content-picture.php

Hvem tilhører København? Indbyggerne eller politikerne, kapitalfonde og developere? En ny bog, "Byernes jord", rejser en tiltrængt debat om ejendomsretten og spørger, om det ikke snart er på tide, at vi kommer af med dens ukrænkelighed.

af Arne Lund

En sygeplejerske, der bor i 2-værelses ejerlejlighed på 60 m2, har, alt efter boligens postnummer, i dag 30-50 procent mindre i rådighedsbeløb end i 2012.

 

I København kostede en bolig i 1992 ca. to årslønninger, i 2016 skal der 6-7 årslønninger til. Nok har de fleste af os fået flere penge mellem hænderne, men det, vi køber, er steget langt mere end lønnen. Det gælder især boligudgifterne.

 

Løkkes regering, og nu også Mette Frederiksens ghettoplaner, går bl.a. ud på at hæve huslejerne i de billige boligområder. I fx Mjølnerparken er den gennemsnitlige husleje for 80 m2 ca. 6.200 kr. Ikke langt derfra koster en tilsvarende lejlighed ca. 9.000 kr. Ved at gennemtvinge højere huslejer, splittes ikke alene den sociale boligbevægelse, Folketingets liberalister får også jaget fattigrøvene ud af byen og får tiltrukket mere velstillede borgere.

 

De, der bliver boende, er sårbare. På grund af de høje boligudgifter kan sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed vælte tilværelsen. Folk bindes til job og bolig og er ufrie i forhold til andre behov. Resultatet vil for mange enten være dagdrømme, apati eller vrede.

 

Oplagte lokaliteter, der kunne blive til attraktive fristeder langs havnen, fx. Papirøen, sælges til højestbydende. Her til Danica Ejendomme (ejes af Danske Bank) for knap 400 mio kr. for 0,2 km2.

 

I 2018 solgte statens ejendomsselskab, Freja, de teologiske og juridiske fakulteters bygninger til en amerikansk fond, der vil opføre endnu et hotel til velbeslåede turister. Derved mister Københavns indre endnu et studiemiljø, og byen bliver mere kedelig.

 

De mange tomme arealer i Københavns Havn er en arealreserve, der vil blive inddraget i takt med, at gældsbyrden i Metroselskabet øges. By & Havn, der er Metroselskabets “bank”, skal “arbejde for størst mulig værdiskabelse og vil ikke stille krav om bæredygtighed, brug af økologiske materialer, lavenergi, livscyklusprincipper mv.” (Svar fra transportminister Fl. Hansen til Enhedslisten, august 2008)

 

Dette er blot få eksempler fra byplanlægger Peter Schultz Jørgensens bog Byernes jord. En bog, der rejser en længe tiltrængt debat om den private ejendomsret, og spørger om det ikke snart er på tide, at vi kommer af med den. Bogen lader ikke sin læser i tvivl om, at den private ejendomsret skævvrider demokratiet, og i stigende grad er et økonomisk, socialt, og klimatisk belastning.

 

Udenlandske opkøb

Problemer kommer tydeligst til udtryk i det København, der er nr. 3 blandt de hovedstæder, hvor det er mest attraktivt for udenlandske investorer at opkøbe ejendomme og byggegrunde.

 

Nok må udlændinge ikke købe sommerhuse her i landet, men der er intet i vejen for at udenlandske fonde opkøber boliger og byggegrunde i massevis. Udenlandske investorer opkøbte – ofte via danske stråmænd – i 2017 ejendomme for 34 mia kr. eller 45 procent. af det samlede handlede volumen. Hver 3. af de 100 største ejendomsselskaber er udenlandsk.

 

Hjemlige pensionskasser deltager ivrigt. ATP sidder således på halvdelen af investeringerne i Danske Banks nye hovedsæde på posthusgrunden ved Københavns Hovedbanegård. Andre skyder penge i en udbygning af Refshaleøen, der er ved at blive udviklet til en ny bydel for folk med solide indtægter.

 

Og sådan kan der nævnes eksempler i stribevis, for væksten skal holdes i gang med en uafbrudt udvidelse af markedet, og hvor byudvikling og boliger er vigtige jagtmarkeder for investorerne.

 

”Fri” planlægning

Det begyndte i 80’erne hvor Schlüter, med radikal bistand, deregulerede – påvirket af Englands daværende premierminister Margaret Thatchers parole om at “fjerne de byrder, som planlægningen lægger på de frie markedskræfter.”

 

Efter den anden oliekrise i 1979 gik vækstraterne i produktionen i stå, profitten var lav. Midlerne til en genrejsning af denne var privatisering af offentlige serviceydelser, samt liberalisering af økonomien på bekostning af velfærdsstaten.

