Den anden kongres i den Kommunistiske Internationale (Komintern) startede for 100 år siden den 19. juli 1920 i Moskva. Møder og forhandlinger strakte sig over næsten tre uger, og referatet af disse giver det suverænt bedste indtryk af de tanker, man på den tid, hvor Lenin levede, havde om kommunismen på verdensplan.

af John Riddell

Foto: Delegerede på den 2. Komintern-kongres. Lenin i forgrunden med hænderne i lommen. Wikimedia.

 

Det samlede referat er tilgængeligt i en flot ny engelsk udgave på 1.455 sider fra Pathfinder Press, redigeret af denne artikels forfatter (note 1). Referatet blev først udgivet i 1991, den udgave som er mest almindelig på biblioteker, og sidenummereringen er anderledes end i den seneste udgave. I denne artikel henviser vi til den første udgave fra 1991.

 

Der findes også en endnu tidligere udgave på engelsk, redigeret af Bob Archer, og udgivet i 1977 af New Park. Den er tilgængelig på Marxist Internet Archive (MIA). Referaterne af møderne i MIA er nummereret unøjagtigt, og to møder er helt udeladt. Det samme gælder nogle forhandlinger og tilføjelser.

 

Der findes endvidere en nyere oversættelse, lavet af denne artikels forfatter, som omhandler kongressens diskussioner om den koloniale frihedskamp. Den er tilgængelig i Liberate the Colonies. (2)

 

Den nye to-binds-udgivelsen fra Pathfinder er den mest omfattende hidtil. Der er lavet sammenligninger mellem de fem forskellige udgaver, som blev offentliggjort af Komintern i 1920-21 og i 1934 på fire sprog (engelsk, fransk, tysk og russisk). Der er også fyldige noter og en introduktion, der sætter kongressen ind i en historisk sammenhæng. Dertil kommer omfattende biografier, kronologiske oversigter, indholdsfortegnelse og en imponerende samling af fotos.

 

I Pathfinder-udgivelsen er der endvidere 200 sider med tillæg af dokumenter, som først blev trykt i Kominterns russiske udgave fra 1934.

 

I denne læsevejledning vil vi gennemgå de vigtigste debatter på kongressen, sådan som de er præsenteret i Pathfinder-udgaven fra 1991 (herefter forkortet til 2VK) En liste over tillæg og en sammenligning med MIA-udgivelsen kan findes på Study Aids for Second Congress.

 

Den anden kongres kendetegn

Komintern var blevet dannet 16 måneder tidligere i marts 1919 på et tidspunkt, hvor faren fra den imperialistiske intervention i den russiske borgerkrig var størst. Se artiklen 100 Years Ago: How the Comintern Was Founded. Den russiske sovjet-republik var under blokade af en ring af fjendtlige hære, og til den første grundlæggende kongres slap kun 9 delegerede igennem fra udlandet. Selv om der var bred støtte til Sovjet-Rusland blandt udenlandske arbejdere, så var de organisationer, der søgte kontakt med de russiske kommunister stadig ganske små, og de fleste havde ikke meget kendskab til russernes politik.

 

Da den anden kongres trådte sammen et år senere, var situationen ændret. Den sovjetiske røde hær havde slået den imperialistiske intervention tilbage og havde i det store hele nedkæmpet de reaktionære hvid-gardist-hære. Ved den sidste vigtige front i vest var en polsk invasionshær på hastigt tilbagetog, og den Røde Hær nærmede sig Warszawa. I andre lande var store masser af revolutionært indstillede mennesker blevet tiltrukket af Komintern, som også i flere lande – herunder Frankrig, Tyskland, Italien og Norge – fik støtte fra store partier, der tidligere havde været medlemmer af Anden Internationale.

