Leo Trotskij der i august 1940 blev myrdet af en agent fra det stalinistiske GPU, var ikke bare én af de største revolutionære i det tyvende århundrede, men også en højt kultiveret mand. Et vidnesbyrd om det er manifestet ”For en uafhængig revolutionær kunst”, et ”libertært marxistisk” dokument, som han redigerede sammen med André Breton i 1938.

af Michael Löwy

Vi markerer med denne artikel, at det er 80 år siden, Leo Davidovitj Trotskij blev døde.

 

For 80 år siden, i august 1940, blev Leo Davidovitj Trotskij myrdet i Mexico af Ramon Mercader, en fanatisk agent fra Stalins GPU. Denne tragiske begivenhed er i dag kendt langt ud over Trotskijs tilhængeres rækker, blandt andet takket være romanen ”Manden der elskede hunde” af den cubanske forfatter Leonardo Padura.

 

Som en revolutionær fra oktober 1917, grundlægger af den Røde Hær, en uforsonlig modstander af stalinismen og grundlægger af Fjerde Internationale, gav Leo Davidovitj Bronstein væsentlige bidrag til den marxistiske tænkning og strategi: teorien om den permanente revolution, Overgangsprogrammet, analysen af den ujævne og kombinerede udvikling – og meget andet.

 

Hans værk ”History of the Russian Revolution” (1930) er blevet et uundværligt referenceværk: Det var én af de bøger, Che Guevara havde med i bjergene i Bolivia. Mange af hans værker lader sig stadig læse i det 21. århundrede, mens Stalins og Zhdanovs værker er glemt på bibliotekernes mest støvede hylder. Man kan kritisere nogle af hans beslutninger (Kronstadt!) og sætte spørgsmålstegn ved den autoritære indstilling i nogle af hans skrifter fra 1920 -21 (f.eks. ”Kommunismen og Terroren”, 1920), men vi kan ikke benægte hans rolle som en af de største revolutionære i det tyvende århundrede.

 

Leo Trotskij var også en højt kultiveret mand. Hans lille bog ”Litteratur og Revolution” (1924) er et slående eksempel på hans interesse for poesi, litteratur og kunst. Men der er en episode, der bedre end andre illustrerer denne side af hans karakter: Da han sammen med André Breton udarbejdede et manifest for den revolutionære kunst. Det drejer sig om et bemærkelsesværdigt dokument inspireret af ”libertær marxisme”. Lad os mindes denne fascinerende episode i denne korte markering af 80-året for hans død.

 

I løbet af sommeren 1938 mødtes Breton og Trotskij i Mexico ved foden af vulkanerne Popocatepetl og Ixtacciuatl. Det historiske møde var arrangeret af Pierre Naville, en tidligere surrealist og leder af den trotskistiske bevægelse i Frankrig. På trods af en voldsom strid med Breton i 1930 havde Neville skrevet til Trotskij i 1938 og anbefalet Breton som en modig mand, der ikke – som så mange andre intellektuelle – havde tøvet med at fordømme de skandaløse Moskva-processer offentligt. Trotskij havde derfor indvilget i at mødes med Breton, som sammen med sin ledsagerske, Jacqueline Lamba, var rejst med skib til Mexico. På det tidspunkt boede Trotskij i det Blå Hus der tilhørte Diego Rivera og Frida Kahlo, to kunstnere, der delte hans idéer og havde modtaget ham med stor gæstfrihed (de kom desværre på kant med hinanden få måneder senere). Det var også i dette store hus beliggende i Coyoacan-distriktet, at Breton og hans ledsager boede under deres ophold.

 

Det var et overraskende møde mellem personligheder, der kunne se ud til at være fuldstændige modsætninger: Den ene var en revolutionær arvtager til oplysningstiden, den anden var fulgt i kølvandet på den romantiske bølge; den ene var grundlægger af Den Røde Hær, den anden initiativtager til det surrealistiske eventyr. Deres indbyrdes forhold var ret ulige: Breton nærede en enorm beundring for den revolutionære fra oktoberrevolutionen, mens Trotskij, som ganske vist respekterede digterens mod og klarhed – han var én af de sjældne franske venstreintellektuelle, der gik imod stalinismen – havde en del vanskeligheder ved at forstå surrealismen. Han havde bedt sin sekretær, Van Heijenoort, om at skaffe ham bevægelsens vigtigste dokumenter og Bretons bøger, men dette intellektuelle univers var fremmed for ham. Hans litterære smag rettede sig mere mod de klassiske realister fra det 19. århundrede end mod surrealisternes fremmedartede poetiske erfaringer.

