Forlaget Solidaritet udgav for nylig bogen "Permanent Revolution", som den russiske revolutionsleder Lev Troskij udgav i 1030. Vi bringer i den anledning dette bidrag fra Ernest Tates til konferencen om ’Lev Trotskij og trotskismen’, som blev afholdt i Havana den 6.-8. maj 2019.

af Ernest Tate

Enhver diskussion, der drejer sig om Trotskijs ideer, må nødvendigvis, efter min bedste overbevisning, inddrage hans teori om den permanente revolution som hans særlige og unikke bidrag til marxistisk politisk økonomi, et af de allervigtigste siden Marx.

 

Jeg vil gerne her diskutere, hvordan han nåede frem til denne idé, den politiske og økonomiske kontekst i Rusland på den tid, hvor han udviklede den i 1905 (1), og hvordan den i bund og grund var baseret på hans dybe indsigt i den rolle, som bønderne kom til at spille i en revolutionær opstand mod zarismen. Det vil ikke blive en fuldstændig udførlig gennemgang af Trotskijs synspunkter på dette område, men jeg tror, den vil give et indblik i, hvordan den koloniale revolution har udviklet sig siden 1917, og hvordan landene i den koloniale verden vil virkeliggøre deres selvbestemmelse i fremtiden og kaste imperialismens åg af sig. Disse ideer dannede i vid udstrækning rammerne for Trotskijs tænkning under hans enorme slid for at få dannet Fjerde Internationale, og da han skrev programmet til dens første kongres i 1938. (2) Det er en idé, der adskiller trotskisme fra alle andre venstreorienterede politiske tendenser, og den hjælper os til at forstå, hvorfor de fleste trotskistiske grupper – især i de mest udviklede kapitalistiske lande – har været i forreste række med hensyn til at organisere solidaritet med landene i den Tredje Verden i deres kamp for selvbestemmelse og modstand mod imperialisme.

 

Som det nu er velkendt, så sluttede de tidlige marxister fra Marx og Engels’ dage op om den idé, at socialismen først ville opstå i de mest udviklede kapitalistiske lande, hvor feudalismen var blevet bragt til fald af borgerlige revolutioner gennem kampe, der kunne vare hundreder af år, og hvor den overvejende del af deres økonomier som følge heraf nu udgjordes af fremstillings- og sværindustri, med en arbejderklasse, der i kraft af sin størrelse og politiske modenhed nu kunne udfordre den herskende kapitalistklasse og omstyrte den for at gribe magten. Som Trotskij bemærkede, så er ’industrialiseringen drivkraften i hele den moderne kultur, og af samme grund det eneste tænkelige grundlag for socialisme.’ (3)

 

Marx’ konklusion, som han fremsatte i ’Det Kommunistiske Manifest`, var, at arbejderne udgør en universel klasse, uløseligt forbundet med den kapitalistiske udvikling, og at dens historiske bestemmelse er at befri sig selv, og derigennem også resten af menneskeheden, fra undertrykkelse, og herunder gøre det muligt for hele menneskeheden at opbygge et nyt samfund, baseret på at opfylde menneskers behov, frem for menneskers grådighed, igennem revolution og overtagelse af magten under et program, der giver udvidede demokratiske rettigheder, og som  gør det muligt, at en ny slags stat kan blive til, en arbejderstat, der kan besejre nød og hunger og sikre gennemførelsen af 8-timers arbejdsdag. Det vil blive en europæisk revolution, én eneste uafbrudt proces, mente man, en fælles illusion for mange socialisters vedkommende på den tid. Trotskijs teori begynder, i grove træk, med Marx og Engels’ grundlæggende antagelse, som alle fløje af det russiske socialdemokrati delte i begyndelsen af det 20. århundrede: at arbejderklassen, selv om den var et mindretal i det feudale Rusland, var en del af den universelle klasse med en særlig historisk rolle: at befri sig selv og opbygge en ny socialistisk orden.

 

Fra 1904 og fremad var Ruslands Socialdemokratiske Parti delt i to ideologiske hovedtendenser på spørgsmålet om den kommende revolutions karakter. Mensjevikkerne mente, at den ville blive borgerlig, og at denne klasse ville bringe det feudale aristokrati til fald, og dermed tilvejebringe betingelserne for et parlamentarisk demokrati, der ville muliggøre en fuldt udviklet kapitalistisk økonomi, i stil med den, der var i de mest udviklede kapitalistiske lande. Bolsjevikkerne anerkendte også, at en fremtidig revolution ville have en borgerlig karakter, men så det som den vigtigste opgave for en sådan revolution at skabe en demokratisk republik ved hjælp af proletariatets og bøndernes diktatur. Trotskij, dengang ganske ung, trådte sine første politiske skridt som medlem af Narodniki, en semi-anarkistisk organisation, der havde forsøgt at repræsentere bøndernes interesser imod zaren. Den var blevet forbundet med den mensjevikiske fraktion, men stod reelt imellem de to grupperinger, og forsøgte at finde måder at få dem til at samarbejde med hinanden.

