Mens arbejdere i Frankrig i midten af januar gik på gaden for at protestere mod Macrons pensionsreform, blev franske flag brændt af på gaderne i Bamako, Mali, for at gøre modstand mod tilstedeværelsen af franske tropper. Landet står over for en humanitær krise, mens volden har bredt sig, siden Frankrig begyndte at intervenere i 2013 under påskud af at ville bekæmpe islamistiske terrorgrupper.

af Salvador Soler 

Antiimperialistiske stemninger brød endnu en gang ud i Mali, da mere end tusind demonstrerede i Bamako den 13. januar for at kræve tilbagetrækning af de franske tropper, der har besat Mali siden 2013. Demonstranterne brændte franske flag, råbte ”ud med Frankrig” og krævede en afslutning på det blodbad, der blev udløst med den franske besættelse, som regeringen retfærdiggør ved at påberåbe sig den globale krig mod ”terroristiske” netværk, der truer med at erobre Mali. Imidlertid kommer disse protester som følge af en lang historie med fransk kolonial og neokolonial indblanding i regionen.

 

Den franske præsident Emmanuel Macrons løfte om at øge Frankrigs militære tilstedeværelse i den afrikanske Sahel-region, der har været udsat for en bølge af brutale angreb i de seneste år, er en pludselig kursændring i forhold til hans trusler i december om at trække tropper tilbage i lyset af de anti-franske demonstrationer i Mali. Den 13. januar bekendtgjorde regeringen, at den ville sende yderligere 250 soldater til Vestafrika for at styrke de 4.500 soldater, der allerede er stationeret der. Frankrigs tilstedeværelse i Mali udgør den største koncentration af tropper af alle de imperialistiske magter i regionen.

 

Offentliggørelsen kom, efter at lederne fra Mali, Niger, Chad, Burkina Faso og Mauretanien (”Sahels G5”) havde holdt møde med deres franske modparter i det sydvestlige Frankrig, hvor de var blevet enige om at opbygge en fælles militær kommandostruktur under de europæiske magters ledelse. Imens overvejer USA at reducere sin tilstedeværelse i regionen betydeligt ifølge en kommentar den 13. januar fra general Mark Milley, der er formand for Joint Chiefs of Staff.

 

En imperialistisk militær besættelse

Frankrig har opretholdt et semikolonialt forhold til store dele af Vestafrika i hundredvis af år. Det er ikke noget tilfælde, at disse fem lande er de fattigste i Afrika, der i sig selv er det fattigste kontinent i verden.

 

Demonstrationerne var udtalt antiimperialistiske og undsagde specifikt den franske militære tilstedeværelse i regionen. Demonstranterne råbte ”Barkhane-styrkerne skal ud” med en henvisning til navnet på den franske militære intervention i Mali, Operation Barkhane. Operation Barkhane er en efterfølger for Operation Serval, der blev lanceret i januar 2013 af den daværende franske præsident, François Hollande. Under påskud af at ville bekæmpe terrorisme i regionen benyttede den franske regering lejligheden til at starte en militær intervention, der havde som mål at opbygge permanente franske militærbaser i regionen og cementere Frankrigs indflydelse i Vestafrika.

 

På det tidspunkt var Mali i kaos som følge af tuaregernes oprør i den nordlige del, hvor de krævede uafhængighed for Azawad-regionen. Tuaregerne er en ældgammel stamme i Sahel, og de har kæmpet for uafhængighed siden 1916. Som følge af krisen afsatte Malis militær den daværende præsident, Amadou Toumani Touré, og satte Malis forfatning ud af kraft i to måneder. Efterfølgende benyttede jihadistiske styrker sig af de tuaregiske militærstyrkers svækkelse og udbredte deres indflydelse i regionen, og Frankrig intervenerede for at beskytte sine interesser.

 

Sahel-regionen, der omfatter Chad, Mali, Mauretanien, Niger, Burkina Faso og dele af Algeriet, er strategisk vigtig for kontrollen med uran-udvindingen til atomindustrien. I dag er regionen plaget af ”terroristiske” grupper som Boko Haram, aflæggere af Islamisk Stat og andre Al Qaeda-relaterede grupper samt af narkotikasmuglere og udbredte menneskesmugler-netværk.

