Karol Nawrocki på valgmøde i Bydgoszcz, maj 2025. Foto: Aawiosnaa, CC BY 4.0, Wikimedia

Jakub Majmurek, der skriver for Krytyka Polityczna, argumenterer i denne kommentar for, at resultatet af præsidentvalget den 1. juni repræsenterer noget langt mere uhyggeligt: ​​den potentielle fremkomst af en radikaliseret højreorienteret koalition, der kan få de foregående otte år med Lov og Retfærdighed [PiS – det største højrefløjsparti] ved roret til at virke moderate i sammenligning. Med svækkede grundlovsrettigheder og fremgang internationalt for autoritær populisme står Polens progressive bevægelser over for deres mørkeste time siden kommunismens fald.

Højrefløjens sejr er ikke kun et nederlag for den liberale kandidat, Warszawas borgmester Rafał Trzaskowski – det er en politisk blokade af progressive forandringer indtil slutningen af ​​årtiet. Kvinder, LGBT+-personer og venstreorienterede kredse har endegyldigt mistet deres chance for registrerede partnerskaber, retten til abort og en sekulær stat.

For fem år siden gik hundredtusinder af kvinder på gaden i protest mod [ de restriktive abortafgørelser fra] Julia Przyłębska [forkvinde for forfatningsdomstolen under PiS-styret]. Det virkede som om, at noget var revnet i landet, at der var åbnet op for progressiv forandring. I dag står det klart, at hvis det oprør nogensinde havde en chance for at komme til udtryk politisk, blev det spildt. Efter Nawrockis sejr tyder alt på, at de ændringer, der blev kæmpet for dengang, tidligst kan komme i 2030 – hvis overhovedet.

For progressive vælgere betyder Nawrockis sejr, at der bliver trådt på en alt-right, om ikke direkte reaktionær, bremse. De næste fem år giver der ingen mening at regne med registrerede partnerskaber, legal abort eller lovændringer, der fører til en sekulær stat.

Man kunne selvfølgelig kynisk spørge, hvilken forskel det gør, eftersom den nuværende Sejm [Underhuset i det polske parlament] alligevel ikke var i stand til at vedtage disse lovændringer, fordi de blev blokeret af regeringsflertallets konservative bagstopper i form af PSL [Det Polske Folkeparti – et centristisk landbrugsparti. Selv i den hypotetiske situation, at Razem på den yderste venstrefløj skulle få absolut flertal ved valget i 2027 med partileder Adrian Zandberg som premiermnister, så vil præsidenten stadig kunne nedlægge veto. Trzaskowski gav i det mindste en teoretisk chance for, at noget kunne ændre sig til det bedre for kvinder eller LGBT+-miljøet i dette årti. Nawrockis sejr lukker definitivt for den mulighed.

Desuden, når man ser på, hvor meget den politiske scene har flyttet sig til højre i år, kunne Donald Tusk [leder af Borgerplatform (KO) og nuværende premierminister] konkludere, at Trzaskowski tabte, fordi han var for venstreorienteret og progressiv til polske forhold. Præsidentvalg i Polen er trods alt altid blevet vundet af konservative, med den dobbelte undtagelse af [postkommunisten Aleksander] Kwaśniewski [præsident 1995-2005]. Den eneste præsident fra Borgerplatformen – Bronisław Komorowski – repræsenterede partiets højrefløj, og i dag antyder han tydeligt, at Borgerplatformen er rykket så langt til venstre, at han ikke længere er en del af den. Hvis Borgerplatformen beslutter, at højrefløjens fremgang skal imødegås fra højre – som den tidligere har gjort i forhold til indvandring – vil der blive endnu mindre plads til venstreorienteret politik i regeringen.

Hvis regeringen, som en del af ideen om at bevæge sig til højre, drejer i en neoliberal retning og søger opbakning fra Konfederacja [Konføderationen – et libertariansk parti på den yderste højrefløj] til love, som venstrefløjen afviser – og dermed tester grunden for en mulig fremtidig koalition – kan man ikke udelukke, at Nawrocki vil anvende sit veto og beskytte visse interesser hos de mere fattige vælgere. Problemet er, at den slags vetoer kun vil spille til politisk fordel for PiS, hvilket gør det endnu vanskeligere for selv den mest regeringsfjendske venstrefløj at nå denne gruppe af vælgere.