 

Den imperialistiske blokade af Rusland var begyndt at slå sprækker, og der var nu lettere adgang gennem Finland og Estland til Sovjetrepublikken. Men for mange delegerede var der stadig enorme vanskeligheder forbundet med at komme til kongressen. Det var svært at skaffe visa, og mange måtte forklæde sig eller benytte sig af menneskesmugleres hjælp. Tre delegerede omkom under deres rejse til kongressen (2VK, s. 5-8)

 

Samlet var der 218 delegerede på den officielle liste, hvoraf halvdelen repræsenterede partier og grupper uden for Sovjet. Kun 19 af de delegerede var kvinder (svarende til 9 procent), men det var så til gengæld en langt større andel, end hvad der ellers var normalt i politiske organisationer i de kapitalistiske lande. 30 delegerede kom fra koloniale eller halvkoloniale lande. Deres deltagelse betød, som Lenin bemærkede, at der blev tale om en virkelig verdenskongres, den første i den socialistiske bevægelses historie. (2VK, s. 8-9)

 

54 delegerede kom fra socialdemokratiske, socialistiske, anarko-syndikalistiske eller ikke-kommunistiske arbejderorganisationer. De delegerede repræsenterede grupperinger i 34 lande i Europa, Asien, Nord- og Sydamerika og Australien. I en kongresresolution blev det noteret, at de ikke blot repræsenterede ”kommunistiske strømninger og grupper”, som eksisterede et år tidligere, men ”at de kom fra ”partier og organisationer”, af hvilke adskillige havde titusinder af medlemmer. (2VK, 765)

 

Det var en ungdommelig, dedikeret og kompetent forsamling af revolutionære, der var til stede på den anden kongres. I løbet af de følgende 20 år blev de delegerede spredt for alle vinde. 33 af de delegerede havde senere bånd til de kommunistiske oppositioner, der var ledet af Leon Trotskij, Nikolai Bukharin, Grigorij Zinoviev og Karl Radek. Oppositioner der blev brutalt undertrykt af Joseph Stalins regime. Af de udenlandske delegerede forlod tre femtedele Internationalen inden 1933. Ud af 69 delegerede fra sovjet-republikkerne blev efter de foreliggende informationer 52 henrettet eller døde i fængsel under den stalinistiske terror. Yderligere seks delegerede blev fængslet eller afskediget fra ledende poster. (3)

 

Krise for kapitalismen på verdensplan

Mens de delegerede samledes, var kapitalismen i Europa, som dengang stadig var den imperialistiske verdens center, blevet svækket af verdenskrigen og af revolutioner i flere lande. Aldrig før havde kapitalismen været så rystet. Fem måneder tidligere beskrev Komintern-lederen, Karl Radek den frygt, der var hos de kapitalistiske herskere ved at citere følgende tekst fra Times:

 

”Det er en fornemmelse af uro, der præger hele verden fra Amerika til Kina, fra Sortehavet til Baltikum. Ikke et eneste samfund, ikke en eneste civilisation er tilstrækkelig stabil. Ikke en eneste grundlov er tilstrækkelig demokratisk, så den kan modstå denne skadelige tendens. Eksempler fra alle steder viser, at fundamentale bånd er blevet revet og brudt under den hårde påvirkning”. (4)

 

Under den første grundlæggende kongres havde Lenin hyldet fremkomsten af ”de nye sovjetter, som det kæmpende proletariat havde frembragt”, det vil sige de demokratisk organiserede arbejder-aktionskomiteer, der opstod i de europæiske lande. Lenin citerede eksempler fra de britiske tillidsmands-komiteer: ”Den nye bevægelse”, udtalte han ”er et skridt på vejen mod en sovjet-regering, idet millioner af arbejdere med kolossal styrke fejer alt af vejen frem mod dette mål”. (5)

 

Hovedresolutionen fra den grundlæggende kongres havde hyldet perspektivet med et sovjet-baseret styre, det vil sige ”proletariatets diktatur”, som et udtryk for sand arbejdermagt, der skulle erstatte kapitalistklassens diktatur både i den parlamentariske form (”det borgerlige demokrati”) og i form af det direkte autoritære styre. (6)

 

Men der kom tilbageslag for disse forhåbninger i månederne, der fulgte, idet en sovjet-baseret regering i Ungarn blev knust af invaderende kapitalistiske hære, mens arbejderråd i Tyskland blev smadret efter en militær aktion organiseret af det tyske socialdemokrati.

