Den seneste aggression imod Gaza har endnu engang vist den destruktive og morderiske galskab, som den israelske stat er i stand til at demonstrere, når det kommer til at knuse det palæstinensiske folk, deres organisationer og deres nationale bestræbelser. Næsten 2.200 døde, over 11.000 sårede, titusindvis af delvist eller komplet ødelagte bygninger, mere end 500.000 internt fordrevne (30 procent af befolkningen)…

af Julien Salingue

Disse tal gør én svimmel, især hvis man tænker på denne lille kyststribes størrelse – endnu engang offer for en ”offensiv”, der er intet mindre end en massakre. En våbenhvile blev endelig nået i slutningen af august. Dens krav og betingelser antyder, at mens det er upassende at tale om en ”sejr” for palæstinenserne, har vi været vidne til et politisk og militært nederlag for staten Israel.

Falske forudsætninger og virkelige mål
Mange mennesker har rejst spørgsmålet om timingen af denne nye aggression for at forstå staten Israels egentlige motiver ud over den evindelige begrundelse i raketangreb fra Gazastriben, som allerede blev påkaldt i den tidligere bombekampagne i november 2012. På det tidspunkt hævdede Israel, at man intervenerede med det ene formål at ”beskytte” sit folk fra raketangreb. Ikke desto mindre var ingen israelere blevet dræbt af en raket i over et år inden offensivens start. Historien gentager sig selv: Gaza har denne sommer lidt under en styrtregn af jern og ild, hvorimod det seneste dødsfald på grund af raketild på den israelske side … var i november 2012 – under den sidste israelske operation.

Uden at gå ind i de grusomme detaljer, lad os blot genkalde os nogle få fakta: I de syv år siden Hamas tog kontrol med Gaza, og før det sidste angreb, var 17 israelere blevet dræbt af raketild, ti af dem under “Operation Støbt Bly” (vinter 2008-2009) og “Pillar of Defence” (november 2012). Med andre ord: Mere end halvdelen af ofrene for raketangreb blev dræbt under israelske operationer, og tallet 17 skal sammenlignes med de mere end 2.000 dræbte i Gaza i den samme periode – en ubalance, der afspejler virkeligheden i det militære styrkeforhold og gør det endnu mere skandaløst at tale om de ”trusler” og den ”vold”, som staten Israel angiveligt er offer for, og imod hvilken den blot ”forsvarer sig”.

De egentlige årsager til angrebet skal søges andre steder. For Netanyahu var det først og fremmest en indenrigspolitisk operation. I spidsen for højrekoalitionen, det ekstreme højre og bosætterne valgte Netanyahu endnu en gang brutalitet for at tilfredsstille partnere og vælgere, som er forenet i et had til palæstinenserne. Efter fundet af ligene af tre unge israelere, som var forsvundet tæt ved en bosættelse på Vestbredden, og den voldsomme vækst i vold mod palæstinensere, valgte Netanyahu at reagere på den hadefulde retorik ved at slå ned på befolkningen i Gaza – selv om det er fuldstændig uden bund i virkeligheden at tillægge Gazas befolkning ansvaret for de tre israeleres død nær Hebron.

Derudover havde operationen til hensigt at aflede den internationale opmærksomhed, som hen over de foregående uger havde haft fokus på Vestbredden, Jerusalem og Israel, hvor stadig stærkere opfordringer til had og hævn blev fulgt op af handlinger: fra den unge Mohammed Abu Khdeirs hæslige død (brændt levende) over politiets gennembankning af hans fætter Tariq, til de racistiske angreb, der blev udført af bosættere. De dusinvis af kriminelle handlinger, der blev begået på det tidspunkt, viste for enhver, som ellers havde nægtet at se det, staten Israels sande voldelige og racistiske ansigt. For det er selvfølgelig først og fremmest hos de israelske ledere, at ansvaret ligger, til trods for deres hykleriske og useriøse udtalelser, hvor de fordømmer grusomheder begået mod palæstinenserne.

