Den russiske revolution i 1917 er en påmindelse om, at de kampe, der ændrer verden, ofte finder sted der, hvor man ikke forventer det - hvor mulighederne for succes synes mindst gunstige.

af Alan Maass

Zarens Rusland var en af historiens mest forfærdelige diktaturer. Det store flertal af russere levede under fattige forhold, der kun havde sig lidt gennem de seneste århundreder. Alle var underlagt jernnæven fra zarregimets myndigheder og den russiske adel. Forskellige halvhjertede forsøg på at reformere systemet fra oven – eller omvendt på at gennemtvinge ændringer med mislykkede attentater – havde ringe eller indvirkning på livet for de fleste russere.

Alligevel var det i dette Rusland, vi så en revolution, der gav os det eneste varige glimt indtil nu af, hvordan et fremtidigt socialistisk samfund – hvor massen af arbejdere kollektivt og demokratisk kontrollerer samfundet – vil se ud.

Den russiske revolution er historien om, at millioner af mennesker skaber historie – "massernes kraftfulde indtræden i et domæne, hvor de bestemmer over deres egen skæbne," med et citat fra den russiske revolutionære leder Leon Trotskij.

Ruslands eksperiment med arbejdermagt varede kun et par korte år. Det kontrarevolutionære regime, som blev bygget på dets ruiner, genskabte undertrykkelsen fra det gamle tsaristiske system – og begrundede det med socialistisk retorik. Alligevel er revolutionens bedrifter fortsat en kilde til inspiration i dag – en af verdens mest grusomme tyranner blev væltet, revolutionen skabte de første brede organer for et arbejderdemokrati, et helt samfunds talenter og håb blev bragt til live.

Tyrannisk undertrykkelse
Ruslands zarer lignede deres kongelige kolleger andre steder med hensyn til ekstravagance og arrogance. Men på alle andre måder var Rusland den mest tilbagestående nation i Europa.

Fire femtedele af befolkningen levede som bønder, bundet til jorden og var underkastet den feudale adel. Ved begyndelsen af det 20. århundrede var indkomsten per indbygger otte til 10 gange højere i USA end i Rusland.

Zaren og hans adelige regerede dette samfund med et jerngreb og så sig selv som en slags kejserligt herrefolk. Deres imperium strakte sig fra kanten af Europa gennem hele Asien – "et enormt område af erobringer, hvor 20 nationer bliver holdt som slaver," skrev anarkististen Elisee Reclus.

Det zaristiske Rusland var notorisk anti-semitisk. "Det er muligt at arrangere enhver form for pogrom", fortalte en politi embedsmand til en inspektør, "som kan omfatte 10 personer, hvis det er det, du vil have, eller 10.000."

I sin ”Den russiske revolutions historie”, illustrerede Trotskij korruptionen i den gamle orden ved at beskrive Tsar Nikolaj II selv:

”Denne utydelige, ligevægtige og "dannede" mand var grusom – ikke med den aktive grusomhed, som Ivan den Grusomme eller Peter stod for i deres stræben efter historiske mål … men med den feje grusomhed fra den sidstfødte, som er skræmt over sin egen undergang. I begyndelsen af sin regeringstid roste Nicholas Phanagoritsy-regimentet som "fine fyre" for at nedskyde arbejdere. Han læste altid læse ”med tilfredshed”, hvordan de piskede de bob-hårede kvindelige studerende, eller knuste hovederne på forsvarsløse mennesker under jødiske pogromer … Denne "charmeur", uden vilje, uden mål, uden fantasi, var mere forfærdelig end alle tyrannerne fra antikken og den moderne historie.”

For at understrege pointen citerer Trotskij zarens personlige dagbog, hvor enormt vigtige, men knap nok anerkendte begivenheder veksler med indholdsløse beskrivelser af livet på landet. "Meget travl morgen," lyder en beskrivelse. "En storm kom op, og det var meget fugtigt. Vi gik sammen. Modtog Goremykin. Underskrev et dekret om at opløse Dumaen [det russiske parlament]! Spiste med Olga og Petia."

Men i disse tidlige år af det 20. århundrede havde Rusland også et andet ansigt. Midt i den gamle feudale ordens økonomiske stagnation og politiske forfald skabte kapitalismens udvikling i Ruslands byer – mest af alt i hovedstaden Petrograd – nogle af de mest avancerede betingelser overalt i verden.

Kapitalismen opstod ikke i samme trinvise tempo, som den havde gjort i Vesteuropa, men på et teknologisk og produktiv niveau, der svarede til eller overgik Vesten. I 1914 var 17,8 procent af arbejdsstyrken i USA således ansat i gigantiske virksomheder med 1.000 arbejdere eller mere. I Rusland var tallet 41,4 procent. Putilov-stålværket i Petrograd var den største fabrik i hele verden og beskæftigede 30.000 medarbejdere i 1917.

Denne ujævne og kombinerede udvikling, for at bruge Trotskijs begreb, havde en række politiske konsekvenser.

For det første: Samtidig med at zarismen parasitiske system i toppen af samfundet var mere end modent til at blive væltet og erstattet af et mere demokratisk system, så var den klasse, der havde anført disse revolutioner i Vesten – kapitalistklassen – svag, frygtsom og tilbagestående. Ruslands borgerskab var på tusindvis af måder domineret af den international kapital, som finansierede det og dets forskellige ordninger og koncessioner med zarens system.

