Bogen om Enhedslistens første 25 år i Folketinget kan vække mange minder hos dem, der var med tæt på. Men den ender som et partsindlæg i partidebatten, fordi den ukritisk tilslutter sig fortællingen om de fremsynede modernisters lange kamp mod de tilbageskuende traditionalister.

af Michael Voss

For sådan en som mig er der en særlig hygge ved at læse Kim Kristensens bog om Enhedslistens 25 år i Folketinget. Jeg var ansat i folketingssekretariatet de første 10-11 år, og jeg har fulgt folketingsarbejdet tæt i seks år som hovedbestyrelsesmedlem, heraf tre som medlem af FU.

 

”Ja, det var dengang, det kan jeg godt huske” og ”sagde han virkelig det – det havde jeg helt glemt”. Indimellem tænker jeg også ”Det vidste jeg sgu ikke, det kunne de godt have fortalt.” Det er lidt som at bladre i familiealbummet sammen med et ældre familiemedlem, der fortæller historier om billeder og begivenheder.

 

Men så er der nogle steder, hvor jeg tænker ”Det er ikke rigtigt. Det har Kim fået galt i halsen. Hvem mon har bildt ham det ind.” Det vender jeg tilbage til.

 

Interessant for nogle – indforstået for andre

For dem, der som jeg har været til stede og medaktør i en del af begivenhederne, er bogen et ”must”. Hvor spændende og interessant den er for andre, har jeg til gengæld svært ved at vurdere. Men jeg har mine tvivl.

 

De enkelte episoder bliver fortalt flydende og letlæseligt, men jeg kan frygte, at det bliver for indforstået for de udenforstående. Forfatteren risikerer at efterlade læseren som et stort spørgsmålstegn:  Hvad handlede det der om? Hvordan kunne de blive uenige om det? Hvorfor var det et problem for dem?

 

Kim Kristensen kommer vidt omkring. Umiddelbart virker det, som om han har husket de fleste afgørende begivenheder, både positive og negative for Enhedslisten.

 

Men jeg kan savne en rød tråd, en analytisk vinkel, som han kan beskrive og forklare Enhedslisten ud fra. Uden sådan en sammenhæng udsættes læseren kun for en række ”og så skete der det”, ””og så skete der det”, ”og til sidst skete der det”. En meget lang serie af episoder, der i princippet kunne være en antologi af forskellige forfattere og læses hver for sig. Trukket skarpt op.

 

Folketingsgruppe og parti

Endelig er der bogens selvdefinerede ramme. Det er ikke en bog om Enhedslisten og partiets 30 år, men en bog om folketingsarbejdet gennem 25 år. Naturligvis er forbindelsen til resten af partiet ikke fuldstændig kappet. Kim Kristensen har været politisk journalist gennem alle 25 år, og som sådan har han fulgt godt med i og haft et godt øje for konflikter mellem folketingsgruppen og andre dele af partiet, ikke mindst hovedbestyrelsen.

 

Alligevel bliver der noget amputeret over historien, når hovedbestyrelsens vedtægtsbestemte ”indblanding” i folketingsgruppens arbejde ikke fortælles og forklares ud fra, hvad der diskuteres i afdelingerne og blandt medlemmerne. Samspillet mellem medlemmernes politiske arbejde og folketingsgruppen bliver ikke tydelig. På en eller anden måde kommer det til at se ud, som om folketingsgruppen har et parti, og ikke at partiet har en folketingsgruppe. Men det havde nok krævet en anden bog med en anden ramme at løse det problem.