Sammenbrud for palæstinensisk national enhed?
En tredje faktor må også tages med i betragtning, uden dog at blive overvurderet: ”forsonings”-aftalen, der blev underskrevet i slutningen af april af Hamas og PLO og etableringen af en regering i ”national enighed” i starten af juni. Denne aftale var, til trods for at den var meget ufordelagtig for Hamas (se senere), utålelig for staten Israel i den udstrækning den hjalp med til at normalisere Hamas på den regionale såvel som den internationale politiske scene. Dette var i endnu højere grad tilfældet efter EU’s og USAs anerkendelse af en regering, der formelt set var støttet af de to hovedkræfter i den palæstinensiske nationale bevægelse.

En af de ting, der konstant har været en del af Israels politik overfor palæstinenserne, er faktisk kolonimagternes vilje til (i kolonialismens storslåede tradition) at vælge deres egne repræsentanter fra det kolonialiserede folk og dermed de potentielle samtalepartnere i en eventuel forhandling. Lige fra boykotten af PLO – stemplet som en ”terrororganisation” – i 1970’erne og 1980’erne, over marginaliseringen af Yasser Arafat i de tidlige 00’ere, til nægtelsen af at anerkende 2006-valgets resultat (Hamas vandt), har de israelske ledere i sandhed altid ønsket at pålægge palæstinenserne at ”vælge” ”repræsentanter”, som svarede til israelernes bestræbelser og ikke til interesserne for dem, det handlede om.

I den forstand var præsident Mahmud Abbas den ideelle partner for Israel, af mindst to grunde, som tilsyneladende er modsatrettede: Han har været kendt i årtier for at være “moderat” og for sin evne til at acceptere “kompromiser”, som mere ligner overgivelse. Med andre ord er han parat til at forlade forsvaret af det væsentligste indhold i palæstinensernes nationale rettigheder i bytte for nogle materielle og symbolske fordele. Siden Hamas’ sejr i januar 2006 og Fatah-Hamas krigen i Gaza i sommeren 2007, har Abbas ikke haft nogen magt eller nogen kontrol over Gaza-striben og kan derfor ikke hævde at have opbakning fra alle palæstinensere i de besatte områder.

En tendens til overgivelse og svag legitimitet er i Israels øjne hovedkvaliteterne hos præsidenten for de palæstinensiske myndigheder (en præsident, hvis periode udløb for over fem år siden…) i den udstrækning, det tillader besættelsesmagten at opretholde illusionen om en hypotetisk “forhandlet proces”, som Abbas med jævne mellemrum tilfører troværdighed ved at deltage i forhandlinger under amerikansk beskyttelse. Israelerne ved udmærket, at Abbas er ude af stand til at påtvinge palæstinenserne nogen form for ”fredsaftale”, som egentlig ville være en overgivelse. Abbas er en vital del af kabalen i den israelske proces, der skal omdanne situationen fra en midlertidig tilstand til en permanent: ”Ja, vi besætter, vi koloniserer, vi fordriver, vi fængsler, men alt dette vil ikke blive ved, og beviset er, at vi forhandler med repræsentanter for palæstinenserne.”

Genforeningsaftalen – omend skrøbelig – ændrede delvist situationen: Mahmud Abbas ville virkelig kunne have hævdet at have fået ny legitimitet og, helt essentielt, Hamas ville have været symbolsk forbundet med forhandlingerne og dermed anerkendt som en legitim samtalepartner på den internationale scene. En utålelig situation for Israel, som pure afviser, at en palæstinensisk organisation, der har nægtet at lade sig afvæbne, og som har en stærk base hos civilbefolkningen i Gaza og på Vestbredden, skulle være i stand til at opnå status som en legitim repræsentant for palæstinenserne set med regionens eller de vestlige landes øjne. Derfor offensiven denne sommer, der som ét af sine vigtigste mål havde at presse Hamas til at begå fejl og endnu engang skabe mistillid omkring den islamiske modstandsbevægelse ved at få den til at fremstå som en terrororganisation.

