Ud fra en overfladisk betragtning har sidste års diskussion om større eller mindre grad af ned- og oplukning af samfundet handlet om ”forsigtighed” vs. ”optimisme”. Stikker man spaden blot et lille styk dybere, bliver det straks åbenlyst, at tilhængere af optimistisk strategi baserer deres vurderinger på et helt åbenlyst økonomisk motiv.

af Einar B. Baldursson

Få har formuleret det så klart som Jonas Herby, specialkonsulent hos CEPOS. I en artikel på CEPOS´ hjemmeside:

 

Artiklens præmis er, at menneskeliv er grundlæggende set noget, der kan gøre op i penge. Ganske kort: at de liv, nedlukningen i foråret kunne redde, ikke var det værd.

 

Det er ganske vist og sikkert, at nedlukningen var forbundet med meget betydelige omkostninger. Det er også ganske vist og sikkert, at alternativet havde været værre – også i rent økonomisk forstand.

 

Men – det er bare ikke der, hvor diskussionen bør starte.

 

Vi bør starte med, at Herby betragter det som et helt legitimt anliggende, at der er liv, det ikke betaler sig at bruge penge på at redde, og livsår, det ikke betaler sig at ”investere” i.

 

Sundhedssystemets ressourcekalkule

Inden for sundhedssystemet foregår det hele tiden en afvejning af, hvordan man anvender de til rådighed stående ressourcer. Der er for eksempel knaphed på organer til transplantation. Derfor må man overveje, hvem af de mulige modtagere, der er mest truet og ville få mest ud af operationen. Der er patienter, man må fravælge, simpelthen fordi deres helbred er for ringe til, at de kan overleve operationen, eller leve særlig godt og længe med et transplanteret organ.

 

Tilsvarende gælder, når det overvejes om nye behandlingsmetoder og medikamenter skal overvejes. Spørgsmålet vil være: Hvordan er forholdet mellem omkostninger og udbytte? Det er værd at hæfte sig ved, at der over en bred front er enighed om, at behandlinger, der medfører helbredelse, dem anvender man uden at skele til prisen.

 

Det er mere kompliceret, når effekten er uvis, når fordele og bivirkninger står i noget, der ligner balance.

 

En helt særlig problemstilling gælder, når vi taler om patienter, der er døende. Her kan behandlingen ikke helbrede, men kan alene medføre forlænget dødsforløb.

 

Rigtig mange af medicinalindustriens meget dyre produkter indebærer en meget usikker gevinst, og her anvendes typisk den strategi, at man mobiliserer patientorganisationer til det formål at tilsidesætte de metoder og systemer, der anvendes til at vurdere, om ny behandling skal tilbydes.

 

Dette fremføres for at præcisere, at selv om hverdagen i sundhedssystemet indebærer overvejelser om, hvor knappe ressourcer gør gavn, eller mest gavn, så stilles alle liv i princippet lige.

 

Kapitalistisk sundhedskalkule

Hvis man følger Herby, ville vurderingen i sundhedssystemet omfatte overvejelser om det gode og prisværdige liv. Det er for eksempel ret åbenlyst, at hvert et leveår, der gives til de velhavende og ressourcestærke, er bedre end et tilsvarende leveår, der gives til den almindelig lønarbejder, og for slet ikke tale om de marginaliserede samfundsborgere.

 

Et leveår, der gives til en A.P. Møller, er således adskillige tusinde gange mere værd, end et leveår, der gives til en nedslidt murer.

 

Kapitalismens bud på menneskeværd

Det, Herby repræsenterer, er (ikke blot) et ubehageligt umenneskeligt etisk princip. Hvis det var tilfældet, kunne man afskrive ham som et særtilfælde. Men den økonomiske logik om livsårenes værd afspejler et dybere princip. Det er selve kapitalismens bærende logik, vi rammer ind i.

 

Det er efterhånden gået i glemmebogen, at den stemmeret, der blev indført i forbindelse med etableringen af de borgerlige demokratier, var forbeholdt mennesker med rigtig ejendom. Anderledes formuleret: en borger i besiddelse af kapital.

 

Denne sammenkædning af kapital og social værd er ikke et tilfældigt resultat af overgangen fra et feudalt styre, men afspejler kapitalismens fundamentale essens. Det modsatte til kapitalisten er proletaren, defineret som den, hvis ”ejendom” er begrænset til sin arbejdskraft. Men proletaren er ikke et relevant bud på en borger, fordi hun ikke ejer kapital.

 

Denne begrænsning af ”borger” til kapitalist, er selve det borgerlige demokratis egentlige fundamentale kendetegn. De, der ejer eller er i besiddelse af relevante ressourcer, er et bud på en borger.

 

Ud fra denne betragtning er proletarer ikke borgere, og det samme gælder kvinder – også når de er en del af kapitalistklassen.

