Første del af interviewet handlede om den nuværende våbenhvileaftale, selvbestemmelse for Kashmir og skridt mod fred i regionen. Interviewet blev lavet af Isaac Nellist fra den australske

 

Sidste års valgresultat viste, at den pakistanske regering og militæret har mistet folkelig opbakning. Hvordan bruger de konflikten med Indien til at genvinde noget af denne legitimitet? Virker det?

 

De har helt sikkert i betydeligt omfang genvundet legitimitet. Mange har i de sidste to uger observeret, at den pakistanske stat har taget kontrol over situationen.

 

Når byer bliver bombet, er der ikke meget for aktivister at gøre, der er ingen mulighed for protester, og mange både i Pakistan og i det indiske etablissement trak paralleller til den arabiske verden, om at "reducere Pakistan til Gaza", at Pakistan bliver udsat for det, Israel gjorde mod Syrien, Libanon og Yemen.

 

Det var skræmmende, og da vi fandt ud af, at der var israelske droner, der regnede ned på byerne, inklusive Lahore, hvor jeg kommer fra, skabte det en masse panik.

 

Så der er stor sympati [for regeringen], også på venstrefløjen. Vores parti har takket dem, der i det farefulde øjeblik forsvarede landets og folkets suverænitet.

 

Vi gjorde det meget klart, at dette er militærets ansvar. Men hvis militæret under dække af selvforsvar fortsætter med sin undertrykkende politik, er vi ikke forpligtet til at tie stille.

 

Faktisk skete der i sidste uge det, at Pakistans Højesteret legaliserede retssager mod civile ved militærdomstole, så vi har udsendt en erklæring om det.

 

Den pakistanske stat har en sådan karakter, at den vil fortsætte med at bruge dette hysteri til gavn for dem, der styrer staten. Det er vores opgave at kæmpe imod og mobilisere.

 

Vigtigst af alt ved vi, at hele denne økonomiske, politiske struktur, den slags militariserede kapitalisme, der findes i vores del af verden, ikke kan opretholde sig selv uden at ofre millioner og atter millioner af mennesker.

 

Husk, at ikke blot lever 40 procent af befolkningen i Pakistan i fattigdom, 25 millioner børn kan ikke gå i skole, 80 procent af vandet er forurenet, og 40 procent af befolkningen dør af vandbårne sygdomme. De krige, vi skal kæmpe, er krige mod analfabetisme, fattigdom, sygdom og autoritære styrer.

 

Og det er krige, som selv vores kammerater i Indien bliver nødt til at udkæmpe, og det er de krige, der bør forene os, ikke denne tankeløse intolerance, vi ser i øjeblikket.

 

Store dele af det indiske borgerskab støttede denne krigsindsats, og reaktionerne på den indiske venstrefløj var blandede. Har der været forsøg fra den pakistanske venstrefløj på at bygge broer til indiske venstreorienterede og fredsaktivister? Hvis ja, hvad har reaktionen så været?

 

Vores politik er ikke at kommentere situationen på den indiske venstrefløj. Den indiske venstrefløj er nødt til at debattere internt. Vi har også debatter inden for den pakistanske venstrefløj i øjeblikket.

 

Vi har mindst tre holdninger på den pakistanske venstrefløj. En er, at selvom Indien angriber, bør vi ikke gengælde. Det er ikke vores holdning. Vores holdning var, at hvis vi er under angreb, har vi ret til at forsvare vores folk.

 

Der var en tredje holdning, der var næsten chauvinistisk - at vi skulle fortsætte angrebene og fortsætte med at kæmpe.

 

En del af problemet er, at relationerne mellem den pakistanske og den indiske venstrefløj ikke er lige så gode som tidligere - det er broer, vi skal bygge.

 

Nogle partier har haft en fremragende position, andre har ikke. Der er mange spørgsmål til nogle partiers støtte til Operation Sindoor [det indiske angreb den 7. maj] Men det er bedst ikke at kommentere på det, for i sidste ende bliver vi nødt til at arbejde sammen og skabe en fælles vej.

 

Vi vil ikke skabe nye venstrefløjspartier i Indien. Det er ikke vores opgave, ligesom de ikke kan ændre venstrefløjen i Pakistan. Vi bliver nødt til at samarbejde med disse partier, selv dem, der ikke har taget stilling til fred.

