I 1934 flygtede Alfons ”Emil” Heising (1903-75), tysk kommunist og billedkunster, til Danmark. Her blev han hurtigt inddraget i arbejdet med at støtte de tyske flygtninge, der i disse år forsøgte at redde sig fra Hitlers rædselsregime.

 

Invitation I anledning af forlaget Solidaritets udgivelse ”I kamp mod europæisk fascisme” vil vi gerne sammen med forlaget invitere til en sammenkomst i vor have fredag den 21 august, 2020 kl. 16- ca. 18, Gammel Strandvej 189, 3060 Espergærde, (tlf. 49130363) Jan har oversat, kommenteret og redigeret Henny Heisings genfortælling på tysk af sin mands beretninger fra perioden 1928 til 1948. Emil Heising kæmpede en livslang kamp mod undertrykkere som flygtning i Danmark og Sverige, tugthusfange i Nordtyskland, som tvangsudskrevet tysk soldat i straffebataljon 999 i Grækenland og krigsfange i Sovjet. Bogen er rigt illustreret med Emils efterfølgende træskærerarbejder. Bogen får et par ord med på vejen den 21 august. Velkommen! Jan Kirstein og Britha Mikkelsen

I København traf han Henny Johannsen fra Kiel, som han dannede par med. Henny havde afsonet et års fængsel for kommunistiske aktiviteter, så også hun vidste, hvor farligt det ville være at blive i Tyskland.

 

Med afsæt i Emils optegnelser, breve mv., stykkede de to et manuskript sammen – en detaljeret beskrivelse af Emils liv og kamp mod den europæiske fascisme fra 1928-48 – der nu udsendes af forlaget Solidaritet. Jan Kirstein har oversat og forsynet bogen med noter. Bogen indeholder et bredt udvalg af Emils træskærerarbejder, raderinger, malerier mv. Yderst prisværdigt, og noget som ofte savnes i dansk politisk litteratur.

 

Emil var ingen fremtrædende person i datidens kommunistiske miljø. Han optræder således kun få steder i den litteratur, der beskæftiger sig med 30’ernes og 40’ernes antifascistiske kamp. Takket være Hennys indsats får vi et indblik i hans virke som én af de utallige vandbærere, der fik tingene til at ske i det daglige: Agitere, organisere, indsamle og fordele penge og støtte til dem, der var på flugt, og som blev chikaneret af myndighederne. Emil og Henny giver stemme til venstrefløjens ”bipersoner”, og den historie er lige så vigtig som de mange beretninger om ”stjernerne”.

 

Kollektiv tyndskid

I starten af 20’erne var Emil hyret som matros på de tyske emigrantskibe, der sejlede til USA. Siden gik han i land og blev rustbanker i Kiels havn, hvor han kom i kontakt med det kommunistiske parti, der gav ham en solid skoling. Med denne i rygsækken drog Emil videre til Hamburg, hvor han blev celleleder i havnen, samt formand for Sovjetunionens Venner – en intellektuel orienteret forening.

 

Det var en tid med mange arbejdsløse, demonstrationer, stridigheder med politiet og med SA – Hitlers bøllekorps. Oftest dramatisk, men også med en vis komik: I 1932 afholdt nazisterne et større stævne i Hamburg med deltagelse af oplandets landboungdom. Kommunisterne havde held til at infiltrere nazisternes suppekøkken, og hældte ”noget” i gullaschkanonerne med det resultat, at stævnet måtte afbrydes på grund af omfattende, kollektiv tyndskid. Metoden kan anbefales.

 

Det var dog tydeligt, hvor det bar hen. I en tale til partikammeraterne i januar 1933 sagde Emil: ”Dette bliver nok den sidste tale i lang tid. Vi går en forfærdelig tid i møde, og mange af os vil ikke overleve den.” Dagen efter blev Emil af partiledelsen beskyldt for defaitisme.

