Den polske revolutionære Rosa Luxemburg skrev, at menneskeheden står over for et valg - enten kapitalismens fortsatte barbari eller den revolutionære omdannelse af samfundet, så der kan skabes en verden, som er til at leve i. Dette valg falder skarpt i øjnene i årene mellem 1914 og 1917 - i skikkelse af Første Verdenskrigs massemyrderier.

af Kirstin Roberts

Krigsudbruddet i 1914 var et vendepunkt. Fremskridtets maske, som den industrielle revolution havde båret, blev revet bort, og den imperialistiske konflikt med al dens vildskab trådte frem i dagens klare lys.

Første Verdenskrig var kapitalismens frygtelige produkt. Den hurtige industrialisering i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. betød, at kapitalismen blev udbredt over hele kloden, og de rigeste stater blev fastlåst i kapløbet om verdens ressourcer og markeder.

Et af de mest gruopvækkende aspekter af krigen var misforholdet mellem generalernes anvendelse af det 19. århundredes militærstrategiske dogmer og det 20. århundredes nye våben som f.eks. maskingeværet og kemiske våben. Dette bidrog til de enorme menneskelige omkostninger. 10 millioner blev dræbt eller døde som følge af krigen. Rusland alene mistede næsten 2 millioner mennesker.

Første Verdenskrig indebar en udstrakt brug af skyttegravskrig: det hæslige syn af mænd, der gravede sig ned i jorden – meget tit ned i deres egne grave – adskilt fra fjenden af ingenmandsland.

Ved Verdun, stedet for krigens længste slag, blev der affyret 100 granater i minuttet igennem fem måneder – 25 millioner i alt. 2 millioner kæmpede ved Verdun, og da slaget var forbi, var halvdelen af dem døde. Og fronten var næsten nøjagtigt, hvor den havde været, da slaget begyndte.

Rusland var oppe imod den økonomisk og teknologisk overlegne tyske krigsmaskine, som de russiske hærførere mødte med et bjerg af menneskekroppe – fattige bønder, hvis liv var en selvfølgelig indsats i statens øjne.

Det første vigtige slag på østfronten indtraf, da tyske styrker omringede og tilintetgjorde den russiske hær i slaget ved Tannenberg. Næsten en kvart million russere mistede livet alene i dette slag på grund af de zaristiske generalers totale inkompetence.

Det bidrog til denne tragedie, at det overvældende flertal af arbejderpartier over hele Europa havde forladt deres tidligere modstand mod krig. Det efterlod den engang så mægtige europæiske arbejderbevægelse i en forvirret og demoraliseret tilstand. Det russiske bolsjevikparti, under Lenins ledelse, var blandt de få, der opretholdt en internationalistisk modstand mod krigen.

Oprøret ulmer
Krigens meningsløse barbari bragte det zaristiske system i Rusland til et punkt, hvor det stod foran et totalt sammenbrud i 1917. En fjerdedel af det russiske imperiums rigeste landområder var tabt til Tyskland – trods tabet af 6 millioner russiske soldater, dræbte, sårede eller tilfangetagne.

Krigens altødelæggende karakter blev modsvaret af et totalt sammenbrud af Ruslands økonomi. Priserne løb langt forud for lønningerne, og der var udbredt mangel på mad og brændsel. I begyndelsen af 1917 tilbragte Petrograds arbejderkvinder i gennemsnit 40 timer om ugen i kø efter brød.

Korruptionsskandaler og tåbelig ubehjælpsomhed på højeste plan i det russiske samfund udfordrede selv tidligere loyale tilhængere af zar Nikolaj til at gå imod hans samfundsorden. Strejker og demonstrationer for højere løn, imod dem, der tjente på krigen, og for indførelse af priskontrol voksede i antal og kampberedskab i løbet af 1915 og 1916.

I en politirapport fra begyndelsen af 1917 blev det fremført, at Ruslands arbejderklasse var

”på fortvivlelsens rand…det mindste udbrud vil, lige meget hvor ubetydelig anledningen til det er, føre til ukontrollable optøjer…at der ikke er nogen varer at købe, frustrationerne ved at stå i kø, den stigende dødelighed på grund af elendige levevilkår, og den kulde og fugt, der er en følge af manglen på kul…har alt sammen skabt en situation, hvor flertallet af arbejderne er klar til at kaste sig ud i de vilde udskejelser, som kampen for at få fat i noget mad kan føre med sig.”

Den 23. februar 1917 (den 8. marts efter den vestlige kalender – Ruslands kalender er 13 dage bagud) udviklede denne fortvivlelse sig til et åbent oprør.

Den 23. februar var Kvindernes internationale kampdag, hvor arbejderkvindernes kampe for at frigøre sig selv og deres klasse blev fejret. Som Lev Trotskij, en af den russiske revolutions ledere, senere skrev:

”De socialdemokratiske cirkler havde planlagt… møder, taler, pjecer. Det var ikke faldet nogen ind, at det kunne være revolutionens første dag. Der var ikke en eneste organisation, der opfordrede til strejke den dag."

Men Petrograds kvindelige tekstilarbejdere gik i strejke, og de trak Vyborg-distriktets metalarbejdere, der var anført af bolsjevikker, med sig.

Bolsjevikpartiet – det mest konsekvente revolutionære arbejderparti i Rusland – havde til at begynde med opfordret sine medlemmer til ikke at deltage i strejkerne, fordi partiet var bange for, at arbejderbevægelsen endnu ikke var parat til at forsvare sig, når regeringen slog hårdt ned på strejkerne, hvad der blev anset for at være uundgåeligt.

