Engelske og amerikanske regeringer bruger flere kræfter på at bekæmpe miljø- og klima-bevægelserne, end på at gøre noget effektivt ved klimakrisen og dens årsager.

af Arne Lund

Photo by Ethan Wilkinson from Pexels

 

Artiklen “Miljøkamp med livet som indsats” beskrev hvor livsfarligt det i lande uden for Europa kan være at forsvare sig mod virksomheders og staters rovdrift. Siden 2002 er omkring 1.600 miljø-aktivister og fagforeningsfolk blevet myrdet – et mørketal, for der er talrige drab, der aldrig kommer til offentlighedens kendskab.

 

I de rige, vestlige lande går det ikke så dramatisk til. Her “nøjes” myndighederne med at give miljø-aktivisterne bøder, eller idømme dem lange fængselsstraffe efter den terrorlovgivning, der løbende skærpes, og som udvides til at omfatte flere og flere aktiviteter.

 

I fx England og USA straffes indtrængen på privat ejendom uforholdsmæssigt hårdt – det anses for at være en trussel mod den nationale sikkerhed. Siden Trump blev præsident har 17 del-stater desuden skærpet straffene betydeligt for krænkelser af kritisk infrastruktur. I juni 2019 foreslog Trump, at straffen for at sabotere olie- eller gasrørledninger, blev sat op til 20 år.

 

Til trods for, at det engelske politi mener, at det ikke er nødvendigt med flere skærpelser, så går de konservative endnu videre. Romaer, “rejsende”, og fredelige campister straffes for at opholde sig på privat jord uden ejerens tilladelse. Loven er udvidet til også at gælde folk, der demonstrerer mod fracking, blokerer veje, lufthavne, industrianlæg mv. og bærer tydeligt præg af, at parlamentets to kamre har en overvægt af jordbesiddere.

 

Terrorliste all inclusive

Engelske konservative er i en klasse for sig, når det gælder om at genere deres politiske mod-standere. I 2015 udsendte Indenrigsministeriet således en liste over “ekstremistiske grupper og partier”. Her stod Greenpeace, Extinction Rebellion (ER), Kampagnen mod Atomvåben, kurdiske YPG, palæstinensiske solidaritetsgrupper, dyreværnsaktivister m.fl. sammen med nazigrupper som Combat 18, Blood & Honour, De Identitære, English Defense League samt islamistiske højregrupper. Om det så var Ukraines nationalsymbol og F.C. Skt. Paulis banner, så kom også de med. Listen blev sendt til hospitaler, skoler m.fl., så de ansatte dér kan genkende symbolerne, når de ser dem hos patienter eller elever – og indberette det til politiet. Elever, der skolestrejker i klimaets navn, skal også indberettes til politiet.

 

Efter Guardians afsløring af listen blev den trukket tilbage, men da var skaden sket, og mange har nu den opfattelse, at hvad der falder udenfor den midterste midte, det er ét fedt og lige slemt.

 

Listen er for alvorlig til, at den kan bagatelliseres som en ministeriel bommert. Den hører hjemme i et politisk landskab, hvor terrorbegrebet er så vagt formuleret, at det kan passe på utrolig meget.

 

På den ene side understreger ledende politifolk, at Extinction Rebellion (ER) ikke er en terrororganisation. Men når ER manifesterer deres modstand mod den mangelfulde miljøpolitik, så agerer politiet ofte, som om ER er terrorister, og de udsættes for voldsom brutalitet. Indenrigsminister Priti Patel anser ER for at være en sikkerhedsrisiko, og hun mener, at der dybest set ikke er den store forskel på voldelige og ikke-voldelige grupper, for sidstnævnte vil, før eller senere, begå vold for at fremme deres sag.

 

Mod dette advarer lederen af politiets terrorenhed, Peter Fahy. Terrorbegrebet er kontraproduktivt, siger han. Når den enkelte betjent skal afgøre, hvad der er terror – og ikke politikere baseret på forskning – da råder vilkårlighed, og da er samfundet på vej mod politistaten.