Samtidig var den russiske arbejderklasse, på grund af udviklingen af meget avancerede kapitalistiske øer i byerne, og selv om den stadig udgjorde et mindretal i samfundet som helhed, relativt mere avanceret i sin klasseorganisering – og dermed i sin bevidsthed. Arbejderklassen var altså langt mere parat til at tage føringen i kampen mod zarens system.

Den blodige søndag
Ruslands byer var som en lunte, der kun ventede på at blive antændt.

I de nye fabrikker var arbejdsdagene lange, og lønnen var lav. "En russisk arbejders liv, selv i St. Petersborg, var ekstraordinært kedelig og fattig", skrev en socialistisk historiker senere. "Arbejderens eneste underholdning var pub og ølstue, hans familie havde ikke noget overhovedet."

I 1904 indledte zaren en katastrofal krig mod Japan, der snart forårsagede knaphed og yderligere fattigdom.

I denne situation vendte arbejderne i første omgang sig ikke til Ruslands socialister, men til en ung præst, fader Gapon, hvis Forening af Russiske Fabriksarbejdere var lovlig og anerkendt af regimet.

I januar 1905 organiserede Gapon en march til Vinterpaladset for at bønfalde zaren – som af de fleste blev anset for at være godgørende, men misledt af "dårlige rådgivere" – om reformer. Zarens soldater åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter og dræbte mere end 1.000 arbejdere og deres familier.

Massakren – kendt som den blodige søndag – udløste en eksplosion af massestrejker. Fabriksejere og -ledere blev tvunget til at acceptere nogle af de indrømmelser, demonstranterne havde bedt zaren om zaren.

Opstanden bredte sig til landet. Bønderne nedbrændte 2.000 godser og fordelt indholdet i laderne. Russiske soldater gjorde oprør mod nederlaget i krigen mod Japan. I det første flådemytteri, besatte matroserne på krigsskibet Potemkin deres fartøj og stillede det på revolutionens side.

Regimet greb til den gammelkendte taktik med at gøre jøderne til syndebukke og gav los for bander fra de Sorte Hundreder, der var specialiseret i pogromer. Angrebene – udført med medvirken af embedsmænd – var spredt over tid, men skete ikke i områder, hvor arbejdernes og soldaternes oprør var stærkest. I Petrograd var der for eksempel ingen pogrom på grund af modstand fra arbejder-organisationer, som dannede bevæbnede militser mod de Sorte Hundreder.

Zaren og hans regime forsøgte at genvinde kontrollen over situationen ved at gøre indrømmelser. De aftalte at oprette en Dumaen, eller parlament, selv om det ville have nogen reel magt, og ikke ville repræsenterer arbejdere eller bønder. I august afsluttede regeringen den katastrofale krig.

Alligevel fortsatte arbejdernes oprør – som kulminerede i en generalstrejke i oktober, der var begyndt med typograferne i Moskva, og bredte sig til Petrograd og derefter andre byer via jernbanesystemet.

Zaren blev tvunget nu at love en forfatning. Først efter endnu en måned af yderligere kampe var regimet sikker nok til at forsøge at anholde arbejdernes ledere og undertrykke oprøret.

Regimet genvandt til sidst kontrollen, men ikke før revolutionen havde fået oprettet sovjetter, eller arbejderråd – den første forekomst af en ny magt, som stod i modsætning til den gamle orden, hvorigennem arbejdermasserne kunne udøve deres magt.

Sovjetterne voksede ud af råd, som var oprettet for at organisere kampen på arbejdspladserne. Repræsentanter for fabrikker blev valgt for at mødes og træffe beslutninger for et lokalområde, og derefter for hele byen.

Trotskij – som i en alder af 26 år blev valgt til formand for Petrograd-sovjetten – har beskrevet, hvordan arbejdernes rådssystem koncentrerede alle kræfter i revolutionen:

”Det var en organisation, som var autoritativ, og alligevel ikke nogen traditioner; som straks ville aktivere en spredt masse af hundredtusinder af mennesker, men som samtidig stort set ikke havde noget organisatorisk maskineri; som forenede de revolutionære strømninger inden for proletariatet; som var i stand til initiativ og spontan selvkontrol – og mest af alt, som kunne bringes ud fra undergrunden inden for 24 timer.”

Repressalier mod dem, der deltog i de 1905-oprøret, tog hårdt på bevægelsen. Ruslands revolutionære i det bolsjevikiske parti, som spillede en vigtig rolle gennem hele 1905, skulle referere til resten af årtiet som " reaktionens år." Ikke desto mindre var vurderingen fra den bolsjevikiske leder Lenin: "Bare vent. 1905 vil komme igen. Det er sådan, arbejderne ser på tingene."

1905 kom igen, og hurtigere end mange forventet – kun lidt over et årti senere. En anden imperialistisk krig – Første Verdenskrig – som i første omgang blev mødt med patriotisk entusiasme, bragte igen frustration og udviklede sig til desperate forhold.

Og endnu en gang, det var arbejderne i Petrograd, der tog føringen. På kvindernes internationale kampdag i 1917, nedlagde de arbejdet for at deltage i spontane demonstrationer mod fødevaremangel og krigen – i det, der blev den første dag i februar-revolutionen.

Oversat fra Socialist Worker (USA) af Åge Skovrind og blev første gang bragt i februar 2007.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com