 

Disse nederlag understregede behovet for, at revolutionært indstillede arbejdere og deres allierede sluttede sig sammen i politiske partier magen til det russiske bolsjevik-parti, som havde ledet Oktober-revolutionen i 1917, hvor hele magten var kommet i hænderne på arbejder-, soldater- og bonderåd. Vigtigheden af at opbygge sådanne partier og at få dem sluttet sammen i Komintern blev det helt centrale tema for den anden verdenskongres.

 

Forskellige traditioner

De delegerede på kongressen bestod af revolutionære aktivister fra forskellige organisationer i arbejderbevægelsen. Mindst 8 af de delegerede kom fra den anarko-syndikalistiske strømning. Flertallet havde deres baggrund i de store socialdemokratier, der var samlet i den Anden Internationale før Første Verdenskrig. Den socialdemokratiske bevægelse blev under krigen opsplittet i tre forskellige retninger: Der var en højrefløj, som var i flertal, og som bestod af partier, der havde støttet deres kapitalistiske regeringer. Dertil kom en midterfløj af såkaldt centristiske partier, som havde været imod krigen, men manglede en revolutionær strategi. Endelig var der venstrefløjen som, med Karl Liebknechts ord, ønskede ”at transformere den imperialistiske krig til en borgerkrig”, det vil sige lave revolution.

 

På kongressen var der en delegeret – Marcel Cachin fra Frankrig – som under krigen havde støttet det pro-kapitalistiske flertal. Centristerne var anført af to partier, hver med hundredtusinder af mennesker, der bakkede dem op. Det var det franske Socialistiske Partis flertal og de tyske Uafhængige Socialdemokrater (USPD). To andre store partier: det italienske socialistparti og det norske Arbejderparti, som allerede var medlemmer af Komintern, havde tilsvarende centristiske svagheder.

 

Den internationale revolutionære fløj var blandt andet repræsenteret af det Tyske Kommunistparti (Spartakisterne), de hollandske kommunister, hvis leder var Anton Pannekoek, Tesnyaki-strømningen fra Bulgarien og selvfølgelig af det russiske kommunistparti (Bolsjevikkerne), som i sig selv var en sammenslutning af forskellige revolutionære strømninger.

 

Det blev i høj grad bemærket, at der var så mange delegerede fra Asien og Latinamerika. Den slags aktivister havde ikke været til stede ved Anden Internationales kongresser før 1914, og det betød ifølge Zinoviev, at de mennesker havde en stærk mistænksomhed over for de europæiske socialister. M.N. Roy, der var en af de første kommunister i Indien, bemærkede senere, at den anden kongres ”for første gang bragte sorte og gule mennesker sammen med hvide, som ikke var overbærende imperialister, men venner og kammerater”. (2VK, s. 38-39, 801)

 

De mest veletablerede af de kommunistiske grupper fra de koloniale og halvkoloniale lande fandtes i Iran, hvor det Kommunistiske Parti havde omkring 2.000 medlemmer. Der var også repræsentation fra grupper i Tyrkiet, Kina og Hollandsk Ost-Indien (Indonesien). Endelig var der en gruppe eksilerede revolutionære fra Indien og repræsentanter fra grupper i Argentina og Mexico. I september 1920 blev der afholdt en kongres for de revolutionære organisationer i Asien, hvortil der kom langt flere delegerede.

