content-picture.php

I diskussionen om en økonomisk model, der gør det muligt at tage hensyn til de miljømæssige udfordringer, kan det være nyttigt at hente inspiration i ældre bidrag til socialismens økonomi.

af Michel Husson

Jevgenij Preobrazjenskijs bog ”Den Nye Økonomi” (”La Nouvelle Économique”) udkommer nu i en ny udgave på fransk. Denne nye udgave giver anledning til at se på den mulige kontinuitet mellem de ældre teorier om socialismen og udviklingen af økosocialismen.

 

I sin bog fra 1926 forsøger Preobrazjenskij at lave en teoretisk fremstilling af principperne for, hvordan en socialistisk økonomi fungerer. Han kommer med denne fine formulering: ”I videnskaben viger den politiske økonomi pladsen for den sociale teknologi; dvs. for videnskaben om den socialt organiserede produktion”. Preobrazjenskij refererer her til nogle afsnit, hvor Engels i ”Anti-Dühring” og Marx i ”Kapitalen” skitserer en organisering af samfundet, der består i ”at (…) de associerede producenter, regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt; at de fuldbyrder det med det mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”. (1)

 

Men i et økonomisk system der befinder sig i en overgangsfase til socialismen, som det Preobrazjenskij forholder sig til, er man stadig i ”nødvendighedens rige”. ”Lovmæssighederne for de samfundsmæssige aktiviteter” er ikke afskaffet, men bliver forandret retning af samfundets kontrol med sine mål og prioriteringer.

 

Et lige lovlig forsimplet eksempel fra Preobrazjenskij

Det konkrete eksempel, Preobrazjenskij kommer med for at illustrere de forskellige måder, disse lovmæssigheder fungerer på, er uden tvivl en smule for simpelt. Det handler om en øget efterspørgsel efter lædersko. I et kapitalistisk system, forklarer han, følger justeringen mellem udbud og efterspørgsel efter produktionen, men på en tilfældig måde, ”hvor et misforhold i den ene eller den anden retning er reglen”. Under en planøkonomi bliver den øgede efterspørgsel derimod beregnet ”på forhånd”, ikke via markedet, men ved hjælp af ”den socialistiske administrations talkolonner (…) som bliver givet videre til planlægningscentrene”.

 

Denne fremstilling er helt utilstrækkelig, og man føler sig fristet til at gøre sig lystig over den slags illusioner i betragtning af de tomme hylder i de sovjetiske butikker. At læse det på den måde ville i den grad være en alt for steril anakronisme, for Preobrazjenskijs bog er i øvrigt meget berigende læsning.

 

Diskussionen om det kan bedre føres, hvis man ser ud over de mangler, som Preobrazjenskijs eksempel udviser, og i stedet drager nytte af de øvrige diskussioner om socialismen. Svagheden i hans argumentation ligger først og fremmest i, at han bruger et forbrugsgode som eksempel. Det, at dens pris kan svinge på markedet, er i grunden et temmelig sekundært problem blandt de kritikpunkter, man kan rette mod kapitalismen. Det væsentligste kritikpunkt må være mere fundamentalt og rette sig imod den kendsgerning, at én social klasse gennem tilegnelsen af merværdien har det privilegium, at den kan afgøre de samfundsmæssige prioriteringer. Ved at vælge at investere inden for det ene eller det andet område kan kapitalisterne styre den samfundsmæssige udvikling og forme den efter deres egne interesser. Det andet grundlæggende karakteristikum for det kapitalistiske samfund er naturligvis, at det gør arbejderne til proletarer og underkaster dem arbejdsgivernes behov. Men det er under alle omstændigheder besynderligt, at Preobrazjenskij begrænser sit eksempel til den kortsigtede ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, hvor den egentlige forskel mellem kapitalismen og socialismen ligger i deres potentielt anderledes dynamik.

 

Pris og marked: Hvilken økonomisk beregningsmodel?

Man kan dog godt fortsætte overvejelserne ud fra eksemplet med konsumgoder. Preobrazjenskij angriber et krævende teoretisk problem, når han spørger sig, om der stadig vil eksistere priser og markeder i et fuldt udviklet socialistisk system. For ham synes dette spørgsmål at være ensbetydende med et andet, nemlig at spørge sig selv, om værdiloven fortsat vil være gældende, eller om den vil falde bort.

