Billedtekst: I 2019 gik Kashmirs befolkning på gaden, men protesten blev slået ned med en lockdown, der forbød folk at forlade deres hjem.

Isaac Nellist: Indien gennemførte ni missilangreb mod Pakistan den 7. maj, hvilket vakte frygt for en eskalerende krig. Kan du fortælle os om effekten af disse angreb?

Ammar Ali Jan: Der er intet ønske om krig i Pakistan. Landet har været igennem en masse kriser. Vi har en regering, som mange mennesker ikke mener er legitim, og at valget sidste år blev vundet med svindel.

Vi har en masse interne konflikter, især i landets yderområder, herunder de urolige provinser Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan. Der er store problemer med borgerrettigheder.

Den økonomisk krise forværrer situationen: 40 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen; gæld er et enormt problem, og Den Internationale Valutafond kontrollerer dybest set økonomien. I en sådan situation er udsigten til krig skræmmende.

På trods af at Pakistan er så fattigt, har vi et af de stærkeste militærer i regionen. Måske er det derfor, vi er så fattige, men uanset hvad var forestillingen om at det kunne komme til en krig mellem to atomvåbenrivaler ærligt talt noget, som ikke engang den pakistanske stat havde mod på.

Efter angrebet i Kashmir den 27. april var der konstante forsøg fra forskellige lag i den pakistanske stat på at række ud til Indien og opfordre til en fælles undersøgelse, og også opfordre det internationale samfund til at involvere sig.

Der var et stort håb om, at der kunne komme gang i forhandlinger, inden nogen af parterne skred til voldelige handlinger, men mange mennesker i Pakistan undervurderede den stemning, der allerede var skabt i Indien.

Det regerende parti i Indien har mere legitimitet; det er et højreorienteret parti, der henter sin opbakning fra krig og vold, især mod muslimer og krigerisk adfærd mod Pakistan.

Da angrebene begyndte, var folk forfærdede og rædselsslagne. Der var angreb den 7. maj og igen den 8. maj, og værst om morgenen den 10. maj, da israelsk-producerede droner angreb byer.

Da blev frygt til vrede, den offentlige stemning ændrede sig, og Pakistan gengældte med en byge af droner og missiler, hvilket til sidst førte til en våbenhvile.

Mere end 30 mennesker blev dræbt i Pakistan, herunder mindst ét barn. Byerne er ekstremt tætbefolkede. Lahore er en by med mere end 10 millioner indbyggere, og der var israelsk-producerede droner over Lahore.

Vi var på randen af en katastrofe, og jeg er virkelig glad for, at fornuften sejrede til sidst, og vi opnåede en våbenhvile.

Isaac Nellist: Våbenhvileaftalen blev annonceret den 10. maj af USA’s præsident Donald Trump, men der er rapporter om, at våbenhvilen allerede er blevet brudt. Hvad er den nuværende situation?

Ammar Ali Jan: På den første dag var der mange overtrædelser – og det er normalt i våbenhviler. Det er meget vanskeligt at ophøre med øjeblikkeligt at bringe alle fjendtligheder til ophør – men siden da har der ikke været nogen rapporterede overtrædelser.

Imidlertid fortsætter hysteriet og krigslysten. Denne specifikke våbenhvile har vakt ekstrem vrede i Indien, fordi Trump annoncerede den før inderne eller pakistanerne.

Jeg tror, det er en del af Trumps narcissisme, at han ikke ventede. Han sagde, at han opnåede fred, og han antyder næsten, at han burde nomineres til Nobelprisen.

Det er, hvad hans MAGA [Make America Great Again]-base poster på sociale medier – at han er en “fredsstifter”. I virkeligheden tror jeg, at det der skete er, at Indien ikke forventede den slags reaktion, der kom fra Pakistan.

Luftkampene – som militærhistorikere vil studere i meget lang tid – var ekstremt farlige. Det var højteknologisk militær krigsførelse, som vi så. Franske jagerfly satte sig op mod kinesiske jagerfly, Rafales mod J-10’ere og J-17’ere.

Indien mistede mindst to af de fransk-producerede jagerfly, hvilket var med til at få den indiske regering til at vakle.

