Kan du fortælle os lidt om den aktuelle politiske situation i Pakistan?

Pakistan kan i dag sammenlignes med en boblende kedel: Landet er præget af en dyb økonomisk krise på den ene side og på den anden side af sociale og politiske oprør i landets periferi. Det hele forværres yderligere af en eksistentiel trussel mod landet, klimaændringerne. Mens den overordnede politiske situation fremstår dyster, præget af militærets fuldstændige kontrol over staten og samfundet, er det opmuntrende at se sociale og politiske bevægelser i landets periferi, såsom i Baluchistan-provinsen [i det vestlige Pakistan, o.a.]. Det giver et glimt af håb om forandring.

Den politiske bevægelse i Baluchistan-provinsen er rettet mod den autoritære kontrol og elitens overtagelse af den pakistanske stat og undertrykkelsen af den etniske baluchi-befolkning. På trods af mainstream-mediernes fuldstændige tavshed har den politiske protestbevægelse i Baluchistan fået stor opmærksomhed hos unge mennesker og inspireret andre etniske grupper i de øvrige  provinser.

Den 8. februar 2024 var der parlamentsvalg for tolvte gang i Pakistans historie. Det resulterede i en højreorienteret koalitionsregering, støttet af det magtfulde militær, hvilket kan give en midlertidig politisk stabilitet i krisefyldte tider. Uafhængige kandidater tilknyttet Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) – den fængslede tidligere premierminister Imran Khans parti – vandt de fleste kredsmandater (se note), men formåede ikke at sikre et flertal eller danne en koalition.

Pakistan Muslim League (PML-N) og Pakistan People’s Party (PPP) vandt færre pladser, men blev styrket af mandater reserveret til kvinder og ikke-muslimer. Shehbaz Sharif fra PML-N blev valgt som premierminister, mens Asif Ali Zardari fra PPP blev præsident. Koalitionen står foran svære økonomiske beslutninger, herunder skatteforhøjelser og nedskæring af subsidier af brændstof for at sikre landet en redningspakke fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Den nye koalitionsregering i Pakistan vil få brug for betydelig støtte fra militæret og efterretningstjenesterne for at kunne håndtere udfordringerne fra Khans støtter og fra landets dybe økonomiske problemer. På trods af opfordringer til militæret om at holde sig ude af politik er det fortsat den mest magtfulde institution i Pakistan, med stærk indflydelse på regeringsførelse, udenrigspolitik og national sikkerhed. Khans kritik har svækket den offentlige støtte til militæret, selv blandt tidligere pro-militære grupper. Det har presset de væbnede styrker til at arbejde tættere sammen med politikere for at bevare dominansen. Militærets historiske indblanding har bidraget til økonomisk stagnation. Men denne gang kan truslen fra Khans bevægelse afholde militæret fra at vælte den nye Sharif-regering. Den kan vise sig modstandsdygtig overfor sådanne forsøg.

Landet står med en betydelig udlandsgæld på 123 milliarder dollar og skal tilbagebetale 78 milliarder dollar inden 2026. Pakistans økonomi lider af et kronisk budget- og handelsunderskud, lave skatteindtægter og utilstrækkelig vækst i eksporten.  Udenlandske valutareserver dækker knap et par måneders import. Landet har været stærkt afhængig af IMF-lån og har lånt 23 gange siden 1958, primært for at dække tidligere gæld frem for at investere i økonomisk udvikling.

Jihadistiske terrorgrupper, der oprindeligt blev tolereret til brug i konflikter med Indien, er blevet en stor sikkerhedstrussel i Pakistan. Siden 2000 har landet oplevet over 16.600 terrorangreb, som har resulteret i næsten 68.000 dødsfald, med 1080 dødsfald alene i 2023. Tehrik-i-Taliban Pakistan (TTP) udgør i øjeblikket den største trussel, forværret af det afghanske Talebans tilbagevenden til magten. Taleban støtter stadig al-Qaeda og beskytter TTP. Pakistans nye regering har lovet at gennemføre en omfattende plan for bekæmpelse af terror rettet mod alle ekstremistiske grupper, om end tidligere bestræbelser er kommet til kort. Denne gang kan behovet for økonomiske fremskridt fremtvinge mere beslutsom handling. Det åbner potentielt døren til forbedrede relationer og handel med Indien, som igen kan afbøde Pakistans økonomiske udfordringer.

Kan du uddybe, hvordan den yderste højrefløj kommer til udtryk i Pakistan og regionen?

