content-picture.php

Enhedslisten har i årtier kæmpet mod brugerbetaling inden for velfærd og sundhed. I modsætning til en progressiv skattefinansiering, som indebærer en solidarisk omfordeling mellem borgerne i samfundet, så øger brugerbetalingen uligheden, fordi de rigeste betaler relativt mindre for velfærds- og sundhedsydelser.

af SAPs Forretningsudvalg

Derfor er det fortsat et centralt krav fra Enhedslisten at reducere – og helst fjerne – brugerbetalingen for at skabe en lige adgang til velfærd og sundhed for alle borgere uanset pengepungen.

 

Den offentlige sektor og dermed velfærdssystemet i Danmark er overvejende finansieret gennem skatter på personlig indkomst. Dertil kommer en række skatter på produktion og produkter, samt forbrugsafgifter på varer.

 

Skattefinansieret velfærd er et fremskridt – brugerbetaling er tilbageskridt
Den personlige indkomstskat er progressiv, når man ser på det samlede skattesystem. Det vil sige, at jo højere indkomst, jo højere effektiv skatteprocent. Det betyder, at borgere med høj indkomst bidrager relativt mere til finansieringen af velfærden, når denne finansieres via skattesystemet.

 

Det omvendte er imidlertid tilfældet, når vi ser på brugerbetaling. For her betaler alle i udgangspunktet det samme beløb for en given vare eller ydelse, som den offentlige sektor stiller til rådighed for borgerne. Dermed er øget brugerbetaling af velfærds- og sundhedsydelser med til at øge uligheden i forbrugsmuligheder, fordi den økonomiske belastning er højere for personer med lavere indkomst end for personer med højere indkomst.

 

​Dette gælder også selvom man ser isoleret en proportional skat – som fx kommuneskatten – og på brugerbetalingen. En proportional skat indebærer godt nok, at alle personer beskattes med den samme procentsats af indkomsten. Men det betyder trods alt, at personer med lav indkomst betaler et lavere beløb i kroner og øre, end en person med høj indkomst – i modsætning til brugerbetalingen, som indebærer, at alle betaler samme beløb i kroner og øre og dermed belaster lavtlønnede mere end højtlønnede.

 

Progression i brugerbetaling på børnepasning forhindrer ikke ulighed
Der findes forskellige former for progression i brugerbetaling på de områder, hvor der i dag findes brugerbetaling. Ét af de områder er daginstitutioner og fritidstilbud.

 

I udgangspunktet kan kommunerne opkræve 25 procent af de udgifter, som kommunen har ved at stille dagtilbud til rådighed for at forældrene, og 30 25 procent for fritidshjem. For SFO’er er der ingen øvre grænse på forældrebetalingen.

 

Brugerbetalingen er imidlertid indkomstafhængig og har dermed en grad af økonomisk udligning. Under en årlig indkomstgrænse på ca. 550.000 kr. før skat for hele familien får familien tilskud til forældrebetalingen. Og under 177.000 kr. før skat får familien endda fuld friplads – det vil sige kommunen betaler familiens brugerbetaling til pasningen. Mellem 177.000 kr. og 550.000 kr. aftrappes tilskuddet til forældrebetalingen gradvist.

 

Selvom der findes denne indkomstafhængige tilskudsordning, er brugerbetalingen imidlertid stadig ulighedsskabende. Ordningen tilgodeser først og fremmest familier, hvor forældrene modtager overførselsindkomster. Almindelige lønmodtagerfamilier tjener i gennemsnit godt over grænsen for fuld aftrapning af det økonomiske tilskud. Således svarer en årlig før-skat indkomst for en familie på 550.000 kr. i runde tal til, at forældrene begge er butiksassistenter, der tjener 23.000 kr. om måneden før skat. Tjener begge forældre dette, vil de skulle betale den fulde brugerbetaling.

 

Netop fordi kasseassistenterne skal betale det samme beløb for børnepasningen som direktørerne, eller virksomhedsejerne, er brugerbetalingen mere socialt skæv, end hvis udgifterne finansieres over indkomstskatten. Og jo større andel, der betales af forældre, jo mere ulige rammer brugerbetalingen mellem lavtlønnede lønmodtagerfamilier på den ene side og højtlønnede, som fx direktørfamilier, på den anden side.

 

Dele af venstrefløjen har været positive over for brugerbetaling på velfærdsydelser, hvis bare denne er indtægtsgradueret, så det kun er de velpolstrede, der kommer til at betale. Og hvad er der egentlig galt med at “tage fra de rige” på denne måde?

 

Der er faktisk adskillige problemer ved dette – også ud over det ovennævnte, at “de rige” ender med at være butiksassistenterne, når der for alvor skal komme penge i kassen på den måde. For det første er der absolut ingen rimelighed i, at pengene kun skal tages fra de velhavere, der f.eks. har børn eller er syge – og ikke fra de øvrige rige. For det andet det problem, at hvis man gør velfærdsydelserne til almindelige forbrugsvarer for de velstillede, vil det stimulere udviklingen i retning af, at disse så vælger at trækker over i deres egne, private velfærdstilbud (daginstitutioner, skoler, hospitaler…)  og herefter er ligeglade med forfaldet i de offentlige velfærdstilbud.

 

Øget brugerbetaling kan dæmpe presset for forbedringer
Når forældrene betaler 25 procent af udgiften til dagtilbud eller 30 procent af udgiften til fritidshjem, betyder det også, at forbedringer på området vil slå igennem som øget brugerbetaling i kroner og øre. Det vil sige, at flere hænder – som koster flere penge for kommunen – vil medføre, at brugerbetalingsandelen på hhv. 25 og 30 procent vil betyde et stigende antal kroner i forældrebetaling.

 

Dette kan i sig selv lægge en dæmper på forældrene ønsker til kæmpe for forbedringer på børnepasningen. Det er igennem det seneste år ellers dokumenteret, at der er et stort behov for netop at sætte ind med forbedringer her.

 

Men værre er det, når brugerbetalingsandelen øges. For en øget brugerbetalingsandel vil ikke blot øge uligheden mellem indkomstgrupperne. Den vil også dæmpe forældrenes krav om bedre normeringer, fordi forældrene nu vil skulle finansiere en endnu større andel af den samlede udgiftsstigning.

 

Eksempelvis er der med det seneste budgetforlig i Københavns Kommune aftalt, at fritidshjemmene nedlægges og bliver til SFO’er. I SFO’er er der ingen øvre grænse på brugerbetalingsandelen. Og det vedtagne budgetforlig indebærer da også en stigning i brugerbetalingen på 20 procent-point, så forældrene nu betaler ca. 50 procent af de samlede udgifter mod tidligere 30 procent. Enhver forbedring i form af øgede udgifter til området vil altså skulle bæres af forældrene med 50 procent.

 

Øget brugerbetaling inden for velfærd og sundhed er en forringelse for almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomst. Derfor er det centralt, at Enhedslisten ikke begynder at se igennem fingre med øget brugerbetaling. Det vil være en glidebane, hvor større brugerbetaling vil forringe mulighederne for senere at kæmpe reelle forbedringer igennem.

SAPs forretningsudvalg, den 5.november 2019

single.php