 

Der, hvor Trotskijs tænkning adskilte sig fra begge disse tendenser, var i hans konklusion, der gik ud på, at den russiske feudalisme allerede var klar til en socialistisk revolution, netop på grund af dens sene udvikling og iboende svagheder, der var blevet skærpet ved, at udenlandsk kapital havde gennemtrængt økonomien. Han mente, at kapitalismen i Rusland, i modsætning til i de mest udviklede kapitalistiske lande, ikke ville være i stand til at opfylde sin historiske mission med at indføre demokratiske demokratiske reformer, som f.eks. forfatningsmæssige forandringer, stemmeret og en grundlovgivende forsamling, lønstigninger, indførelse af 8-timers arbejdsdag og en  højere levestandard. Han mente også, at når først den russiske revolution gik i gang, så ville det nødvendigvis være en organisk historisk proces, og den ville være nødt til at bevæge sig fremad anført af arbejderklassen, og ikke stoppe op på halvvejen. Den ville i den forstand være uafbrudt, og hvis det sandsynligvis ville ske i Rusland, fordi landet var så tilbagestående, så konkluderede Trotskij, at det samme ville gælde for alle tredjeverdenslande, fordi deres økonomier havde udviklet sig under tilsvarende stærk indflydelse fra vestlig kapitalisme, det som vi i dag kalder det amerikanske overherredømme.

 

Trotskij var kun 26 år gammel, da han første gang skrev om, hvordan dette ville foregå, i sit vigtigste arbejde fra denne tid: ’Results and Prospects, the Moving Forces of the Revolution”. I dette arbejde gav han, ifølge Isaac Deutscher, ’en næsten matematisk koncis formulering af sin teori.’ (4). Det var skrevet i hans fængselscelle  under hans fangenskab, efter at zaren havde slået Arbejdernes Deputeretråd ned i 1905, bedre kendt som Petrograd-sovjetten, (5) hvis vigtigste talerør og ledende skikkelse han havde været som formand for dens eksekutivkomité. 1905-sovjetten blev senere opfattet som en generalprøve på den store sejr i 1917.

 

Trotskij udnyttede sin tid i fængslet til at koncentrere sig fuldt ud om opgaven, og viede sin tid til at læse og skrive og og gennemtænke sine ideer om russisk historie og de særegne træk ved den, en enorm indsats for at nå til en dybere forståelse af den rolle, som det middelalderlige Ruslands forskellige klasser ville spille i en fremtidig omvæltning, hvordan forløbet end måtte være, en diskussion, som han havde været involveret i med andre marxister, længe før han havnede i et zaristisk fængsel. Med et citat af Marx, og med et anstrøg af sarkasme, mindede han dem om, at ’marxisme frem for alt er en analysemetode – ikke en analyse af tekster, men en analyse af samfundsmæssige forhold.’ (6)

 

Bøndernes rolle i en fremtidig russisk revolution havde gennem længere tid været diskuteret blandt russiske socialdemokrater (som i modsætning til i vore dage opfattede sig som revolutionære), med mensjevikkerne som fortalere for, at en slags koalition af arbejderklassen og bønderne skulle tage magten over staten, men de fremhævede, at det kun skulle være som en forberedelse til at overdrage denne magt til det opadstigende borgerskab for at gøre det muligt for kapitalismen at nå til fuld udfoldelse, og som led i det forøge den produktive kapacitet. Trotskij havde allerede tidligere i dette år, i et forord til en af Ferdinand Lasalles taler, taget afstand fra denne opfattelse med ord, der var rettet direkte mod det mensjevikiske syn på tingene. ’Det er selvindlysende,’ skrev han, ’at proletariatet, som borgerskabet i sin tid, opfylder sin mission støttet af bønderne og småborgerskabet i byerne. Proletariatet går i spidsen ude på landet, får bønderne med ind i bevægelsen, vækker deres interesse for, at proletariatets planer lykkes. Det er dog ubetinget nødvendigt, at proletariatet fastholder sit lederskab. Der er ikke tale om ’bøndernes og proletariatets diktatur’, men proletariatets diktatur, støttet af bønderne,’ skrev han (hans kursivering). (7)

 

Mens han var i fængsel, tog han sig tid til at undersøge det zaristiske herredømmes historie og dets særegne system af samfundsmæssige forhold, idet han skrev, at Rusland, et umådelig stort land, der strækker sig fra Europa til Kina, med ekstremt strenge vintre over det meste af dets territorium, var gået ind i det 20. århundrede med en middelklasse, der var bemærkelsesværdigt svag. Kapitalismen var ’trængt ind fra vest i et direkte samarbejde med eneherredømmet’, skrev han. (8) Med en meget beskeden bybefolkning, hvoraf kun 13 procent befandt sig i moderne byer, der var centre for handel og industri, mens resten stort set ikke spillede nogen økonomisk rolle i samfundet, men mest var militære og administrative centre med statslige opgaver som f.eks. skatteopkrævning.

 

Trotskij bemærkede, at sammenlignet med England og Frankrig i tidligere århundreder, hvor en stor del af disse landes befolkninger var beskæftiget ved håndværk i byerne og havde ydet samfundsmæssig opbakning til et opadstigende borgerskab i dets kampe mod livegenskabet, så var det kun en relativt lille del af den russiske befolkning, der havde været optaget af sådanne aktiviteter, og kapitalismen ’var født i statens vugge.’ De meget få fabrikker, der var i landet, var blevet opbygget ved hjælp af udenlandsk kapital, men de var mere koncentrerede og større end dem i Vesteuropa, og i vid udstækning ejet af upersonlige aktieselskaber. Af disse grunde  – og især fordi det russiske borgerskabs svaghed måtte tages med i betragtning – indså han nødvendigheden af en alliance mellem det russiske proletariat og bønderne, der kunne føre frem til dannelsen af ’et proletariatets diktatur, der var afhængigt af bønderne’, men som ville komme tidligere til magten end i de lande, hvor kapitalismen allerede var veletableret. (9)