 

København var stagneret, og det gjaldt om at få gang i vækst og økonomi, og desuden brande hovedstadsområdet i den internationale konkurrences navn. København skulle være den vækst-motor, der trak hele landet op.

 

Midlerne hertil var investeringer i infrastruktur (metro), byfornyelse, kultur, Ørestaden og Øresunds-broen. Genrejsningen skulle betales ved at sælge byens jord. Som noget af det første blev den koordinerende instans Hovedstadsrådet nedlagt. Siden affredede Folketinget Vestamager, hvor Ørestaden skulle bygges.

 

Med Kommunalreformen i 2007 blev den regionale planlægning reelt afskaffet; nu kunne kommunerne næsten gøre, hvad de ville. Thorning-regeringen gjorde intet for at rette op på miseren, og om Mette Frederiksen vil leve op til det forståelsespapir, hun indgik med EL, SF og RV, må tiden vise.

 

I aftalen hedder det bl.a., at “i de større byer har mange med almindelige lønninger ikke råd til at bo. For at imødegå det, er der bl.a. brug for et opgør med udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, samt at kommunerne får mulighed for at stille betingede byggetilladelser, hvor op til en tredjedel af nye boliger skal være almene og opføres hurtigt.”

 

Gælden til metroen

Prisværdigt og nødvendigt – til en begyndelse! – men langt fra nok, for der skal bygges markant flere billige boliger. Uvist er det, hvordan aftalen forholder sig til sig til By & Havns jerngreb om arealerne i Københavns havneområde og på Amager – de eneste steder, hvor der stadig er ledige byggegrunde. Mange flere billige boliger er lig med færre penge i By & Havns kasse, og dermed længere udsigt til, at Metroselskabet kan afvikle gælden.

 

Erfaringsmæssigt vil Metroselskabet atter trække det længste strå, mens byens borgere bliver snydt, sådan som de er blevet det gang på gang, siden det hele begyndte omkring 1990. Det skal de dertil indrettede selvsupplerende bestyrelser af embedsmænd, erhvervs- og organisationsfolk af blå observans og håndplukkede politikere nok sørge for.

 

Borgerne protesterer ofte, når nye initiativer sættes i gang, fx. mod byggeri på Amager Fælled og på Stejlepladsen i Sydhavnen. Hvorfor bygge på Fælleden og ud i Øresund, når der er andre steder i København, der trængte til et løft, eller der er plads nok i baglandet? Og hvorfor er det ikke staten, der betaler for metroen, det er dog en (lokal)bane, der, som så meget andet i hovedstaden, kommer hele landet til gode.

 

Skævvridningen af hovedstadens planlægning og økonomi fylder med rette en del i bogen. Oveni får læseren en indsigtsfuld gennemgang af de historiske forudsætninger for det, der sker i dag.

 

Schultz Jørgensen lægger ud med en beretning om tørlægningen af Lammefjorden i midten af 1800-tallet, om hvordan det slidsomme arbejde først begyndte at give pote efter Anden Verdenskrig, men han spørger også, om ikke området af klimatiske hensyn bør sættes under vand igen.

 

Bøndernes og de besiddelsesløses kamp mod præster, adelige og kongemagt er grundigt beskrevet. Her vekslede fremskridt med den sorte reaktion, der ruller det vundne tilbage. I den tidlige middelalder gjorde bønderne oprør ca. hvert tiende år, og blev hver gang brutalt slået ned.

 

Forfatteren guider os gennem beskrivelser af, hvordan København, siden Christian den Fjerdes tid, er ekspanderet ved hjælp af tørlægning, afvanding og inddæmning.

 

En indsats, der langtfra et slut, for i dag, hvor der næsten ikke er flere ledige arealer tilbage, skal der bygges ud i Øresund med ni øer ved Avedøre Holme, og gigantprojektet Lynetteholmen med plads til 35.000 nye borgere – et projekt, der også skal fungere som værn mod Øresunds stigende vandmasser.

 

Projekter, der vil sluge uhyre summer, og som måske ikke batter noget i forhold til, hvor alvorlige havvandsstigninger der kan indtræde. FN’s klimapanel forventer stigninger på op til flere meter, og ikke de 80-90 cm, som nutidens beslutningstagere trøster sig med, når de vil have dyre boliger tæt ved vandet, hvor de fleste af os jo helst vil bo.

 

Ekspropriation

Lige så vigtig som Københavns ofte hovedløse ekspansion, er også den debat om ejendomsrettens hellighed, som Schultz Jørgensen ønsker at rejse, herunder en ændring af den utidssvarende grundlov, der knæsætter ejendomsrettens ukrænkelighed. Venstrefløjen må snart tage sig sammen og bidrage til debatten.

