Den globale covid-19 pandemi har afsløret mange ting om de strukturelle uligheder i kapitalismen. Lige fra den klasseafhængige og ulige adgang til det offentlige sundhedssystem og lægemidler til den måde, hvorpå de herskende klasser selv kan undgå det omgivende kaos i en pandemi ved at købe sig til service fra lavtlønnede arbejdere der bringer mad, transport og fornøjelser lige til døren.

af April M. Short

Pandemien har udstillet den måde, 40 års nyliberalisme har udpint sundhedssystem, uddannelse, transport, boliger og social støtte. Alt det, der er så afgørende vigtigt for mennesker i arbejderklassen og deres lokalsamfund.

 

En af de centrale skillelinjer, som politikken under pandemien har afsløret, er adgangen til mad. På den ene side er der mad serveret i hjemmet, udbringning af færdiglavet mad, private indkøbere til de områder, hvor kapitalistklassen og de rige selvstændige bor, og på den anden side lange køer udenfor discount supermarkederne for dem, der stadig har en indtægt, og fødevarebanker, der er ude af stand til at dække behovet for de tusinder, der nu er arbejdsløse og ude af stand til at skaffe nok mad til sig selv og deres familier.

 

Ved siden af klassemodsætningerne hvad angår adgangen til fødevarer, er der et enormt fødevarespild fra det kapitalistiske agroindustrielle kompleks i alle led af værdikæden fra produktion over engros til detailhandelen – anslået til over 30 milliarder dollar i Canada hvert år. (ca. 188 milliarder danske kroner, o.a.). Et svar på fødevarekrisen har været en bevægelse for fælles køleskabe og madboder i lokalsamfundet og boder, hvor de enkelte husstande deler bøger og tøj.

 

På en vis måde har det været en spontan genopdagelse af arbejderklassens solidaritet i praksis gennem gensidig hjælp. Det, som det kapitalistiske marked aldrig vil skaffe folk med lave indkomster, og som den nyliberale stat aldrig har kompenseret for – det gør vi selv. I Toronto såvel som andre steder i Canada og USA har vi set, at bevægelsen for fælles køleskabe og intet madspild vokser. Gensidig hjælp i praksis peger kraftigt på, at fordeling af mad må ske ud fra behov og ikke ud fra penge og kapitalistiske markeder. Socialist Project

 

***

Udenpå et køleskab, der står på et fortov i New Orleans, ser man to alligatorer, der omkranser en kvinde med mørk hud iklædt en laset hvid underkjole. Hendes hår er flettet i en enkelt fletning, der når til jorden. Hun står med sin højre fod oven på en orange slange. Over hende synes hvide fugle at flyve op imod et himmelsk væsen. Under hende vandrer to hvide bengalske tigre mellem to halve papayafrugter. Dette er kun et af adskillige malerier skabt af kunstneren Sydney Calderon som støtte til New Orleans Community Fridges. (NOCF), et gensidig hjælpeprojekt, der opstiller køleskabe rundt omkring i byen med gratis mad til beboerne i lokalsamfundet, hvor mange kæmper med sulten.

 

24-årige Calderon, der oprindelig kommer fra Richmond i Californien, siger om sin kunst, ”[Jeg er] stærkt inspireret af min mexicanske arv og forsøger at hylde den i min kunst. For mig er maleriet mere end en karriere, det er kernen i min eksistens.” Hun siger, at New Orleans er det hjem, hun inderst inde altid har søgt efter.

 

”Min hensigt var at kombinere min personlige kunstneriske stil baseret på mexicansk folkekunst med sider af New Orleans, for at skabe et værk inspireret af byens finurlige og farverige karakter,” siger Calderon. ”Mit mål med at male det (billedet på NOCFs køleskab) var at skabe noget smukt og farverigt, som alle kunne føle en slags ejerskab til. Jeg tror, at vi alle på en måde indtager vores omgivelser og er berørt at det, vi ser/erfarer hver eneste dag. Jeg tror, at en regelmæssig præsentation og adgang til kunst kan spille en stor rolle i at berige vores lokalsamfund.”