 

For halvtreds år siden, skrev Trotskij, havde Rusland været et laboratorium for skabelsen af enhver tænkelig form for bondeparti, men de var alle forsvundet ud i den blå luft. Han adskilte sig på dette punkt klart fra mensjevikkerne og i mindre udstrækning fra Lenin, der i sine paroler havde ladet spørgsmålet stå åbent. Trotskij indrømmede, at et bondeparti nok kunne have en vis eksistensberettigelse under normale, hverdagslige forhold, men en sådan politisk organisering ville, på grund af de russiske bønders mangesidige afhængighedsforhold til deres feudale herrer, og det skarpe sociale skel mellem rige og fattige bønder, kaste deres lod på det herskende feudale regime, imod arbejderklassen, hvad der ville gøre ideen om ’et proletariatets og bøndernes diktatur’ urealistisk. Under disse omstændigheder, skrev han, ville de småborgerlige bondepartier blive redskaber for borgerskabet imod arbejderklassen. Alle historiske erfaringer viser, skrev han, at de russiske bønder som klasse ville være ude af stand til at spille en uafhængig rolle i kampen om magten på statsligt niveau på grund af dens svært bestemmelige karakter og store geografiske spredning over hele landet. (10)

 

Mens dette var skrevet under Petrograd-sovjettens korte liv, hvor han var fortsat holdt sig på afstand af den bolsjevikiske fraktion, så begyndte Trotskij at tilnærme sig denne i de skarpe diskussioner med mensjevikkerne og de socialrevolutionære, så vidt at den bolsjevikiske centralkomité viste ham anerkendelse ved at bakke op om ham. Og efter at sovjetten var blevet slået ned, og han afventede domfældelse i Peter-Paul-fæstningen, fortæller Deutscher, at en medfange, der var Trotskijs ven, sagde om ham, at hans ’ord var fulde af varm sympati med bolsjevikkerne, som han følte sig åndeligt beslægtet med, og at han havde svært ved at tilbageholde sin antipati mod mensjevikkerne, som han var forbundet med.’ (11) Men på spørgsmålet om bøndernes rolle, og om de nogensinde ville kunne danne et politisk parti, der var i stand til at tage magten under en fremtidig omvæltning, blev der ved med at være vigtige stridspunkter. Lenin argumenterede for en position, hvor der blev opfordret til et ’proletariatets og bøndernes diktatur’, og opfattede den fremtidige revolution i Rusland som borgerligt demokratisk i sin karakter, et synspunkt, som Trotskij ikke delte.

 

Ikke desto mindre, fortæller Deutscher os, fortsatte Lenin sine bestræbelser på at vinde Trotskij over på bolsjevikkernes side, og to år senere, i 1907, på en særlig russisk socialdemokratisk konference i London, afholdt i denne by for at undgå den zaristiske undertrykkelse i Rusland, ’anerkendte Lenin kategorisk, at når Trotskij gik ind for en alliance mellem arbejdere og bønder, så var han enig med bolsjevikkerne.’ (12) Men ved afslutningen af konferencen, der varede tre uger, blev denne tilnærmelse afbrudt på grund af skænderier over andre ting, og det blev den faktiske udvikling, der kom til at afgøre sagen med sejren i 1917, der helt generelt bekræftede, at den position, som Trotskij længe havde indtaget, var korrekt.

 

Men efter Lenins død i 1924, og med det konservative bureaukratis voksende herredømme over den nye arbejderstat, blev teorien om den permanente revolution det centrale angrebspunkt i Stalins generaloffensiv for at undergrave opbakningen bag Trotskijs ideer. Ved at bruge sin kontrol over statsapparatet til at få ram på sin politiske fjende, satte Stalin en omfattende propagandakampagne i gang mod teorien om den permanente revolution, der, ifølge stalinisterne, var trotskismens arvesynd, og som modstykke hertil blev der stablet et sæt af ideer op, der var udtryk for et konservativt sovjetbureaukratis behov, der blev formaliseret i begrebet om socialisme i ét land, ideer, som Trotskij kraftigt fordømte. ’At stile efter at opbygge et nationalt isoleret socialistisk samfund’, hævdede han, ’betyder, på trods af enhver forbigående succes, en indskrænkning af produktivkræfterne, selv hvis man sammenligner med kapitalismen.’ (13) Som vi alle ved, nåede denne kampagne et højdepunkt i 1936-38 med nedslagtningen og fængslingen af alle trotskister i Sovjetuinonen og kulminerede med det overlagte mord på Trotskij i Mexico i 1940, begået af en af Stalins snigmordere.

 

Det er klart, at Trotskij i slutspurten op til Oktoberrevolutionen i 1917 havde en dybere forståelse af fremtiden end nogen af hans samtidige, og som følge heraf blev det tema, der vedrører den rolle, som bønderne kunne spille i en prækapitalistisk økonomi, ikke diskuteret meget i de år, der fulgte umiddelbart efter denne monumentale historiske begivenhed. Et resultat af hans analyse var en øget forståelse blandt marxister for behovet for international solidaritet fra arbejderklassens side i de fremskredne kapitalistiske lande med de befrielseskampe, der blev ført i landene i den koloniale og semi-koloniale verden.

