For nogle dage siden, da jeg havde en stak reklamer I hånden, faldt min opmærksomhed på en lille uanselig tryksag. Jeg lod mit blik glide ned over teksten og faldt over et afsnit med overskriften Ren luft og jord – rent vand og hav.

af Leif Mikkelsen

Jeg kiggede på pindene i afsnittet:

–          Folkeafstemning om Amager Fælled

–          Stop på udledningen af urenset spildevand i Øresund

–          Solceller på byens tage – ikke i byens grønne områder

–          Afskaf plast – frigørelse fra fossile brændstoffer

–          Naturen tættere på borgerne – flere kolonihaver og altaner

–          Vi skal OPTAGE mere CO2 – lav grønne tage og facader

 

Hvem mon har skrevet dette?  Jeg lod blikket glide ned til bunden af siden; Dansk Folkeparti!!

 

Der er ingen tvivl – valget til Borgerepræsentationen i år bliver et klimavalg. Socialdemokraternes overborgmesterkandidat har også været ude med løfter om mere bynær natur og vil ikke tage en eneste bid mere af Amager Fælled… ”bare en gang til – så sker det aldrig, aldrig mere.”

 

Hvorfor gør disse kulørte løfter mig stadig mere urolig og, rent ud sagt, udløser alarmen fra mine politiske følehorn? Hvis det skal siges med to ord: Store planer.

 

Den seneste udkom for kort tid siden. Den indeholdt forslag om yderligere udbygning af Københavns Lufthavn i en tid, hvor mange tænkte, at Coronapausen var en oplagt anledning til at påbegynde afviklingen.

 

Det er ikke den eneste store plan: Lynetteholmen, som angiveligt skal blive en ny bydel midt i København med plads til 35.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser er et projekt. Der er ogsåudbygningen af metroen… også til Malmø, bygning af en havnetunnel, der forbinder Østerbro, Lynetteholm og Amager. Hvorfor kommer politikerne med alle disse store planer? Og er det ikke ok, at politikerne har visioner for hovedstadens udvikling?

 

Konkurrencebyen

Nyliberalismens konsekvenser for statens ændrede rolle er blevet betegnet som konkurrencestaten. På tilsvarende vis gælder det ideen om konkurrencebyen, eller som tilhængerne ville betegne det: attraktiv metropol. Andre har betegnet det som Københavns nyliberale vending.

 

I spidsen for denne vending stod i første række Lars Løkke Rasmussen og Frank Jensen. Statsminister og overborgmester. Ændringer på de to poster har ikke haft indflydelse på denne nyliberale vision: København i konkurrence med øvrige metropoler I Europa skulle være blandt de førende på en række parametre: En kraftfuld og attraktiv metropol, hvor investeringer, events, institutioner og turister i byen skulle være førende økonomisk, kulturelt og arkitektonisk – den grønne by ved vandet.

 

Regeringsmagtens centrale rolle i dette projekt er ikke tilfældig. Denne politik betegnes som decentraliseret centralisering, hvor statsmagten tager hånd om byens konkurrencedygtighed og lægger rammerne omkring byens udvikling. Mens staten (i første omgang) har pengepungen fremme, glider den politiske indflydelse bort fra borgerne I København. Money talks!

 

Følgerne er også, at investeringerne koncentreres om Aarhus og København. Decentraliseringen symboliseres ved udlicitering af en række offentlige opgaver, men også ved oprettelsen af offentlige ejede selskaber, der skal drives efter forretningsprincipper. By&Havn og Metroselskabet været de klareste eksempler.

 

Den grundlæggende ide bag konstruktionen har været, at metrobyggeriet skulle finansieres, ved at By&Havn fik overdraget offentligt ejede grunde, som efterfølgende skulle byggemodnes og bebygges.

