Enhed i handling – frihed til diskussion og kritik. Sådan lyder den korte sammenfatning af begrebet demokratisk centralisme. Men stalinismen har misbrugt begrebet i en sådan grad, at det ikke giver nogen mening at bruge det i dag.

af Åge Skovrind

Stalinismen forvandlede demokratisk centralisme til bureaukratisk centralisme. Under Stalins herredømme i Sovjetunionen blev den demokratiske debat afskaffet i det kommunistiske parti (som var det eneste tilladte parti). Man forbød mindretalssynspunkter og udryddede ethvert tilløb til opposition. Undertrykkelsen nåede sit højdepunkt i 1930´erne med skueprocesser, fangelejre og likvidering af hundredtusinder af politiske modstandere.

 

I årtier brugte stalinistiske kommunistiske partier i hele verden »demokratisk centralisme« til at retfærdiggøre en skrap bureaukratisk disciplin. Det demokratiske element forsvandt fuldstændigt. Beslutninger blev truffet i ledelsen, ofte under Moskvas direkte kontrol, og derefter omsat til direktiver, som medlemmerne havde at udføre.

 

Fraktionskampenes historie
Denne praksis i de kommunistiske partier var en fuldstændig karikatur af den måde, demokratisk centralisme blev praktiseret på i det parti, Lenin stod i spidsen for. Det bolsjevikiske parti var kendt for en livlig intern debat og skarpe uenigheder i ledelsen. I modsætning til de myter, som fremføres af højreorienterede historieskrivere, var bolsjevikkerne ikke et topstyret parti med en enerådig ledelse. Selv få dage før oktoberrevolutionen argumenterede to ledende medlemmer af Centralkomiteen, Zinoviev og Kamenev, offentligt imod partiets beslutning om at tage magten. Alligevel blev de genvalgt til ledelsen efter revolutionen.

 

Som Trotskij skrev i 1936 i »Revolutionen Forrådt«: »Frihed til at kritisere og til intellektuel kamp var uigenkaldelige dele af partidemokratiet. Den nuværende doktrin, at bolshevismen ikke tolererer fraktioner er en af nedgangsperiodens myter. I virkeligheden er bolshevismens historie en fraktionskampenes historie. Hvordan skulle også en virkelig revolutionær organisation, som har sat sig som mål at omstyrte en verden og som under sit banner forener de dristigste billedstormere, stridsmænd og oprørere, kunne leve og udvikle sig uden grupperinger og fra tid til anden fraktionsdannelser? De ledende bolshevikker fremsynethed gjorde det ofte muligt at mildne konflikterne og afkorte fraktionskampenes varighed, men heller ikke mere. Centralkomiteen regnede med denne sydende demokratiske underbygning. Fra den fik den dristighed til at træffe beslutninger og give ordrer.«

 

Lenins fleksibilitet
Selv for Lenin var det de konkrete forhold, som afgjorde, hvad der var den mest hensigtsmæssige måde at organisere partiet på.

 

Lenin gav aldrig demokratisk centralisme en bestemt tidløs betydning. Han var særdeles fleksibel på de organisatoriske spørgsmål og bandt sig aldrig op på faste regler. For Lenin var organisationsformerne altid et konkret spørgsmål. Det afgørende var, hvad der bragte klassekampen fremad på et givent tidspunkt. Og netop af denne grund kan det ikke overraske, at det er en meget generel formulering, som traditionelt opsummerer Lenins opfattelse af demokratisk centralisme: enhed i handling – frihed til diskussion og kritik.

 

Selve begrebet demokratisk centralisme stammer ikke fra Lenin, men blev først brugt af de tyske socialdemokrater. Senere blev det overtaget af de russiske socialdemokrater, først af mensjevikkerne, dernæst af den bolsjevikiske fraktion, som Lenin tilhørte. Men da de to fraktioner blev genforenet ved en kongres i 1906 var der enighed om, at »alle partiorganisationer bygger på princippet om demokratisk centralisme«.

 

Flere betydninger
Lenin lægger på forskellige tidspunkter en forskellig mening i ordet. Da han gik imod, at den jødiske socialistiske gruppe Bund og de lettiske socialdemokrater dannede selvstændige organisationer inden for det russiske socialdemokrati, brugte han begrebet demokratisk centralisme i betydningen et forenet parti i modsætning til en føderation af selvstændige nationale grupper.

 

På andre tidspunkter i de russiske socialdemokraters tidlige år udtrykte begrebet et princip om, at ledelsen var valgt af medlemmerne, dvs. at lokale og nationale ledelser, valgt på lokale og nationale medlemskonferencer, udgjorde partiets højeste organer. Men pga. undertrykkelsen i tsarens rusland var det ikke muligt at praktisere sådanne valg. Derfor kunne det russiske socialdemokratiske parti, efter Lenins mening, ikke være virkelig demokratisk-centralistisk, så længe det arbejdede illegalt, i modsætning til fx i Tyskland, hvor socialisterne kunne arbejde fuldt legalt og frit vælge deres ledelse.

 

På andre tidspunkter argumenterede Lenin for en mere centraliseret form for demokratisk centralisme og gik ind for »jerndisciplin« under borgerkrigen i Rusland i begyndelsen af 1920’erne. Men selv under disse trængte forhold argumenterede han for, at argumenter, debat og demokratiske beslutninger var afgørende.


Arbejderkamp

Lenins største bidrag til den marxistiske teori og partiorganisering var ikke spørgsmålet om demokratisk centralisme, men snarere en forståelse af, at de revolutionære havde behov for at organisere sig i deres eget parti, organisatorisk adskilt fra de reformistiske dele af arbejderbevægelsen. Men hvis ikke det revolutionære parti skulle forfalde og blive en sekt, måtte det forbinde sig med de mest bevidste dele af arbejderklassen og via denne avantgarde stå i forbindelse med arbejdermasserne. Leninisme er ikke i første række et spørgsmål om, hvordan partiet er organiseret, men hvordan man leder arbejdere i kamp.

 

Artiklen blev første gang bragt i Socialistisk Information, marts 2007

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com