 

Umiddelbart ved ankomsten blev de delegerede sat i gang med forskellige aktiviteter, således at de kunne blive bekendte med den nye situation i Sovjetrepublikken. De blev også inddraget i længerevarende diskussioner med de russiske kommunistiske ledere. Udkastene til resolutioner, husker John Murphy, ”betød en fuldstændig omvæltning af de hidtidige opfattelser hos enhver af de delegerede”. I de forskellige kommissioner, som var nedsat for at forberede dagsordenspunkterne, var det som om ”hver delegation gik i skole under ledelse af de russiske ledere for at lære de grundlæggende principper for den nye bevægelse … det virkede som om, at russerne aldrig blev trætte af at diskutere. De argumenterede tålmodigt, gennemgik synspunkterne endnu en gang, ja de gentog dem endda en tredje og fjerde gang, hvis det var nødvendigt helt til den lyse morgen, kunne de blive ved”. (8)

 

Komintern bliver moderne

Den anden kongres var blevet indkaldt på et tidspunkt, hvor den socialdemokratiske Anden Internationale nærmest var brudt sammen, og hvor Komintern – som man skrev i en af resolutionerne – var blevet ”ret så fashionabel”. Faktisk var der fare for, at Komintern – fortsatte resolutionen – kunne blive udvandet af svingende og ubeslutsomme grupper, som endnu ikke havde brudt med Anden Internationales ideologi”. (2VK, s. 40, 765)

 

Kominterns ledere håbede, at de grundige debatter på kongressen, der blev oversat og udgivet på fire sprog, både ville medvirke til at uddanne de delegerede og de mennesker, der støttede dem i deres hjemlande. Hvilket kunne medvirke til, at der blev trukket en klar linje mellem de sande revolutionære Komintern-medlemmer og de centristisk påvirkede organisationer.

 

Der var dog også en anden type problemstilling, som handlede om de forskellige ultra-venstre og sekteriske fejl, der blev begået af adskillige af Kominterns organisationer. Mange af disse organisationer afviste at tilhøre fagforeninger, der var domineret af reformister. De ville heller ikke opstille kandidater til valg eller lave alliancer med de udbyttede bønder og andre befolkningsgrupper, som ikke var arbejdere. Mange af dem støttede heller ikke bevægelser for national frigørelse i kolonierne. Yderligere afviste flere at deltage i kampe for umiddelbare demokratiske krav eller overgangskrav, som ikke direkte førte til proletariatets magtovertagelse.

 

Tidligt i 1920 begyndte en international ultra-venstre strømning at blive dannet, som havde de førnævnte holdninger. Det inkluderede organisationer i syv europæiske lande og i USA. Denne strømning havde sit hovedkvarter i Amsterdam, hvor man afholdt en international konference i februar. Disse organisationer var desuden også godt repræsenteret på Kominterns anden kongres.

 

Kominterns ledere forsøgte at overbevise disse organisationer gennem tålmodig belæring. Zinoviev betegnede gavmildt disse grupper som ”morgendagens kommunister” og tilføjede, at: ”De er grundstammen blandt de arbejdere, som ønsker at marchere med os”. Lenin havde kort forinden kongressen skrevet en mindre bog med titlen: ”Venstrekommunismen – en børnesygdom”, hvor han analyserede deres synspunkter, og ved ankomsten fik alle de delegerede en kopi af bogen. (2VK, s. 80-81)

 

Tre hovedtemaer

Kongressen startede med en lang rapport givet af Lenin. Han udbredte sig om kapitalismens grundlæggende krise og perspektiverne for verdensrevolutionen (Session 1). I de efterfølgende sessioner diskuterede kongressen frem og tilbage omkring tre hovedemner.

 

–          Kommunistpartiets rolle og pligter – på sessionerne 2, 3, 6, 7, 8, 14, 16

–          Arbejderklassens enhed og deltagelse i valg – på sessionerne 9, 10, 11, 12, 15

–          Arbejderklassens allierede (kolonialiserede og undertrykte folk) – sessionerne 4, 5 og (bønderne), session 13

 

Kommunistpartiets rolle

Nødvendigheden af et revolutionært parti havde ikke været noget vigtigt emne på Kominterns grundlæggende kongres i marts 1919. Her havde det vigtigste tema været, hvordan man kunne opnå sovjet-magt (”proletariatets diktatur”) som forudsætning for at overvinde kapitalismen. Men i løbet af det kommende år understregede de nederlag, som arbejderne led i adskillige lande, hvor vigtigt, det var for arbejderne at opnå enhed og sammenhæng i klassekampen.