 

Men ret havde han. Kort efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 blev Emil arresteret. Her er kronologien uklar, hvilket skyldes, at meget arkivmateriale er gået tabt. I noterne hedder det, at Emil var på militærskole i Sovjet maj-oktober 1933, mens selve teksten fortæller, at han i august 1933 blev anholdt og sat i arbejdslejr. Løsladelsen året efter var blot en stakket frist, for både Gestapo og SA ville have fat i Emil igen. Det var derfor ikke andet at gøre end at flygte til Danmark.

 

Uvelkommen flygtning i Danmark

Tyske politiske eller jødiske flygtninge i Danmark – og dem var der ca. 8.200 af op gennem 30’erne – var ikke velkomne. Ganske som i dag.

 

Mange flygtninge blev afvist ved grænsen, og de, der slap ind, måtte melde sig hver tredje måned for at få opholdstilladelsen fornyet. Nogle endda dagligt.

 

Flygtningene skulle holde sig fra politik og måtte ikke kritisere forholdene i Tyskland. Det fik Henny at mærke: Ti dages fængsel for at indsamle underskrifter på B&W i et forsøg på at stoppe henrettelsen af to tyske kommunister.

 

Emil blev involveret i Røde Hjælp – en støttekomite, der tog sig af flygtningene så de fik et sted at bo og noget at spise, og i øvrigt bistod dem overfor nidkære embedsmænd og politi.

 

Årsagen til de danske myndigheders medløberi, afvisning og chikane af flygtningene skyldtes ikke så meget antisemitisme, som det har været alment antaget efter 1945. Forskning af bl.a. Rünitz og Kirchhoff viser, at motiverne kunne være både nationale, politiske og/eller bureaukratiske. Beslutningstagerne mente, at en afvisende holdning var det, der tjente statens interesser bedst, at man ikke (som et lille land) skulle lægge sig ud med Tyskland, og at der ikke var plads til at vise øllebrødsbarmhjertighed – ét af Hitlers udtryk, der hurtigt vandt indpas i den danske debat.

 

Mange flygtninge var arbejdsløse og uden fast bolig og blev derfor anset for at være til besvær. Så ud med dem – hjem til det land, de kom fra. At dette land så var et blodigt diktatur – og det vidste danske myndigheder fra midten af 30’erne – det kunne ikke påvirke en pligtopfyldende dansk embedsmand.

 

Heller ikke i Danmark fik Emil fred for Gestapo eller de lokale nazister, der forsøgte at infiltrere hjælpekomiteerne, hvis arbejde blev anset for at være skadeligt og højforræderisk.

 

I 1937 sendte det eksilerede tyske kommunistparti (i Paris) Emil og Henny til Sverige for at koordinere immigrationsnetværket, samt indsamle penge til det illegale arbejde i Tyskland.

 

Ekskluderet

Knap to år senere blev parret smidt ud af landet. Jo tættere krigen kom, desto vigtigere var det for Sverige, at signalere neutralitet. Det holdt dog kun til den dag, hvor tyskerne krævede mulighed for at sende tropper og tungt krigsmateriel med jernbane op til Nordnorge, hvor den tyske front ved Narvik, hvorfra Kiruna-malm blev udskibet, var truet af et engelsk-fransk ekspeditionskorps.

Transporterne fortsatte frem til august 1943. Først da skiftede svenskerne hest, idet det nu var tydeligt, at Tyskland ville tabe krigen. Først da blev transporterne indstillet – det samme gjaldt også transporten af norske jøder til tyske kz-lejre.

 

Arbejdet i Sverige endte med, at Emil blev ekskluderet af kommunistpartiet, angiveligt fordi han havde tilegnet sig nogle af de indsamlede midler. Desuden blev han anklaget for at have været for forsonlig, for kompromissøgende. Flere steder i beretningen anes konfliktet med partiet, men Henny dæmper dem ned, så derfor blive læseren ikke klogere på, hvorvidt der er tale om organisatoriske, politiske eller personlige konflikter. I betragtning af de voldsomme stridigheder i 30’erne mellem Moskvatro kommunister og trotskister og andre i venstreoppositionen havde det været nyttigt, om emnet var blevet grundigere belyst.