 

Mange fælles køleskabe

Det køleskab, der er udsmykket med Calderons malerier, er kun et af mange fælles køleskabe, der er blevet sat op udendørs i hele New Orleans og rundt omkring i resten af landet af aktivister, der ønsker at skabe gensidig hjælp i deres lokalsamfund, som et svar på den økonomiske virkelighed, COVID-19 har skabt.

 

Sult og fødevareknaphed var allerede en realitet for mange amerikanere, der også før pandemiens økonomiske belastninger måtte kæmpe for at sætte mad på bordet hver dag. Eftersom mange virksomheder tvunget af omstændighederne var nødt til at lukke under virus-udbruddet i marts, er millioner af arbejdere blevet afskediget, og USA’s arbejdsløshedstal er blevet sendt på himmelflugt. Efter udbruddet af pandemien og dens økonomiske følger, har brede lag af den amerikanske befolkning måtte kæmpe for at skaffe mad til sig selv og deres børn. Følgen af virusudbruddet og Trump regeringens uansvarlige svar forværrer en allerede alvorlig sultkrise i USA. Ifølge non-profit organisationen Feeding America kan mere end 54 millioner mennesker i 2020 komme til at opleve mangel på fødevarer.

 

Aktivister, der vil oprette et fælles køleskab, starter med at finde en virksomhed eller privat bolig, der vil lade dem få strøm til et køleskab på et passende tilgængeligt udendørs område. Køleskabene fyldes med bidrag fra medlemmer af lokalsamfundet, der har mad, de kan undvære, eller lokale bagerier, restauranter, købmandsforretninger, madboder, og nogle gange gårde, der ønsker at komme af med overskudsproduktion. En given dag vil man inde i et fælles gratis-mad-køleskab kunne finde friske grøntsager, mejeriprodukter og andre letfordærvelige fødevarer til de medlemmer af lokalsamfundet, som kæmper for at få adgang til mad. Bunker af langtidsholdbare produkter kan ofte findes i kurve eller kasser rundt om køleskabene til fri afbenyttelse.

 

Denne form for lokal løsning på sult er blevet stadig mere udbredt fra omkring februar. På det tidspunkt, siger Thadeus Umpster – en garvet aktivist i det anarkistiske solidaritetskollektiv In our Hearts NYC (IOH) – opsatte beboere, der samarbejdede med IOH, det første fælles køleskab i Brooklyn.

 

”Vores mål med dette er at sikre, at folk har nok at spise, og samtidig give et svar på problemet med madspild,” siger han. ”En anden ting, vi vil opnå med dette projekt, er at bidrage til at bygger stærkere, mere modstandsdygtige, selvstændige og uafhængige lokalsamfund.”

 

Umpster har været med til organisering af lokalsamfund med det formål at bekæmpe madspild siden 1999, hvor han blev aktiv i det lokale ”Food not bombs”-projekt. Han siger, at det i Amerika ikke handler om mangel på mad, men om fordeling og adgang. Ifølge beregninger fra USA’s landbrugsministerium (USDA) bliver op til 30-40 procent af de fødevarer, der leveres i USA, smidt ud. Det svarer ifølge USDAs afdeling for økonomiske undersøgelser til fødevarer til en værdi af omkring 133 milliarder pund og 161 milliarder dollar i 2010.

 

Ifølge USDAs hjemmeside får dette massive madspild betydning for samfundet, da ”sund mad, der kunne have brødfødt trængende familier, bliver sendt på lossepladsen”, og ”jord, vand, arbejde, energi mv. bliver brugt til at producere, forarbejde, transportere, klargøre, lagre og til sidst bortskaffe kasserede fødevarer”.

 

Umpster bemærker, at madspild er blevet værre efter starten på COVID-19, da restauranter, hoteller og andre stor-indkøbere af mad fra gårde og grossister begyndte at lukke, og landbrug over hele landet kasserede tonsvis af landbrugs- og mejeriprodukter.