 

Desværre har metrobyggeriet været dyrt, også dyrere end planlagt. Dette har medført, at grundene skal sælges så dyrt som muligt, og derfor bliver der bygget til velhavende købere. Disse betaler oven i købet en del mere i skat end de københavnere, der bliver nødt til at flytte ud af kommunen, fordi de ikke har råd til de stigende boligpriser. Indtil nu er denne strategi ikke helt lykkedes. By&Havns gæld er stadig ganske betydelig – 12,6 milliarder kr. Derfor startes et pyramidespil, hvor nye projektet skal forsøge at dække hullet i kassen, og ny gæld etableres.

 

Det er her, Lynetteholm kommer ind i billedet, hvis strømmen af betalingsduelige indflyttere til København aftager. Meget tyder på, at det allerede er sket. Så stopper pyramidespillet, og københavnerne står tilbage med sorteper.

 

Den 1. juli træder anlægsloven for Lynetteholmen i kraft. Når man vedtager en lov med så omfattende konsekvenser for hovedstadsområdet, kunne man forvente, at der er styr på det meste. Imidlertid har jeg oplevet, at efterhånden som debatten har udfoldet sig, så virker det som om, at der ikke er styr på ret meget. Blot dette ene: Dette projekt skal gennemføres uanset alle indvendinger. Jeg vil blot i det følgende gennemgå nogle af de vigtigste problemer.

 

Anlægsloven gælder kun for selve den kunstige ø. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om dette projekt er bæredygtigt isoleret set. Benny Engelbrecht har flere gange vendt tilbage til muligheden for, at den kunstige ø skulle befolkes af får og geder.

 

Altså at den kunstige ø udelukkende skulle tjene som klimasikring. Er alternativer til denne form for kystsikring blevet undersøgt og evalueret? Og er dette projekt tilstrækkeligt, taget i betragtning, at de fleste eksperter vurderer, at klimasikringen mod syd er det mest påtrængende?

 

Der er allerede udarbejdet planer for klimasikring på eksisterende kystlinje både mod nord og syd, som vil være effektivt og langt billigere. Er Lynetteholm, som klimasikring, i virkelig blot et figenblad, der skal dække for de egentlige formål med projektet?

 

Er det blevet undersøgt, hvordan projektet påvirker miljø- og strømforhold I Øresund og Østersøen? Skåne Len og adskillige eksperter har stillet spørgsmålstegn ved By& Havns gentagne påstand om, at påvirkningen er ubetydelig. Dette gælder såvel problemerne med saltindholdet i Østersøen som vandmiljøet i Københavns Havn og væksten af bundplanter ud for Lynetteholm.

 

Hvem skal betale regningen for ændringer af kloakledninger fra Lynetten som følge af anlæg af den kunstige ø, og hvilke farer er der for udslip af kloakvand i Øresund under udførelsen af dette arbejde? Hvad værre er, hvis nu der ikke kun skal græsse får og geder på øen, så skal der byggemodnes.

 

En del af disse planer er, at spildevandsanlægget Lynetten flyttes fra Refshaleøen til Avedøre, hvilket vil koste en halv milliard. Der er endnu ikke kommet svar på, hvem der skal finansiere det. Forbrugerne? Omegnskommunerne?

 

Kan Københavns befolkningsudvikling begrunde et byggeri af dette omfang? De nyeste statistikker peger på en halvering af befolkningstilvæksten. For nogle få år siden var den over 10.000 om året. I 2020 var tilvæksten knap 6.000. Den er primært båret oppe af et fødselsoverskud.

 

Hvilke konsekvenser vil Corona-krisen have på flyttemønstre? Vil flere arbejde hjemme? Vil det gøre områder med let adgang til natur, vand og grønt mere attraktive? Vil Coronakrisen munde ud i en økonomisk krise? Vil det betyde, at de af leje- og ejerboliger, der pt står tomme. vil skyde yderligere i vejret?

