Læsetid: 9 minutter

”Vi når kun 70-procentsmålsætningen med innovation, med ny teknologi,” sagde Mette Frederiksen i sin tale til Dansk Erhvervs årsdag den 10. september 2020. Danmarks udledninger af drivhusgasser skal nedbringes med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Det lyder af meget, men statsministeren kunne berolige de forsamlede direktører:

 

”Det kan kun lade sig gøre, hvis vi tør tro på, at teknologien er med til at finde svarene for os. Gør vi ikke det, så bliver det kun højere afgifter. Og det er ikke svaret. Det er ikke svaret i dag, det er heller ikke svaret om fem, og det er heller ikke svaret om ti år. Det er ny teknologi. Det er innovation. Det er forskning.”

 

Det lød som et ekko af Lars Løkke Rasmussen. ”En stor del af denne udfordring skal løses ved hjælp af ny teknologi,” lød det eksempelvis fra den daværende statsminister, kort før han tabte valget i 2019.

 

Mette Frederiksen vil med andre ord ikke alene satse alt på det tekniske fix. Hun vil også skåne private virksomheder for nye klimaafgifter. Dermed fejede statsministerens rådene fra talrige eksperter – ikke mindst Klimarådet. Rådet har anbefalet en afgift på CO2 og andre drivhusgasser, der frem mod 2030 stiger fra de nuværende ca. 200 kr. pr. ton CO2 til 1.500 kr. pr. ton.

 

S-lederen chokerede både sine eksperter og sine støttepartier ved direkte at tage afstand fra afgiftsinstrumentet.

 

”Hun ser helt bort fra, at en CO2-afgift i sig selv vil stimulere til udvikling af nye grønne teknologier, og at mange af dem ikke vil kunne konkurrere på markedet, hvis ikke det bliver dyrere at udlede CO2,” sagde tidligere formand for Klimarådet, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, og tilføjede: ”Jeg kan slet ikke se, hvordan vi kan nå 70-procentsmålet uden en høj CO2-afgift.”

 

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, advarede:

 

»Det er farligt at klamre sig til den tro, at teknologien og markedet frelser os fra klimaforandringer, for så får vi ikke handlet nok. Og det er helt forkert af statsministeren at stille sig op foran erhvervslivets ledere og skabe en forestilling om at de ikke kommer til at betale. Vi kommer alle til at betale,« sagde hun og understregede, at 2030-målet helt overvejende må nås ved hjælp af teknologier, vi allerede kender.

 

”Mette Frederiksen knuser illusionen om, at Socialdemokratiet har forstået alvoren af klimatruslen,” kommenterede Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark.

 

Finanslov med småpenge til klima
Regeringslederens udmelding kommer oven på et finanslovsforslag med meget få midler til klimaindsatsen. Det er blevet fremlagt med pæne ord om det grønne og understregning af, at ”genopretningen skal være grøn”. Der tildeles imidlertid meget lidt til klimaindsatsen.

 

Regeringen vil afsætte 750 millioner kroner til ”grøn forskning”. Det er lige nok til at undgå, at udgifterne til forskning generelt falder, da de følger udviklingen i BNP, som er faldende for tiden. Derudover overlades det til partierne at forhandle om fordelingen af 1,5 mia. kr. og den såkaldte krigskasse på 9,2 mia. kr.

 

”Selvom titlen er grøn genopretning, så er finanslovsforslaget for 2021 meget langt fra at udnytte mulighederne for at kombinere grøn omstilling med genstart efter coronaepidemien,” konstaterede organisationen Vedvarende Energi.

 

”Hvis man virkelig ville gøre det til en grøn finanslov, så kunne man lave en klimareserve, hvor man sætter et signifikant beløb af til den grønne omstilling. Det kunne skabe større sikkerhed om regeringens grønne ambitioner,” sagde Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

 

20 mia. kr. på finansloven lød kravet fra Folkets Klimamarch den 5. september.

 

Se kommentaren ”En utilstrækkelig finanslov uden penge til job, grøn omstilling og velfærd”

 

Mobilisering fremmede forståelsen
Optimismen var ellers stor ved S-regeringens dannelse i sommeren 2019. Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten skrev den 25. juni 2019 under på et forståelsespapir om regeringens opgaver. I denne politiske forståelse havde klimaindsatsen højeste prioritet som ”den absolut vigtigste opgave, som verden står over for”, og Danmark skulle ”påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling”.

 

Der skete efter en valgkamp, hvor mange tusinde mennesker gik på gaden over hele landet for at kræve politisk handling. De unge gik forrest med ”Fridays for Future”: skolestrejker og demonstrationer som led i en international mobilisering. Ved valget den 5. juni 2019 var klimaet det emne, vælgerne vægtede højest.

