Interview med professor Karman Matin fra Sussex Universitet om baggrunden for konflikten mellem kurdere og ISIS i Mellemøsten.

af Karman Matin

Professor Karman Matin fortæller om sig selv:
Jeg blev født I Iran af en kurdisk familie. Jeg oplevede den iranske revolution som ung voksen. Min politiske bevidsthed blev formet af den erfaring, som også rummede en periode af kurdisk autonomi i den kurdiske region i Iran.

I den periode stiftede jeg også kendskab til den kurdiske, nationale frigørelse. Når det drejer sig om min akademiske baggrund, har jeg en bachelor i udviklingsstudier og derefter master- og ph.d.-studium i internationale studier fra Sussex Universitet.

Nu arbejder jeg med et forskningspapir om baggrunden for den nuværende krise i Mellemøsten med fokus på Irak og Syrien, hvor den er mest eksplosiv.

Jeg håber, min research til dette kan give grundlag for et større projekt om den kurdiske nationale frihedsbevægelse.


Kan du give en sammenhæng og historisk baggrund for situationen i Rojava og fortælle, hvordan det har været under angreb.

– Den kurdiske nationalisme har en lang historie der, ligesom i andre dele af Kurdistan. Efter protesterne i Syrien udviklede sig til en borgerkrig som et resultat af Assad-regimets undertrykkelse af protesterne, trak de syriske styrker sig tilbage fra en række af de kurdisk-beboede områder. Det gav de kurdiske styrker og PYD mulighed for at etablere en slags kurdisk selvadministration i dette område, i form af tre kantoner i Efrin, Cizire og Kobanê. Denne administration understreger kraftigt græsrods deltagelse, en tilgang med ligestilling og øget kvindedeltagelse på alle niveauer af det sociale, politiske og offentlige liv. Den er meget økologisk bevidst og inkluderende med hensyn til at nå de forskellige sproglige og etniske grupper, som lever i denne region og der er mange af dem, selv om det ikke er særlig store grupper.

– Det er markant, at hele denne opfattelse af demokratisk selvstyre er i modsætning til den traditionelle ide om statisk nationalisme. Den forsøger at forholde sig til det såkaldte nationale spørgsmål som en del af det større spørgsmål om radikalt demokrati. Selv om den understreger retten til selvbestemmelse, er den ikke begrænset til ideen om en nationalstat.

Kan du sige noget om angrebet på Rojava over de sidste par år fra Al-Nusra og nu ISIS (eller på arabisk: Daesh)? Hvor kommer disse angreb fra?

– Den syriske hær trak sig tilbage fra området, og PYD etablerede sine kantoner. Den tyrkiske regering blev foruroliget, og rapporter peger på, at den fremmede og forsynede radikale islamistiske styrker inden for den syriske opposition, så de kunne angribe de kurdiske styrker allerede på et meget tidligt tidspunkt. Dette er fortsat og har nået et klimaks med den stærke fremkomst at ISIS og IS på scenen, som konstant har angrebet de kurdiske styrker. Kobanê har faktisk været under angreb i 18 måneder. Efter ISIS’ offensiv i Irak har de intensiveret deres angreb på Kobanê. Kobanê er i centrum af et stort område kontrolleret af ISIS i Syrien og Irak. Uden dette område har ISIS kontrol over et langt mere spredt område.

– Men sandsynligvis forholder det sig sådan, at da angrebet på Kobanê startede, udviklede det sig til et meget symbolsk slag i betragtning af ISIS’ hurtige sejr andre steder. At de ikke har kunnet erobre Kobanê, synes meget demoraliserende og pinligt for IS. I deres pressemeddelelser kan du også se, at de er truende og taler om kurderne og PKK som ”murtad”, som i islamisk sprogbrug betyder muslimer, der har forladt islam.
 
Kan du kommentere på USAs leverancer til Kobanê. Hvilken slags dagsorden, tror du, USA forfølger?