 

På langt sigt kan der ske politiske fejl, især i situationer med enormt hysteri og frygt, men vi bør huske, hvem vores allierede er i Indien. Trods problemerne har vi stadig store forhåbninger til vores allierede i den kommunistiske bevægelse i Indien, og vi vil udvikle et godt forhold til dem i fremtiden.

 

Hvilke skridt er nødvendige for fred i regionen?

 

Der er tre problemer. Det ene er USA's involvering. USA ønsker at gøre Indien til en dominerende magt i regionen.

 

Den nylige forsvarspagt, der blev underskrevet mellem Trump og Indiens premierminister Narendra Modi i februar er et 10-årigt militært strategisk partnerskab, der er en del af USA's strategi for at inddæmme Kina og lægger op til, at "vores strategiske interesser falder sammen".

 

Det er ikke en anti-Pakistan-pagt, det er en anti-Kina-pagt, men disse pagter bygger på eksisterende konflikter og historier.

 

Trump gør noget lignende med Saudi-Arabien. Men når Saudi-Arabien først har den magt og den slags våben, kan landet selvfølgelig bruge dem hvor som helst til at vinde sin egen regionale dominans.

 

Det er et meget farligt spil, som USA spiller i regionen, og vi er nødt til at modstå den slags pres fra Vesten fuldstændigt.

 

For det andet skal vi finde en retfærdig løsning på problemerne omkring Kashmir og terrorisme, og disse skal adskilles.

 

Terrorisme er et historisk problem. Det er en udløber af Pakistans politik i 1980'erne under den afghanske jihad, da Sovjetunionen var i Afghanistan. Det var en politik, der var fuldstændig orkestreret af Washington. Det var USA, der forberedte, bevæbnede og finansierede hele denne jihad. Bøger om jihad blev udgivet på universitetet i Nebraska. Så man kan forstå det tætte forhold mellem denne jihad og amerikansk imperialisme.

 

Siden da har regionen haft hele dette logistiske netværk, der har dræbt 70.000 pakistanere og også har angrebet indere og kæmpet i Bosnien, Tjetjenien og Afghanistan; hele regionen er blevet ramt af dette.

 

Der skal være en langsigtet løsning på dette.

 

Men Kashmir-problemet eksisterede før 80’erne. Det eksisterer efter afslutningen af krigen mod terror og vil fortsætte med at eksistere, indtil der er fred og retfærdighed for Kashmir, som være forankret i deres ret til selvbestemmelse.

 

Det skal være udgangspunktet for enhver løsning på Kashmir-krisen.

 

Det tredje må handle om, at vi bruger vores overskydende ressourcer på ødelæggelse. Vi er allerede blevet nægtet udvikling og modernitet; vi trådte ind i moderniteten under kolonialismen, som var en modernitet af plyndring og udnyttelse.

 

Selv nu spilder vi vores ressourcer, spilder vores tid på at bekæmpe hinanden. Vi er nødt til at tænke på udvikling og handel. Vi har brug for at bekæmpe analfabetisme, fattigdom, sygdom og autoritære systemer.

 

Hvis den yderste højrefløj besejres i Indien, vil det være en velsignelse for progressive kræfter i Pakistan. Hvis militarismen besejres i Pakistan, vil det være en velsignelse for progressive kræfter i Indien. Vi er forbundet, og vi skal forsøge gensidigt at styrke hinanden.

 

Nogen afsluttende kommentarer?

 

Dette er et problem, der kræver mere opmærksomhed fra den globale venstrefløj. Vi har et brændpunkt og en region med over 2 milliarder mennesker med atomvåben, og hvor mere end 40 procent af befolkningen lever i fattigdom.

 

Det viser os, hvordan hele verden kunne se ud. Der var en bog af Mike Davis med titlen "Planet of Slums", men vi bevæger os til en anden verden, der kunne være en "Planet of Ruins", hvis dette fortsætter.

 

Kammerater i Australien og andre steder burde ikke kun læse om det, men I har gjort et fremragende stykke arbejde, især gennem Green Left, med at bringe kammerater fra Indien og Pakistan sammen.

 

Det er noget, som den globale venstrefløj kan gøre. Der er meget få rum, hvor vi kan mødes med indiske kammerater. Vi kan ikke tage til Indien, og de kan ikke komme til Pakistan, så vi har brug for disse rum og platforme, hvor vi kan tale med hinanden og drøfte vores uenigheder. Det er en historisk nødvendighed at arbejde sammen for fred og retfærdighed i Sydasien.

 

1. juni 2025

 

Oversat fra Green Left af Rasmus Keis Neerbek