 

Et borgerforslag om en klimalov med bindende reduktionsmål blev rejst af 11 NGO’er og netværk i januar 2019 og fik hurtigt 65.000 underskrifter, altså mere end de 50.000, der skulle til for at få forslaget behandlet i Folketinget.

 

Klimalov blev et punkt i forståelsespapiret. Klimaloven skulle indeholde bindende delmål og årlig opfølgning. For 2030 skulle målet være at reducere drivhusgasudledningerne med 70 % i forhold til 1990. Det lød umiddelbart som en sejr for de grønne bevægelser og for venstrefløjen.

 

De 70 procent var på ingen måde Socialdemokratiets ønske, men Enhedslistens og Alternativets, og SF og de Radikale gik med på kravet. I den situation kunne S ikke undslå sig. Spørgsmålet var så, hvad der skulle lægges i den målsætning, og hvordan den skulle virkeliggøres. Her viste det sig sværere at få indrømmelser fra socialdemokraterne.

 

Socialdemokratiets forståelse af rammerne for klimapolitik blev antydet i partiets udspil fra maj 2018: ”Danmark skal igen være en grøn stormagt. En klima- og miljøpolitik der samler Danmark”. Det indeholdt langsigtede mål som ”netto-nuludledning i 2050”, men ingen bindende rammer for drivhusgasudledningerne. Bilismen og industrilandbruget blev lovprist. Den grønne omstilling blev fremstillet som en i hovedsagen teknologisk forandring med f.eks. mål om 500.000 ”grønne biler” i 2030 og forskning i reduktion af metan fra husdyrbrug og lattergas fra planteproduktion.

 

Et centralt virkemiddel i udspillet var en ”global grøn fremtidsfond”, som skulle være ”politisk uafhængig og operere på markedsvilkår” og investere i profitable grønne aktiviteter med kyndig rådgivning fra ”den absolutte internationale investeringselite”.

 

Klimalov med forbehold
Fra regeringsdannelsen skulle der gå et halvt år, før en politisk aftale om en klimalov kom i stand.

 

”I dag har vi skrevet danmarkshistorie. Vi går nu allerforrest i kampen mod klimaforandringerne med en ambitiøs, bindende klimalov, som sikrer handling,” udtalte Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, da aftalen blev fremlagt den 6. december 2019.

 

Det var en bred aftale: Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti var med. Det skulle sikre, at klimaloven bliver varig, men det hjalp også Socialdemokratiet med at få nogle afgørende begrænsninger og forbehold ind i loven.

 

”Indfrielsen af Danmark klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse.” Det var en indramning, der høstede roser fra de borgerlige ledere og fra Dansk Metals cheføkonom.

 

Ifølge borgerforslaget skulle klimaloven forpligte Danmark til at sætte nationale klimamål, der sikrer et fair bidrag til at holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader. Fastsættelsen af disse mål skulle baseres på et CO2-budget, som viser, hvor store udledninger Danmark samlet set kan have frem mod 2050. Ud fra det skulle der fastsættes femårige budgetter, som både stat og kommuner skal overholde.

 

Men ”forslaget til klimalov er ikke det, som tusinder sidste år skolestrejkede for, marcherede for og demonstrerede for,” skrev miljøbevægelsen NOAH i sit høringssvar i starten af februar 2020.

 

”Den første og største mangel ved forslaget er, at det ikke indeholder et drivhusgasbudget for Danmark,” skrev NOAH. ”Det er det eneste middel, vi har, selv om vi efterhånden er derhenne, at der næsten intet realistisk råderum er tilbage.”

 

70 procent af hvad?
70 procent i 2030 løftede ambitionen gevaldigt i forhold til Løkke-regeringens. Men er 70 procent i 2030 Danmarks rimelige bidrag?

 

”Målsætningen om 70 procents reduktion i 2030 kan man kun sige noget meningsfuldt om, hvis det underliggende budget lægges frem. Sammen med budgettet er det nødvendigt at gøre rede for, hvor stor risiko man vil acceptere for, at temperaturtærsklen på 1,5 grader eller 2 grader bliver overskredet,” bemærkede NOAH.

 

Ifølge Klimakonventionen fra 1992 skulle de rige lande, der historisk har udledt mest, løfte den største del af byrden, men ifølge NOAH vil de 70 procent set ud fra IPCC’s rapport om 1,5 graders-målet kun være det, som verdens lande i gennemsnit skal reducere med inden 2030.

 

Næste, ikke mindre vigtige spørgsmål til 2030-målet var: 70 procent af hvad?