 

Marxister har siden Marx altid forstået det presserende behov for solidaritet med verdens undertrykte, en overbevisning om, at arbejdere i meget forskellige lande har mere til fælles med hinanden end med deres nærmeste arbejdsgivere, og at arbejdernes organisationer, især de revolutionære af dem, skal bruge en væsentlig del af deres ressourcer på at opbygge internationale revolutionære organisationer til at løse denne opgave. Og som det erklæres i Det Kommunistiske Manifest, skrevet i 1848, ’I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophæves, i samme grad ophæves den ene nations udbytning af den anden. Når modsætningen mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden.’ (14) I 1864 gik Marx og Friedrich Engels i spidsen for dannelsen den Internationale Arbejdersammenslutning, Første Internationale. Den levede kun kort, indtil 1876. På grund af dens støtte til Pariserkommunen i 1871 blev den genstand for had fra de herskende klassers side, hvad der bidrog til dens isolation. Dertil kommer, at den reelt blev opløst på grund af indre sekteriske splittelser og den destruktive indflydelse fra anarkisterne omkring Mikhail Bakunin, der havde dannet en hemmelig organisation internt for at prøve at tage magten. Bakunin blev smidt ud, og Første Internationale nåede til vejs ende, da dens Generalråd, efter Marx’ anvisninger, blev flyttet til New York. (15)

 

Anden Internationale var meget større end Første, og denne gang baseret på arbejderpartier med en massebasis, først og fremmest i de fremskredne kapitalistiske lande i Vesteuropa. Den blev grundlagt i 1889 under 100-års-fejringen af den franske revolution, men den endte i en frygtelig katastrofe for den europæiske arbejderklasse, da dens medlemspartier, med den voldsomme opblussen af patriotisme og chauvinisme, der ledsagede udbruddet af Første Verdenskrig, forlod deres principper og ethvert foregivende af internationalisme, gav deres opbakning til de respektive herskende klasser, og gik så vidt som til at stemme for krigskreditter i deres lovgivende forsamlinger i deres higen efter at komme med i krigen.

 

Venstrefløjen i Anden Internationale var modstander af dette forrædderi og organiserede sig for at bekæmpe det. 42 delegerede, fra 11 forskellige lande, mødtes i hemmelighed i Zimmerwald, en lille landsby uden for Bern i Schweiz, 5. september, 1915, med Lenin og Trotskij iblandt sig, og proklamerede behovet for en ny Internationale, og Lenin opfordrede arbejderklasserne i de krigsførende og neutrale nationer til at ’forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig.’ Trotskij, der var blevet valgt til den nye grupperings Internationale Komité, skrev dens principerklæring og det nu så velkendte Zimmerwald-manifest. (16) I den første uge af marts, 1919, mindre end 18 måneder efter at bolsjevikkerne havde erobret magten, organiserede Lenin et møde med omkring 20 delegerede fra nogle få relativt svage socialistiske organisationer for at proklamere dannelsen af Tredje Internationale – eller for at gøre de indledende forberedelser til den – men reelt konstituerede de sig som den nye Kommunistiske Internationale, eller Komintern, som den kom til at hedde i det daglige. Trotskij, der på det tidspunkt var øverstkommanderende for Den Røde Hær i dens kamp imod de udenlandske interventionshære, kom lige forbi og holdt en kort tale. Han skrev dens manifest for at introducere den over for verden og opfordrede heri til de koloniale nationers befrielse. ’ Koloniale slaver i Afrika og Asien!’, proklamerede manifestet, ’det proletariske diktaturs klokke i Europa vil ringe for jer i jeres egen frigørelses time.’ Det følgende år skrev han manifestet til dens 2. kongres, herunder 21 punkter, der dannede kriterier for medlemsskab,  og han var aktiv med dette arbejde igennem de næste tre år, indtil Komintern i Stalins hænder, og efter at Trotskij og Venstreoppositionen var blevet ekskluderet, mest var blevet et instrument for den sovjetiske stats udenrigspolitik.  På trods af denne forfærdelige udvikling, betragtede Trotskij og Venstreoppositionen sig ikke desto mindre som en loyal opposition inden for Kominterns rammer, arbejdede for at reformere den, og betragtede dens medlemspartier, på trods af mange fejl og forkerte metoder, som partier, der stadigvæk repræsenterede  arbejderklassens militante fortrop over hele verden.

 

Alt det blev imidlertid forandret med Weimar-republikkens sammenbrud og den tyske fascismes sejr i 1933, en historisk katastrofe for den tyske arbejderklasse og hele menneskeheden, skrev Trotskij, og en tragisk konsekvens af det kommunistiske partis undladelse af at tage kampen op på grund af Kominterns ultra-venstre politik. Indtil da havde den loyale oppositionist været urokkelig med hensyn til at modstå opfordringer fra sine egne rækker til at danne en ny Internationale. Men i oktober samme år erklærede han, efter at have opgivet ethvert håb om at reformere Komintern, at det var nødvendigt at danne en ny Internationale til at fortsætte de første fire Komintern-kongressers revolutionære linje, en linje, der var gennemsyret af tankegangen i teorien om permanent revolution, og som var blevet godkendt, da han og Lenin og den nye sovjetiske regering havde haft en afgørende indflydelse på den.