Efter droneangrebet på Pakistan den 10. maj rystede en spærreild af pakistanske droner og missiler Indien. Dels fordi en af de ting, den indiske side håbede på, var, at situationen ville være som den arabisk-israelske situation, hvor de kunne fortsætte med at gå ind og bombe, hvor der ville være minimal modstand, og hvor de kunne fortsætte det i 10-15 dage og til sidst proklamere sejren.

De forregnede sig, Pakistan øgede indsatsen, herunder muligheden for en atomkatastrofe, og det involverede verdenssamfundet. Til sidst blev der indgået våbenhvile, fordi eskalering ikke var mulig efter et vist punkt.

Isaac Nellist: Hvad er den større kontekst for spændingerne mellem Indien og Pakistan, der har ført op til dette? Hvad med Kashmir?

Ammar Ali Jan: Kashmir er kernen i det hele. Det er en uløst konflikt. Det er den eneste stat, der aldrig fik retten til at vælge og blev delt mellem en indisk og en pakistansk del.

Begge lande har brugt det til forhandlingsformål, til at opildne interne nationalistiske følelser, til at cementere den offentlige mening og til at angribe dissidenter.

På den indiske side har det været langt mere brutalt, til dels fordi mange kashmirere i et stykke tid enten var for løsrivelse eller pro-Pakistan. Og siden 1990’erne har der været et oprør i Kashmir, som Indien giver Pakistan skylden for.

Men Indien har også brugt forfærdelige taktikker som tortur, vold og henrettelser uden rettergang. Mindst 20.000 mennesker er blevet dræbt, nogle siger mere end 100.000.

Det er en af de mest militariserede zoner i verden. I 2019 ophævede Modi-regeringen i Indien Artikel 370, som en del af en plan om at integrere Kashmir i Indien. Artikel 370 gav i bund og grund Kashmir en vis grad af autonomi inden for den indiske administration.

Det førte til en reaktion i Kashmir, som hurtigt blev slået ned og inddæmmet af en lockdown, og det var før Covid-nedlukninger blev kendt. Befolkningen i Kashmir oplevede dette i september 2019, hvor folk ikke engang fik lov til at forlade deres hjem.

Til sidst var Modi og hans højreekstreme regering i stand til at fortælle verden, inklusive deres indiske publikum, at de havde skabt “normalitet”.

Det var en af grundene til, at Pahalgam-angrebet fandt sted for nylig – et forfærdeligt angreb mod turister i Pahalgam, der dræbte mindst 25 mennesker.

Dette angreb knuste myten om normalitet, som Modi havde dyrket, hvilket er en del af grunden til, at hans bagland ønskede gengældelse. Hans ageren var et signal til baglandet, og Pakistan svarede igen på samme vis.

Men begge parter er nødt til at indse, at kashmirerne ikke er brikker i et spil. De har en lang, stolt historie, ikke kun med deres egen statsdannelse, men en lang historie med at modstå kolonialisme, besættelse og militarisering.

Der vil ikke være fred i Sydasien, før og medmindre der er retfærdighed for befolkningen i Kashmir. Det er det centrale aspekt i enhver form for fremadrettet forhandling.

Isaac Nellist: Hvad er den pakistanske venstrefløjs holdning til Kashmirs selvbestemmelse?

Ammar Ali Jan: Der er absolut klarhed. FN har en resolution, FN’s Sikkerhedsråds resolution 47 fra 1948, som meget klart fastslår, at der bør være en folkeafstemning for at afgøre Kashmirs fremtid.

Kashmir er for kashmirerne, det er ikke for Pakistan eller Indien. Hvis kashmirerne vælger en af disse to stater, er det op til dem. Hvis de vælger uafhængighed, er det op til dem.

Det er den eneste sande internationalistiske holdning, og enhver, der ikke har den, bør ikke hævde at være på venstrefløjen.

Green Left 19. maj 2025 nr. 1430

Ali Jan holder oplæg hos Green Left med titlen ”Ingen ny krig mellem Indien og Pakistan” https://www.greenleft.org.au/content/forum-no-new-india-pakistan-war  den 30. maj, og vil også være taler på konferencen ”Ecosocialism 2025: Ecosocialism not barbarism” https://ecosocialism.org.au/ i Naarm/Melbourne den 5.-7. september.