 

”70 procents reduktion i forhold til udledningerne i 1990 siger […] kun noget, hvis man samtidig fortæller, hvilke udledninger der er inkluderet. Er udledningerne fra biomasse, international luftfart og skibsfart med?” skrev NOAH.

 

Der var dog ingen tvivl: Udledningerne fra Danmarks biomasseafbrænding og internationale transport blev ikke omfattet af klimalovens mål, ligesom der ikke er indarbejdet mål for reduktion af de udledninger, som sker i udlandet som følge af dansk import af industrivarer, svinefoder osv. Disse udeladelser blev senest kritiseret af klimademonstrationen ved Søerne i København den 5. september 2020, hvor et af kravene var, at et mål svarende til 70 %-målsætningen også vedtages for Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk.

 

Med kapitalen for bordenden
Ifølge forståelsespapiret skulle klimaloven umiddelbart følges af en klimahandlingsplan for de 70 procent.

 

Den socialdemokratiske regering lagde ikke skjul på, hvem der skulle føre ordet, når klimaloven skulle fortolkes. Allerede i midten af november, et par uger inden klimalovsaftalen, havde regeringen nedsat 13 klimapartnerskaber med chefer fra de store selskaber.

 

Klimarådet kom med sit bud i starten af 2020, bl.a. forslaget om en generel CO2-afgift. CO2-afgift blev var også et bud på øjeblikkelig handling fra de grønne NGO’er. Men i Folketinget skulle man pænt vente på klimapartnerskabernes udmelding, før der kunne forhandles.

 

Da de 13 klimapartnerskaber fra erhvervslivet kom med deres bud, var der ikke kun medspil, men også defensive forslag, konstaterer Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i 92-gruppen, en paraplyorganisation for grønne bevægelser. Der var generelt ikke megen lyst til at se på nye afgifter eller adfærdsændringer, der kan nedbringe forbruget og dermed CO2-udledningerne.

 

Regeringen var lydhør: CO2-afgiftsforslaget blev afvist af klimaminister Dan Jørgensen i hånlige vendinger. Det var en ”Georg Gearløs-løsning”.

 

Ingen grøn genstart
Samtidig kom coronakrisen. Regeringen mente, at den nødvendiggjorde, at man udsatte klimahandlingsplanen og andre spørgsmål.

 

18 NGO’er svarede igen i maj med en lang række forslag til Grøn og retfærdig genstart. ”Stimuluspolitikken skal være et aktivt redskab i den grønne omstilling ved at bidrage med at forme det samfund, vi gerne vil have, og ikke bevare det, der er dikteret af prioriteter, som allerede nu underminerer vores eksistensgrundlag,” manede de.

 

At corona- og klimaløsninger skal samtænkes, havde også Mette Frederiksen talt om. Men i stedet valgte regeringen at satse på at få gang i væksten generelt ved at stimulere forbruget over en bred kam, f.eks. ved at uddele indefrosne feriepenge, og støtte virksomhederne uden klimabetingelser.

 

Pandemien havde sat flytransporten og dens voksende klimatrussel på pause. Efter at regeringen havde givet flyselskaberne lånegarantier, opfordrede grønne bevægelser som Greenpeace og Bevar Jordforbindelsen regeringen til at afbøde virkningerne for medarbejderne, men gøre anden støtte til flybranchen betinget af konkrete drivhusgasreduktioner. Men S-regeringen overhørte dem og gik i juni sammen med V, K og R om en støttepakke med en kvart milliard kr. til SAS og Danish Air Transport (DAT).

 

Teknologisk fremtidsmusik
Regeringen kom aldrig med et udspil til en samlet klimahandlingsplan. Derimod kom den i slutningen af maj 2020 med et første del-udspil, nemlig for området energi og industri. Alle udspil og forhandlinger om de sværeste områder, transport og landbrug, blev udsat til efteråret.

 

Energiudspillet indeholdt to energiøer for havvindmøller, en indsats for grøn varme samt langsigtet satsning på CO2-fangst og -lagring (CCS) og grønne brændstoffer (Power to X).

 

”Det er alt for lidt og for sent,” bemærkede Troels Dam Kristensen. Mange af tiltagene vil først få virkning tæt på 2030.

 

Power to X forventes på længere sigt at kunne bruges til at fremstille brændstof til lastbiler og fly ved hjælp af vindmøllestrøm. Men DTU-rektor Anders Overgaard Bjarklev, fastslog i en kronik, at teknologien stadigvæk kun er ”på kravlestadiet”. Den kan i dag kun bruges til at fremstille brændstof, som er meget dyrt i forhold til fossile brændstoffer, og i meget lille mængde i forhold til verdens forbrug af flydende brændstoffer.