 

Fjerde Internationales (FI) første kongres fandt sted i oktober 1938. Som ved de første fire Komintern-kongresser, var dens program også skrevet i samme ånd som teorien om den permanente revolution. I Trotskijs ’The Death Agony of Capitalism and the Tasks of the Working Class’, også kendt som Overgangsprogrammet, siges der: ’Men ikke alle lande i verden er imperialistiske lande. Tværtimod, de fleste er ofre for imperialismen. Nogen af de koloniale eller semi-koloniale lande lande vil utvivlsomt forsøge at kaste slaveriets åg af sig. Denne krig vil ikke blive imperialistisk, men frigørende. Det vil være det internationale proletariats pligt at bistå de undertrykte lande i deres krig mod undertrykkerne.’ (18) Det hjælper os til at forstå, hvad der er grunden til, at Fjerde Internationale, så længe den har eksisteret, har koncentreret så mange af sine kræfter om at forsvare den koloniale revolution imod imperialisme, og det tiltog i styrke i årene efter Anden Verdenskrig, hvor kolonierne satte sig op imod imperialismen.

 

I 1950’erne ydede Fjerde Internationale f.eks. en stor indsats med hensyn til at støtte Algiers kamp for frigørelse fra Frankrig. Den franske kolonialisme erklærede, i en barbarisk krig, hvor de forsøgte at knuse kampen for uafhængighed, at Nordafrika var et ’departement’ i Frankrig, ligesom et hvilket som helst andet af de departementer, der udgjorde dette land, en position, må det lige indskydes, som Frankrigs Kommunistiske Parti også indtog. Men efter en lang krig, hvor titusinder af algeriere blev massakreret af det franske militær, måtte Frankrig erkende sit nederlag til den Nationale Befrielsesfront (FLN) i 1962. Alle trotskistiske grupperinger støttede FLN. Og der var nogen, der blev ramt af undertrkkelse af denne grund. To ledende medlemmer af det Internationale Sekretariat, Michel Pablo og Sal Santen, for eksempel, blev idømt 15 måneders fængsel i Holland for at forfalske pas og smugle våben til FLN. Pablo blev senere rådgiver for den nye regering under ledelse af Ahmed Ben Bella, en selverklæret marxist og revolutionær.

 

Canadiske trotskister var også aktive i denne kampagne. To ledende canadiske trotskister, Ross Dowson og Art Young, rejste f.eks. til Algier på en fact-finding mission og for at deltage i en international solidaritetskonference til støtte for det nye socialistiske styre. Da de vendte tilbage, turnerede de rundt i landet og talte på mange velbesøgte solidaritetsmøder med Algier på universiteter for at informere om, hvad der skete i Algier, og nødvendigheden af, at den canadiske arbejderbevægelse ydede aktiv støtte til Ben Bella-regeringen. Men i juni  1965 var det hele slut, da det algeriske militær, under ledelse af general Houari Boumedienne, gennemførte et statskup mod Ben Bella, der indebar en skarp højredrejning af landet. Kuppet betød også, at den cubanske regering kom til at stå over for en krise, fordi da Ben Bella bad om international støtte, var det revolutionære Cubas regering en af de første til at reagere ved at yde materiel bistand og sende militært udstyr , samt mobilisere mange af landets borgere til at rejse til det fattige nordafrikanske land for at hjælpe på sundheds- og landbrugsområdet. Cuba blev tvunget til øjeblikkeligt at omdirigere sine passagerfly til Algier for at bringe deres borgere hjem på et tidspunkt, hvor den amerikanske imperialisme intensiverede deres anstrengelser for at styrte Fidel Castro, og lagde et enormt pres på den cubanske økonomi  for at nå deres mål.

 

Den cubanske revolution var dog den, der gjorde størst indtryk på nordamerikanske trotskister i begyndelsen af 1960’erne, og den udgør et beundringsværdigt eksempel på, hvordan Fjerde Internationale gik i spidsen med hensyn til at mobilisere til støtte for den. I USA førte Socialist Workers Party (SWP) an i denne kampagne. To af dens vigtigste ledere, Farrell Dobbs og Joe Hansen, havde turneret rundt i Cuba kort efter sejren i 1959 for at få et førstehåndsindtryk af de fremskridt, som det cubanske folk gjorde under den nye regering. At de på dette tidspunkt var i stand til at rejse til Cuba, var lidt af et mirakel, fordi deres pas var blevet taget fra dem i perioden med McCarthys antikommunistiske heksejagt, og de havde først fået dem tilbage efter et langt juridisk slagsmål. Deres tur til Cuba var en af de første med deres nye legale dokumenter. Dobbs, der havde været leder af Minneapolis Teamsters’ Union under dens militante strejker i 30’erne, var partiets sekretær, Hansen var dets vigtigste politiske teoretiker og redaktør af dets avis, International Socialist Review. Han var partiets centrale bindeled til Fjerde Internationales hovedkvarter i Bruxelles. (SWP var på grund af den amerikanske lovgivning udelukket fra at være medlem af FI). Under Trotskijs eksil i Coyoacan i Mexico var Hansen blevet pålagt af SWP at bo der og hjælpe ham med hans arbejde. Som medlem af et hold med ti medlemmer var han til stede der, da Trotskij blev myrdet i 1940.

 

Efter at de to SWP-ledere var vendt tilbage fra Cuba og havde fortalt om, hvad de havde oplevet, begyndte partiet med det samme at forberede medlemmerne på en kampagne med det formål at gøre forsvaret af Cuba imod det amerikanske overherredømme til deres politiske hovedprioritering. Det var derfor, at både Dobbs og Hansen rejste rundt i USA og Canada for at fortælle partiafdelinger og aktivister om de forandringer, som de havde været vidne til på tæt hold. Det var heldigt, at de kom der på et tidspunkt, hvor opbakningen til Cuba var stigende i den amerikanske befolkning. Der blev kort efter indrykket en helsides annonce i New York Times, underskrevet af en lang række fremtrædende forfattere, intellektuelle og andre kendte personligheder, der forsvarede Cubas ret til selvbestemmelse og krævede, at den amerikanske regering holdt op med et blande sig i Cubas indre anliggender. Efter at annoncen havde været i, blev der dannet en ny forsvarsorganisation til støtte for Cubas ret til selvbestemmelse, Fair Play for Cuba-komiteen (FPCC), organiseret af nogen af dem, hvis navne havde optrådt i annoncen.