 

Op til den anden kongres foreslog Kominterns ledere, at man skulle styrke den revolutionære arbejderbevægelse ved at danne et verdensrevolutionært parti, der bestod af autonome nationale sektioner. Imidlertid havde mange arbejdere vendt sig væk fra perspektivet om et arbejderparti, da man ved starten på Første Verdenskrig oplevede forræderiet, der blev begået af Anden Internationales største partier. De to første sessioner på den anden kongres kom derfor til at handle om at få slået fast, at det var afgørende nødvendigt for de revolutionære arbejdere at slutte sig sammen i et politisk parti. Teserne, der blev lagt frem på kongressen: ”Kommunistpartiets rolle og opbygning”, præciserede, at dette parti består af den ”mest avancerede, mest klassebevidste og derfor mest revolutionære del” af arbejderklassen, og at partiet skal søge at ”lede det samlede proletariat og halvproletariat ind på den korrekte vej”. (2VK, s. 191)

 

En helt anderledes udfordring fremkom, da et antal grupper og strømninger søgte om optagelse i Komintern. De havde kort forinden været en del af opportunisterne i Anden Internationale, og var stadig meget langt fra at kunne kaldes kommunister. ”Den Kommunistiske Internationale er ved at komme på mode”, hed det i et resolutionsforslag. Videre skrev man, at der var en fare for at Komintern blev udvandet af vægelsindede og ubeslutsomme grupperinger, som endnu ikke havde brudt med ideologien i Anden Internationale. (2VK, s.765)

 

Den mest indflydelsesrige af disse midterfløjs-strømninger på kongressen var det franske Socialistparti og det Uafhængige Socialdemokrati fra Tyskland (USPD). Efter intensive diskussioner med disse delegerede blev der taget beslutning om, at der skulle udarbejdes en række kriterier, der skulle opfyldes af ansøgere, for at kunne blive medlem af Komintern. De blev senere kendt som ”de 21 betingelser”. Målgruppen for resolutionen med disse betingelser var især de menige medlemmer af de mange partier, der havde socialdemokratiske rødder, og som stadig var præget af opportunistisk politik. Kriterierne skulle være en standard, som medlemmer af disse partier kunne holde deres ledere op imod og få afklaret, hvor langt man var kommet i processen med at blive et kommunistisk parti. (2VK, s.42)

 

Desværre ser det ikke ud, som om den endelige tekst med de 21 betingelser eksisterer on-line i en engelsk [eller dansk] version. Hvis man laver en Google-søgning, så får man kun en henvisning til Lenins oprindelige udkast, hvor der er 19 teser. Den endelige tekst findes i Pathfinder-udgaven, 2VK, Vol. 2, s. 765-771 og hos Alan Adler, red. Theses, Resolutions, and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International, ed. London: Ink Links, 1980, s.92-97.

 

I Pathfinder-introduktionen, der er skrevet af mig, findes en gennemgang af debatter i sidelokalerne og de afholdte separatmøder, som danne baggrund for selve kongressens debatter på dette og andre spørgsmål. (2VK s. 42-55)

 

Debatterne om adgangsbetingelserne, som foregik over flere dage både i plenum og i nedsatte kommissioner, såvel som i private fora, skabte en vis splittelse blandt de delegerede fra de tre store partier fra Frankrig, Tyskland og Italien, der alle havde masseopbakning. Marcel Cachin og Louis-Oscar Frossard fra Frankrig blev gradvis trukket henimod en accept af de 21 betingelser. Delegationen fra USPD var delt: Ernst Däumig og Walter Stoecker støttede teserne, mens Artur Crispien og Wilhelm Dittmann var imod. Lederen af de italienske socialistiparti, Giacinto Serrati var stærkt imod teserne og brød med sin delegation på dette spørgsmål. I løbet af det år, som skulle følge, blev alle tre partier splittet på spørgsmålet om de 21 betingelser. På selve kongressen vedtog man betingelserne med kun to nej-stemmer.

