To tredjedele af alle udgifter til sundhedsforskning er offentligt finansierede, men profitterne er private.

af Dave Murphy

Anden bølge af Covid-19 pandemien fejer hen over verden, hvor lande rapporterer om rekordhøje antal daglige smittetilfælde, og Verdens Sundhedsorganisation (WHO) advarer om, at dødstallene kan blive langt højere end under den første bølge tidligere i år.

 

Mange lande, der gennem sommermånederne havde afskaffet den konsekvente nedlukning, har genindført restriktioner for at beskytte deres i forvejen belastede offentlige sundhedssystemer.

 

I det irske parlament, Dáil, afslørede Taoiseach Micheál Martin, gennem sine svar på spørgsmål omkring indførelsen af niveau 5-restriktioner, at en tredje nedlukning og efterfølgende rullende nedlukninger så godt som sikkert ville træde i kraft i 2021 og fortsætte, indtil en vaccine var fundet.

 

Disse svar bekræftede blot, hvad der allerede var blevet tydeligt – at i Irland, samt i resten af det meste af den avancerede kapitalistiske verden, har den herskende klasse besluttet at lægge alle sine æg i kurven med vaccineudvikling i stedet for at eliminere virussen.

 

En elimination ville kræve massive statslige investeringer i sundhedsvæsnet og hindre de store firmaer i at kunne få profitter. For milliarder af mennesker i hele verden betyder dette, at al vores fremtid er bundet op på udviklingen af en vaccine.

 

Offentlig sundhed kontra private profitter

Da han vidnede for Den Offentlige Sundhedskomite i Senatet i USA, sagde Dr. Peter Hotez fra Centeret for Vaccineudvikling i Texas, at med mindre bevillingerne til sundhedsforskning og -udvikling ændres, vil vi komme til at forsætte med at ”bekæmpe disse udbrud med den ene hånd bundet på ryggen”.

 

Hortez og hans forskningsgruppe havde brugt mere end et tiår på at studere SARS (Alvorlig Akut Vejrtrækningsmæssigt Syndrom) i Kina og MERS (Mellemøstlig Vejrtrækningsmæssigt Syndrom), to andre sygdomme fra coronafamilien, der havde haft potentiale til at blive verdensomspændende pandemier, men som var blevet inddæmmet til disse regioner.

 

Han var overbevist om, at han og gruppen havde udviklet en vaccine mod disse sygdomme, som potentielt ville kunne have været videreudviklet til også at kunne have beskyttet mod Covid-19. Imidlertid havde denne vaccine nu blot ligget i et køleskab i over fire år, fordi bevillingerne til at fortsætte deres forskning tørrede ud.

 

Da først disse sygdomme med held var blevet inddæmmet, og muligheden for at få massive profitter forsvandt med dem, var der intet incitament for de store firmaer til at fortsætte med at investere i forskningen, trods muligheden for at styrke den offentlige sundhed. Små grupper i bestyrelsen for de store medicinalfirmaer besluttede at binde den ene hånd på vores ryg, fordi det gav dem mere profit.

 

Der er ingen garanti for, at Hotez’ vaccine ville have virket, men dette eksempel viser, at offentlig sundhedsforskning og produktudvikling ikke er bedst tjent ved privat ejerskab af forskning, produktion og distribution fra giganterne i medicinalindustrien.

 

Medicinalgiganterne er på jagt efter det næste kup

For medicinalgiganterne er det gamle mundheld om, at man ”aldrig skal lade en krise gå til spilde”, helt sandt. Trods de menneskelige lidelser, der skyldes Covid-19, så er den mulige gevinst for dem blot stigende, jo være krisen bliver. Til syvende og sidst er de, som alle andre private firmaer, styret af deres bundlinjer, og er kun interesserede i, hvad der kan frembringe mest profit. De producerer tilfældigvis bare piller og medicin. At forbedre folks sundhedstilstand er ikke deres mål, blot en vej til yderligere profit.

 

Medicinalindustrien er vurderet til at være over 1,2 billioner euro værd om året [8.930.000.000.000 kr. o.a.] og er domineret af et relativt lille antal af firmaer, hvoraf mange har hovedkvarter i Irland.

 

I øjeblikket deltager disse firmaer i et ”ræs” for at finde en Covid-19 vaccine – men ræset er ikke mod sygdommen, men mod hinanden om at udvikle vaccinen først.

 

Vanviddet i denne tilgang består i, at hold af videnskabsmænd arbejder hver for sig, i stedet for sammen – og låser deres potentielt livsreddende forskning og opdagelser væk fra hinanden for at beskytte de mulige profitter, deres chefer ville kunne opnå, alt imens sygdommen raser videre. Enhver vaccine eller behandling de udvikler, vil være patenteret og forblive firmaets intellektuelle ejendom.

 

Der findes et utal af eksempler på nye former for medicin eller kure, som sætter folkesundheden i modsætning til medicingiganternes private profitter. For nylig blev præparatet Remdesivir, fremstillet af Gilead, godkendt til behandling mod Covid-19 i USA. Det koster 9 US-dollar at fremstille, men bliver solgt for 4000 US-dollar til patienterne [de seneste studier tyder endog på, at det er virkningsløst; o.a.].