Modsætninger i Hamas frem i lyset
Hamas’ underskrift på genforeningsaftalen sidste april bør i sandhed ses som et betydeligt skifte i bevægelsens retning og strategi. Betingelserne i aftalen var faktisk meget ugunstige for dem, og ”den nationale enhedsregering”, der blev sammensat nogle få uger senere, lignede ikke så meget andet end den regering, der havde været i Ramallah indtil da: ”De vigtigste ministre i denne aftale var således udtryk for en fortsættelse af den unilaterale og ulovlige praksis, der lå forud (den samme premierminister, vicestatsminister, udenrigsminister og ministre for økonomi, planlægning, sundhed og Jerusalem). Ligesom før ”genforeningen” er de vigtigste ministre – og især – premierministeren ganske enkelt præsidentens marionetdukker, blottet for juridisk bindende embedsstatus” [1].

Dette klare tilbagetog fra Hamas er forståeligt set i lyset af de seneste regionale hændelser og den islamiske modstandsbevægelses forståelse af dens voksende isolation samt den risiko, man løber ved ikke at kunne forbedre levestandarden for beboerne i Gaza bare en lille smule. Hvor 2012 havde været en sand velsignelse for Hamas, har den regionale dynamik siden sommeren 2013 været meget dårlig for dem og har tvunget dem til at acceptere en aftale med Mahmud Abbas, under egyptisk beskyttelse. Lad os huske, at i forbindelse med den dynamik, der opstod i forbindelse med det (dårligt benævnte) ”arabiske forår”, havde Hamas sikret sig en hidtil uset status. Boykotten af bevægelsen, som blev annonceret af det store flertal af arabiske stater efter valget i 2006, var blevet alvorligt nedbrudt. I januar 2013 blev premierministeren for Gazas regering, Ismail Haniyyah, budt velkommen som gæst af de nye tunesiske myndigheder; i juli blev han officielt modtaget af den nyvalgte egyptiske præsident Mohammed Morsi – et møde, som ville have været utænkeligt i Mubarak-æraen, og som blev fulgt op af en betydelig lempelse af blokaden fra egyptisk side. Det højprofilerede besøg i Gaza fra emiren af Qatar i slutningen af oktober var den sidste begivenhed, som indviede Hamas’ nye placering af som centrale politisk spiller i regionen.

Men udviklingen af situationen i Tunesien, statskuppet mod Mohammed Morsi i sommeren 2013, den massive undertrykkelse af det Muslimske Broderskab, som fulgte, den forværrede situation i Syrien, såvel som Qatars forviklinger – en politisk dværg, som drømte om at blive en diplomatisk gigant – har undermineret Hamas’ centrale rolle betydeligt og dermed afsløret dens ustabile karakter. Styrkelsen af blokaden mod Gaza, som var resultatet af oberst Sissis magtovertagelse i Egypten, udtørringen af den finansielle hjælp fra Iran, som ikke var særlig tilfreds med, at Hamas vendte sig imod Assad, og det faktum, at de palæstinensiske myndigheder i Ramallah nægtede at betale løn til de embedsmænd, Hamas havde hyret i Gaza, satte Hamas i en risikabel situation: ”Risikoen for en eksplosion i civilsamfundet imod [myndighederne i Gaza] blev en sandsynlig hypotese, eftersom blokaden ikke kunne frikende dem for ansvaret i al evighed, i en situation hvor man ikke forventede en forandring i den diplomatiske situation på kort sigt.” [2] Det er grundene til, at et voldsomt svækket Hamas accepterede ”genforeningen”, som ikke rigtigt var en genforening, eftersom aftalen stort set kun indeholdt tekniske bestemmelser (fælles embedsværk, tilbageflytning af Præsidentens Garde til Gaza, organiseringen af valg osv.), men på ingen måde et politisk program.