 

Fagforeningsdebatten

Uenigheder om fagforeningspolitikken førte til den mest langstrakte og bitre debat på kongressen. Forslag fra Kominterns ledelse blev ifølge Zinoviev mødt med ”den mest irriterende modstand”. Møderne i kommissionen, der var nedsat omkring fagforeningsspørgsmålet, varede mere end 30 timer. På et tidspunkt proklamerede den britiske delegation, at nu trak man sig fra kongressen. Splittelsen gik helt frem til den endelig afstemning om resolutionen. Her stemte 8 delegerede imod. Debatten, som den udviklede sig, er godt opsummeret i Pathfinder-udgaven. (2VK, side 46-50)

 

Uenighederne afspejlede den ujævne og modsigelsesfulde udvikling, som de faglige organisationer i den sidste tid havde gennemgået. Under krigen havde ledelserne i fagbevægelsen etableret en alliance med de nationale borgerskaber med henblik på at føre effektiv krig og undertrykke arbejderkampe. Det var en alliance som tyskerne kaldte for ”borgfred” eller ”civil fred”. Når utilfredsheden i arbejderklassen alligevel boblede frem, skete det som oftest igennem nye organisationsformer, som både i England og Tyskland blev kaldt ”tillidsmandskomiteer”. (På engelsk shop stewards committees og på tysk: Revolutionäre Obleute).

 

Da krigen sluttede, følte mange aktivister, at de gamle fagforeninger var uduelige, og at revolutionær aktivitet nu skulle organiseres i nye strukturer – måske som en kombination af fagforening og parti. I mellemtiden fortsatte ledelserne i de traditionelle faglige organisationer deres samarbejde med de kapitalistiske stater indenfor rammerne af Folkeforbundet. Det var også den holdning, som blev udtrykt af Amsterdam Internationalen, som var efterkrigens internationale sammenslutning af faglige organisationer. Ydermere så voksede de faglige organisationer umiddelbart efter krigen, idet man nåede ud til bredere lag af arbejderklassen.

 

På den baggrund blev den politik, som Lenin og bolsjevikkerne fremlagde, af mange delegerede opfattet som modsigelsesfuld. På den ene side skulle man udfordre den pro-imperialistiske Amsterdam fagforenings-Internationale ved at samle de revolutionære fagforeninger og strømninger, som var kontrolleret af venstrefløjen. På den anden side skulle man styrke sine rødder i de reformistisk dominerede fagforeninger og søge at vinde disse for en revolutionær kurs. ”Der var ikke nogen garanti for, at dette mål kunne nås, men uden en kamp for at ændre fagforeningerne ville kommunisterne isolere sig selv fra arbejderkampe og ville ikke være i stand til at opbygge brede proletariske partier, som havde opbakning fra den øvrige arbejderklasse”. (2VK Introduktionen s. 46)

 

På vej mod enhed i arbejderklassen

Der var tre andre dagsordenspunkter, som handlede om enhed i arbejderkamp.

