content-picture.php

Hvorfor har flere HK-sektorer indført lønsikring ved ledighed? Har fagbevægelse opgivet den politiske kamp for at genrejse dagpengesystemet? Er socialrådgivning en fagforeningsopgave? Er velfærdssamfundet blevet så stækket, at fagbevægelsen må kigge tilbage på fordums selvbetalte og selvorganiserede sociale hjælpeforanstaltninger?

af Benedicte Toftegård

HK Privat (note 1) afholdt kongres i Kolding 8-10. september. Kongressen var interessant af flere grunde. En af dem var, at medlemmerne med overvældende flertal og imod ledelsens indstilling krævede mulighed for at (gen)indføre socialrådgivning i forbundets afdelinger. Det skal ske i samarbejde med andre HK-afdelinger eller andre lokale fagforeninger. Kravet om, at fagforeningen skal kunne tilbyde medlemmer socialrådgivning, kommer kort tid efter, at HK-Privat også har indført en kollektiv lønforsikring der sikrer medlemmerne økonomisk ved ledighed.

 

Debatten om socialrådgivere

Inden kongressen havde der været lidt uro i et par af de jyske afdelinger, der stadig tilbyder deres medlemmer socialrådgivning. Formanden for HK-Privat Simon Tøgern havde på et hovedbestyrelsesmøde udtalt, at han ikke mente, socialrådgivning var en fagforeningsopgave. Og da man altid er på udkig efter besparelser, frygtede man at blive tvunget til at udfase dette tilbud.

 

Undertegnede havde med baggrund i min egen brancheforening (IT og det grafiske område) haft debatten oppe og vende på et møde inden kongressen. Vi oplever, at der ikke bliver taget hånd om vanskelige arbejdsskadesager. Vi oplever, at langtidssygemeldte kolleger på arbejdspladserne får utilstrækkelig hjælp i kommunerne og bliver tvunget ud i ydmygende ressourceforløb. Kommunens kortuddannede sagsbehandlere er desværre ikke altid på borgerens side. Mange er sikkert presset af systemet, den omsiggribende mistænkeliggørelse og kravet om besparelser. Vores kolleger har simpelthen brug for rådgivning og bisiddere fra fagforeningen. Vi blev enige om, at jeg skulle stille forslaget om indførelse af socialrådgivning i det mindste for at rejse debatten på kongressen.

 

Efter at jeg havde været på talerstolen, blev forlaget mødt med opbakning fra flere delegerede over hele landet. Som delegeret fra Østjylland Klaus Krogsbæk udtalte: ”I dag er vi nødt til selv at bruge kræfter og penge på lønsikring og socialrådgivning, fordi vi ikke tog de vigtige kampe om velfærdssamfundet, mens tid var. Vi var ikke stærke nok alene. Hele fagbevægelsen skulle have stået sammen. Det samme gælder pension til de nedslidte. Efterlønnen var jo et udmærket system.”

 

Kongressen vedtog med overvældende flertal (det var ikke nødvendigt med stemmeoptælling) mit forslag om, at man ude i afdelingerne skulle have mulighed for at oprette socialrådgivning i samarbejde med enten andre HK-afdelinger eller andre lokale fagforeninger. På trods af ledelsens negative indstilling. Og det var tankevækkende. Egne socialrådgivere er et ideologisk forsvar af medlemmerne.

 

Lønsikring

Lønsikring blev vedtaget den 7. maj af Hovedbestyrelsen i HK Privat med ganske få stemmer imod. Fra og med 1. september 2019 vil medlemmer, der bliver ledige, få suppleret dagpengesatsen op til 80 procent af deres hidtidige indtægt i op til 6 måneder. Forsikringen er bundet op på dagpengeretten, så man ikke mister pengene, hvis man påtager sig arbejde i enkelte uger eller dage. Det sker nemlig i private forsikringsordninger, som mange også på min arbejdsplads har gået og betalt op imod 500 kr. om måneden for. I HK Privat har medlemmerne fået en kontingentforhøjelse på 79 kr. Det har kunnet lade sig gøre, fordi man har brugt penge fra salget af ALKA. Det er indtil videre blevet en stor succes og har allerede genereret nye medlemmer.

 

Det udhulede dagpengesystem, som for rigtig mange kun dækker 35-40 procent af den hidtidige indtægt, betyder, at arbejdsløshed er en alvorlig økonomisk trussel for den enkelte. Hvis en fyring kan være ensbetydende med, at du må gå fra hus og hjem, betyder det, at du er bange for at brokke dig på arbejdspladsen. Du er mere villig til at acceptere forringelser og ringere løn. Dagpengesatsen har en stor indvirkning på styrkeforholdet mellem lønarbejder og arbejdsgiver.