 

Fortællingen om den store modernisering

Min efterlysning ovenfor af en rød tråd er måske lidt urimelig. Faktisk er der en slags grundide i fortællingen fra lidt over 100 sider inde i bogen, hvor vi er nået til 2007, og bogen ud. Det er ikke en analytisk vinkel som forfatteren selv har udviklet. I stedet har han ukritisk overtaget fortællingen, om den unge generation omkring blandt andet Pelle Dragsted, Rune Lund og Johanne Schmidt-Nielsen, som sætter et moderniseringsprojekt i gang. Et projekt, der er fortsat gennem mere end 10 år i stadig kamp med ”traditionalisterne”, 94-generationen, som baserer deres politiske vurderinger på ”erfaringer, mavefornemmelser og teoretiske betragtninger, hvorimod næste generation sætter sig for systematisk at undersøge, hvorfor nogle vælger Enhedslisten – eller fravælger partiet.” (s. 127)

 

Det er en fortælling om, hvordan den nye generation moderniserer partiets kommunikation og derefter dets politik. Hvordan de trodser bagstræberiske repræsentanter for revolutionsromantik, verdensfjerne principper og langhårede teorier – og dermed har æren for den vælgermæssige og medlemsmæssige fremgang.

 

Pressens favoritfortælling

Fortællingen er ikke ny. Den dyrkes ihærdigt af de omtalte moderniserings-aktører selv og deres meningsfæller. Den blev med stor succes solgt til den norske forfatter Fredrik V. Sand, der har skrevet den hidtil eneste bog om Enhedslisten ”Den danske suksessen Enhedslisten”. Og pressen elsker den historie, som danner rammen for ethvert tilløb til analyse af Enhedslistens udvikling og alle foromtaler og reportager fra Enhedsliste-årsmøder.

 

Det en fortælling, som Kim Kristensen har taget til sig som sin egen, og som han bruger som ramme og forklaringsmodel for udviklingen i partiet og de interne debatter fra 2007 frem til i dag. Det er enhver forfatters ret, men det er måske lidt fattigt at vælge den analytiske vinkel, som alle andre journalister bruger. Og det gør i hvert fald bogen væsentligt mindre interessant, at han ikke stiller kritiske spørgsmål til denne fortælling. Lad mig nævne bare nogle af de spørgsmål, som kunne være sat i spil.

 

Den store sandhedskilde: fokusgrupperne

Giver vælgerundersøgelser og fokusgruppe-interviews det fulde og eneste svar på, hvordan Enhedslisten kan vinde flere vælgere og medlemmer? Er det helt umuligt at forestille sig, at partimedlemmernes kollektivt bearbejdede erfaringer og analyser også kunne bidrage til at lægge politisk strategi og taktik? Hvor systematiske og objektive er resultatet af disse undersøgelser af, hvad ”vælgerne tænker”? Kan man forestille sig, at resultaterne er påvirkede af de hypoteser, som undersøgelsens ophavsmænd har.

 

Det nævnes f.eks. i en bisætning, at Rasmus Meyer, der var stærkt involveret i dette arbejde, havde kraftigt fokus på Blå Bjarne, modellen for en tidligere socialdemokratisk vælger og faglærte arbejder, der nu stemmer Venstre. (s. 135) Men måske er Blå Bjarne slet ikke den oplagte målgruppe for en Enhedsliste, der vil vokse fra 2-4 procent til 10. Måske er det en rigtig dårlig ide at tilpasse Enhedslistens ”brand” til det, der gør Blå Bjarne glad.

 

Pænhed skaber fremgang

Der stilles heller ikke på noget tidspunkt spørgsmål til den påståede 1-1 sammenhæng mellem modernisternes nye kommunikationsstil og prioriteringer og så Enhedslistens vælgermæssige fremgang. Modernisterne i folketingsgruppen og dens presseafdeling gjorde meget ud af, at Enhedslisten skulle væk fra sit image af at være et protestparti, og at partiet skal overbevise vælgerne om, at de kan forhandle og indgå forlig lige som de andre folketingspartier – og gå i samme slags tøj!