 

I de teser om arbejderråd, som blev vedtaget i session 15, stod der, at det kun var sandsynligt, at den slags organer, der var valgt af alle arbejdere for at løse presserede politiske problemer, ville blive udbredt på det tidspunkt, ”hvor revolutionen allerede var begyndt, og hvor kampen om magten umiddelbart stod på dagsordenen. I teserne, der var blevet vedtaget enstemmigt, blev der også advaret imod forsøg i Tyskland på at integrere overlevende arbejderråd i den kapitalistiske stat. (2VK, s. 707, s. 51)

 

Debatten om parlamentarisme i session 9 og 10 handlede om, at de kommunistiske partier – hvor det var muligt – skulle opstille kandidater til valgene til de borgerlige parlamenter – en taktik, som Amadeo Bordiga og hans italienske organisation og visse andre ultra-venstre grupperinger var modstandere af. I resolutionen blev der talt for deltagelse i parlamentariske valg for også på den måde at modgå den reformistiske praksis, der var i USPD, og i de franske og italienske parlamentariske grupper. Resolutionen blev vedtaget med 9 stemmer imod. [dansk oversættelse af resolutionen, o.a.]

 

I den kommission, der arbejdede med Kominterns opgaver, opstod der en debat om, hvilken politik man skulle have i forhold til det britiske Labour Party. Her var de britiske delegerede særdeles uenige internt. Den vedtagne resolution forklarede, at de kommunistiske grupperinger i Storbritannien skulle tilslutte sig Labourpartiet, selv om det tilhørte den rivaliserende Anden Internationale, så længe at Labour forblev en føderation af arbejderklasse-grupperinger, og så længe som kommunisterne kunne opretholde retten til at udtale sig frit og arbejde for sovjetmagt. Denne politik, som også blev forklaret af Lenin i hans bog: ”Venstrekommunismen – en børnesygdom” var et skridt i retning mod den enhedsfrontspolitik, som Komintern senere vedtog i december 1921. Men på kongressen var der udbredt uenighed. Der var 24, der stemte imod resolutionen, mens 58 stemte for. 9), (2VK, s. 760-761, s. 744)

 

Den ulmende uenighed kom til udtryk på andre områder et år senere på Kominterns tredje kongres. (10)

 

Kolonial frigørelse

Hos ledelsen i Komintern var holdningen den, at arbejderne i de industrialiserede lande skulle skabe alliancer med det arbejdende folk i undertrykte lande i Asien, Afrika og syd- og Nordamerika. Det skulle gøres, idet man støttede fuld national selvstændighed for disse kolonier. Lenin skrev udkastet til teserne, som opfordrede kommunistpartierne i lande, hvor prækapitalistiske forhold stadig var de dominerende, til at støtte den ”borgerlig-demokratiske” frihedskamp.

 

En delegeret fra Indien, M.N. Roy, gjorde indvendinger mod disse formuleringer og udtalte, at støtte kun skulle gives til ægte revolutionære massebevægelser. Lenin og Roy gik så sammen om en fælles redigering af tekster, hvor begge modificerede deres udkast. Med hensyn til hvem man skulle støtte, så ændrede Lenin sit udtryk ” borgerlig-demokratisk” til ”nationalt revolutionær”. Lenins detaljerede redigering af Roys teser findes i Pathfinder-udgaven (2VK, s. 212-213, s. 846-856)

 

Italieneren Serrati vat principielt modstander af teserne og afholdt sig til sidst fra at stemme. (11) (2VK, s. 234-235, s. 275-277, s. 653-654) Både Lenins og Roys teser blev enstemmigt vedtaget i en afstemning, hvor 3 delegerede undlod at stemme.

 

Alliance med de udbyttede bønder

I session 13 gik man i gang med landbrugsspørgsmålet, hvor der også var dybtgående uenigheder i den revolutionære bevægelse.