 

Udvist til Nazi-Tyskland

Forholdene i Danmark var skærpet, og i juni 1940 blev Emil anholdt af dansk politi, der først indsatte ham i Vestre Fængsel, og siden i Horserød. Vinteren blev han overført til Tyskland, hvor han blev idømt 2½ års fængsel for tyskskadelig virksomhed. Det var billigt sluppet, for Gestapo gik efter en dødsdom.

 

Det nazistiske bureaukrati brugte megen tid på Emil. Flyttede ham fra fængsel til arbejdslejr og tilbage igen. For Emil ophørte kampen mod fascismen ikke, fordi han kom i fængsel, den antog blot andre former, og takket være snilde fik han forbedret forholdene for sine medfanger.

 

I januar 1944 var straffen udstået – troede Emil, men sådan ville nazisterne det ikke, han blev overført til en straffebataljon for at få træning, inden han skulle sendes til fronten.

 

Straffefanger til fronten

Hen mod midten af krigen var de tyske tabstal så store, at hærledelsen besluttede at indrullere kriminelle og politiske fanger i straffebataljoner. Folk blev lokket med, at derved kunne få afkortet deres straffe, hvilket kun kom få til gode, eftersom tabstallene var tårnhøje. Soldaterne blev sat til det allerfarligste: Minerydning, stødtropangreb, partisanbekæmpelse osv. Med andre ord: kanonføde for at skåne de rigtige soldaters liv og lemmer.

 

De politiske og kriminelle soldater kunne ikke døje hinanden, bl.a. fordi de kriminelle hyppigt angav de politiske soldater, hvis disse nægtede at adlyde, konspirerede mod officererne eller tog kontakt til partisanerne. Hertil kom, at de kriminelle var uhørt brutale og røvede og plyndrede, hvor de kom frem, hvilket de politiske soldater søgte at hindre.

 

Alt dette står i skærende kontrast til Emils neddæmpede skildring af soldaterlivet. Sine steder får han det næsten til at ligne episoder fra ”Soldaterkammerater på efterårsmanøvre”, hvilket jo ikke rimer med, at der blev henretter 30 soldater på grund af brud på disciplinen i det halve år, han var under træning på en tyske kaserne,

 

Emil og hans enhed bliver sendt til Grækenland, hvor han midt i krigens helvede har overskud til at skrive om landskabets og naturens mangfoldighed. Hans iagttagelsesevne fejler ikke noget, og det er imponerende, at han helt frem til krigens slutning bevarer evnen til så levende at beskrive den skønhed han – også – møder.

 

Krigstjenesten i Grækenland er kortvarig. Efter tre måneder i felten deserterer Emil sammen med 18 andre soldater og slutter sig til de Moskvatro partisaner, ELAS, og deltager i erobringen af flere byer, bl.a. Saloniki i januar 1945.

 

Stalin og Churchill deler Østeuropa

Det blev der dog ikke taget hensyn til efter tyskernes kapitulation. For de englændere, der afløste tyskerne, støttede ikke ELAS og modstandsbevægelsen, men satsede nu på, sammen med den monarkistiske højrefløj – hvoraf flere havde samarbejdet med tyskerne – at trænge det stærke kommunistparti tilbage. Hellere fascistiske kollaboratører end kommunister, mente Churchill, der hermed lagde afsættet til den græske borgerkrig 1946-49, som monarkisterne vandt – med solid engelsk støtte.

 

I oktober 1944 havde Stalin og Churchill aftalt, hvordan Balkan skulle opdeles i interessesfærer efter krigen (Procentaftalen.) Her fik England 90 procent at Grækenland, mens Sovjet fik 10 procent. Til gengæld fik Sovjet mellem 50 og 90 procent af Bulgarien, Rumænien, Jugoslavien og Ungarn.