 

Borgerlig coronafremme

Vi har, siden corona-epidemien begyndte, oplevet mange situationer, hvor øget smittespredning har medført diskussion om samfundsmæssige beskyttelsesforanstaltninger. Både i forbindelse med indførelsen af disse foranstaltninger, og når de er begyndt at vise deres værd (faldende smittespredning), har vi uden undtagelse set det samlede borgerlige Danmark, i en helt usædvanlig harmoni, foreslå mindre omfattende foranstaltninger og tidligere begrænsning eller ophævelse af dem.

 

Hver eneste gang har lettelsen af de smittehæmmende foranstaltninger medført smittespredning og efterfølgende smitteeksplosioner.

 

Hver eneste gang er masser af mennesker blevet syge, flere med langvarige sygdomsforløb, efterfølgende gener eller død.

 

Politik med ofre

Og hvem går det så ud over? Virus interesserer sig ikke for social status og klasse, men den trives under forhold, hvor der er gode muligheder for smittespredning, enten fordi mennesker bor tæt, arbejder tæt, eller kommer i forbindelse med mange.

 

På plejehjemmene finder man helt overvejende den menige dansker. De velstillede har andre muligheder for at leve med alderdom. De marginaliserede bor typisk tæt sammen, fordi andet er der ikke råd til. Og frontlinjearbejderne må leve med et arbejdsmiljø med udtalt risiko for smitte, enten fordi arbejdets organiseringer fremmer smittespredning (slagterierne), eller fordi deres arbejde indebærer, at de dagligt er i kontakt med mange (f.eks. postarbejdere).

 

Smitterisikoen er ujævnt fordelt. ”Proletarerne” er meget udsat, de velhavende kan udforme deres egen sikre verden. Og bliver man inficeret, vil de, der har en underliggende lidelse, oftest få svære eller dødelige sygdomsforløb. Og det er helt overraskende igen ”proletarerne”, det handler om.

 

Klassekampen om døden

Som vi har set, gang på gang, og ikke blot i Danmark, er de borgerlige villige til at ofre (primært andres) liv, til det formål at opretholde indtjeningsvenlig normalitet. Som det fremgår af det ovenstående, indebærer dette en kalkule (nogle gange helt åbent), som peger på, at man godt kan ofre lidt flere af de andres liv og velfærd.

 

Det åbner så for et vigtigt spørgsmål. Hvis dette indfanger den borgerlige politik, hvori består så den socialistiske politik? Giver det mening om at tale om et socialistisk princip?

 

Et overfladisk svar ville være, at venstrefløjen er mere tilbøjelig til at prioritere indsats mod smittespredning, sådan at færre dør. På den måde er der blot en beregningsforskel på den ene og den anden fløj.

 

Sådan kan det synes, fordi venstrefløjspartierne ikke rigtig evner at præsentere en mere sammenhængende alternativ politik. Det bliver ved diskussion om det, der synes at handle om detaljer, men indebærer principper.

 

På vej til et socialistisk svar

Coronakrisen er helt overvejende et politisk anliggende. Overfor hinanden står der modsatrettede svar, og disse forskelle går igen, ikke blot hele sundhedsområdet, men også velfærds- og miljøområdet. På vej til dette svar må vi starte med afskaffelsen af det borgerlige demokrati.

 

Efter afskaffelsen af det borgerlige demokrati

Det borgerlige demokrati er faktisk blevet afskaffet. Ikke mindst arbejderbevægelsens lange og benhårde kamp for universel stemmeret og borgerskab medførte et nyt system. Indføringen af almindelig stemmeret åbnede for et universelt begreb for borger.

 

Arbejderbevægelsen anvendte den styrke, som almindelig stemmeret kom til at medføre, til at kæmpe for udviklingen af velfærdssamfund.

 

Velfærdssamfundets etiske princip

I et velfærdssamfund er alle (over en vis alder) borgere, og det betyder, at de har et værd, som er uafhængig af, hvorvidt og i hvilket omfang de ejer noget.

 

Dette revolutionære princip indebærer, at alle har rettigheder, uanset deres indkomst, hvilket så også betyder, at man betaler skat af offentlige ydelser (som på den måde ligestilles med anden indkomst), og at man modtager en række borgerydelser uanset indtjening. Lidt paradoksalt kan man sige, at dette system viser sine principper mest klart, når de rige også modtager børnepenge. Det skal ikke være afhængigt af indkomst, hvilke rettigheder man har, og det omfatter så også høj indkomst.

 

Alle er borgere uanset deres økonomiske status.

 

Kampen mod corona – Herby vs socialisme

Herbys argument er, at de massive omkostninger, der er forbundet med nedlukning skal ses i forhold til værdien af de vundne livsår.

 

Det er værd at påpege, at Herbys argument (og beregninger) indebærer en række følger, som han er tavs om.

 

Hvis man ikke havde grebet til massive samfundsforanstaltninger for at begrænse smittespredningen, ville sygehusene have været overvældet af coronapatienter. Dermed ville et stort antal patienter have været afskåret fra behandling, og ad den vej ville rigtig mange livsår gå tabt.