Genforeningen var resultatet af to svækkede spillere, og gyldigheden blev bestridt på den palæstinensiske politiske scene. Lad os ikke glemme, at under det sidste valg på Vestbredden, nemlig kommunevalget i efteråret 2012, var nederlaget for Mahmud Abbas næsten fuldstændigt, på trods af boykotten mod Hamas: lille interesse (få kandidater, 80 byer uden kandidatlister), lav deltagelse (kun 50 % imod 73 % i det foregående valg), og især nederlag for de fleste af Fatahskandidater, som blev støttet af Abbas’ ledelse (for det meste blev de slået af frafaldne Fatahfolk, som i Nablus, Jenin og Ramallah).

“Genforeningen” er således i virkeligheden ligesom ”en slags våbenhvile mellem to rivaliserende brødre, [som har] besluttet at udskyde en definitiv forvandling af den palæstinensiske situation, samtidig med at de ved, hvordan de kan tilpasse sig til forandringerne i den regionale og internationale situation” [3]. For Hamas betød det især at afstå (midlertidigt?) fra udøvelsen af (og sliddet med) magten i de officielle strukturer i den Palæstinensiske Myndighed og igen fokusere på sine mere traditionelle aktiviteter (forenings-netværk, administration af moskéer), og samtidig bryde ud af isolationen og igen bliver et element på den palæstinensiske politiske scene, som ikke kan ignoreres. Det var en pragmatisk tilgang fra den islamiske modstandsbevægelses side. De evnede at gøre status i forhold til erfaringen med Mohammed Morsi og deres egen erfaring med magten, der havde sat dem i et modsætningsforhold til deres egne menige medlemmer. Disse var nemlig mere overbeviste om nødvendigheden af modstand mod Israel end at administrere apparatet i en marionetstat.

Denne betydelige drejning var uacceptabel for staten Israel, som ikke kan tolerere et Hamas, som er i gang med at normalisere sig og er tilbøjelig til kompromis. Og palæstinensisk ”enhed” – så formelt det end måtte være – er lige så uacceptabelt. Offensiven denne sommer var dybest set rettet mod Hamas, med anholdelsen af hundredvis af aktivister og dusinvis af kadrer på Vestbredden og en storstilet offensiv imod Hamas’ militærapparat i Gaza, som sigtede mod at svække bevægelsens strukturer og skubbe Hamas tilbage til den linje, de havde forladt næsten to år tidligere – nemlig væbnet modstand. Staten Israel kunne dermed håbe at slå to fluer med et smæk: midlertidigt at sætte Hamas ud af spillet og fremtvinge, at Abbas opgav aftalerne med en organisation, som var ”fjendtlig mod fred”: ”Den israelske offensiv er derfor overhovedet ikke et svar på radikaliseringen af palæstinenserne eller af Hamas. Tværtimod er det en offensiv imod indrømmelser fra Hamas og imod palæstinensisk genforening” [4].

Israels politiske og militære nederlag
Det mindste, der kan siges, er, at Israel ikke eller kun delvist har opnået sine mål. Hamas kom ikke svækket, men snarere styrket, ud af denne nye offensiv, hvor organisationen demonstrerede en hidtil uset kapacitet. Trods Israels overvældende indsats, blandt andet indkaldelsen af 60.000 reservister og anvendelsen af en ildkraft, som Gaza aldrig før havde oplevet, heller ikke under offensiverne i vinteren 2008-09 og efteråret 2012, så lykkedes det i vid udstrækning Hamas (og de andre palæstinensiske modstandsorganisationer) at "holde ud". Affyringen af raketter stoppede aldrig, selv om de påførte Israel meget få skader, og især den israelske landinvasion, som endte med mere end 60 døde soldater, formåede ikke at neutralisere de bevæbnede grupper og reelt kontrollere de invaderede områder. "Våbenhvilen" blev altså underskrevet på et tidspunkt, hvor det slet ikke var lykkedes Israel at nå sine militære mål.