 

Næste deludspil var på affaldsområdet. Forliget af den 16. juni viger imidlertid uden om det, som er afgørende for at knække affaldskurven og reducere CO2 -udledningerne, nemlig at reducere af det materielle forbrug og mere direkte genbrug. Det påpegede blandt andre Rådet for Grøn Omstilling. Aftalen har i stedet fokus på at gøre affald til en god forretning for private firmaer gennem selskabsgørelse og udlicitering af affaldsbehandlingen.

 

Samtidig fortsætter den fossile business as usual i Nordsøen. ”Det har taget regeringen små 15 måneder ikke at tage stilling til, hvad der burde være den nemmeste klimapolitiske beslutning på klimaministerens bord, siden Dan Jørgensen tiltrådte: et omgående stop for ny oliejagt,” skriver Greenpeace.

 

Uret tikker
Jørgen Steen Nielsen opsummerede situationen i Information (9.9.2020): ”Med delaftaler om energi, industri og affald, regeringsudspil om landbrugsjorder og kommissionsanbefalinger om elbiler er man vel ved at være halvvejs gennem det mulighedskatalog, der er til rådighed, men man har fundet mindre end en fjerdedel af den CO2-reduktion, man ved lov har forpligtet sig på – og det hele altså foreløbig kun på papiret.”

 

Man har ”hidtil ladet sit mulighedskatalog indskrænke til helt overvejende tekniske fix, som nu viser sig ikke at kunne levere nok eller – i bedste fald – for sent.”

 

Som Troels Dam Kristensen fra 92-gruppen bemærkede i juni: ”Uret tikker. Videnskaben siger klart og tydeligt, at det især er de reduktioner, vi laver nu og de kommende få år, der betyder noget. Det haster – og Corona eller ej – vi kan ikke vente med at løse klimakrisen – vi må have en samlet klimaplan nu.”

 

Ifølge Frederik Roland Sandby, formand for Klimabevægelsen i Danmark, er vi vidner til et afgørende svigt:

 

”Regeringen havde vælgernes opbakning, men de svigtede det og faldt tilbage til business as usual. I stedet abonnerer man på en dybt naiv ide om, at vi blot kan forske os ud af klimakrisen. Men der mangler ikke kun flere forskningsmidler; der mangler håndgribelige og vidtrækkende tiltag. Tiltag, som leverer de nødvendige reduktioner af drivhusgasser allerede i løbet af denne regeringsperiode. Dét er, hvad mandatet tillader. Og hvad mandatet kræver.”

 

Må ikke kunne mærkes
”Vi kommer ikke udenom, at der skal stilles krav til virksomheder og befolkning,” skriver Frederik Roland Sandby. ”Hvis vi skal forhindre klimakrisen, står vi over for nogle enorme spring i forbrug og produktion. Ikke om ti år, men nu. Og det spring vil kunne mærkes i befolkningen. Også selv om klimaministeren åbent mener, at den grønne omstilling helst skal foregå ubemærket.

 

Også Jørgen Steen Nielsen sætter fingeren på regeringens ”vigen uden om ethvert klimatiltag, der kan opfattes som indgreb eller begrænsninger i folks frie adfærd”:

 

”Da Dan Jørgensen på klimafolkemødet i Middelfart i sidste uge blev spurgt, hvornår en 12-årig dreng mon begynder at kunne mærke den grønne omstilling, sagde ministeren: ’Hvis vi er rigtig dygtige, så aldrig.’ Underforstået: Der skal ikke bringes ofre, teknologien skal klare det.”

 

Og skatteminister Morten Bødskov mener ikke, at man skal bruge statskassen til at betale for bilparkens omstilling og synes heller ikke, at bilejerne skal generes. ”Det er også vigtigt, vi sikrer os, at livet er til at leve i hele landet,” har skatteministeren sagt.

 

Enhedslistens forslag om at fordele omkostningerne socialt ved hjælp af den grønne check ignorerer man konsekvent.

 

Politiske hensyn før klimahensyn
”Man kan fortolke dette svigt på to måder. Regeringen forstår simpelthen ikke situationens alvor, og hvad der skal til for at nå vores nationale og internationale klimamål. Det er den ’gavmilde’ fortolkning,” skriver Frederik Roland Sandby.

 

”Den knap så gavmilde fortolkning er, at regeringen ved, hvad de laver. Og at de ingen reel intention har om at leve op til de løfter, de afgav i 2019. Andre politiske hensyn kommer før hensynet til videnskaben og de kommende generationers ret til en sikker fremtid. Hvis det sidste er rigtigt, så får det løftebrudssnakken efter Thorning-Schmidt-regeringen til at blegne i sammenligning. Der vil ikke blot være tale om et løftebrud over for de nulevende vælgere, men et løftebrud med de yngre og alle fremtidige generationer.”