 

Det lykkedes langt hen ad vejen for dem. Men Kim Kristensen italesætter slet ikke modsætningen mellem denne forklaring på Enhedslistens fremgang og hans egen konstatering af, at Enhedslisten gik frem ved valget i 2005 ”på den kompromisløse politiske linje”. Han omtaler nogle af Enhedslistens toppræstationer i meningsmålingerne i perioden med Helle Thornings-Schmidt-regeringen, men han funderer ikke over den kendsgerning, at de bedste meningsmålinger fik Enhedslisten efter Johanne Schmidt-Nielsens ”de pisser på de mennesker, der har stemt på en ny regering” udtalelse efter skatteforliget.

 

Det havde været mere givtigt, hvis en ”partihistorie” i det mindste havde rejst diskussionen, om der faktisk var så simpel en årsag-virknings-sammenhæng mellem kommunikationsmodernisering og vælgerfremgang. Mon ikke den absolut største vælgerfremgang for Enhedslisten, fra 4 mandater i 2007 til 12 mandater i 2011, snarere kan tilskrives SF’s frasigelse af egne standpunkter og partiets parløb med Helle Thorning?

 

Når virkeligheden skal presses ind i fortællingen

Opdelingen i modernister og traditionalister forsimpler flere gange beskrivelsen af konflikter i Enhedslisten. Det gælder debatten om opstilling til EU-valg, som Kim Kristensen også presser ind i det skema. Der bliver sat lighedstegn mellem traditionalisterne og modstanden mod opstilling, selv om rigtig mange af dem, der ellers betegnes som traditionalister, støttede selvstændig opstilling. Det gjaldt f.eks. de fleste medlemmer af SAP, som gennem hele bogen bliver skildret som et markant eksempel på traditionalister (s. 260).

 

For Kim Kristensen er den nye taktik med betingelser for at pege på en socialdemokratisk statsminister et led i rækken af succeser for moderniseringsfløjen – på trods af, at uenighederne undervejs gik på kryds af tværs af de grupper, som han benævner modernister og traditionalister.

 

Helt overordnet kunne en kritisk journalist overveje at sætte i det mindste et lille spørgsmålstegn ved, om modernister eller moderniseringstilhængere er den rette betegnelse for en fløj i partiet, som systematisk arbejder for at få Enhedslisten til at ligne de traditionelle partier i kommunikation og politik.

 

Når nederlag bliver til endnu en sejr for modernisterne

Jeg vil slutte med et eksempel på, hvordan Kim Kristensen fuldstændig misforstår et forløb og en diskussion i partiet, fordi han er fastlåst i fortællingen om moderniseringstilhængerne, der er gået fra sejr til sejr.

 

Kim Kristensen refererer korrekt nok, at et stort flertal i hovedbestyrelsen i februar 2010 vedtager et forslag til årsmødet et par måneder senere, hvoraf det fremgår, at Enhedslisten kan stemme for en finanslov, hvis ikke der er forringelser i forslaget (s. 142-143). Helt præcist står der i forslaget: ”Er en ny finanslov uden nye forringelser, men med forbedringer, vil det være et fremskridt Enhedslisten kan stemme for.” I HB stemte en række af ”modernisterne” for dette forslag: Johanne Schmidt-Nielsen, Nikolaj Villumsen, Eva Flyvholm og Rune Lund.

 

Ifølge bogens forfatter er det et forslag, som daværende pressesekretær, Pelle Dragsted, har inspireret til. Han er til gengæld ikke særlig begejstret for, at årsmødet skal tage stilling til det – af frygt for, at årsmødet stiller flere betingelser.

 

Der står også helt korrekt i bogen, at et mindretal i hovedbestyrelsen foreslår ”en mere krævende linje”. Det bliver på årsmødet til et forslag om, at Enhedslisten ikke kan stemme for en finanslov, ”som indeholder udgifter fra tidligere års forlig, som vi er direkte imod. Det er fx finansieringen af krigen i Afghanistan, den fortsatte omfordeling fra fattig til rig gennem bankpakker og skattelettelser, den fortsatte miljø- og klimafjendtlige fråds i olie, kul og gas eller fortsættelsen af den nuværende politik overfor indvandrere og flygtninge.”