 

Men betyder det så, at HK privat har opgivet kampen for at forbedre dagpengesystemet? Ja og nej. Man erkender, at langt ind i Socialdemokratiet prioriterer man ikke længere denne kamp. Lige nu har man nok at gøre med at finde penge til, at det skal blive Arnes tur. Og fagforeningerne er sat i verden for at forsvare deres medlemmer.

 

Er det solidarisk?

De få, der stemte imod forslaget, gjorde det, fordi det ikke er særlig solidarisk. Syv procent af HK Privats medlemmer får overhovedet ikke gavn af lønsikringen, selvom de kommer til at betale det samme til den. De tjener så lidt, at de kun lige akkurat kan opnå den maksimale dagpengesats. For at bøde på det, får de gratis fagforeningskontingent i de første 6 måneder af ledigheden svarende til 442 kr. om måneden. En del flere medlemmer får kun få tusinde kroner ud af lønsikringen, mens den afskedigede IT-programmør kan hæve 30.000 om måneden i det halve år. Det ligner mere en liberalistisk opsparingsfilosofi end en solidarisk ordning.

 

HK Handel, der organiserer butiksfagene, kan ikke lave en sådan model, og den har svært ved at være gangbar i 3F.

 

Og en kontingentstigning på 79 kr. betyder noget for et budget på mindsteløn. I HK privat er det tandlægeklinikassistenterne, de mange unge mennesker på call-centre og ufaglærte bogbinderiassistenter af mange nationaliteter hos f.eks. Laser Print i Århus. Alternativet for dem bliver måske en gul eller slet ingen organisation.

 

Kontingent efter indtægt

Der findes en mere solidarisk løsning. Fagbevægelsen må genrejse debatten om indførelse af et differentieret kontingent. Man har det f.eks. i Tyskland. Man havde det i Grafisk Forbund i 90’erne. Man betalte kontingent efter sin indtægt. Og med en regel om, at man automatisk blev sat i den dyreste gruppe, hvis man ikke havde indberettet sin løn til fagforeningen.

 

Hvad bruger fagbevægelsen som modargument? At det er administrativt besværligt. Grafisk Forbund gjorde det med langt mindre IT-værktøj, end der er til rådighed i dag. Den vigtigste årsag er nok, at HK er bange for at miste sine højtlønnede og veluddannede medlemmer. Forskellen til de gule vil blive markant. Ledelsen vil næppe slippe afsted med at indrømme det i et åbent forum, men de mener, at det er de højtlønnede og veluddannede, der er mest prestige i, dem som er ”strategisk vigtige”.

 

Fagbevægelsen er nødt til at slanke sig, men på den rigtige måde. Kommunikationsafdelinger m.m. har det med at vokse ved knopskydning. Mange funktioner kunne udmærket udføres i fællesskab med andre lokale fagforeninger. Flere byer har allerede fælles, tværfaglige fagforeningshuse. Og hvorfor insisterer de store forbund på at have egne kursusejendomme.

 

Solidaritet er, at fagforeningen bruger sine stærke medlemmer til at trække de svageste op.

 

Som at begynde forfra

Arbejderne i Danmark begyndte tidligt (omkring 1870’erne) at oprette arbejdsløshedskasser, som medlemmer selv betalte til for at kunne understøtte hinanden både ved ledighed, men også ved arbejdskonflikter. Det sidste måtte de pille ud, da man i 1907 fik den første offentlige støtte. Loven sagde, at man kunne få op til 2/3 af sin indtægt i højst 70 dage (note 2).

 

Set i det lange historiske perspektiv har sammenkoblingen af A-kasser og fagforeninger givet en af verdens højeste organisationsprocenter.

 

Det er ikke noget nyt, at fagforeningerne bruger hjælp til selvhjælp. Det vigtige er, at man ideologisk går ud og forklarer sine medlemmer denne vigtige pointe: Hvis vi ikke tager kampene om velfærdssamfundet, mens tid er, slipper arbejdsgivere og velstillede for at bidrage til fællesskabet, og vi bliver nødt til at betale det og organisere det selv.

 

Benedicte Toftegård er grafisk trykker og fællestillidsmand i Aller Tryk

Læs også i Kritisk Debat: Fordeling af arbejdet frem for fyringer ændrer styrkeforholdet. 

 

Noter:

1) HK privat er en af HKs 4 sektorer. De har 67.00 erhvervsaktive medlemmer og organiserer samtlige ansatte på private virksomheder med undtagelse af butiksområdet. Dvs. primært kontoransatte i industrien, privat service, men også mere markante grupper som lufthavnsfunktionærer, laboranter, IT-folk og timelønnede grafiske arbejdere.

2) Søren Kolstrup: Velfærdsstatens rødder, s. 48.

 

single.php