 

Extinction Rebellion m.fl. bruger nu og da metoder, der er voldsommere end tidligere set, men klimakrisen er også særdeles alvorlig og kalder på krasse midler og manifestationer. Ikke alt hvad ER laver er lige gennemtænkt, fx stoppe metroen – i stedet for den vejtrafik, der er en væsentlig årsag til klimakrisen. Men at udråbe ER til terrorister og slå dem i hartkorn med nazi-grupper – det viser, hvilke metoder de engelske konservative er villige til at bruge for at stoppe den kritik, der udstiller regeringens laden-stå-til på miljø- og klimaområdet.

 

Når politiet forbyder ER’s og Greenpeaces’ lovligt varslede demonstrationer, så svares der igen med nye demonstrationer. Og jo hårdere politiet sætter ind mod aktivisterne, desto flere tilhængere får de. Selv Boris Johnsons far bakker nu op om Extinction Rebellion.

 

Det kræver ikke profetiske evner for at kunne forudse, at jo mere nølende regeringerne er, desto mere militante bliver aktivisterne, og jo mere vil klima- og miljøbevægelserne vokse i styrke. At udråbe de millioner, der er bekymrede for klodens fremtid til fjender af staten er det værste, en regering kan gøre.

 

Blå valgkredse

Boris Johnson har også andre fjender end klimaaktivisterne, fx BBC, der længe har været kritiseret for ikke at være venlig nok overfor regeringen. BBC skal ikke fremover finansieres af licensen, men via finansloven; det giver politikerne bedre mulighed for at gribe ind i programmerne. Ganske som her hos os, hvor blå blok med medieforliget fik kvalt de kritiske røster i DR og på Radio 24-7.

 

Efter parlamentsvalget i december gik de konservative i gang med at ændre på valgkredsenes geografi, så det fremover bliver lettere fremover at erobrere kredsmandaterne. Ganske som Lars Løkke, der med kommunalreformen ændrede på kommunegrænserne, så flere tidligere “røde” byer nu – takket være at de blev sammenlagt med “blå” oplandskommuner – har Venstreflertal.

 

De konservatives greb om magten stopper ikke her. Også forfatningen må holde for, og forholdet mellem regeringen, parlamentet og domstolene skal opdateres – ganske som i Polen. Og nu hvor man er i gang, så tages også de internationale konventioner og menneskerettighederne med.

 

Dansk politi mod klima-aktivister

Indtil videre er England det europæiske land, der er længst fremme med enten at kriminalisere eller skærpe kursen overfor miljø- og klimabevægelserne, men tendensen ses i stedse flere EU-lande. I Holland blev militærpoliti sat ind i Amsterdams lufthavn for at fjerne demonstranter, der protesterede mod anlæg af nye start- og landingsbaner. I Frankrig har regeringerne forsøgt at forbyde klimademonstrationer, men er blevet underkendt af domstolene.

 

I 2003 blev politiets anti-terrorkorps og hærens frømandskorps sat ind mod Greenpeace i Århus bugt. Greenpeace havde i to døgn forhindret et skib, lastet med 20.000 ton GMO-soja, i at gå til kaj. Aktivisterne havde omringet fragtskibet med gummibåde og havde desuden lænket sig til anker-kæden og lejderen.

Daværende justitsminister Frank Jensen godkendte aktionen. Demonstranterne blev overdænget med tåregas, inden politi og militær bordede gummibådene og Greenpeace’ moderskib. Aktivis-terne blev anholdt, sigtet for husfredskrænkelse, og idømt bøder. Information kunne siden afsløre, at Justitsministeriet lå inde med instrukser, beregnet på de tilfælde, hvor militæret skal sættes ind mod civilbefolkningen.

 

Et par år senere hængte Greenpeace-aktivister et banner ned fra taget på Axelborg med teksten “Nej til GMO-svin”. Selvom aktionen var fredelig, så blev aktivisterne alligevel tiltalt efter den milde terrorparagraf. Såvel hver enkelt aktivist som Greenpeace fik bøder, der slet ikke svarede til aktionens fredelige karakter.