 

Pathfinder-udgaven indeholder en detaljeret gennemgang af de indledende diskussioner om dette spørgsmål (2VK, s. 52-55) Før verdenskrigen havde Anden Internationale ikke beskæftiget sig meget med problemstillingen og havde efterladt en arv af pessimisme og apati, hvad angik forholdet til bønderne. Lenin talte på kongressen om en katastrofal fejl, som den kortlivede ungarske sovjetregering i 1919 havde begået, idet man havde eksproprieret de store godser uden at give bønderne hverken mulighed for at beslutte, hvordan jorden skulle bruges, eller lade dem overtage driften af jorden. (2VK, s. 383-384)

 

Resolution om forholdet til bønderne blev vedtaget, med undtagelse af en delegeret, der undlod at stemme. Det var formentlig Serrati, der mente, at der manglede en opfordring til umiddelbar kollektivisering af jorden. (2VK, s. 655-659)

 

Debatter i kommissioner og korridorer

I Pathfinder-udgaven er referatet af kongressen suppleret med 21 bilag, der giver indsigt i de delegeredes aktiviteter udenfor de formelle møder. Her finder man blandt andet:

 

–          Teser om den koloniale revolution, udarbejdet af de delegerede fra Iran og Korea

–          En artikel om kommunismen og den irske frihedskamp

–          Dokumenter fra den nyligt dannede Internationale sammenslutning af fagforeninger (en forløber for den røde internationale af fagforeninger (Profintern)

–          Teser om den kommunistiske kvindebevægelse udarbejdet af Clara Zetkin

 

Der er en fuldstændig lister over bilag i ”Study Aids for the Comintern Second Congress”.

 

Efter kongressen

Da kongressen var afsluttet, rejste en del af de delegerede videre til Baku i Azerbaijan, hvor man 31. august 1920 afholdt den første kongres for folkene i øst. I de 7 dage, man var forsamlet, var Komintern en inspirationskilde for 2.000 delegerede, hvad angik kampen for de undertrykte asiatiske folkeslags frigørelse. Mange af talerne og dokumenterne fra kongressen er tilgængelige on-line i ”Liberate the Colonies!”. Se også den Pathfinder-udgave, som er redigeret af mig: To See the Dawn: Baku 1920, First Congress of the Peoples af the East, 1993 og 2010.

 

Da de delegerede kom hjem fra den anden kongres, gik de i de efterfølgende måneder i gang med omfattende debatter i deres organisationer om de 21 teser for optagelse i Komintern og de andre resolutioner fra den anden kongres. I de følgende måneder vandt Komintern hundredtusinder af nye tilhængere, inklusiv et flertal i det franske Socialistparti og det tyske USPD.

 

En analyse af denne periode findes i min introduktion til: ”Third Congress of the Comintern”, fra forlaget Brill/Haymarket. (Planlagt er også offentliggørelse på John Riddells blog)

 

Oversat fra Links af Christian Holtet

 

Noter:

1)      John Riddell, red., Workers of the World and Oppressed Peoples, Unite!, Herefter: 2VK, New York, Pathfinder Press 1991 og 2013, to bind, US $52

2)       John Riddell, Vijay Prashad og Nazeef Mollah red., Liberate the Colonies!, New Delhi, Leftword s.9

4)       Se biografi-oplysninger og tabeller i 2VK, s. 9

5)       Karl Radek: ”Die Lehren der ungarischen Revolution, i Die Internationale, 2:21, 25. februar 1920, s. 58

6)       John Riddel, red., Founding the Communist International: Proceedings and Documents of the First Congress, Mart 1919 (Herefter 1VK), New York, Pathfinder Press, 1987, s. 302

7)   1VK, s.150

8)   Hvad angår Baku Kongressens forhandlinger, se John Riddell, red., To See the Dawn, New York, Pathfinder, 1993 og 2010. Mange af talerne og dokumenterne og også tilgængelige i: Liberate the Colonies!,

9)   John T. Murphy, New Horizons, London, The Bodley Head 1941, s. 141-151

10)   Se også Zinovievs kommentarer i Mike Taber, red.: The Communist Movement at a crossroads, Leiden/Chicago, Brill/Haymarket Books, 2008, s. 104-106

11)   John Riddell, red., To the masses: Proceedings of the Third Congress of the Communist International, 1921, Leiden/Chicago, Brill/Haymarket Books, 2015

12)   Sidehenvisninger til Serratis kommentarer blev fejltagelse udeladt i Pathfinder-udgaven indeks.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com