 

Denne dobbelte problemstilling fører frem til, hvad man egentlig præcis skal forstå ved ”værdiloven”. Det mest elementære svar er, at værdiloven – i Marx’ forståelse – fastslår, at en vares værdi afhænger af den mængde samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid, der går til dens fremstilling. I videre forstand indikerer den som en følgevirkning, at kapitalakkumulationen styres af en stræben efter maksimal forrentning af kapitalen.

 

Den logiske konklusion er, at værdiloven kun kan falde bort i ”en tilstand af overflod” for at benytte Ernest Mandels formulering i hans indledning til Preobrazjenskijs bog. I det omfang, udviklingen af den socialistiske model ikke kan leve op til forventningen om overflod, betyder det, at værdiloven ikke er afskaffet, og at der stadig findes et behov for økonomisk beregning, men på grundlag af en anderledes måde at fastlægge de samfundsmæssige prioriteringer.

 

Preobrazjenskij havde også kunnet citere en anden passage fra Anti-Dühring, hvor Engels giver nogle anvisninger: ”Under alle omstændigheder er samfundet stadig nødt til at vide, hvor meget arbejde der skal bruges til fremstilling af hver enkelt brugsgenstand. Det bliver nødt til at indrette produktionsplanen efter produktionsmidlerne, hvortil specielt også arbejdskraften hører. Nytteværdien af de forskellige brugsgenstande vejet op mod hinanden og mod den arbejdsmængde, der er nødvendig til fremstillingen af dem, vil i sidste ende afgøre planen. Folk vil ganske enkelt aftale det hele uden mellemkomst af den meget omtalte ’værdi’.” (2)

 

”Afvejningen af nytteværdien” vil altså gøre den ”meget omtalte værdi” overflødig, men man vil stadig have brug for at vide, ”hvor meget arbejde der skal bruges til fremstilling af hver enkelt brugsgenstand”. Den økonomiske beregning vil altså ikke forsvinde, og den ”meget omtalte værdi”, der her er tale om, er en betegnelse for den måde, kapitalismen fordeler ressourcerne ud fra private interesser.

 

Man kan kun tilslutte sig den polske økonom Włodzimierz Brus’ synspunkt, når han opfordrer til ”på det bestemteste at afvise” en ligestilling af markeds- og pengekategorierne med værdiloven: ”Hvis staten gennem en plan fastlægger omfanget af den samfundsmæssige produktion og priserne, kan det faktum, at markeds- og pengekategorier kommer til udtryk, ikke defineres som en ”anvendelse af værdiloven”; især ikke hvis forholdet mellem priserne afviger fra værdiforholdene og netop ikke tilfældigt, men som effekt af en bevidst politik.” (3)

 

Kantorovitch og det maksimale velbefindende

Leonid Vitalievitch Kantorovitch (1912 – 1986) var en russisk matematiker og økonom; den eneste russer, der har modtaget Nobelprisen i økonomi (1975). Han har i matematiske termer beskrevet grundprincipperne for den nye økonomiske beregningsmodel: Et socialistisk økonomisk ”program” sigter mod, under hensyntagen til de forhåndenværende ressourcer, at producere den størst mulige mængde af et sortiment af varer i overensstemmelse med den fordeling af mængden, der direkte er fastlagt af samfundet, og som udtrykker dets præferencer. ”Rentabilitetsprincippet” og dermed den økonomiske beregning forsvinder ikke, men kommer til at spille en underordnet rolle: ”I et socialistisk samfund må rentabiliteten ikke være et mål i sig selv (som under kapitalismen), men kun et middel til at opnå det bedste resultat eller de mindste udgifter for samfundet som helhed. Dermed må anvendelsen af dette princip være underordnet kravet om den bedst mulige realisering af den generelle plans mål.” (4)

 

Denne optimeringsproces fører til en beregning af pseudopriser, som Kantorovitch kalder ”objektivt fastsatte vurderinger”, og som spiller en anden rolle end priserne under kapitalismen. Under kapitalismen er ”signalprisen” (tærskelprisen) en indikator for rentabiliteten; under socialismen er det en indikator for den samfundsmæssige nytteværdi. Den væsentligste forskel mellem kapitalismen og socialismen ligger derfor i den måde, ressourcerne fordeles på, og først og fremmest i anvendelsen af merværdien. Det er den forskel, man ikke har forstået, og Kantorovitch er f.eks. af Pierre Naville uretmæssigt blevet fremstillet som en form for teoretiker for den økonomiske optimering af det sovjetiske samfund. (5)

