I den sidste måned er en hidtil uset udvikling begyndt i Iran. Tusinder af kvinder og nogle mænd er begyndt at berette offentligt på de sociale medier om deres oplevelser med sexchikane, misbrug, overgreb og voldtægt.

af Frieda Afary

Selvom enkelte kvinder og mænd tidligere ved enkelte lejligheder har berettet online om seksuelt misbrug har den bølge, der nu er i gang, varet længere og omfattet en bredere gruppe.

 

De anklagede omfatter en befalingsmand i den iranske hær, medlemmer af parlamentet, præster, journalister, universitetsprofessorer, kunstnere, mænd indenfor liberale erhverv og almindelige mennesker, herunder brødre, fædre og andre familiemedlemmer. De sager, der har fået mest opmærksomhed, er imidlertid de sager, der vedrører berømte mænd inden for kunst og litteratur. Mænd, som foregiver at være forsvarere af kvinders rettigheder.

 

Adskillige anklager mod en velkendt sociolog og antropolog, Kameel Ahmady, for seksuelt misbrug af kvinder og magtmisbrug har ført til hans midlertidige udelukkelse fra de iranske sociologers forening, indtil der er foretaget yderligere undersøgelser. Ahmady har i sit akademiske arbejde haft fokus på køn, børn, etniske minoriteter og børnearbejde. Han har skrevet flere værker om kvindelig omskæring og børneægteskaber i Iran.

 

Der er også 22 – for størsteparten anonyme – anklager om seksuelt misbrug og forsøg på voldtægt, mod en kendt kunstner, Aydin Aghdasloo. En af sagerne inddrager journalisten Sara Omatali, der mødte op på hans kontor for at interviewe ham og blev mødt af en nøgen Aghdasloo, der forsøgte at voldtage hende. Laleh Sabouri, en filmskuespiller og elev af Aghdasloo, har fortalt, at utroskab var en indgroet del af hans opførsel.

 

De offentlige afsløringer har omfattet mange historier om incest og misbrug af kvinder med mange forskellige baggrunde. Stemmer fra arbejderklassens kvinder, der taler på egne vegne, er dog fortsat svagt repræsenteret.

 

En socialistisk feministisk aktivist i Teheran er begyndt at udgive en serie interviews med arbejderklassekvinder, der er blevet seksuelt udnyttet gennem hele livet og tvunget til at arbejde som sexarbejdere for at kunne overleve. Disse vidnesbyrd er også blevet bekræftet af socialarbejdere, som har hjulpet de interviewede.

 

Reaktionen online på den igangværende #MeToo-bevægelse har spændt fra begejstret støtte til foragt. Nogle opfordrer flere kvinder til at stå frem. Andre kalder kvinderne ”forkælede unger”, der ”laver ballade”.

 

Kvinders kamp mod regimet

De offentlige afsløringer udgør en meget vigtig udvikling i et land, hvor kvinder har været underlagt den undertrykkende og kvindefjendske Islamiske Republik i 40 år. Og hvor der er megen skam og frygt for at blive udstødt forbundet med at tale om seksuelt misbrug. Under det tidligere regime, Pahlavi-monarkiet (1925 – 1979), der foregav at være Irans første moderne styre, var kvinder – selvom de havde visse begrænsede sociale rettigheder- stadig underlagt seksuel chikane og overgreb hjemme og på arbejde såvel som politisk undertrykkelse i samfundet som helhed.

 

Det er imidlertid ikke overraskende, at flere iranske kvinder i dag er begyndt at tale offentligt om seksuel chikane og overgreb. Det er ikke lykkedes for Den islamiske Republik at hindre kvinderne i at komme på universitetet og få en bachelor og videreuddannelse. Over 60 procent af dem, der afslutter en universitetseksamen i Iran, er nu kvinder. Kvinder udgiver romaner og oversættelser af feministiske værker. Hvad enten de har fået en universitetsuddannelse eller ej, er kvinder i dag bedre uddannede og har fået kendskab til verden gennem internettet.

 

I 2005 var der en fejlslagen, men alligevel betydningsfuld Kampagne for en Million Underskrifter for lighed mellem kønnene – igangsat af kvindeaktivister. Kvinder har også deltaget i de forskellige bølger af folkelige protester mod regimet siden december 2017. Faktisk begyndte en bevægelse af kvinder, der tog tørklæderne af på offentlige steder, umiddelbart før de masseprotester i december 2017 – januar 2018, der krævede afskaffelsen af Den islamiske Republik og dens interventioner i regionen. I de folkelige protester fra november 2019 – januar 2020 spillede kvinder en endnu mere synlig rolle som ledere af protesterne.

 

Iranske kvinder, mænd og LGBTQ-aktivister har også lavet kampagner på internettet mod æresdrab og andre former for kvindedrab og til støtte for kvindelige politiske fanger. Irans mest berømte kvindelige politiske fange, Nasrin Sotudeh er en feministisk menneskerettighedsadvokat, som i øjeblikket på tredje år afsoner en dom på 15 års fængsel på grund af sit forsvar for de kvinder, der offentligt fjernede deres tørklæder og for hendes modstand mod dødsstraffen. Hun sultestrejker i øjeblikket. En anden kendt kvindelig politisk fange er den kurdiske aktivist Zeynab Jalalian, der har været isolationsfængslet i måneder og er ved at blive blind efter 13 år i fængsel. Kvinder i fængsel i Iran indbefatter også arbejderkvinder, der har taget stoffer eller har taget ansvaret for deres mænds gæld, eller som har forsvaret sig selv mod en voldelig partner. Nogle er fængslet sammen med deres babyer og små børn, og de er alle udsat for at blive smittet med covid-19 i et land, hvor epidemien hærger.

 

Behovet for solidaritet

Den iranske #MeToo bevægelse og kampen mod kvindedrab er en afgørende vigtig udvikling, der rejser vigtige spørgsmål for den globale feministiske bevægelse. Bevægelsen har brug for støtte fra feminister over hele verden. Den har også brug for aktiv støtte fra aktivister i den iranske arbejderbevægelse. Lige nu er der en bølge af strejker blandt arbejderne, der protesterer mod ikke-udbetalte lønninger, farlige arbejdsforhold og ”privatiseringen” af forhenværende statsvirksomheder, hvilket øger udbytningen af arbejderne.

 

Selvom Irans arbejderbevægelse indbefatter mange kvinder, f.eks. lærere og sygeplejersker, er kampen mod køns- og seksuel vold ikke blevet en del af kampen inden for arbejderbevægelsen. En sådan adskillelse svækker både arbejderkampene og kampen for kvindernes frigørelse.

 

Spørgsmålet er: Vil aktivister i arbejderbevægelsen og kvinder, der kæmper for kvinders ret til selvbestemmelse, gå sammen og bringe kampen fremad?

 

Frieda Afary er iransk-amerikansk bibliotekar og oversætter. Hun udgiver bloggen Iranian Progressives in Translation og er medlem af Alliance of Middle Eastern Socialists

 

Oversat fra New Politics Journal af Bodil Rasmussen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com