 

Til at begynde med var mødet meget hjerteligt: Bretons ledsager, Jaqueline Lamba, der var fulgt med ham til Mexico, siger i et interview med Arturo Schwartz: ”Vi var alle meget bevægede, også Leo Davidovitj. Vi følte os straks budt velkommen med åbne arme. LD var virkelig glad for at møde André. Han var meget interesseret”. Alligevel gik den første samtale næsten galt. Således lyder Van Heijenoorts vidnesbyrd: ”Den gamle begyndte hurtigt på en diskussion af ordet surrealisme for at forsvare realismen mod surrealismen. Realismen forstod han i den betydning, Zola havde givet ordet. Han begyndte at tale om Zola. Først var Breton noget overrasket, men han lyttede opmærksomt og var i stand til at finde ord til at fremhæve bestemte poetiske træk i Zolas værker.” (Arturo Schwartz’ interview med Van Heijenoort). Der dukkede andre kontroversielle temaer op, særlig begrebet den ”objektive tilfældighed”, som surrealisterne holdt meget af. Det var en mærkelig misforståelse: Mens det for Breton var en kilde til poetisk inspiration, så Trotskij det som en udfordring af materialismen.

 

Kort efter gik det videre, så russeren og franskmanden fandt et fælles sprog: internationalisme, revolution, frihed. Jacqueline Lamba har ret, når hun taler om et valgfællesskab mellem de to. Deres samtaler foregik på fransk, som Lev Davidovitj talte flydende. De kom til at rejse sammen gennem Mexico, besøge de magiske steder fra civilisationerne før spaniernes erobring, bade i floder og fiske. På et berømt fotografi ser vi dem i en hjertelig samtale, hvor de sidder tæt sammen i en underskov med bare tæer efter én af fisketurene.

 

Ud af dette møde, ud af sammenstødet mellem disse to vulkanske sten, kom der en gnist, der stadig lyser: manifestet For en Uafhængig Revolutionær Kunst”. Ifølge Van Heijenoort var det Breton, der præsenterede den første version, og Trotskij tilrettede teksten ved at tilføje sit eget bidrag (på russisk). Det er en libertær kommunistisk tekst, antifascistisk og uforsonlig over for stalinismen; den proklamerer kunstens revolutionære kald og dens nødvendige uafhængighed af stater og politiske organisationer. Han opfordrede til at skabe en International Sammenslutning for Revolutionær Kunst (Fédération Internationale pour un Art Révolutionaire Indépendant, FIARI).

 

Idéen om dokumentet kom fra Leo Trotskij, og den blev straks accepteret af André Breton. Det var et af de få, hvis ikke det eneste, kollektivt affattede dokumenter fra grundlæggeren af Den Røde Hær. Det var et resultat af lange samtaler, diskussioner, meningsudvekslinger og uden tvivl også uenigheder, og det blev underskrevet af André Breton og Diego Rivera, den store mexicanske murmaler, der på det tidspunkt var en af Trotskijs ivrige støtter (de ragede uklar kort efter). Denne uskyldige lille løgn skyldtes den gamle bolsjeviks overbevisning om, at et manifest om kunst kun burde underskrives af kunstnere. Teksten havde en stærk libertær tone; mest bemærkelsesværdig i den formulering, som Trotskij foreslog, og som erklærede, at i et revolutionært samfund burde kunstnerne sikres et anarkistisk styre; dvs. baseret på ubegrænset frihed. Et anden berømt afsnit i dokumentet proklamerer ”fuld frihed i kunsten”. Breton havde foreslået, at der blev tilføjet: ”bortset fra mod den proletariske revolution”, men Trotskij foreslog, at den tilføjelse blev slettet! André Bretons sympati med anarkismen er velkendt, men meget bemærkelsesværdig var det i dette manifest Trotskij, der skrev de mest ”libertære” formuleringer.

 

Manifestet bekræfter den autentiske kunsts revolutionære bestemmelse; det vil sige den kunst, der ”stiller den indre verdens kræfter” op mod ”den nuværende, uudholdelige virkelighed”. Er det Breton eller Trotskij, der formulerede denne idé, som utvivlsomt kommer fra det freudianske repertoire? Det er lige meget, fordi de to revolutionære, digteren og kæmperen, var i stand til at enes om den samme tekst.