 

En af komiteens hovedfunktioner var at prøve at skære igennem de ondsindede forvrængninger om Cuba, som regelmæssigt fremkom i fjendtlige amerikanske medier og fortælle det amerikanske folk om, hvad der skete derovre. Medlemmer af det amerikanske kommunistparti og SWP, der ellers var historiske modstandere, var de vigtigste organiserede venstreorienterede kræfter i komiteen. Kort tid efter dannelsen af den begyndte den at sponsorere rejser til Cuba, undertiden af flere ugers varighed, med deltagelse af forfattere, fremtrædende intellektuelle og kunstnere, for at de kunne opleve revolutionens landvindinger og fortælle offentligheden om, hvad de havde set. Den organiserede mange offentlige møder og demonstrationer til støtte for Cuba – f.eks. var der mange tusinde ved FN-bygningen på et tidspunkt, hvor cubanske ledere, bl.a. Fidel og Che Guevara, var der. Den offentliggjorde også mange pjecer og brochurer, der informerede den amerikanske offentlighed om de fremskridt, som Cuba gjorde på blandt andet uddannelses- og sundhedsområdet. De fik vid udbredelse, et storstilet forsøg på at fortælle det amerikanske folk om de mange fremskridt, som revolutionen havde bragt.

 

Den amerikanske FPCC-komité havde desværre, trods et forbilledligt godt arbejde, en meget kort levetid. Det amerikanske udenrigsministerium indstævnede repræsentanter for den til at møde op for en Senats-komité, efter at de amerikanske sikkerhedstjenester længe havde holdt skarpt øje med dem, så de kunne stemples som ’repræsentanter for en udenlandsk magt’, og ved samme lejlighed truet med at skulle udlevere deres medlemlister til regeringen. For at undgå dette og beskytte sine medlemmer mod FBI’s udspionering opløste FPCC hurtigt sig selv, et hårdt slag for den voksende solidaritetsbevægelse.

 

Men i Canada var det en anden historie. Trotskisterne der var, især efter ar Dobbs og Hansen havde været i Cuba, ivrige efter selv at tage dertil. Verne Olson, en mangeårig canadisk revolutionær socialist og leder af Socialist Educational League (SEL), FI’s officielle sektion i Canada, var så heldig at komme med på en af de første rejser, som den amerikanske FPCC-komité sponsorerede. Efter at være vendt tilbage, talte han ved mange store møder over hele Canada, undertiden med mange hundrede tilhørere. Der var heldigvis en langt mere udbredt sympati for Cuba i Canada, end der var i USA. Mange canadiere, der var vrede over, at deres nabo mod syd blandede sig i deres anliggender, var klart imod skræmmekampagnen over for Cuba, en indstilling, der fortsat eksisterer, og som kommer til udtryk ved, at næsten en million canadiere besøger Cuba hvert år. Det var i tiden efter de første rejser til Cuba, at det canadiske modstykke til FPCC blev dannet. Den fik en meget længere levetid end den amerikanske komité, og tegnede sig for en af de mest succesfulde kampagner af sin slags i den engelsktalende verden. Dens medlemmer var aktive i fagforeninger og New Democratic Party (NDP) (Canadas udgave af Labour Party) for at gøre modstand mod den amerikanske regerings forsøg på at tvinge John Diefenbakers konservative regering til at gennemføre restriktioner med hensyn til samhandel og turisme over for Cuba og isolere landet, så det ikke ville være muligt for det at blive en inspiration for alle koloniale befolkninger. Komiteen udviklede sig til at få et meget virksomt liv, der varede i ti år.

 

Dannelsen af FPPC og det arbejde, som komiteen udførte – en bredt baseret organisation, der bestod af medlemmer med meget forskellige synspunkter, med en enkeltsags-kampagne for at forsvare nationale rettigheder og retten til selvbestemmelse for et lille tredjeverdensland som Cuba –  var helt i Trotskijs ånd, som den kom til udtryk i teorien om den permanente revolution, og blev senere, i 60’erne og 70’erne, et forbillede med hensyn til at organisere støtte til folk i den Tredje Verden, især i Asien i 1965, i deres modstand imod imperialismen, det år, hvor USA foretog en massiv forøgelse af sin militære tilstedeværelse i Sydvietnam, og indledte en barbarisk krig mod Nordvietnam, hvor hundredtusinder af amerikanske soldater blev bragt ind i slaget mod Vietnams kamp for uafhængighed, ledsaget af luftbombardementer af en grusomhed, der ikke før var set, hvor titusinder af vietnamesere blev dræbt. At de amerikanske styrker i Vietnam kom til at lide nederlag, blev et centralt kampagnemål for Fjerde Internationale, sådan som det blev fremhævet i en vigtig resolution, blev vedtaget på dens kongres i 1965, der afsluttedes med en diskussion, der i særlig grad drejede sig om, hvordan man skulle organisere imod krigen.