 

”Selv før COVID skete dette imidlertid regelmæssigt,” siger han og bemærker, at det især er nærkøbmandskæder som Trader Joe’s og Whole Foods, der smider ”tonsvis af mad” ud hver dag, og har gjort det i årevis.

 

Siden tidligt i februar, hvor det første fælles køleskab blev sat op i Brooklyn, er aktiviteten vokset ”eksponentielt”, siger Umpster. Der er i dag så mange fælles køleskabe i New York City, at han har opgivet at tælle dem, men sjusser sig frem til, at der må være mindst 40 spredt ud over byen. Han har også stået i spidsen for at organisere aktiviteter for fælles køleskabe i hele landet, ved at samle hundredvis af aktivister og frivillige i den krypterede beskedapp ”Signal”. Da pressen blev opmærksom på projektet med fælles køleskabe, begyndte hundredvis aktivister og frivillige, der var interesseret i at etablere fælleskøleskabe i deres egne byer, at tage kontakt, siger han. Så IOH oprettede grupper for gratis-mad-køleskabe gennem Signal i forskellige kvarterer i NYC, såvel som i forskellige byer rundt om i USA – helt over til Los Angeles.

 

Umpster siger, at projektet med gratis-mad-køleskabe i lige så høj grad har været et samlingspunkt for lokalsamfundet, som det har været blot og bar fødevareudlevering. I hans eget nabolag i Brooklyn har projektet betydet, at han har lært navne og livshistorier for mange af de naboer, han før kun vinkede til, når de passerede hinanden.

 

”Der er mere fællesskab i samfundet, end der plejer at være,” siger Umpster. ”Folk passer mere på hinanden og støtter hinanden. Det er blevet meget bedre – og det er ikke bare i min boligblok, jeg har set det. Jeg har også hørt det fra folk, der har fælleskøleskabs projekter i andre nabolag.”

 

Kunst og gratis-mad-køleskabe

Oprindeligt udbredte man kendskabet til gratis-mad-køleskabe, ved at IOH satte plakater op og lavede en masse opslag på sociale medier, fortæller Umpster, men det er, fortsætter han, de kunstnere, der har malet og genskabt deres lokale fælles køleskabe, der har æren for, at der er skabt opmærksomhed og viden om projektet.

 

”En af mine venner, der maler under navnet Hugo Gyrl, malede på et af de første køleskabe, vi havde, og det ændrede hele stemningen, hele følelsen for projektet i den boligblok, hvor det stod,” siger han. Det gjorde køleskabet til et sted, hvor journalister og fotografer ønskede at komme for at tage billeder og sprede oplysning om, hvad vi gjorde.”

 

Nu dækker farverige, forskelligartede og detaljerede udsmykninger de fælles køleskabe, der er spredt udover Amerika. Mange af kunstværkerne er skabt af BIPOC (sorte, oprindelige og farvede) kunstnere, der har skænket deres tid og kreativitet til sagen eller er blevet betalt med små beløb for deres arbejde.

 

For Calderon, der malede gratis-mad-køleskabet i New Orleans, giver kunst baseret i lokalsamfundet adgang til en bredere fortælling om kunstens værdi. Hun siger, at hun på det personlige plan er gået igennem en ”lang aflærings proces” af de ting, de fleste af os har lært at tro om finkultur, ”vigtigst at afvise den ide, at finkultur er det, der omgiver rigdom og de hvide”.

 

”Der er absolut plads til BIPOC i finkulturens verden, og jeg er ofte meget inspireret til at skildre BIPOC i klassiske kunsttemaer, siger hun og peger på, at hendes brug af baby-keruber, der bærer bannere med tekster som ”gratis mad” og ”fælles køleskabe” på af siden af de køleskabe, hun malede for NOCF.

 

”I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være en ’stor kunstner’, siger hun. ”Er det teknisk træning i årevis og dyr kunstuddannelse? Eller er det den lidenskab og følelse, du lægger i dit arbejde, fordi du ikke har andre kanaler eller steder, hvor du kan udtrykke dig? Er det tusindvis af følgere på de sociale medier? Eller er inddragelse i dit lokalsamfund?”