Dertil kommer, at trods de frygtelige menneskelige lidelser og den materielle skade, som den israelske aggression påførte, så opgav flertallet af indbyggerne i Gaza ikke deres støtte til den væbnede kamp. Det blev især tydeligt ved det store fremmøde til begravelsen af de tre militærkommandanter fra Hamas, som blev dræbt af Israel i midten af august, og ved de gentagne appeller fra personligheder og organisationer fra Gazas civile samfund, hvor de støttede palæstinensernes ret til væbnet kamp. En anden indikator: I modsætning til, hvad der skete i vinteren 2008-09, var Mahmoud Abbas og hans støtter ikke i stand til at fordømme Hamas eller give Hamas skylden for tragedien i Gaza denne sommer. Det fremherskende var den nationale enhed, og vi kunne endda se en række palæstinensiske diplomater fra myndighederne i Ramallah, som på vestlige tv-kanaler bekræftede deres støtte til alle palæstinensiske organisationer, også Hamas, og til den væbnede kamp. Selv om befolkningen i Gaza har mange anklager mod Hamas, var den i stand til at sætte tingene i rette perspektiv: "Der var en stadig større utilfredshed med Hamas, hvad der er meget forståeligt. Folk lagde skylden for deres ulykke og fattigdom på Hamas, især efter den egyptiske kovending. For folk i Gaza er Egypten afgørende. Og at vide, at det er de nye spøgelser i Egypten, som bestemmer over en, er ikke let. Men folk i Gaza så også, at Hamas var begyndt at dreje i en retning, som alle havde håbet på. Det vil sige forsoning og en ny kurs, ud fra en mere moderat linje, for at bryde ud af det kvælertag, som har været deres skæbne i så lang tid." (5). Et "mådehold", som oven i købet også kom til udtryk i den "våbenhvile", som til sidst blev indgået i slutningen af august.

Ingen sejr for palæstinenserne
De palæstinensiske krav i forhold til våbenhvilen vidner i den grad om fraværet af "radikalitet" i den palæstinensiske lejr. Hvilke krav var der tale om? Ophævelse af blokaden, selvfølgelig, hvad der delvist involverer åbning af grænserne til Israel og Egypten, genopbygning af havnen og lufthavnen i Gaza (ødelagt og lukket siden slutningen af 2000), udvidelse af fiskerizonen til 10 km fra kysten. Som påpeget af advokaten Francesca Albanese, som i otte år har arbejdet for FN, "er ingen af disse krav nye. FN har, i lighed med andre, gentagne gange krævet ophævelse af besættelsen — en besættelse, som ifølge international lov er ulovlig — som en nødvendig forudsætning for at afslutte den frygtelige humanitære situation i Gazastriben. At tillade transport af varer og mennesker mellem Vestbredden og Gazastriben er allerede blevet skrevet ind i Aftalen om Transport og Adgang (AMA), som blev indgået af den israelske regering og den palæstinensiske myndighed i 2005. Selv opførelse af en havn og muligheden for en lufthavn i Gaza var en del af AMA, men det blev aldrig implementeret. Kravet om at udvide den tilladte fiskerizonen er mere beskedent end det, der var forudset i Osloaftalerne fra 1994, og det var allerede en del af planen i våbenhvilen fra 2012."[6]

Der er intet "maksimalistisk. " eller " radikalt" i disse krav, som ganske enkelt afspejler det mindstemål, der er nødvendigt, for at folk i Gaza kan overleve, og som er anerkendt som legitime af alle internationale organisationer. Det er disse krav, som Israel nægtede at lytte til og dermed endnu en gang demonstrerede, at det, som besættelsesmagten afviser, er ikke tilfredsstillelsen af palæstinensernes nationale rettigheder (som også er indskrevet i international lov), men kun imødekommelse af betingelserne for at imødekomme deres mest elementære behov: rejsemulighed, bolig, sundhed, anstændig føde, uddannelse. Deraf følger harmen hos Gazas folk og de palæstinensiske modstandsorganisationer og den udbredte følelse blandt indbyggerne i enklaven, trods volden i angrebet, som det blev sagt af Raji Sourani fra det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder (PHCR): "Hellere dø end at vende tilbage til situationen fra før."