Lewica* skal allerede nu tænke over, hvad der skal ske

En sejr til Trzaskowski ville have givet et pusterum ikke kun til Borgerkoalitionen, men til hele flertallet bag regeringen. Det ville have genoplivet en selvtillid blandt vælgerne, inklusive venstrefløjens, i og med at man kunne fortsætte med en svær og ofte frustrerende koalition. Nawrocki vil sandsynligvis gå efter at lamme regeringens arbejde, og venstrefløjen vil have meget sværere ved at nå til enighed med ham end med Duda [Andrzej Duda, den afgående præsident fra PiS]. Det er en helt ny strategisk situation for den regeringsloyale venstrefløj.

Den skal nu alvorligt overveje, om man vil fortsætte i den nuværende ordning og formentlig fortsætte med at miste støtte, idet de mindre koalitionspartnere vil betale en højere pris for end den dominerende Borgerplatform. Dette er øjeblikket, hvor man som en sidste udvej bør forberede sig på muligheden for at forlade bordet – dog på en sådan måde, at det bliver klart og forståeligt for vælgerne, at det handler om deres værdier og interesser.

Det er meget muligt, at et nyt parlamentsvalg kommer allerede næste år, hvis de to vigtigste magtpoler beslutter, at det er den eneste måde til at håndtere blokeringen af ​​forholdet mellem præsidentpaladset og Sejmen. Meget hurtigere end nogen på venstrefløjen sandsynligvis regnede med, bliver man derfor nødt til at svare spørgsmålet, om man skal satse på én samlet liste [mod højrefløjen] eller på en separat start [for venstrefløjen].

Uden sikkerhedsforanstaltninger

Samtidig åbner Nawrockis sejr vejen for en fremtidig koalition mellem PiS og Konfederacja. PiS er nødt til gå efter denne koalitionspartner. Uanset hvor langt [eller ikke langt] venstrefløjen står til venstre, vil [PiS-leder Jarosław] Kaczyński aldrig satse på en sådan alliance, da han på sin højre fløj har et ungt, dynamisk parti, der kommer med et sprog, en tankegang og nogle temaer, som sætter sit præg på store dele af hans eget bagland.

Måske ville en PiS-Konfederacja-koalition være kommet under alle omstændigheder, i betragtning af den sociale dynamik og det nuværende flertals manglende evne til at levere, hvad der er vigtigt for vælgerne. Alligevel ville Trzaskowskis sejr i det mindste have bremset en sådan koalition og udgjort en garanti for at blokere dens mest anti-progressive ideer.

I den nærmeste fremtid står vi over for udsigten til en højrefløj, der vil styre langt mere radikalt end det, der skete i perioden 2015-23. Og det vil ske uden sikkerhedsforanstaltninger, for efter årene med PiS-styre har Polen ikke et fungerende forfatningsmæssigt retsvæsen. Man kan forvente vidtrækkende ændringer i Ordo Iuris’ ånd [en konservativ katolsk juridisk organisation] og en politik, der bruger statslige værktøjer til aktivt at fremme eller endda påtvinge samfundet konservative værdier, ideologier og livsstile. Måske kombineret med handlinger i stil med Viktor Orbán, [Ungarns premierminister], der går efter at ramme medier, NGO’er og kulturelle institutioner, som regeringen ser negativt på.

Det er svært at forestille sig, at Nawrocki vil blokere autoritære tiltag fra en højreorienteret koalition i denne situation. Jeg ser ham heller ikke i rollen som vogter af PiS’ sociale arv fra Beata Szydłos regerings første periode [premierminister 2015-2017]. Hvis en ny PiS-Konfederacja-regering beslutter at tage en neoliberal drejning, vil Nawrocki bestemt ikke blokere for det.

For mange grupper på venstrefløjen vil livet i Polen snart blive langt mere kvælende, klaustrofobisk, og den kunstneriske eller akademiske frihed vil skrumpe ind. Og selv et stærkt venstreorienteret oppositionsparti i den næste Sejm – selvom det er vigtigt, at det er der – vil ikke ændre meget i landet.

Og alt dette sker i sammenhæng med en global højrepopulistisk modreaktion. I over et årti, efter at PiS vandt en dobbelt sejr [både præsident- og parlamentsvalget], i Brexit- og Trump-æraen, gentog venstrefløjen og de liberale, at hårde tider var på vej. Men måske skal vi længes efter de hårde tider fra PiS’ tidligere hegemoni, hvor Rafał Trzaskowski tabte for første gang [i 2020].

2. juni 2025

*Note: Lewica [Venstre] er en socialdemokratisk koalition, som fik 8,6 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2023. Koalitionen indgår i den nuværende regering med tre ministre. Partiet Razem, som udgjorde venstrefløjen i koalitionen, ønskede ikke at gå ind i regeringen, hvorfor flere af deres valgte repræsentanter forlod partiet.

Oversat fra europe-solidaire af Åge Skovrind, Den originale artikel blev bragt i Krytyka Polityczna.