 

Siden Mette Frederiksen tiltrådte i sommeren 2019, har hun vist flere og flere autoritære træk: ghettopakke, øget overvågning, grænsekontrol til Sverige, administrativ fradømmelse af stats-borgerskab, der tilsidesætter domstolene og retssikkerheden for Syrienskrigere – og mere kommer nok til. Med hendes seneste udfald mod yderfløjene og indvandrere for at være antisemitiske er der åbnet op for en skærpet lovgivning mod dem, der træder ved siden af det socialdemokratiske normalitetsbegreb. Mette Frederiksens udsagn om at hun er sat til at passe på Danmark, giver muligheder for lidt af hvert.

 

Værre med Trump

Også til at tage ved lære af vores nærmeste allierede, USA, hvor forholdene for miljø- og klima-aktivister længe har været barske, men efter at Trump er kommet til, er der sket en betydelig forværring.

 

Patriot Act-loven, der blev vedtaget efter 11. september 2001 rummer så vage definitioner af, hvad terror er, at det kan passe på alt, hvad myndighederne mener, truer menneskers liv. Det gælder fx dyreværnsaktivister, der slipper pelsdyr fri, og det gælder dem, der demonstrerer mod XL Keystone – en 3.500 km lang rørledning fra Canadas tjæresandsfelter til udskibningshavnene i Texas. Trump vil straffe dem, der forhindrer anlægsarbejdet og/eller saboterer driften med op til 20 års fængsel. Selv fredelige demonstranter overvåges af FBI, der gransker datatrafik og personlige forhold.

 

Blot det at trænge ind på områder, der rummer olieinfrastrukturen, er en kriminel handling, og kan give bøder på 10.000 dollar og opefter, mens der er delstater, der pålægger demonstranterne at betale for politiets udgifter i forbindelse med demonstrationerne. Loven vil desuden ramme dem, der støtter aktivisterne økonomisk og logistisk, ifølge Intercept 19.8. 2019.
Selvom domstolene generelt er uvillige til at dømme efter terrorlovene, så kan anklagerne alligevel være slemme nok for aktivisterne. Er de først i politiets søgelys, så skal der ikke meget til, før de ryger ind i problemer igen.

 

Som i England bliver miljø- og klimaaktivister slået sammen med den yderste højrefløj. Men hvor sidstnævnte i USA får lov til at passe sig selv, så længe de ikke kommer i konflikt med myndighederne eller sætter sig op mod virksomhederne, så ses miljø- og klimagrupper som revolutionære, der vil ændre samfundets økonomiske magtstrukturer, hvad nogle da også vil, men langt fra alle.

 

Ca. 80 procent af de “politiske” drab, der blev begået 2002-2018 skyldes højreekstremister, 3 procent de venstreorienterede og 17 procent islamister, men det er venstresiden og islamisterne, der får den største opmærksomhed. Logisk nok, for det yderste højre deler ofte værdier med myndighederne: nationalisme, kristendom, individualisme, retten til at bære våben samt hvidt overherredømme.

 

Myndighedernes skærpede kurs ovre klima- og miljøaktivister er blevet mødt med kompromisløse, radikaliserede grupper, fx Earth First, Deep Green Resistance m.fl. Grupper, der plæderer for sabo-tage af fabriksanlæg, infrastruktur og landbrugsbedrifter. De mener, at ikke-voldelige demonstrationer har spillet fallit, og at de er ineffektive, for de opnår jo intet. Et synspunkt, der ikke helt kan afvises. På den anden side, så må klima- og miljøkampen ikke resultere i en yderligere opsplitning af aktivisterne indbyrdes, eller mellem aktivisterne og den befolkning, uden hvis støtte man ikke når ret langt.

 

Stilhed før stormen?
I betragtning af, hvor langsomme mange regeringer i de vestlige lande er til at handle i forhold til klimaforandringerne, må det undre, at klima- og miljøbevægelserne ikke agerer mere militant.

 

Er det stilhed før stormen? Jo længere det varer, inden der for alvor gribes ind overfor de værste klimasyndere, desto større vil utålmodigheden blive. Mange helt unge er ved at være desperate. De har for længst gennemskuet manipulerende, udglattende, benægtende og løgnagtige magt-havere, der enten søger at vinde tid ved at snakke sig væk fra udfordringerne. Eller politikere som Trump, Boris Johnson og Scott Morrison, der tager politistatslignende metoder i brug for at bevare magten og kvæle kritikken.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com