– Jeg tror, våbenleverancerne blev påtvunget USA pga. forvirringen i dets strategi, som ifølge Obama slet ikke eksisterede, helt ind i denne (oktober, red) måned. Jeg tror, at ISIS, USA og Tyrkiet alle forventede, at Kobanê ville falde hurtigt. Men da byen ikke faldt, og dagene gik, blev USA’s administration i stigende grad pinligt berørt over sin passivitet.

– Den blev presset af sine kritikere hjemme, fra republikanerne og andre. Dette skete under de specielle omstændigheder, at verdenspressen var i stand til at producere live dækning. ”Daily Telegraph” havde live dækning af Kobanê. Og derfor, på et vist punkt, blev USA næsten tvunget til at gribe ind. Men det kan også ses som en måde for USA til at presse Tyrkiet til at indtage en mere aktiv rolle i koalitionen. Tyrkiet vidste, hvad USA ønskede, og prøvede at bruge Kobanê som et instrument til at diktere sine centrale betingelser over for USA. USA’s nedkastning af våben og anden hjælp pressede til sidst Tyrkiet til en politisk 180 graders kovending, stillet over for budskabet ”Vi kan klare os uden jer, så I skal ikke overspille jeres hånd.”

– Alt i alt har USA ikke mange muligheder. Det er svært at sælge argumenter for ikke at samarbejde med PYD på et eller andet niveau.

– Hvad der kan komme ud af det, er på ingen måde bestemt på forhånd. Det afhænger af styrkeforholdene, de konkrete mål som USA vil definere i forhandlingerne med PYD, og hvordan PYD kan og vil reagere på dem. I modsætning til mange på venstrefløjen, så tror jeg ikke, USA har nogen form for ”overordnet strategi”. Jeg tror, USA står i en meget vanskelig situation, med Qatar og Saudi-Arabien og Tyrkiet, der hver for sig har deres egne formål og dagsordener.

– Uden dem ville det være meget vanskeligt at være indblandet og uden at være indblandet, ville den irakiske regering sandsynligvis falde, hvad der ville være pinligt for USA’s udenrigspolitik siden invasionen af Irak. Jeg mener, at USA er i en meget vanskelig situation, og at det, at de nu rækker hånden ud til kurderne, ikke nødvendigvis betyder en konspiration.

Nu vi taler om Irak, kan du så kommentere på angrebet på Shengal (Sinjar) og ISIS’ fremgang I Irak, deres erobring af våben. Hvilke faktorer har gjort det muligt?

– Jeg tror ikke, angrebet var uventet. Det dårlige forsvar fra KRG – de såkaldte pesmerga styrker, havde at gøre med KRG’s naive optimisme, at ISIS grundlæggende set var interesseret i den centrale del af Irak og ikke havde nogen speciel appetit på at angribe den kurdiske region. Da først angrebet kom, trak de sig tilbage, og det var kun YPG, som kom og reddede de civile yezidier. Enhver, der har bare lidt kendskab til ISIS’ ideologi og projekt, ville regne med, at de ville angribe en ikke-muslimsk minoritet i deres nabolag.

Kan du fortælle om den aktuelle situation i Sydkurdistan?

– Miltært er deres forsvar mere effektivt. Politisk er PUK, som er rivaliserende parti til KDP, nu i offensiven, fordi KDP’s styrker klarede sig dårligt. PUK prøver at score politiske point ved at understrege dette, specielt i Shengal området. Generelt har KDP været meget stille og passiv i i forhold til krigen i Kobanê. Selv om de nu hævder, at de har lobbyet i forhold til Tyrkiet om hjælp, har de ikke gjort noget offentligt indtil de sidste få dage.

Hvad med Tyrkiet, kan du fortælle om fredsprocessen, de fornyede militære aktiviteter og den politiske situation der?

