Den hollandske samarbejdspartner har nu meddelt, at de sælger deres aktier i det israelske sikkerhedsselskab Checkpoint Point Software Technologies Dette er en vigtig sejr, men vi er ikke i mål endnu.

af Leif Mikkelsen

På Merkurs hjemmeside står denne glade meddelelse til andelsejere og kunder:

 

”Der er den seneste tid blevet rejst kritik af en investering i det israelske børsnoterede selskab Check Point Software Technologies, som indgår i det investeringsunivers, vi tilbyder vores kunder gennem vores hollandske samarbejdspartner Triodos.

 

Som det fremgår nedenfor, har vi, siden vi blev opmærksomme på kritikken, været i tæt kontakt med Triodos for at sikre os, at investeringen levede op til vores minimumskriterier. Triodos har taget bekymringerne meget seriøst og været meget grundige i deres vurdering af virksomheden.

 

Triodos har nu orienteret os om, at de har besluttet sig for at sælge aktierne i Check Point Software Technologies. Alle virksomheder, som Triodos investerer i, skal overholde Triodos’ meget strenge minimumsstandarder. Triodos udfører derfor en grundig og omhyggelig analyse på investeringstidspunktet. Efter investeringen er foretaget bliver alle selskaber i porteføljen løbende overvåget og vurderet i forhold til finansielle resultater, overensstemmelse med minimumskriterierne samt evt. kontroverser. Det er på baggrund af den løbende overvågning og på baggrund af indsigter, at Triodos har besluttet at sælge sine aktier i Check Point Software Technologies”. (26.april)

 

Dette efterlader imidlertid en række ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål som Jens Crumlin fik mulighed for at stille, men som han ikke fik svar på, da den ansvarlige for Merkurs investeringer ringede for at give ham den glade nyhed. Jens er kunde og andelshaver i Merkur Bank og var initiativtager til en demonstration for nylig mod investeringer i Check Point Software Technologies.

 

”Jeg spurgte, om der havde været kritik på Triodos generalforsamling for 2 dage siden. Det vidste hun ikke. Hun kunne heller ikke svare på mit spørgsmål, om Triodos så hurtigst muligt ville finde et nyt israelsk selskab at investere i for at opfylde deres mål om at investere i lige mange israelske og palæstinensiske selskaber,” siger Jens Crumlin.

 

For at viderebringe den glade nyhed, blive klogere på forløbet i Triodos og for at opfordre til at opretholde presset har Socialistisk Information skrevet endnu et brev til hollandske og belgiske solidaritets- og fredsorganisationer. Det første brev blev godt modtaget og vores budskaber blev bragt videre ud. I brevet skriver vi:

 

”Dette er en vigtig sejr, men kampen fortsætter indtil:

1.      De to banker stopper alle investeringer i Israel under de nuværende forhold og frem for alt i selskaber som understøtter apartheidregimets undertrykkelsen af det palæstinensiske folk

2.      De to banker igen vil foretage pengeoverførsler til palæstinensiske bønder og virksomheder.

 

Vilkårene på Vestbredden er særdeles alvorlig- det økonomiske liv er næsten gået i stå ud over den konstant foregående angreb på palæstinensiske bønder og landsbyer.”

 

I sidste uge opfordrede repræsentantskabsmedlem i Merkur og folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen til at sætte alle Merkurs aktiviteter i Israel i bero under de nuværende omstændigheder.

 

Flere danske virksomheder har oplevet problemer med pengeoverførsler, og vi forventer snarligst, at Merkur atter vil formidle på baggrund af, at folketingsmedlem Christian Friis Bach (RV) har rejst spørgsmålet i folketinget.

 

Svaret var meget tydeligt, at der ikke fandtes andre restriktioner end de af EU vedtagne, og at dette ikke omfattede sådanne kommercielle overførelser.

 

Tilbage står nu derudover, at Merkur Bank og Triodos kritisk gennemgår alle former for engagementer i Israel og de besatte områder med henblik på at få ryddet op i deres investeringer. Merkur skal rydde op i sine investeringer, så de kan leve op til den Internationale Straffedomstols krav om, at alle er forpligtet til at stoppe enhver aktivitet, der indebærer en risiko for at medvirke til Israels formodede krigsforbrydelser.

 

En kritisk gennemgang er en central del af de to bankers daglige rutiner. Noget har svigtet i dette forløb og måske også i tidligere forløb i forhold til Triodos og bankens samarbejdspartneres engagement i Israel, hvor etikken helt klart har været på afveje.

 

Triodos navn betyder de tre veje:  folk, klode og profit.

 

Spørgsmålet er, når de tre veje mødes, om det ender i harmoni eller i alvorlige værdisammenstød.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com