimellem. I bogen får vi et illustrativt eksempel på, hvad det er for en slags sejre, fagbevægelsen og Socialdemokratiet fejrer.

 

I 2018 vedtog EU et nyt udstationeringsdirektiv, der tillader fagbevægelsen at håndhæve kollektive overenskomster over for arbejdsgivere, som arbejder i andre EU-lande med arbejdskraft hjemmefra – med mulighed for konflikt. Det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen, udtalte ”Det er en kæmpe sejr i kampen for et fair indre marked.”

 

Som Kenneth Haar bemærker, havde det på det tidspunkt taget mere end 10 år at genvinde den rettighed, som alle tilbage i 2007 troede, at fagbevægelsen allerede havde. Men en afgørelse ved EU-domstolen fastslog dengang, at fagbevægelsen kun måtte tage kampskridt, hvis det handlede om at få arbejdsgiverne til at overholde mindstelønnen, men ikke hvis det handlede om andet overenskomstindhold.

 

På den måde handler mange såkaldte sejre i EU-systemet og at begrænse skaderne eller genoprette forholdene efter tidligere EU-beslutninger. Imens kan fagbevægelsen og socialdemokraterne se langt efter den sociale dimension og den sociale protokol, som de har arbejdet for i årtier.

 

Et værn mod større udskridning

Bogen kom for sent til at påvirke beslutningen på årsmødet. Men hvis mange får læst den i den kommende tid, får Enhedslisten forhåbentligt et mere ædrueligt forhold til sit fata morgana om det progressive EU.

 

Man kan håbe, at bogen vil vaccinere Enhedslisten mod tendenser til at holde igen med modstanden mod EU og EU-beslutninger for at kunne være med ved bordet og begrænse skaderne.

 

Sidst, men ikke mindst, kan man håbe, at bogens blik ind i EU’s inderste sjæl betyder, at Enhedslisten ikke vil tøve med at foreslå Danmark ud af EU, når en af de tre situationer, der er nævnt i det nye EU-program, opstår næste gang:

 

–          Der er et bredt ønske om det i befolkningen

–          Der overføres mere magt til EU på afgørende områder

–          EU stiller sig i vejen for forslag, der har opbakning fra et flertal i Danmark

 

Kenneth Haar: Kapitalens Europa – Lobbyisterne, konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud, 208 sider, udgivet af Oplysningsforbundet DEO. Bogen bliver sendt gratis til alle DEO’s medlemmer. Er du ikke medlem, og ønsker du et trykt eksemplar, kan du bestille den hos DEO her. Pris: 175 kr. ekskl. forsendelsesomkostninger.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com