 

Forudsætningen for, at Herbys regnskab går op i den sammenhæng, er, at man til A siger B. Og B betyder, at de alvorligt ramte af corona ikke behandles inden for sygehusområdet. At man så at sige overlader dem til en mere eller mindre ubehagelig død, med et minimum af sygdomspleje.

 

Selv det rækker ikke. Den Herbyske model indebærer, at man prioriterer produktion over menneskeliv. Men det medfører også en voldsom smittespredning, som formentlig ville medføre indtil flere samfundsmæssige sammenbrud, indtil flokimmunitet var nået.

 

Og her er vi ved en vigtig giftpille i pølseenden.

 

Kapitalistisk logik handler om, hvad der kan betale sig på kapitalens præmisser. Denne logik er ubønhørlig og kortsynet. Fremtidige omkostninger kan ikke anskues ud fra kapitalens værdiprincip. Dette er en del af grunden til, at det er svært at opnå enighed om kampen mod global opvarmning på tværs af fløjene.

 

Socialistisk etik og økonomi

Der skal ofte træffes valg om, hvordan knappe ressourcer kan anvendes på den bedst mulige måde. Men der er forskel på de valg, der handler om f.eks. livsforlængelse i tilfælde af dødelig sygdom, og valg, der indebærer, at nogle, der ellers kunne have levet flere år, vil dø.

 

Hver gang vi slækker på den sociale indsats mod korona, er der nogle, der vil dø, der ellers havde levet, og ofte mange år. Det socialistiske princip indebærer, at vi forsvarer den enkeltes ret til liv, uanset social klasse. Vi gør vores bedste for at redde liv uden at ty til en regnemaskine.

 

Imidlertid har coronakrisen også sat fokus på, at socialistisk økonomi er den kapitalistiske overlegen. Et socialistisk standpunkt omfatter altid overvejelser om fremtiden. Alt, hvad vi gør, har indflydelse på vores (eller vores børns) fremtid. Dette fokus er indbygget i socialistisk økonomi, og noget nær ubegribeligt inden for rammen af kapitalistisk økonomi.

 

Det betyder også, at ligesom vi ved, at kapitalistisk økonomi indebærer tilbagevendende kriser (en utænkelig tanke indenfor borgerlig økonomi), så ved vi, at fremtiden indebærer pandemier, også nogle, der er endnu værre end corona. Det betyder, at vi kan se den aktuelle krise som anledning til læring om og forberedelse til at håndtere fremtidige (og muligvis værre) pandemier.

 

Vi kan også forstå, at det kapitalistiske system ikke kan løfte kollektive opgaveløsninger. Hvis ikke en række stater var gået sammen om at skabe fælles incitamenter til og rammer for udvikling af vacciner, havde vi måttet vente længere. På sin mangelfulde måde er dette et eksempel på, at der anvendes samfundsressourcer på en måde, der peger på socialistisk planlægning.

 

Socialistisk pandemi-politik

Coronakrisen har været en ualmindelig væsentlig og aktuel anledning til at fremføre og anskueliggøre betydningen af et socialistisk perspektiv. En socialistisk pandemi-politik ville have indebåret centralt fokus på vedholdende indsats for at begrænse smittespredning. I stedet har vi set, at hver gang udviklingen peger på, at foranstaltningerne har virket, har man fodslæbende accepteret åbningsinitiativer, som har medført efterfølgende smittespredning og smitteeksplosion.

 

En socialistisk politik ville fra begyndelsen have indebåret obligatorisk karantæne og testning af indrejsende ved grænserne. Et systematisk fokus på smittesporing og løbende tilfældig testning. Et generelt maskepåbud og karantænehoteller.

 

Denne politik kunne have medført, at epidemien havde været under kontrol fra begyndelsen. Smitten kan ikke udryddes, men den kan holdes under kontrol.

 

En systematisk socialistisk pandemipolitik ville kunne undgå omfattende samfundsnedlukning, som hver af gangene har afspejlet problemer, der stammer fra manglende strategi og pres fra de borgerlige.

 

En systematisk socialistisk pandemipolitik bygger også på forståelsen af, at pandemier er en trussel mod alle mennesker, og den trussel må imødekommes gennem internationalt samarbejde.

 

Nu – når statslig intervention har medført, at flere vacciner er blevet godkendt, og flere er på vej, står vi i det paradoks, at produktionskapaciteten er for begrænset. Lad os konstatere, at flere af vaccinerne er udviklet af forskere ved de offentligt finansierede forskningsinstitutioner. Den privatkapitalistiske medicinindustri har sådan set alene skulle lægge produktionsfaciliteter til. Og heri har den fejlet.

 

Når man har sagt A og sikret udviklingen af anvendelige vacciner gennem offentlige tiltag, bør man sige B, og sørge for at stille de nødvendige produktionsfaciliteter til rådighed. Hvis staterne var gået sammen om den opgave, kunne global massevaccination have afsluttet coronaepidemien i løbet af kort tid.

 

Så – sagen er, at en socialistisk pandemipolitik er meget mere effektiv end den borgerlige. Socialisme betaler sig rent faktisk.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com