Så der er ingen uforsonlighed på den palæstinensiske side, men tværtimod en vis beskedenhed, eftersom ingen organisation har bedt om at indfri alle de palæstinensiske nationale rettigheder (afslutning på den civile og militære besættelse, selvbestemmelse og flygtningens ret til at vende hjem) til gengæld for en våbenhvile, men kun basale rettigheder og lidt luft. Uforsonligheden finder man, igen, på den israelske stats side, som har demonstreret for alle, som ønskede at glemme det, at man går efter, angiveligt på grund af "sikkerhed", en xx ødelæggelse af det palæstinensiske samfund for at forhindre det fra at hævde deres rettigheder kollektivt. Det var endnu en gang det uudtalte mål med aggressionen mod Gaza: at sende denne lille kyststrækning tilbage til stenalderen, så folks bekymringer ikke handler om at kæmpe for at af få gjort en ende på besættelsen, men om at kæmpe for overlevelse og genopbygning.

Derfor er det svært under disse betingelser at snakke om en reel "sejr" for palæstinenserne, som kun er blevet imødekommet på en del af deres — allerede moderate — krav, med en delvis ophævelse af blokaden, en udvidelse af fiskerizonen og fremtidige diskussioner om havn og lufthavn i Gaza. Kort sagt ingen garanti for en reel ophævelse af blokaden og en forbedring af betydning af livsvilkårene for palæstinenserne i Gaza. Det er åbenlyst ikke et spørgsmål om at være uvillig til kompromis eller at forsvare en alt-eller-intet-strategi, og vi kan kun glæde os over, at indbyggerne i Gaza ikke længere er under bombardement. Festlighederne organiseret af Hamas efter underskrivelsen af våbenhvilen og de xx taler fra lederne om "en kæmpe sejr for den palæstinensiske modstand" er imidlertid meget langt fra virkeligheden, hvilket Gaza-beboerne ikke vil undlade, og ikke har undladt, at bemærke.

Hvad nu?
Begivenhederne efter det israelske angreb i sommers bekræfter, at de grundlæggende dynamikker ikke er ændrede: Meddelelsen i starten af september om de israelske myndigheders beslaglæggelse af 400 hektar land på Vestbredden viser, at de på ingen måde har givet afkald på en fortsættelse af den zionistiske kolonialistiske virksomhed, og at de oven i købet har tænkt sig at trappe op; Hamas’ og Mahmoud Abbas’ manglende evne til at enes om den praktiske gennemførelse af "forsonings"-aftalen viser, at den er meget formel og skrøbelig; de mange demonstrationer (hårdt undertrykte) på Vestbredden og xx østjerusalem antyder, i forlængelse af demonstrationerne i sommers, at hele systemets stabilisering forbliver et fromt mål, til trods det åbenlyse samarbejde med de palæstinensiske sikkerhedsstyrker på Vestbredden.

Den amerikanske administration hævdede for mindre end et år siden, at man "genstartede forhandlingsprocessen" frem mod en underskrivelse af en dækkende og holdbar aftale mellem Israel og palæstinenserne. Men offensiven mod Gaza, den med de fleste dødsdofre i de seneste årtier, bekræfter, at det er forgæves at forsøge at "forhandle" med Israel, og at alle de, der accepterer reglerne i "fredsprocessen", bevidst eller ubevidst handler imod palæstinensernes nationale interesser ved at opretholde en illusion om, at man kan opnå fred med en besættelsesmagt. Palæstinenserne har ikke brug for en pseudo-regering for "national enhed" eller tekniske og særlige aftaler mellem de vigtigste palæstinensiske organisationer, selv hvis disse aftaler bliver opfattet som positive af dem, der kæmper mod den giftige splittelse. En sådan regerings pligter og magtbeføjelser er i realiteten dem, som den israelske stat er parat til at acceptere, og det er derfor urealistisk at tro, at det vil være et støttepunkt for en virkelig ændring af styrkeforholdene mod kolonimagten.