 

Den tredje vej vandt

Til gengæld går det galt for fremstillingen, da vi når til Årsmøde 2010. Om det skriver Kim Kristensen, at det forslag, som bliver vedtaget, på forhånd havde ”støtte fra den samlede folketingsgruppe og et flertal i hovedbestyrelsen”, og at det blev vedtaget som ”forventet”.

 

Så begejstret var hovedbestyrelsens flertal og folketingsgruppen dog ikke i virkeligheden. Tværtimod. Det var nemlig ikke deres forslag, som årsmødet vedtog. Inden vedtagelsen havde årsmødet nemlig lavet en afgørende ændring i Hovedbestyrelsens forslag – en ændring, som store dele af hovedbestyrelsen og folketingsgruppen argumenterede imod og stemte imod.

 

Det var et ændringsforslag, som fjernede det oprindelige forslags formulering om, at Enhedslisten kan stemme for en finanslov, blot den er uden nye forringelser og med – uspecificerede – forbedringer. I stedet vedtog HB følgende ændring:

 

”Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov,
– som indeholder forringelser
– som ikke indeholder markante forbedringer
– som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen”

 

Forslaget var stillet af Falle Hjort og undertegnede og angav nogle helt andre retningslinjer for, hvilke finanslove Enhedslisten kunne stemme for, end dem, hovedbestyrelsens flertal og flertallet i folketingsgruppen – herunder de såkaldte modernister – kunne støtte. Jeg kan berette fra det årsmøde, at en hel del af dem var ret ophidsede over vedtagelsen af ændringsforslaget.

 

Et nederlag, der stadig plager

Men er det ikke ligegyldig historieskrivning? Nej, det er det ikke. For det første fordi det er forudsætningen for at forstå, hvorfor der var tvivl og uenighed i hovedbestyrelsen, hver gang den skulle tage stilling til finanslovene under HTS-regeringen. Når større eller mindre dele af hovedbestyrelsen hvert år mente, at vi skulle stemme imod, var det ud fra en fortolkning af lige netop de tilføjede betingelser. Og når mange i folketingsgruppen og i de HB-flertal, som tre gange støttede et ja, var så vrede over, at andre kunne formaste sig til at afvise Enhedsliste-støtte til regeringens finanslovsforslag, så var det i virkeligheden, fordi de mente, at vi aldrig burde have stillet disse betingelser.

 

På den måde fik pressesekretær Pelle Dragsted sine bekymringer for, hvad der kunne ske, hvis man overlod beslutningen til årsmødet, bekræftet. Det blev besværligt for ham og de andre modernister, som var meget opsatte på, at Enhedslisten skulle være støtteparti og medansvarlig for finanslove, at årsmødet definerede betingelserne.

Faktisk stikker den utilfredshed så dybt, at Pelle Dragsted fem år efter, en uge før det seneste årsmøde, i Politiken trækker HB-behandlingen af de fire Corydon-finanslove frem fra glemslen som eksempel på, hvor katastrofale beslutninger skiftende hovedbestyrelser har været på nippet til at træffe. Og dermed som argument for, at man ikke kan overlade det til årsmøderne at vælge hovedbestyrelserne.

 

På samme måde kørte der en kampagne op til det seneste årsmøde, som forsøgte at udgrænse et mindretal ved at genoplive fortællingen om moderniseringsfløjen, der førte Enhedslisten til pragt og fremgang. Dette mindretal skildres som tilbageskuende medlemmer, som mentalt lever i 70’erne. De er imod ethvert samarbejde med Socialdemokratiet i Folketinget, og de vil føre Enhedslisten tilbage til spærregrænsen eller deromkring i sekterisk selvtilfredshed. I nogle debatter omtales de som ”SAP og omegn”.

 

Den fortælling hjælper ”Det hærdede stål” med til at holde i live. I den forstand er det ikke en partihistorie, men et partsindlæg.

 

Kim Kristensen: Det hærdede stål – historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget. Forlaget Momentum. 304 sider. Pris ca. 250 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com