 

Calderon tilføjer: ”For nylig er jeg begyndt at udfordre den kapitalistiske side af finkulturen. Jeg er stærk tilhænger af, at kunsten er for alle, ikke bare for en håndfuld velhavende samlere, der har råd til at betale standardprisen for et kunstværk. Det gik virkelig op for mig, da jeg malede [køleskabet for NOCF].”

 

Raceuligheder og fødevareadgang

Umpster siger at de fleste, der følger projektet med gratis-mad-køleskabe på Instagram, tæt på 71 procent ud fra oplysningerne fra Instagram, er kvinder. Og det er farvede kvinder, der har været de hovedansvarlige for at udbrede gratis-mad-bevægelsen, ligesom det er dem, der står for det meste af organiseringen af bevægelsen rundt om i USA.

 

”Denne bevægelse er i høj grad en bevægelse anført af farvede kvinder,” siger han, ”de fleste, der opsætter disse køleskabe og sørger for, at de er fyldte og får det hele til at fungere, er kvinder.”

 

Brynn Comeaux, en af organisatorerne i NOCF – der først blev startet i juli 2020 – understreger i et mailinterview, at spørgsmålet om adgang til fødevarer er uløseligt forbundet med racemæssige uligheder.

 

”Når du ser på et kort over byen, er det ikke en tilfældighed, at de områder, der har den højeste andel af fattigdom, arbejdsløshed og mennesker, der er bange for at miste deres bolig, også er de områder, der mangler adgang til frisk mad, der er til at betale,” siger hun. ”Det er også de områder med de største grupper af afro-amerikanere, latino/a og vietnamesiske beboere. Yderligere kan du se, at befolkningstallet i disse områder bliver undervurderet, og de bliver underrepræsenteret i nationale folketællinger. Det betyder, at selv uden pandemien er det i New Orleans svært at bestemme præcist, hvor stor del af befolkningen, der lider under fødevareusikkerhed. Og selv hvis behovet er afgjort, mangler der budgetterede midler. Alle disse forhold bliver bare forværret under en global epidemi eller en naturkatastrofe.”

 

Det er den samme udvikling over hele USA, hvor fødevareusikkerhed typisk er størst blandt de sorte og spanske befolkninger. Og som det blev understreget i en artikel i New York Times uddyber pandemien de eksisterende forskelle.

 

Som de står i en national undersøgelse med titlen: ”Undersøgelse af den strukturelle racismes påvirkning af fødevareusikkerhed: Implikationer for indsatsen mod race/etniske uligheder”, udgivet i 2018: ”En analyse, der undersøger udviklingen i fødevareusikkerhed fra 2001 til 2016 fandt, at andelen af fødevareusikkerhed var højere både i ikke-spanske, sorte og spanske husholdninger var mindst dobbelt så stor, som den var i ikke-spanske, hvide husholdninger”.

 

Comeaux siger, at gratis-mad-køleskabene er en ”fysisk manifestation af de måder, vi direkte kan give noget tilbage til lokalsamfundet.”

 

”Ud fra den måde, vi er tvunget til at ændre os socialt og som et lokalsamfund under pandemien, giver køleskabene os en måde til at holde kontakten, som ellers virker langt væk i dag,” siger hun. ”Vi har set folk starte deres egen fundraising for at støtte projektet. Vi har set restauranter, der tilberedte ekstra portioner eller tilføjede muligheden for et ekstra bidrag ved forudbetaling for at hjælpe med at holde køleskabene fyldt. Vi begynder også at se kulturbærende grupper i byen, som Mardi Grass karnevals grupper og BIPOC-kunstnerne gå sammen om at give det her et specielt New Orleans-præg. Alle kan bidrage på deres måde. Vores håb er, at bevægelser som disse kan gøre gensidig hjælp almindelig. Det er solidaritet, ikke velgørenhed.”

 

April M. Short er redaktør, journalist og dokumentarredaktør og -producer. Hun skriver for Local Peace Economy, et projekt under Tindependent Media Institute.

 

Artiklen er oversat fra The Bullet, af Bodil Rasmussen.

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com