– Realiteten er, at fredsprocessen ikke ser ud til nogensinde at være blevet taget alvorligt fra den tyrkiske side. Der var visse reformer, men de virkelige spørgsmål forholdt man sig ikke til. Fx er der den infame terrorlov, som giver grundlag for arrestation for arrest og tilbageholdelse af tusinder af kurdiske politiske aktivister og andre. Der har ikke været nogen forandring i Öcalans fængselssituation, som PKK har krævet. Så der har ikke været mange konkrete og vigtige skridt fra tyrkisk side. Men ingen af siderne har erklæret fredsprocessen for død. I det mindste officielt ser begge sider ser ud til at have en slags engagement i den.

– Jeg tror, PKK vil være mere offensive i deres krav fra nu af, specielt, hvis det lykkes Kobanê at slå IS endeligt. Det vil helt klart styrke deres position. Specielt hvis de og PKK klarer at opretholde en eller anden form for diplomatisk linje til USA, som vil gøre mange europæiske stater mere medgørlige i at fjerne PKK fra deres liste over terror-organisationer. Det ville så igen have en indflydelse på PKK’s forhandlingsposition. Samlet set mener jeg, PKK er i en stærkere position end for en måned siden, i forhold til fredsforhandlingerne.

– Men AKP [Det tyrkiske regeringsparti] har en lang tradition med at manøvrere med valgene. Et parlamentsvalg er på vej næste sommer, og AKP ser det som en mulighed for at få det nødvendige flertal til at reformere forfatningen og give præsidenten, det vil i øjeblikket sige Erdogan selv, mere magt. Så på en måde har han brug for de kurdiske stemmer. Man kan forestille sig, at PKK og BDP, det officielle legale kurdiske parti i Tyrkiet, vil kunne læse AKP’s hånd og reagere i forhold til den.

Kan du sige lidt om solidaritetsprotesterne i Tyrkiet, både forsøgene på at krydse grænsen og eksplosionen af protester i dusinvis af byer og den brutale undertrykkelse af dem. Hvordan analyserer du det?

– Tja, der er en lang historie med den slags solidaritetsaktioner. Da Öcalan blev fanget i 1999, var der fx udbredte demonstrationer i iransk Kurdistan, hvor mere end 12 mennesker blev dræbt i en af de kurdiske byer. Så almindelige kurdere har en stærk følelse af solidaritet med deres kurdiske brødre og søstre andre steder. Det er mest omstændighederne, som kan begrænse omfanget af solidaritet. Og med moderne redskaber til kommunikation er organisering af begivenheder og demonstrationer af denne type meget lettere end før.

Kan du fortælle om projekterne i Rojhilat [Østkurdistan i Iran] Kan du give nogle detaljer om dette, da det ikke bliver diskuteret meget?

– PKK’s søsterparti PJAK har annonceret en ny bevægelse, som bliver kaldt KODAR – Demokratisk Samfund i Øst. Denne er blevet beskrevet ikke som et politisk parti, men som en bevægelse, som ser ud til at være noget lignende som Rojava-kantonsystemet. En form for radikalt basisdemokrati med udbredt deltagelse af kvinder og de nederste klasser som basis. Forskellen er, at i Rojava er der områder, som er kontrolleret af PYD. I Rojhilat er det kun et koncept, et koncept som de søger en gradvis udbredelse af.

– Det har den fordel, at det ikke direkte angriber den eksisterende statsform, og derfor har det en chance for at blive samtalepartner med den iranske stat. Faktisk har PJAK lavet udtalelser og breve til den iranske stat, hvor de foreslår forhandlinger og en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål.

– Situationen der er lidt anderledes, fordi til forskel fra Syrien, hvor PYD var og stadig er den ledende og dominerende styrke, så er det ikke tilfældet i iransk og irakisk Kurdistan. Så det er en anelse mere komplekst end i Tyrkiet og Syrien. I Iran er de partier, som ikke er allierede med PKK, formentlig alt i alt mere progressive og radikale end KDP og PUK i irakisk Kurdistan. Disse partier er på papiret mere på bølgelængde med PJAK og PKK, men der er også væsentlige forskelle mellem dem.