 

En engelskstyret milits skulle genoprette lov og orden i Grækenland, ELAS skulle afvæbnes og trække sig tilbage fra de store byer, hvor de stod stærkt. ELAS adlød – efter ordre fra Moskva – mod til gengæld at få frigivet de mange partisaner, der først havde været i tysk fangenskab, og nu var i engelsk.

 

I russisk fangelejr

De tyskere, der havde kæmpet sammen med ELAS, ville hjem efter den tyske kapitulation og blev eskorteret til Sofia i Bulgarien af partisanerne, der beskyttede dem mod englænderne, for hvem enhver tysker var fjende, uanset hvad.

 

I Sofia overtog russerne ”beskyttelsen” af de tyske desertører og sendte dem – sammen med de tilfangetagne Wehrmacht-soldater til en russisk fangelejr de næste to år. Russerne nægtede simpelthen at anerkende, at tyske soldater tog kampen mod fascismen så alvorligt, at de var villige til at skyde på landsmænd.

 

For russerne gjaldt det primært fædrelandet, for de tyske politiske soldater var kampen mod reaktion, imperialisme og nationalisme afgørende. Atter er bogen underlig spagfærdig, konfliktsky.

 

I fangelejren ville Wehrmacht-soldaterne hænge desertørerne – de var jo landsforrædere. Så galt gik det dog ikke, men på tvangsarbejde kom de alle – bortset fra de tyske officerer; dem skånede russerne.

 

Den uafsluttede smerte

Omsider kunne Emil så i 1947 vende hjem til Henny, som ventede i Kiel. Her byggede de hus og værksted, og han helligede sig billedskærerkunsten frem til sin død i 1975.

 

Det var ikke et angrende Tyskland, Emil kom hjem til. De gamle nazister sad fortsat i mange af de funktioner, de havde indtaget i Hitler-tiden. Da landets jurister i 1949 skulle opbygge et demokratisk samfund, erklærede de de nazistiske domme for lovlige – og dermed blev tyranniet legitimeret med tilbagevirkende kraft.

 

Emil skulle også opleve det berufsverbot, som Willy Brandt-regeringen indførte i begyndelsen af 70’erne. Brandt havde åbenbart ikke lært ret meget af sin kamp mod fascismen.

 

Først i 1996 vedtog Forbundsrådet at rehabilitere og yde godtgørelse til desertører, militær-nægtere mv. Men da var de fleste for længst døde.

 

I efterordet giver Henny en slags forklaring på sin neddæmpede beskrivelse af Emils (og hendes) levned: ”…historierne er sande, men de går ikke i dybden….alle vi, der levede i den tid har sikkert fortrængt den…og ikke ville komme tilrette med hin tidsperiode.”

 

Smerten ved erindringen er så voldsom, at der er bedst at bagatellisere, for det er jo ikke muligt at afslutte uafsluttede situationer og hændelser. Oplevelser, der enten indeholder voldsom fysisk smerte, overgreb eller være udsat for livsfare i længere tid, kan være så massive, at personen ikke har styrke til at genopleve dem, og acceptere, at ”ja, dette skete for mig.”

 

Det er én af bogens styrker, at den indirekte gengiver, hvor dybt smerten over det oplevede kan holde sig. Men også på anden vis venter der læseren en detaljeret og nuancerig beskrivelse af to engagerede menneskers kamp mod undertrykkelsen. Bær over med, at fremstillingen enkelte steder kan virke lidt rodet, og at Emil af og til fortaber sig i det anekdotiske.

 

Endelig kan læseren glæde sig over de mange gengivelser af Emils kunst – samt et omhyggeligt udarbejdet noteapparat.

 

Henny Heising: I kamp mod europæisk fascisme – Episoder fra Emils liv 1928-1948. Forlaget Solidaritet. 386 sider 250 kr.