 

I USA forsøgte SWP, mens krigen eskalerede, at mobilisere så mange som muligt imod den ud fra parolen ’Bring tropperne hjem nu!’ Ved at bruge taktikken med at opbygge enkeltsags-alliancer, der havde været så effektiv i forsvaret af Cuba, blev det muligt at spille en afgørende rolle i ledelsen af bevægelsen, der voksede støt og nåede et enormt omfang, efterhånden som krigen eskalerede, ved at USA udsendte hundredtusinder af tropper – et forløb, der er blevet fint beskrevet af Fred Halstead i hans meget vigtige bog om disse begivenheder, ’Out Now! A Participants Account of the Movement in the US against the Vietnam War’, (19)

 

Det samme gjorde sig gældende i Storbritannien. Ved at anvende en tilsvarende taktik som i Nordamerika, gik en trotskistisk gruppering fra Fjerde Internationale, International Marxist Group (IMG) i spidsen for Vietnam Solidarity Campaign (VSC), der i løbet af relativ kort tid, som deltager i en bred alliance, der kaldte sig Ad Hoc Commitee Against the War, organiserede en række demonstrationer foran den amerikanske ambassade på Grosvenor Square i London, der for hver gang tiltog i styrke og omfang, efterhånden som krigen udviklede sig. En demonstration i oktober 1968, en af de største i Storbritanniens historie, med over hundredtusinde deltagere, i det centrale London, var rettet mod Harold Wilsons Labour-regering, for at få den til at modstå et amerikansk pres for, at den skulle være mere aktiv i sin støtte til krigen, herunder sende britiske tropper. Så stor  var  stemningen imod krigen i Storbritannien på dette tidspunkt, en stemning, som VSC havde været med til at bygge op, at det ville have været et politisk selvmord for Wilson, hvis han havde bøjet sig for USA’s krav.

 

Det skal med, at VSC fik stor hjælp fra Bertrand Russell Peace Foundation (BPRF). Den spillede en vigtig rolle i forbindelse med dannelsen af VSC. BRPF, der var dannet af den velkendte britiske filosof Bertrand Russell og hans sekretær, Ralph Schoenman, for at bringe de forbrydelser , der blev begået af imperialismen imod et kolonialt folk, frem i dagens lys, var en utrættelig modstander af den amerikanske imperialisme. Da de amerikanske krigshandlinger i Vietnam blev stadig mere barbariske, rettede Russell, der igennem årene havde vundet enorm respekt i den Tredje Verden for hans forskellige, meget omtalte kampagner imod imperialismens forbrydelser, en international appel til omverdenens samvittighed om at oprette et internationalt tribunal for krigsforbrydelser, bestående af førende skribenter, tænkere og andre højt profilerede personligheder, der akulle mødes for nærmere at undersøge de amerikanske krigshandlinger i Vietnam. Det, der senere blev kendt som Bertrand Russells krigsforbrydertribunal, tiltrak nogle af verdens førende intellektuelle og tænkere på denne tid, som f.eks. Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Laurent Schwarz, Isaac Deutscher og mange andre. (Han truede med at organisere en offentlig session af tribunalet i New York, sponsoreret af Cuba). Melba Hernandez, Fidels våbenfælle fra 26. juli-bevægelsen og angrebet på Moncada-fæstningen, blev medlem og en indflydelsesrig påvirkningskilde i tribunalets arbejde.

 

Trotskisterne fra IMG i Storbritannien, der anerkendte tribunalets åbenlyse propagandaværdi i kampen mod krigen, forpligtede sig til at gøre alt, hvad de kunne for at sikre, at Russell-tribunalet blev en succes og opfyldte det, som var meningen med det. Gruppen sørgede for, at der var folk til at udføre til det daglige arbejde for tribunalet, f.eks. at arrangere pressekonferencer og møder, udgive dets nyhedsbreve og pjecer, alt det arbejde, som et sådant projekt krævede, herunder hvad der skulle arrangeres i forbindelse med sende dens mange undersøgelsesteams til Vietnam – undertiden i en længerevarende periode – for at indsamle vidnesbyrd om de grusomme og katastrofale følger af de amerikanske krigshandlinger mod de mennesker, der boede der. Tribunalets konklusioner, vedtaget på møderækker i Sverige og Danmark – efter at være officielt udelukket fra at mødes i Frankrig og Storbritannien – om de forbrydelser, som var begået af amerikanerne, cirkulerede over hele verden, og bidrog til at overbevise mange om nødvendigheden af at få stoppet denne grusomme krig.

 

Disse tre kampagner, den algeriske, den cubanske og den vietnamesiske – som aktivister fra Fjerde Internationale forpligtede sig på gennem 60’erne og 70’erne – og som jeg har fortalt om her – viser, at ideen om international solidaritet ikke var en abstrakt idé for dem. Det var en meget vigtig del af Internationalens politiske program. Det indebar opfordringer til aktiviteter, som den afsatte ressourcer til og fandt medlemmer, der forpligtede sig på dem, så de var et overbevisende eksempel for andre på, hvad man kan udrette, hvis venstreorienterede går sammen om at bekæmpe imperialismen. Den omfattende modstand i Storbritannien i 2005 mod invasionen af Irak var f.eks. organiseret og anført af Socialist Workers Party, der opfatter sig som trotskister, men ikke er med i Fjerde Internationale. Det så ud til, at de godt kunne huske deres historie med at kæmpe imod krigen i Vietnam, og hvordan denne kamp blev ført. Det samme gjorde sig gældende i Canada, hvor International Socialists, der også opfatter sig som trotskister, organiserede nogle af de største demonstrationer, som man nogensinde har oplevet i dette land, imod denne krig. I den forstand har Trotskijs teori om den permanente revolution, lige siden den blev skrevet i 1905 i et zaristisk fængsel i Petrograd, stået sin prøve og bevaret sin gyldighed til vore dage. Den vil forhåbentlig fortsat inspirere en ny generation af aktivister i mange forskellige lande, især i Nordamerika, til at opbygge solidaritet med Cuba, når landet nu står over for tiltagende destruktive følger af det amerikanske overherredømme.