Den yderste højrefløj i Pakistan manifesterer sig i form af religiøse ekstremistiske og islamistiske grupper, herunder TTP – en højreekstrem religiøs gruppe med enorm indflydelse, socialt og politisk. Det er vigtigt at forstå, at højre- og højreekstreme kræfter i Pakistan altid har været i ledtog med Pakistans magtfulde militære establishment lige siden den afghanske jihad i 1980’erne.

Det var Pakistans tredje berygtede diktator, general Zia ul Haq, der gav de højreekstreme kræfter accept gennem særlig lovgivning og gav dem politiske og sociale platforme. Som forskellige forskere har bemærket, har Zias politik resulteret i en ’deobandisering af staten’ – deobandi-sekten er en af  de radikale og bogstavtro udløbere af islam. Derfor har Deobandi-fraktioner enorm indflydelse gennem religiøs retorik, med fokus på emner som blasfemilove og had til den muslimske Ahmadiyya-bevægelse [som af traditionelle muslimske retninger anses for at være kættere, o.a.]. Disse grupper har til tider demonstreret deres magt ved at mobilisere store protester. Nogle af fraktionerne er også blevet brugt af det militære establishment til at iværksætte politisk opposition mod specifikke politiske partier. Et eksempel på dette er valget i 2018, hvor PML-N havde et skænderi med det militære etablishment, og sidstnævnte brugte TTP til at splitte vælgerne i Punjab-provinsen, som ellers var hovedbastion for opbakningen til PML-N.

Sekterisk vold mellem sunni- og shiamuslimer er også en måde, det yderste højre i Pakistan manifesterer sig på. Grupper som Lashkar-e-Jhangvi (LeJ) og Sipah-e-Sahaba Pakistan (SSP) har længe angrebet shia-samfund, hvilket har ført til cyklusser af vold og gengældelse. Disse sekteriske spændinger forværres ofte af regional dynamik, især rivaliseringen mellem Saudi-Arabien med sunni-flertal og Iran med shia-flertal.

I nabolandet Indien er situationen ikke meget anderledes. Den yderste højrefløj er tæt forbundet med hinduistisk nationalisme, især [den para-militære organisation] Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS) og dens politiske fløj, BharatiyaJanata Party (BJP). Denne  bevægelse fremmer hindutva-ideologien, går ind for en hinduistisk stat og retter sig ofte mod religiøse minoriteter, især muslimer og kristne.

Hvilken effekt har studenteroprøret i Bangladesh haft?

Opmærksomheden har mest fokuseret på protesterne mod kvotesystemet [som favoriserer jobs til arvtagere fra dem, der kæmpede for Bangladesh’ selvstændighed i 1971, o.a.], men der er også rejst en række anklager mod Hasina Wajid-regeringen i Bangladesh. Under Hasinas styre har Bangladesh oplevet BNP-vækst – men det har ikke ført til økonomisk velfærd for mange bangladeshere. Mangel på muligheder, høj arbejdsløshed blandt unge og stigende inflation har været vedvarende kilder til spændinger. Samtidig har skandaler forfulgt regeringens ministre, selv om Awami Ligaen går ind for en nultolerancepolitik over for korruption, hvidvaskning af penge, bestikkelse og nepotisme.

Siden sin jordskredssejr i 2008 har Awami Ligaen udhulet landets demokrati. For eksempel afskaffede partiet i 2011 en ordning, hvor en midlertidig teknokrat-administration inden for 90 dage kunne organisere nyvalg og føre tilsyn med magtoverdragelsen. Undertrykkelsen af modstandere er også vokset. Chikane og tilbageholdelse af aktivister, oppositions og forkæmpere for menneskerettigheder blevet hyppigere. Samtidig er enhver kritik af regeringen, herunder satire og indlæg på sociale medier, blevet kriminaliseret.

Efter min vurdering har det, at Hasinas regering blev væltet, resulteret i et betydeligt vakuum i Bangladesh, som sandsynligvis vil blive udfyldt af det militære establishment og religiøse kræfter. Det er vigtigt at huske, at studenterprotesterne i Bangladesh ikke var organiserede. Det var et spontant studenteroprør, som ikke havde opbakning fra noget politisk parti. De to organiserede kræfterr i Bangladesh i kølvandet på protesterne forbliver militæret og de religiøse politiske partier. Det er højst sandsynligt, at det politiske landskab vil blive styret af begge.

Det minder meget om det, der skete i Egypten i kølvandet på det arabiske forår. Protesterne blev afslutningen på Hosni Mubaraks årtier lange diktatur, men det højreorienterede al-Ikhwān al-Muslimūn (Det Muslimske Broderskab) kom til magten og blev senere væltet af militæret. Cyklussen blev derefter afsluttet. Folket protesterede og iscenesatte en revolution mod Mubarak-diktaturet, men endte igen under diktatorisk styre, fordi de eneste organiserede styrker enten var religiøse partier eller det militære establishment.