 

Lynetteholm – en gave, vi ikke har råd til at modtage

Lynetteholm er gaven, der bliver ved med at give katastrofale ting, og jeg tror ikke, der findes et mindre gennemtænkt anlægsprojekt i Københavns nyere historie:

 

  • Det er ikke kystsikring, for det kræver diger og sluseporte mod nord og især syd. Den mest nødvendige del, beskyttelsen mod syd, kan gøres for 800 millioner. Mod nord vil det koste ca. 2 milliarder. Den 300 hektar store kunstige Lynetteholm beskytter hverken mod nord eller syd – og koster 80 milliarder.
  • Lynetteholm giver ikke lavere boligpriser i København – tværtimod. Som tidligere planchef i Københavns Kommune, Holger Bisgaard, har sagt: “Der findes ikke historiske eksempler på, at massivt boligbyggeri giver lavere priser. Det skyldes, at der så skulle være et overudbud af boliger i forhold til efterspørgslen, men inden der kommer flere boliger, end markedet kan bære, er investorerne holdt op med at bygge.”
  • Ingen ved reelt hvad klimaomkostningerne kommer til at løbe op i. Projektet er blevet hastet igennem, uden at der nogensinde er lavet et totalt overblik over omfanget af miljøpåvirkningen. Men det, der rent faktisk er dukket op, ser kulsort ud: mindre vandgennemstrømning til en i forvejen ødelagt Østersø, 700 lastbilkørsler med jord gennem Amager hver dag de næste 30 år og tonsvis af forurenet jord dumpet direkte i havet. Det er faktisk så slemt, at den svenske miljøminister tidligere har været ude og kræve projektet på pause, indtil nogen har fået et overblik.

 

På trods af alt dette haster Socialdemokratiet projektet igennem, uden at have spurgt københavnerne. Det er meget tydeligt hvad der foregår: Alt skal være afsluttet inden kommunalvalget, så de grønne partier ikke kan nå at stoppe det. Lynetteholm kommer til at ende med dyre boliger, en mindre miljøkatastrofe og en enorm gæld til fremtidens københavnere.

 

Modstand

Vedtagelsen af anlægsloven har ikke stoppet modtanden mod mega-projektet. Stop Lynetteholmen er arrangør af en demonstration 1. juli, hvor anlægsloven træder i kraft.

 

En række meget forskellige organisationer har afholdt en protestsejlads også for at påvise de forringede sejladsmuligheder og skaderne for hav og havnemiljøet.

 

De tre partier Enhedslisten, Alternativet og Københavnerlisten har i fællesskab aktioneret (se video) ved Amager Strandpark, også for at påvise konsekvenserne for dette grønne fristed.

 

SF fik ved forhandlingerne i Folketinget indføjet genplantning af ålegræs og udvidet miljøundersøgelse af det samlede projekt. Erfaringerne fra andre projekter som Femernsund, Amager Fælled og Baltic Pipe viser imidlertid, at efter en anlægslov er vedtaget, kan miljøredegørelser ikke forhindre gennemførelsen af projekterne. Det handler om, hvordan projektet udformes og udføres. Fortsat oplysning og fortsat folkeligt pres kan naturligvis ændre dagsordenen.

 

Hvis SF havde taget sine egne bekymringer alvorligt, skulle projektet derfor undersøges dybtgående i sin helhed, inden anlægsloven blev vedtaget, og følgelig burde SF have stemt imod loven.

 

I fodbold er det i disse dage vigtigt at have blikket fokuseret på bolden. På samme måde er det i politik – ikke at lade sige forlede af tillokkende grønne løfter. Men at følge de faktiske grønne handlinger. Det indskrænker unægtelig feltet af partier, der har den grønne troværdighed i behold!

 

De sorte politikere troede, der vil være ro om byggerierne i København inden valget til Borgerrepræsentationen. De har gjort regning uden vært. Det er nu, slaget står om, hvilken fremtid vores by skal have. Det er vores København – og vi har en verden at vinde.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com