 

Danmark har ikke ændret i Grundloven siden 1953, mens de fleste europæiske lande har gjort det løbende, således at deres grundlove afspejler den tid og det samfund, de lever i. Her landet kunne vi fx. lade os inspirere af den tyske grundlovs artikel 15, hvor det hedder: “Jord, naturressourcer og produktionsmidler kan med henblik på nationalisering overføres til offentlig ejerskab eller andre former for offentlig virksomhed ved en lov, der bestemmer arten og omfanget af kompensationen”:

 

Forholdet mellem det fælles bedste kontra magthavernes ejendomsret (eller rettere: konfiskation) til jorden – og den magt, der følger hermed – belyses med kilder fra den tidlige middelalder, klassiske og nutidige filosoffer, politiske tænkere m.fl., herunder en del velvalgte Marx-citater om jord, ejendomsret og kapitaldannelse.

 

Nok rettes der en velunderbygget kritik af den måde, hvorpå Københavns bystyre og skiftende regeringer forvalter deres magt og ansvar. Men samtidig hyldes det liv, der udfolder sig mellem husene, og på trods af de ofte urimelige vilkår, bystyret byder sine indbyggere.

 

Livet i byen er frodigt og mangfoldigt, der er farver og sanselige rytmer, og markante tilkende-givelser af kampen for det fælles bedste – ofte i et modsætningsforhold til den profithunger, der hviler som en tung skygge over byen.

 

Schultz Jørgensen er dog ikke blind for, at det, der har gjort byen til noget særligt, bruges til at sælge byen til forhøjede priser. København scorer som én af de mest attraktive europæiske storbyer, også dét bruges til at jobbe boligpriserne i vejret.

 

Byen overeksponeres, og overborgmesteren og hans magistrat kan ikke få det nye og smarte solgt hurtigt nok. Undrer Frank Jensen og hans ligesindede sig da ikke over, hvorfor der er et myldrende liv på Skt. Hans Torv, mens prestigebyggeriet i Ørestaden ligger forblæst og forladt, og manglen på liv og leben i velhaverghettoen 2150 Nordhavn?

 

Alternativer

Ingen kritik uden alternativer, og dem finder Schultz Jørgensen bl.a. på Grønland, hvor jorden er fælles, kun bygninger kan købes og sælges. Grunden er lånt af kommunen, der kan give gratis brugsret til jorden, eller opkræve en afgift, og kan stille krav om, hvordan arealet anvendes.

 

I Wien har en stærk arbejderbevægelse formået at få bystyret til at bygge, så det dækker befolkningens behov, og til huslejer, der er blandt Europas laveste. Mere end 60 procent af wienerne bor i kommunalt ejet byggeri. Der er opstået stærke fællesskaber, og det giver også borgerne retten til byen og til at deltage i udformningen af den.

 

I Amsterdam er det meste jord kommunalt ejet. Den sælges ikke, men lejes til boligselskaber, til private og virksomheder. Den, der lejer grundstykket, har ejendomsretten til de bygninger, der opføres på arealet, og kan optage lån i ejendommen. Herved får fællesskabet del i samfundsskabte værdier – med fokus på brugsværdier – og ikke på, hvad der kan tjenes på den.

 

Forudsætningen for alt dette er, at halvdelen af Holland ligger under havets overflade. For at over-leve kræves et udstrakt samarbejde mht. opfyldning, dæmningsbyggeri, pumpning af vand, sluse-systemer og lignende. Her er der ikke altid plads til individuelle hensyn, men til hvad fællesskabets interesser kræver. Vandet er en fælles udfordring, men også et fælles gode. Den erkendelse er endnu ikke slået igennem i Danmark, men det burde den gøre. Snart.

 

I Berlin presser sociale bevægelser på for at få gennemført en folkeafstemning om ekspropriation af boliger fra ejendomsejere, der har mere end 3.000 boliger i porteføljen – med henvisning til grundlovens artikel 15. Bevægelserne har opstillet en række krav:

 

  • Max. 40 procent. private boliger til udlejning
  • Huslejeregulering af alle private lejligheder
  • Progressiv ejendomsskat i forhold til indkomst.
  • En reorganisering af det regionale niveau med bosætning, produktion og økosystemer i et helheds-perspektiv. Alle steder skal være attraktive!
  • Jordpolitik, boligpolitik og demokratisering af samfundet hænger sammen.

 

Læseren af denne nyttige og velskrevne bog kender sikkert andre brugbare eksempler, der kan bruges i kampen for en by, der ikke styres af profit- og prestigehensyn.

 

Til slut et anmelderønske: Bogen vil vinde ved i næste udgave at blive forsynet med rtnavne- og stikordsregister.

 

Peter Schultz Jørgensen: Byernes jord, 410 sider, 235 kr. (på nettet), bogladepris: 278 kr. Forlaget Bogværket

single.php