Hvad er din vurdering af Nahendra Modi-regeringen i Indien?
Det seneste valgresultat i Indien [19. april – 1. juni 2024] markerede et markant skift i landets politiske landskab. Narendra Modis BJP mistede sit absolutte flertal for første gang i et årti, og oppositionen gjorde et stærkt comeback. På trods af Modis genvalg som premierminister, opfattes hans magt nu som mindre, da han nu er afhængig af koalitionspartnere til at danne regering. Dette valg er et tilbageslag for Modis autoritære styreform, som er blevet kritiseret for at underminere demokratiet, kvæle uenighed og koncentrere magten.

For at forstå Modi og hans Indiske Folkeparti (Bharatiya Janata Party – BJP) er det vigtigt at forstå partiets moderorganisation, RSS [Rashtriya Swayamsevak Sangh – National Frivillig Organisation er en højreorienteret, hindu-nationalistisk para-militær organisation, o.a.]. RSS har længe metodisk og strategisk fulgt sin langsigtede vision, især i Gujarat. I 1940’erne var RSS ekspanderet betydeligt i staten, og medlemstallet voksede hurtigt. I 1960’erne begyndte RSS-ledere at promovere en fortælling om aggressiv hinduistisk maskulinitet, hvilket bidrog til voksende hindu-muslimske spændinger. Dette kulminerede med voldelige optøjer i 1969, præget af storstilet vold mod muslimer og seksuelle overgreb mod muslimske kvinder. Modi, der sluttede sig til RSS som ung dreng, var stærkt påvirket af dens hårde religiøse nationalisme. I slutningen af 1980’erne fik han en vigtig rolle i at bygge bro mellem RSS og BJP og var afgørende for at fremme hinduistiske nationalistiske spørgsmål, herunder kampagnen for at bygge et tempel på stedet for Babri-moskeen, som endte med at blive ødelagt af hinduekstremister i 1992.

I de seneste årtier har RSS i stigende grad påvirket mainstream indisk politik, især gennem sin tætte tilknytning til BJP.

RSS har udnyttet sit omfattende netværk til at mobilisere hinduistiske vælgere og at påvirke vigtige politiske og uddannelsesmæssige beslutninger. Under BJP-ledelse siden 2014 har RSS udpeget universitetsledere, revideret lærebøger for at afspejle hinduistiske flertalssynspunkter og blevet hørt om vigtige politiske spørgsmål. På trods af nylige forsøg fra BJP på at distancere sig fra RSS, forbliver sidstnævntes græsrodsnetværk afgørende. Fremtiden for Indiens demokrati, med dets multikulturelle og sekulære traditioner, udfordres af denne dominerende hindunationalistiske dagsorden.

Du er en af de vigtigste nutidige talsmænd for Fjerde Internationale. Kan du fortælle lidt om din baggrund?

Jeg var en venstreorienteret studenteraktivist ved Punjab Universitet, hvor jeg blev valgt til formand for studenterforeningen på fakultetet for anvendt psykologi. Jeg var med til at lede flere kampe mod religiøse fanatikere og måtte forlade landet, efter at en af mine artikler afslørede sammensværgelsen mellem den højreorienterede ledelse af PPP og den militære generalstab i slutningen af 1977. Jeg tilbragte 8 år i eksil og kom så tilbage til Pakistan, selv om jeg havde mulighed for at blive i Holland som statsborger.

Jeg blev generalsekretær for Labour Party Pakistan og senere for Awami Workers Party, fra 1997 til 2019. Jeg forlod AWP for at danne et nyt politisk parti Haqooq-e-Khalq Party (HKP, People’s Rights Party), hvor jeg er formand . Jeg er også generalsekretær for Pakistan Kissan Rabita-komiteen (PKRC, Peasants Coordination Committee). PKRC er den eneste organisation i Pakistan, der er tilknyttet La Via Campesina. Jeg leder også Asia Europe People’s Forum Asia Team og er involveret i flere andre regionale og internationale platforme.

30. august 2024

Oversat fra Links af Anne Haarløv. Interviewet blev først bragt i det brasilianske Revista Movimento. 

Note:

Pakistans parlament har 336 medlemmer, hvoraf de 266 vælges ved flertalsvalg I enkeltmandskredse. Dertil kommer 60 pladser reserveret til kvinder og 10 til ikke-muslimer. Kandidater støttet af PTI fik valgt 93, mens PML-N fik 75 og Pakistan People’s Party 54.