 

Kymirah fremstillet af Novartis mod kræft, koster 3.350.000 kr. og et medikament mod Hepatitis C koster 7.450 kr. pr. tablet.

 

På tilsvarende måde bliver der krævet uhyrlige priser for medikamenter mod HIV/AIDS. Disse astronomiske priser medfører, at patienter ikke har råd til den behandling, de har brug for, og offentlige sundhedssystemer er tvunget til at rationere medicinen eller at udvælge de patienter, som ”mest fortjener den”.

 

Medicinalgiganterne argumenterer med, at de har brug for denne slags priser for at give tilskyndelse til udvikling af nye kure, men i virkeligheden er det blot for at øge profitten.

 

Da det irske sundhedsvæsen gik med på at indkøbe medicinen Orkambi efter en offentlig kampagne fra patienter, der led af cystisk fibrose, sprang profitterne hos producenten Vertex Pharmaceutcal Ireland op med 46 procent. Udvikling af ny forskning og produkter er ikke grundlæggende det, som medicingiganterne beskæftiger sig med, fordi det er dyrt og kan mislykkes.

 

Et studie fra Det Californiske Institut for Sundhed og Socio-Økonomisk Politik viste, at 64 af de førende 100 medicinalfirmaer har brugt dobbelt så meget på reklamer som på ny forskning, medens 27 firmaer havde brugt 10 gange forskningsbeløbet.

 

Ofte går meget af deres forskning ud på at lave små ændringer af allerede eksisterende profitable medikamenter, så de kan forlænge patentet.

 

Socialiseret risiko, privatiseret profit

To tredjedel af alle udgifter til sundhedsforskning betales af det offentlige og bliver udført af forskerhold som Horetz på offentlige universiteter. Ikke al forskning vil føre til vigtig ny viden eller udvikling, men denne ”grundforskning” kan øge medicinsk viden og føre til udvikling af ny medicin ud i fremtiden. Men hvis forskningen er succesfuld, så vil medicingiganterne helt enkelt købe den, skabe produktet og søge patent, så de har eneret til at tjene penge på det.

 

Mellem 2010 og 2016 var hvert eneste ny medicin, som blev godkendt i USA, blevet finansieret af staten (i alt 100 mia. US-dollar eller godt 600 mia. kr. af skatteydernes penge), før de blev patenteret af selskaberne.

 

Til trods for den offentlige betaling for udviklingen af behandlingen eller af medikamentet, så bliver det offentlige tvunget til igen at betale for at få adgang, når først firmaet har udtaget et patent. Risikoen og udgiften til forskningen betales af det offentlige, mens profitterne kun kommer virksomhederne til gode.

 

Præcis den samme proces er nu i gang ved udviklingen af en Covid-19-vaccine. Regeringerne rundt om i verden er i fuld gang med offentlig-private partnerskaber med medicinalgiganterne. Befolkningen betaler for forskning og udvikling af en vaccine mod en begrænset mængde af doser og indsprøjtninger, men hvad der derudover skal til for at vaccinere befolkningen, kommer man til at købe til markedspriser.

 

I USA har ”Operation Warp Speed” [warp hastighed tillader i science fiction at rejse med over lysets hastighed; o.a.] betydet, at 10 mia. US-dollar eller godt 60 mia. kr. offentlige midler bliver kastet ind i udviklingen af otte forskellige vacciner. I Storbritannien er der blevet givet milliarder til seks forskellige firmaer, medens EU har engageret sig i et tilsvarende projekt.

 

En vaccine for folket ikke for profitter

En af de mest succesfulde vacciner gennem de seneste tiår blev udviklet for at forhindre polio. I midten af det 20. århundrede forårsagede polioepidemier tusinder af dødsfald og lammelser.

 

I stedet for at stole på og være underkastet den private sektors nåde, mobiliserede nationalstater kolossale ressourcer – både finansielle og menneskelige – på forskning, udvikling og afprøvning af en poliovaccine. Da en vaccine var udviklet, blev en offentlig massekampagne rullet ud i et forsøg på at udrydde sygdommen.

 

Vaccinen blev, skønt den havde en værdi, der blev vurderet til ca. 43 mia. kr., ikke patenteret af opfinderen Jonas Salk, der erklærede, at den var ejet ”af folket”.

 

Denne tilgang, skønt ikke perfekt, er et eksempel på et alternativ til den øjeblikkelige situation, som har ført til udviklingen af en corona-nationalisme, gennem at kapitalistiske regeringer hver især har trukket sig tilbage til nationalstaten frem for at arbejde for et koordineret verdensomspændende svar.

 

I et vist omfang er menneskeheden heldig med, at denne pandemi har en relativt lav dødsrate hos befolkningen som helhed og i mange tilfælde kan behandles. I denne æra med nye patogener og virusser – der har større sandsynlighed for at dukke op på grund af ødelæggelserne af miljøet – kan det være, at vi ikke er lige så heldige næste gang.

 

Advarslerne fra denne pandemi bør tages alvorligt. Samfundet bør omorganiseres på en måde, så de store rigdomme og ressourcer, der står til menneskehedens rådighed bliver udviklet til fordel for den brede befolkning frem for de store virksomheders profitter.

 

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com