 

Det er ikke kun principperne for den økonomiske beregning, der bliver forandret, men selve dens funktion. Under kapitalismen er det opnåelsen af den maksimale profit, der bestemmer, hvilke sektorer der bliver investeret i: prioriteringen af den samfundsmæssige udvikling er en hindring for den økonomiske beregning (selv om de producerede varer bør stemme overens med den samfundsmæssige efterspørgsel). Socialismen definerer sig derimod som den myndighed, hele samfundet udøver over sine egne prioriteringer, og som den økonomiske beregning fremover er underlagt.

 

I et rationelt samfund er behovet ikke længere blot en indholdsløs betingelse for en fortsat garanti for realisering af værdien: Styrken af behovet bestemmer hierarkiet af de tilsvarende samfundsmæssige prioriteringer. Under kapitalismen er målet derimod maksimering af profitten, og i hvilket omfang de forskellige varer udbydes er et biprodukt, og en indskrænkning, af denne maksimering.

 

Det samfundsmæssige demokrati – det styrende princip for den socialistiske økonomi

Trods sin formalisme har Kantorovitch’s fremstilling den fordel, at den fremhæver den socialistiske økonomis helt anderledes virkningsmekanisme. Dens mål bliver på en måde afgjort uden for økonomien i modsætning til de kapitalistiske markedslove, der samtidig med, at de sikrer reguleringen, skaber deres egne mål gennem en proces, der ikke er socialt styret.

 

Alene muligheden for denne adskillelse ligger i det, man kan kalde hypotesen om det socialistiske demokrati: For at kunne fungere efter denne højere logik må samfundet have indrettet sig med midler til at tilpasse sine kollektive mål efter en demokratisk fastlagt plan, hvis ikke den økonomiske beregning skal komme til at bygge på falske forudsætninger. Rent bortset fra det bureaukratiske diktatur lå østlandenes økonomiske skakmat grundlæggende i det faktum, at de havde undertrykt de mekanismer, der tillod kapitalismen at fungere uden i stedet at få de nødvendige betingelser på plads for socialismens eksistens; dvs. det samfundsmæssige demokrati. (6)

 

Grunden til, at økonomien spiller en uforholdsmæssigt stor rolle i det kapitalistiske system, er, at den ikke begrænser sig til at vælge midlerne, men samtidig bidrager væsentligt til at definere, udvælge og justere målene, mens socialismen svarer til en indsnævring af den økonomiske sfære, der entydigt bliver begrænset til at være en måde at justere midlerne på for at opnå de mål, der er fastsat andetsteds. Preobrazjenskij har udtrykkeligt gjort opmærksom på denne ændrede vægtfordeling, idet han forklarer: ”Med afskaffelsen af værdiloven i den økonomiske virkelighed forsvinder også den gamle politiske økonomi. Nu indtager en ny videnskab dens sted, en videnskab der forudser den økonomiske nødvendighed i en organiseret økonomi, en videnskab der sigter mod at opnå det nødvendige på den mest rationelle måde. Det er en helt anderledes videnskab, det er den sociale teknologi, videnskaben om den organiserede produktion, det organiserede arbejde, en videnskab om et system for monitorering af produktionen, hvor reguleringen af det økonomiske liv viser sig i nye former, hvor der ikke længere er en tingsliggørelse af de menneskelige relationer, hvor markedsfetichismen forsvinder sammen med markedet.” (7)

 

Problemet med en socialistisk økonomis effektivitet er således ikke teknisk-økonomisk, men i høj grad og direkte politisk. De prioriteringer, samfundet vælger, bliver her fastlagt på en måde, der ligger uden for økonomien, og sætter sig igennem som mål i stedet for økonomisk teknik, i modsætning til kapitalismens sociale mål, der først viser sig post festum som et biprodukt af varetransaktionerne. Demokratiet er således den vigtigste betingelse for sådan en samfundsorden, og dette koncept gør det nødvendigt at indrette sammenhængen mellem plan og marked anderledes.