Den seneste række af begivenheder i Gaza og i mindre grad på Vestbredden har vist, at palæstinenserne aldrig har været så stærke og forenede, som da de kæmpede mod besættelsesmagten i fællesskab. Den eneste holdbare "nationale enhed" er den, der bygger på et program og en strategi for kamp og modstand, og ikke på fordeling af roller og poster i et pseudo-stattsapparat, den Palæstinensiske Myndighed, hvis opgave ikke er at organisere den palæstinensiske nationale modstandskamp, men at kanalisere den og, om nødvendigt, at ødelægge den. PM er faktisk en struktur, som blev designet under Oslo-aftalerne, for at neutralisere den palæstinensiske modstand og den palæstinensiske befolkning, og at skabe en illusion om autonomi og legitime parter, som kunne xx forhandle". Siden har den fundet sin egen eksistensberettigelse, og der er mange personer, først og fremmest fra Fatah, og senere fra Hamas, efter de tog kontrol med Gaza, som har valgt at ofre palæstinensernes interesser for de moralske og materielle fordele, som det giver at forvalte et pseudo-statsapparat.

De, som troede — som visse folk i Hamas — at de kunne omdanne PM "indefra", kender nu situationen: Problemet var ikke så meget skrupelløse enkeltpersoner med hang til samarbejde, som det var en pseudo-autonomi, som kun er en fortsættelse af besættelsen med andre midler. Flere kloge hoveder siger det nu i Palæstina: Det, som er på dagsordenen nu, er at at genopbygge modstanden (danne enhedsstrukturer for aktivister på basisniveau, en fælles ledelse af modstanden, fagforeninger, som er uafhængige af PM, landbrugskollektiver, bykomiteer…) og ikke den sterile kamp for kontrol med et pseudo-stattsapparat, som er klar til at underskrive en aftale, der stadfæster opsplitningen i kantoner, og som er dømt til bare at være en underentreprenør, der laver det beskidte arbejde for den israelske hær, eller at blive likvideret, hvis du vover at kræve rettigheder for palæstinenserne.

Begivenhederne denne sommer viser, at krisen for "fredsprocessen" og for den palæstinensiske nationale bevægelse vil fortsætte, samtidig med at Oslo-parentesen (og illusionen om, at "autonomi" vil føre til en vedvarende forhandlet fred) afsluttes. Man må forvente fremtidige kriser og konfrontationer, hvis form og resultat er usikre, så meget mere fordi de i høj grad vil være afhængige af udviklingen i den regionale revolutionære proces. Selv om den første betingelse for at opbygge et nyt styrkeforhold mod Israel er et brud med Oslo-logikken og udviklingen af nye strukturer og strategier til at genopbygge den palæstinensiske nationalisme, så ville det være dumt at glemme, at kun et nyt regionalt styrkeforhold, som giver palæstinenserne mulighed for at slippe ud af den ansigt-til-ansigtkonfrontation med den israelske stat, som får støtte fra alle vestlige lande, kan gøre det muligt at forestille sig en lysere fremtid.

Noter:
[1] Jean-François Legrain, “Le leurre de la "réconciliation" entre le Fatah et le Hamas”, Orient XXI, July 2, 2014.

[2] Ibid.

[3] Ibid.

[4] Gilbert Achcar, “Une offensive contre la réconciliation palestinienne", Politis, July 24, 2014.

[5] Ibid.

[6] Francesca Albanese, "Le silence assourdissant autour de la proposition du Hamas d’une trêve de 10 ans", Agence Médias Palestine, 11. august, 2014.

Julien Salingue er medlem af NPA I Frankrig og af Fjerde Internationale. Han er forsker inden for politisk videnskab og har udgivet A la recherche de la Palestine (Editions du Cygne, collection "Reports", Paris, 2011) og sammen med Celine Lebrun redigeret Israel, un Etat d’apartheid? (L’Harmattan, Paris, 2013).

Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com