 

Mali har som så mange andre afrikanske lande siden sin oprettelse indeholdt flere forskellige territoriale og etniske spændinger, som det er karakteristisk for en stat, hvis grænser følger imperialistiske interesser mere end historiske eller geografiske opdelinger. Området, som ligger inden for Malis nuværende grænser, var en del af det tidligere Franske Sudan, indtil Mali i 1960 blev uafhængigt, og det omfatter otte regioner med mange forskellige etniske og religiøse grupper.

 

For at Frankrig og andre magter kunne sikre kontrollen med regionen, selv efter uafhængigheden, var det nødvendigt at bygge bro mellem forskellige rivaliserende stammer og etniske grupper som bl.a. baramaerne (der har regeret i Bamako siden 1960), tuaregerne, dogonerne og fulanierne. De franske besættelsesstyrker har med tysk støtte blandet sig i konflikter mellem disse grupper.

 

Den antiimperialistiske bevægelse vinder frem

I Mali i dag vokser vreden mod den franske besættelse, der kom i stand efter NATOs krig i Libyen, hvor Paris fjernede Moammar Gaddafis regering med hjælp fra jihadistiske militser. Frankrig spiller fortsat på begge sider af konflikten for at forsvare sine interesser og invaderede Mali i 2013 under påskud af at ville beskytte Malis indbyggere mod de jihadistiske militser. Krigene i Syrien, Irak og Libyen har gradvist fortrængt jihadisterne og koncentreret deres tilstedeværelse i Sahel-regionen. Dermed bliver folk fanget mellem imperialismen og grupper som Boko Haram.

 

Demonstrationerne i Bamako den 16. januar kommer i kølvandet på en serie af strejker og demonstrationer, der er eskaleret siden 2018, og er rettet mod Frankrig og Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keïta. I marts 2019 organiserede jernbanearbejderne og lærerne strejker og udvandringer mod både Macron og Keïta for at protestere mod regeringens påstand om, at den ikke kan betale deres lønninger, selv om den tilsyneladende har uudtømmelige ressourcer til at finansiere en uendelig krig i regionen. Demonstrationerne mod den franske besættelse brød ud igen den 3. januar i nærheden af Bandiagara i det centrale Mali.

 

Macron og Keïta insisterer på, at demonstrationerne ledes af små grupper af provokatører, der samarbejder med Al Qaeda og Islamisk Stats militser, og at befolkningens flertal er ”taknemlige” for den franske besættelse. Imidlertid viser en meningsmåling fra Maliweb, at 80 procent af Malis indbyggere afviser den franske tilstedeværelse i landet.

 

Imperialismen kan ikke løse problemet med ”terrorisme” og er heller ikke interesseret i det. I den nyere historie – siden invasionen af Afghanistan i 2001 – er imperialistiske lande fra Frankrig til USA gået til kamp mod ekstremistiske grupper som en undskyldning for at overtage kontrollen med strategisk vigtige regioner uden at bekæmpe de voldsomme grusomheder, der er blevet begået af både de terroristiske militser og de ”officielle” militære styrker.

 

En deltager i demonstrationen den 13. januar pegede på både Paris og de aktive islamistiske eller etniske militser i Mali som medskyldige: ”Trods massiv tilstedeværelse af verdens største hære fortsætter de terroristiske grupper med at operere og bliver oven i købet stærkere. Derfor må vi være forsigtige med dem, der er brandstiftere om natten og pludselig bliver til brandmænd ved daggry. Disse fremmede magter bruger terrorismen for at kontrollere regionens enorme rigdomme.”

 

Frankrigs militære tilstedeværelse i Mali er tæt knyttet til de franske atomenergi-selskabers og mineselskabers interesser. Frankrig bestræber sig også på at opretholde samarbejdsrelationerne med regeringerne i Sahel for at bevare aftalerne om at tøjle migrationen fra Afrika til Europa med voldelige midler. På et tidspunkt, hvor arbejdere laver generalstrejker i Frankrig, og Hirak-bevægelsen udfordrer regeringen i Algeriet, er det nødvendigt at forbinde kampen mod pensionsreformen med kampen mod den franske militære besættelse i Afrika for at udfordre den imperialistiske stat, der gennemtvinger udbytningen i hele verden. Det regime, der angriber arbejdernes møjsommeligt tilkæmpede pensionsrettigheder i Frankrig, er det samme regime, der har gjort Mali til en militariseret zone filtret ind i en imperialistisk konflikt.

 

28. januar, 2020

 

Oversat fra Left Voice, USA, af Poul Bjørn Berg

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com