Kan du kommentere generelt på mulighederne netop nu for at sprede radikale politiske projekter. Kobanê er blevet et samlingspunkt for modstand, der viser muligheden for at overleve og styre efter en anden livsform i Mellemøsten. Hvor ser du muligheden for radikalt demokratisk selvstyre, der spreder sig i Mellemøsten som helhed?

– Hvis den syriske erfaring overlever det igangværende overfald fra ISIS, så tror jeg det vil have et meget stærkt potentiale for at blive en model for demokratisk erfaring i regionen. I en region, som er hærget af sekteriske og etniske konflikter, så er netop grundlæggelsen af sådan en type projekt af en lokal styrke, med en betydelig basis, meget væsentligt. Men jeg er ikke i tvivl om, at regionale aktører, specielt Tyrkiet, vil gøre alt, hvad de kan, for at underminere det. Så selv om der er et stort potentiale, så er der ingen automatik.

– I sidste ende vil det afhænge af den bredere balance mellem kræfterne i regionen. PKK’s forhold til den tyrkiske stat, PKK’s og PYD’s forhold til KRG og mest akut, om PYD i Syrien kan modstå IS’ angreb. I øjeblikket er et succesfuldt forsvar af Kobanê meget afgørende.

Du nævnte sekteriske konflikter. Kan du sige lidt mere om oprindelsen til de sekteriske opdelinger i Irakkrigen og i Syrien?

– De koloniale stater, som blev etableret efter sammenbruddet af det Osmanniske Rige, rekrutterede bevidst sine stats-eliter fra minoriteter, for at holde dem svage nok til ikke at udfordre de koloniale herskere og stærke nok til at opretholde intern orden. I Irak gjorde briterne sunni-mindretallet til den dominerende magt, og i Syrien gjorde Frankrig alawi mindretallet til den dominerende magt. Da kolonimagterne trak sig tilbage, havde disse minoriteter allerede en masse politiske og økonomiske investeringer at forsvare gennem vold.

– Den vold ser ud til altid at have et etnisk og religiøst element fra starten. Ikke desto mindre var den åbne sekteriske konflikt ikke af den type, som vi ser i dag. Når alt kom til alt, så så folk staten, snarere end den etniske identitet hos statens mænd, som målet for deres utilfredshed.

– Irak blev vendepunktet. Da USA stod over for opstanden fra de sunni-arabere, der var sat fra magten, så satsede de bevidst og manipulerede med sekterisme, fx ved at lade shia-militser foretage en religiøs udrensning af mange dele af Bagdad og andre dele af Irak.

Mange ISIS folk er faktisk ikke ISIS. Det er faktisk almindelige arabiske sunnier i regionen, som hader den centrale stat, i dette tilfælde Irak, eller i Syrien Assad. Og når de først har tilsluttet sig ISIS, er der meget lidt vej tilbage, for så angriber den anden side uden at skelne mellem disse områder, som fx shia-militserne gør i Irak i øjeblikket. Folk tilslutter sig IS, ikke fordi de er ekstreme salafister, men fordi der er en reel, objektiv utilfredshed, som så fører til en støtte til ISIS. Når de først har udtrykt denne støtte, så brænder de deres broer, og det er svært at komme ud. Jeg tror ikke, den sociale støtte til IS er særligt stor. Deres kadrer er meget få. Men de befinder sig i et stort område, hvor befolkningen hader den anden side så meget, at de ser sig selv på IS siden, snarere end på den centrale stats side.

Interview med professor Karman Matin fra Departementet for Internationale studier på Sussex Universitet i Storbritannien blev første gang bragt den 23. oktober 2014 på den kurdiske hjemmeside DIHA. Oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com