Men de menige medlemmer af bolsjevikpartiet kastede sig ud i de hastigt voksende oprør, mens mere erfarne partiaktivister, der var vant til at stå i spidsen for folkemængder, traf stadig mere vidtgående beslutninger.

Da kvindernes internationale kampdag gik på hæld, var der 90.000 arbejdere, der strejkede. Den næste dag, den 24., strejkede halvdelen af Petrograds arbejdere, og massevis af mennesker demonstrerede i gaderne. ”Parolen ”Brød’, skrev Trotskij, ”bliver fortrængt eller overdækket af mere højlydte paroler: ”Ned med eneherredømmet”, ”Ned med krigen!””

Den tredje dag var der mange soldater, der var blevet mobiliseret for at knuse demonstrationerne, men som i stedet havde sluttet sig til opstanden, og som man kunne se bruge deres våben til at skyde mod politistationer og befri politiske fanger.

Da regeringen ikke kunne stole på, at infanteriet ville skyde på folkemængden, sendte den de mest pålidelige elitetropper, kosak-kavaleriet. Men kosakkerne nægtede også at skyde på arbejderne.

Ifølge vidner til en af demonstrationerne, så blinkede kosakkerne til demonstranterne og fraterniserede med dem. Mens deres kommandanter så hjælpeløst til, så tillod de, at protesterne fortsatte – disse frygtede krigere lod, som om de ikke bemærkede, at arbejderne kravlede under deres heste og fortsatte ind i gaderne.

Den 27. februar begyndte kaserner med bondesoldater, der var under træning til at tage deres tørn i skyttegravene ved fronten, at gøre åbent oprør og gå over på revolutionens side. Mange af disse soldater blev mobiliseret af de mest militante arbejdere til at erobre politistationerne, arrestere regeringsembedsmænd og officerer, der var loyale over for zaren, og fordrive tropper, der var loyale over for regeringen, fra byen.

Zarens ministre flygtede eller blev arresteret. Omsider, den 2. marts, nåede tre århundreders Romanov-herredømme til vejs ende, da zaren abdicerede.

Februar-revolutionen
Mange af de mest afgørende aktioner under den revolution, der bragte zaren til fald, var spontane og uplanlagte. Men det ville være forkert at se bort fra den afgørende rolle, som erfarne og velorganiserede revolutionære på arbejdspladserne og i hæren spillede under februar-opstanden.

Medlemmer af bolsjevik-partiet spillede i særlig grad nøgleroller i strejkerne, gadekampene og demonstrationerne.

Selvom der ikke var noget venstrefløjsparti, der havde forudset datoen eller hvilken vej, revolutionen ville følge, var det klart for alle – måske undtagen den totalt uvidende zar – at det russiske samfund befandt sig i en usædvanlig alvorlig krise, der kunne få revolutionære konsekvenser.

Bolsjevikkerne udmærkede sig ikke ved deres evne til at forudsige, hvordan revolutionen ville udvikle sig, men ved deres forberedelse og faste tro på arbejdernes evne til at omforme samfundet siden den første russiske revolution i 1905. Disse ideers indflydelse, sådan som de var blevet fremført af erfarne partiaktivister på arbejdspladser over hele Rusland, var af afgørende betydning for at lede revolutionen til sejr.

Også denne gang forklarede Trotskij processens dynamik:

”Den mystiske doktrin om spontanitet forklarer ingenting… Blandt de arbejdende masser fandt der en uafhængig og dyb vækstproces sted, ikke blot med hensyn til hadet mod deres herskere, men også med hensyn til kritisk forståelse af deres afmagt, samt en ophobning af erfaringer og skabende bevidsthed, som det revolutionære oprør og dets sejr blot var fuldendelsen af.”

”På spørgsmålet – hvem stod i spidsen for Februarrevolutionen? – må dette svar være tilstrækkeligt: det gjorde bevidste og hærdede arbejdere, der i overvejende grad var skolede af Lenins parti.”

Februarrevolutionen var et lysende fyrtårn af inspiration for arbejdere og undertrykte overalt i verden. Der var et alternativ til Første Verdenskrigs rædsler: omstyrtelsen af dem, der førte deres lande i krig.

Morgan Price Phillips, en engelsk journalist, der dengang opholdt sig i Rusland, beskrev disse dages berusende stemning således:

”Jeg vidste, at det ville ske før og senere, men ikke, at det ville gå så stærkt. Et helt land er overvældet af glæde, de vifter med røde flag og synger Marseillaisen (den franske revolutionshymne). Det overgår mine vildeste drømme, og jeg kan næppe tro, at det er sandt…”

”Længe leve det store Rusland, der har vist verden vejen til frihed. Må Tyskland og England følge dets spor…”

De russiske arbejdere og bønder havde taget de første skridt mod at bringe deres frigørelse i havn. I umiddelbar forlængelse af zarens abdikation begyndte der at opstå arbejder- og soldaterråd over hele Rusland, som det også var sket i 1905.

Samtidig med, at arbejderklassen i februar beviste, at det kunne bringe et forhadt og råddent regime til fald, så beviste den også, at den ikke var i stand til at gribe og fastholde magten alene. Magten forblev i stedet indtil videre i den russiske kapitalistklasses hænder. Dette paradoks var dog ikke, som senere artikler vil berette om, af længere varighed.

Oversat fra Socialist Worker af Niels Overgaard Hansen. Artiklen blev første bragt i marts 2007.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com