[Kafala-systemet: fra arabisk kafeel, der betyder ”sponsor” – et system, hvor indvandret arbejdskraft helt er juridisk underlagt dens arbejdsgivere, som dermed har hals- og håndsret over dem i mange arabiske og mellemøstlige lande o.a.].

I de lande i vores region, som oplevede folkelige opstande i 2019, fremstår situationen i Libanon og Iran nu som de mest katastrofale.

Den eksplosion, der skete på havnen i Beirut i et lager med 2750 tons ammoniumnitrat, svarede i styrke til en tiendedel af den atombombe, der blev kastet over Hiroshima for 75 år siden. Den dræbte næsten 200 mennesker, sårede tusinder og har efterladt over 300.000 hjemløse. Den har afsløret det totale sammenbrud af det libanesiske samfund, der allerede var på nippet til at bryde sammen på grund af en nyliberal regering, som både skulle vare trofast overfor Den Internationale Valutafond (IMF) og delvis være kontrolleret af den iranskstøttede Hezbollah-bevægelse.

I løbet af månederne juni og juli har over 20 brande og eksplosioner i Iran ødelagt forskellige steder, lige fra den atomare brændstofproduktion i Natanz, over Parchin, et militært udviklingscenter for våben, til forskellige kraftværker og fabrikker, det statslige radio og fjernsyns hovedkvarter, Evin-fængslet, en medicinsk klinik, adskillige markeder, skove og historiske steder. New York Times rapporterer, at Israel var ansvarlig for at placere den bombe, der forårsagede eksplosionen ved Natanz atomare brændselsfabrik, hvilket betød et tilbageslag for Irans atomprogram. Det er imidlertid ikke klart, om alle de eksplosioner og brande, der har fundet sted gennem de sidste par måneder, kan tilskrives fremmede magters sabotagehandlinger. Der er heller ikke fremkommet nogle rapporter om det farlige radioaktive udslip fra Natanz-eksplosionen eller den skade, som offentligheden derved har lidt.

I Libanon lever over 50 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Over 40 procent af arbejdsstyrken er arbejdsløs. Covid-19 epidemien vokser, vandet er udrikkeligt, flygtninge fra Syrien lever i armod og Kafala-systemet, der slavebinder emigrantarbejdere, forsætter uden risiko for straf.

I Iran fortsætter folk med at lide under brutaliteten, undertrykkelsen og det iranske regimes autoritære styre samt alvorlige sanktioner fra USA, dyb økonomisk krise og forværringen af Covid-19-pandemien.

Værdien af den iranske toman-valuta forsætter med at falde markant fra dag til dag. Flertallet af befolkningen lever i fattigdom og får ikke nok at spise, endsige har råd til husleje.

I Libanon forsætter de folkelige protester, der kræver regeringens afgang og opfordrer nu til revolution. I Iran så man i sidste uge den største bølge af arbejderprotester i 40 år, og protesterne er blevet koncentreret i de kritisk vigtige olie- og gassektorer. Også lærere, sygeplejersker og kommunalarbejdere har strejket.

I både Libanon og Iran kæmper feministiske aktivister mod kvindemord, æresdrab, seksuelle overgreb og voldtægter. I december sidste år tilpassede og afsang libanesiske kvinder på en kreativ måde den chilenske kvindesang ”mod voldtægtsstaten”. I Iran er kvinder, som i det offentlige rum fjernede deres tørklæder i protest mod den påtvungne hijab, og kvinder, der har organiseret sig mod dødsstraf, for kvinderettigheder, børnerettigheder og undertrykte mindretals rettigheder, nu fængslede og står over for lange straffe.  Fængslede kurdiske aktivister bliver henrettet, og unge, som deltog i opstandene i december 2017 og november 2019 mod fattigdom, undertrykkelse og militarisme, samt protesterne i januar 2020 mod regeringens nedskydning af et passagerfly, modtager nu dødsdomme.

Det er ikke nok at fordømme korruptionen hos de libanesiske og iranske regeringer og kræve en effektiv ledelse. Det er ikke nok at fordømme privatiseringerne. Det er endog ikke nok at afsløre disse stater som udbyttende kapitalistiske og autoritære. Det er åbenlyst, at Irans militariserede og religiøst fundamentalistiske statskapitalisme spiller en vigtig rolle i at fremme befolkningerne i regionens lidelser, herunder også i Syrien, Irak, Libanon og Yemen. Skønt Libanon opfattes som et demokrati, har de autoritære aspekter af regimet hurtigt bidt sig fast gennem statslige og militære overgreb.

En ting er at erkende denne virkelighed, men det, vi har behov for, er aktive former for solidaritet mellem de aktuelle masseprotester i Libanon og arbejdskampene i Iran. Vi har også brug for aktiv solidaritet mellem feministiske aktivister i begge lande. Vore forskellige kampe er nødt til at rejse klare, radikale mål, som rækker ud over at gå imod det nuværende politiske system. Vi er nødt til sige det uden omsvøb: Uden en grundlæggende forandring af arbejdsforholdene, uden at stoppe umenneskeliggørelsen af kvinder, uden af fjerne Kafala-systemet i alle dets former, uden af fjerne racismen mod sorte, uden at stoppe diskriminationen af kurderne og andre undertrykte minoriteter - herunder seksuelle minoriteter, og uden at bevare og afgifte vores miljø, så kan vi ikke bevæge os fremad.

Som Alliancen af Mellemøstlige og Nordafrikanske Socialister tror vi ikke, at en sådan anstrengelse er mulig uden en form for socialisme, der fremmer kritisk tænkning, dialektisk tankegang og refleksioner i jagten på positive løsninger. Vi er her for at fremme og hjælpe den type af regional og verdensomspændende solidaritet, der kan hjælpe befolkningerne i regionen.

Udtalelsen blev bragt på Alliancens hjemmeside den 13. august 2020 og er oversat af Peter Kragelund