 

Manifestet sluttede, som vi har set, med en opfordring til at skabe en bred bevægelse, en form for kunstnernes internationale, den Internationale Sammenslutning for Revolutionær Kunst (FIARI), der skulle omfatte alle dem der kunne se sig selv i dokumentets generelle ånd. I sådan en bevægelse kan ”marxister (…) gå hånd i hånd med anarkister på betingelse af, at begge bryder skånselsløst med den reaktionære politiånd, hvad enten der repræsenteres af Josef Stalin eller hans lakaj Garcia Oliver.” Denne opfordring til enhed mellem marxister og anarkister er et af de mest interessante aspekter ved dokumentet og et af de mest aktuelle her i et nyt århundrede.

 

I parentes bemærket: Undsigelsen af Stalin, der i manifestet udnævnes til kommunismens ”mest perfide og farlige fjende”, var meget væsentlig, men var det nødvendigt at behandle den spanske anarkist García Oliver – Durrutis kammerat, den historiske leder af CNT-FAI, helten fra den sejrrige antifascistiske modstand i Barcelona i 1936 – som Stalins ”vasal”? Ganske vist var han minister (han trådte tilbage i 1937) i den første folkefrontsregering (Largo Caballero); og hans rolle i maj 1937 under kampene i Barcelona mellem stalinister og anarkister (støttet af POUM), hvor han forhandlede en våbenstilstand mellem de to lejre, var meget tvivlsom. Men gør det ham til den sovjetiske Bonapartes håndlanger?

 

FIARI blev grundlagt kort efter manifestets offentliggørelse, og det lykkedes at samle ikke kun Trotskijs tilhængere og Bretons venner, men også anarkister og uafhængige forfattere og kunstnere. Sammenslutningen havde et tidsskrift, Clé, hvis redaktør var Maurice Nadeau, der på det tidspunkt var en ung trotskistisk aktivist med en stor interesse for surrealismen (i 1946 var han forfatter til den første ”Histoire du Surréalisme”). Léo Malet var forretningsfører, og den nationale komité bestod af Yves Allégret, André Breton, Michel Collinet, Jean Giono, Maurice Heine, Pierre Mabille, Marcel Martinet, André Masson, Henry Poulaille, Gérard Rosenthal, Maurice Wullens. Blandt bidragsyderne finder vi: Yves Allégret, Gaston Bachelard, André Breton, Jean Giono, Maurice Heine, Georges Henein, Michel Leiris, Pierre Mabille, Roger Martin du Gard, André Masson, Albert Paraz, Henri Pastoureau, Benjamin Péret, Herbert Read, Diego Rivera, Leo Trotskej. Disse navne giver en forestilling om FIARI’s evne til at samle forskellige politiske, kulturelle og kunstneriske personligheder.

 

Månedstidsskriftet Clé udkom kun i to udgaver: nr. 1 udkom i januar 1939 og nr. 2 i februar 1939. Lederen i nr. 1 havde overskriften ”Pas de patrie!”, og den undsagde Dadalier-regeringens undertrykkelse og internering af udenlandske immigranter – et meget aktuelt emne også nu!

 

FIARI var en smuk ”libertær marxistisk” oplevelse, men den varede kun kort: Iseptember 1939 gjorde starten på Anden Verdenskrig i realiteten en ende på sammenslutningen.

 

25. august 2020

 

Efterskrift: I 1965 foreslog vores ven, Michel Lequenne, der på det tidspunkt var en af lederne af PCI (det Internationale Kommunistiske Parti, fransk Sektion af Fjerde Internationale) den Surrealistiske Bevægelse en genetablering af FIARI. Det så ikke ud til, at André Breton havde noget imod idéen, men den blev til sidst afvist med en kollektiv erklæring den 19. april 1966, underskrevet af Philippe Audoin, Vincent Bounoure, André Breton, Gérard Legrand, José Pierre, Jean Schuster – for den Surrealistiske Bevægelse.

 

 

Bibliografisk note: Arturo Schwarz’ bog ”André Breton, Trotsky et l’anarchie” (Paris, 18. oktober 1974) indeholder ikke bare teksten til FIARI’s manifest, men også alle Bretons skrifter om Trotskij samt en vigtig historisk indledning på 100 sider af forfatteren, der nåede at interviewe Breton selv, Jacqueline Lamba, Van Heijenoort og Pierre Naville. Et af de mest bevægende dokumenter i denne samling er den tale, Breton holdt i Paris i 1962 ved Natalia Sedova Trotskijs begravelse. Efter at have hyldet den kvinde, hvis øjne havde set ”de mest dramatiske kampe mellem mørket og lyset”, sluttede han med dette ukuelige håb: Den dag vil komme, hvor der ydes retfærdighed ikke bare til Trotskij, men også ”til de idéer, han gav sit liv for”.

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Poul Bjørn Berg

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com