 

Oversat fra Union for Radical Political Economics (URPE) af Niels Overgaard Hansen

 

Ernest Tate er en trotskistisk veteran, født 1934 i Nordirland. Efter sin udrejse til Canada i 1955 gjorde han sig især gældende som organisator af internationalt solidaritetsarbejde i forhold til bl.a. Algier, Cuba og Vietnam, hvor han i den forbindelse opholdt sig Storbritannien og spillede en vigtig rolle i organiseringen af de meget store demonstrationer mod krigen. På det organisatoriske plan har han været medlem af vekslende canadiske organisationer, SWP (USA) og International Marxist Group (UK), men siden 1963 en trofast støtte af Fjerde Internationale.

 

Dette indlæg var Ernest Tates bidrag til konferencen om ’Lev Trotskij og trotskismen’, som blev afholdt i Havana den 6.-8. maj 2019, i anledning af 100-året for dannelsen af Tredje Internationale. Se mere om konferencen her.

 

Venstreoppositionen udgav I 1930 Trotskijs “Den permanente Revolution” på russisk. 

På dansk: Lev Trotskij: Permanent Revolution. Forlaget Solidaritet. 242 sider. 100 kr.

Bogens sidste kapitel, ”Hvad er den permanente revolution? Grundlæggende postulater” er oversat til dansk her: http://www.marxisme.dk/arkiv/trotskij/1929/perm-rev/prmrev10.htm

 

NOTER:

1. Det var det år, hvor det russiske zardømme løb ind i en dybtgående samfundsmæssig og politisk krise. Året før, i 1904, havde Japan, hvad der kom fuldstændigt bag på datidens verdensmagter – og det russiske eneherredømme – erklæret Rusland krig, besejret og ødelagt dets flåde i det Fjerne Østen, en næsten ubærlig ydmygelse af det enevældige styre, hvad der førte til en dyb tillidskrise over for det. Det blev indledningen til en hidtil uset radikalisering. I begyndelsen af 1905 skyllede demonstrationer mod vareknaphed og hastigt stigende fødevarepriser ind over eneherredømmet. Arbejdere på de enorme Putilov-værker nedlagde arbejdet, og kort efter gik hjulene i stå på mange andre fabrikker. Det var på det tidspunkt, at den berygtede Fader Gapon, i ledtog med de zaristiske myndigheder, dannede sin Arbejderforsamling, og førte mere end 20.000 arbejdere i en fredelig demonstration til zarens vinterpalads for at aflevere en bønskrivelse til eneherskeren, blot for at blive mødt af hans kejserlige garde, der åbnede ild mod den forsamlede mængde. I Ruslands historie blev begivenheden kendt som ’den blodige søndag’. Hundreder, måske tusinder, blev mejet ned, og i den bølge af vrede, som fulgte – herunder et mytteri på panserkrydseren Potemkin – blev storhertug Sergei, generalguvernøren i Moskva, myrdet.

2. Afsnittet The Death Agony of Capitalism and the Tasks of the Working Class, af Lev Trotskij, også kendt som ‘ Overgangsprogrammet’, især I trotskistiske kredse.

3. Permanent Revolution and Results And Prospects af Lev Trotskij, Pioneer Publishers, 1965, s. 21.

4. The Prophet Armed, bd. 1, af Isaac Deutscher, Oxford University Press.

5. Petrograd-sovjetten opstod midt under generalstrejken I oktober 1905, der brød ud, da byens bogtrykkere pludselig strømmede ud I gaderne og krævede højere lønninger, kortere arbejdstid og en fri forfatning. Den spredte sig hurtigt videre fra bogtrykkerfaget til andre industrier og ud i provinsen, strejken udviklede sig til en altomfattende generalstrejke, der bredte sig ud over resten af Rusland og rystede det zaristiske styre i dets grundvold. Det russiske socialdemokratiske parti (med dets to fraktioner, bolsjevikkerne og mensjevikkerne) og de socialrevolutionære blev taget på sengen, de fleste af deres ledere var i eksil i Vesteuropa. Det var første gang, en  sovjet så dagens lys i det feudale Rusland, og den holdt kun i 50 dage, før den zaristiske stat fik den sat ud af spillet.

6. Trotskij: Results and Prospects, s. 196.

7. Op. cit., s. 202.

8. Op. cit., s. 183.

9. Op. cit., s. 65.

10. Deutscher, bd. 1, s. 156.

11. Op. cit., s. 146.

12. Op. cit., s. 178.

13. Op. cit. s. 22.

14. Capital, The Communist Manifesto and other Writings, af Karl Marx, udg. af Max Eastman, Modern Library Books, New York, 1932, s. 340.

15. Chris Hagsberg, i: Socialist Review, September, 2014.

16. Deutscher, bd. 1, s. 226.

17. Deutscher, bd. 2, s. 43.

18. Trotskij: Death Agony of Capitalism.

19. Out Now! A Participants Account of the Movement in the U.S. against The Vietnam War af Fred Halstead, Merit Publishers.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com