 

For en økologisk planlægning

Denne fremgangsmåde får yderligere legitimitet i dag, hvis man tager de økologiske udfordringer med i betragtning. Her kunne man igen anføre en lineær sammenhæng og sige, at kriterierne for profitmaksimeringen frembringer værdiformer, der ikke respekterer bestemte økologiske normer. Kapitalismen foregiver at tage højde for dem ved at skabe pseudo-markeder eller ændre signalpriserne.

 

De økonomiske modeller, også de ”klimaorienterede” modeller, argumenterer ud fra begreber om omkostningseffektivitet.(8) De ”estimerer de samfundsmæssige nettogevinster af de penge, der bliver givet ud på klimatiltag for at sammenligne disse gevinster med dem, menneskeheden kunne have fået ved at investere disse penge i andre finansielle områder med mindre risiko, som f.eks. statsobligationer.” (9) Den måde at regne på giver denne form for opvejninger: ”Den økonomiske nettoudgift ved en opvarmning på 3° ligger i størrelsesordenen 0,25% af USA’s bruttonationalprodukt.” Denne fejlagtige antagelse stammer ganske vist fra 1992 (10), men dens ophavsmand, William Nordhaus, har aldrig revideret sin fejlbehæftede metode og har trods det modtaget Nobelprisen i økonomi i 2018.

 

Den form for pseudo-monetarisering af miljøet kan kun influere princippet om profitmaksimering marginalt, men slet ikke i det omfang, emissionerne bør sænkes. Derfor har Servaas Storm dobbelt ret, når han i en artikel med en bemærkelsesværdig sammenfatning af emnet først anklager økonomerne for at lægge hindringer i vejen for fremskridtet i bekæmpelsen af klimaforandringerne, men også slår fast, at den grønne omstilling er en illusion. (11)

 

Formålet med denne korte gennemgang har været at vise, at diskussionen om den socialistiske planlægning, som næsten fuldstændig er forsvundet i dag, bør tages op igen, idet klimaforandringerne igen har gjort den aktuel. På et – ganske vist meget abstrakt – teoretisk niveau stiller nødvendigheden af at kæmpe mod den globale opvarmning igen spørgsmålet om en anderledes økonomisk beregningsmodel, der er i stand til at inkorporere de miljømæssige udfordringer korrekt. Måske er tiden nu inde til at åbne de gamle skrifter igen og opdage, at den aktuelle politiks utilstrækkelighed direkte beror på en ideologisk vægring ved en planlægning, der ville angribe profitlogikken.

 

Oversat fra A l’encontre (Schweiz) 12/7 2019 af Poul Bjørn Berg

 

Noter:

[1] Karl Marx: ”Kapitalen – Kritik af den politiske økonomi”, Bd. 3, bog 4, s. 1055 – 56, Rhodos, 1972

[2] MEW, Bd. 20, s. 288

[3] Włodzimierz Brus, ”The Market in a Socialist Economy”, Routledge & Kegan Paul, 1972

[4 Leonid Witaljewitsch Kanterovitch, ”The best uses of economic resources”, Harvard University Press 1965

[5] Pierre Naville, ”Kantorovitch et le retour à Pareto”, i Le nouveau Léviathan, Bd. 3, 1970

[6] Catherine Samary, ”Plan, market and democracy. The experience of the so-called socialist countries”, Notebooks for Study and Research, 07-08, IIRF, 1988. I sin roman ”Red Plenty” (faber & faber, 2010) beskriver Francis Spufford hvordan de bureaukratiske strukturer har forhindret, at (én af romanfigurerne) Kantorovitch’ teoretiske bidrag kunne realiseres.

[7] Jevgenij Preobrazjenskij, ”Die neue Ökonomik”, Neuer Kurs, 1971, s. 69f

[8] Alain Grandjean, Gaël Giraud, ”Comparaison des modèles météorologiques, climatiques et économiques: quelles capacités, quelles limites, quels usages?”, maj 2017

[9] Servaas Storm, ”Are Economists Blocking Progress on Climate Change”, INET 24, juni 2014

[10] William D. Nordhaus, ”An optimal transition path for controlling greenhouse gases”, Science, 20. november 1992

[11] Enno Schröder & Servaas Storm, ”Why ’Green Growth’ is an illusion”, INET 5, december 2018 (en sammenfatning af ”Economic Growth and Carbon Emissions: The Road to ’Hothouse Earth’ is Paved with Good Intentions”, Science an Engineering Ethics no. 23, 2017)

single.php