”I dag er begyndelsen til en ny bevægelse. I dag er afslutningen på tusind års undertrykkelse,” sagde den feministiske forfatter Kate Millett i en tale til en forsamling på 50.000 i New York City den 26. august 1970.

af Nancy Rosenstock

Den 26. august 1970 markerede i offentligheden begyndelsen på feminismens anden bølge, 50 år efter opnåelsen af kvinders stemmeret.

 

Kvindebevægelsen (på engelsk womens’s liberation movement) i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne satte gennemgribende spor i samfundet. Den havde også stor indflydelse på os, der var en del af bevægelsen. At arbejde i fællesskab for kvinders frigørelse, at nyde den glæde og søsterskab der kommer herfra – det var en erfaring, der ændrede livet.

 

Jeg havde det held at være en disse kvinder, som medlem af Boston Female Liberation – en af de første og mest bredt respekterede radikale feministiske organisationer på den tid. Jeg var også en af medarbejderne på landsplan i Kvindernes Nationale Abort Aktions Samarbejde (Womens National Abortion Action Coalition (WONAAC) i 1971.

 

Hvad er feminismens anden bølge? Hvad opnåede den? Hvad kan en ny generation lære af den?

 

For at vurdere resultaterne er det nyttigt at kaste et hurtigt blik på kvinders stilling på den tid. Generelt set var kvinder andenklasses borgere med begrænsede muligheder. Kvinder blev ”tilbudt” kvindejob med lavere løn end mændenes job. Med manglende adgang til prævention og abort havde vi ingen kontrol over vores kroppe. Mange af os blev afskåret fra muligheden for at fortsætte vores uddannelse, hvis vi ønskede det, og man fortalte os igen og igen, at moderskab og hjemmet var der, hvor kvinden ”hørte til.

 

På march ind i historien

Efter år med basisgrupper – hvor kvinder mødtes og fandt ud af, at deres ”problemer” ikke var individuelle, men samfundsskabte – og år med forsøg på at legalisere abort, slog feminismens anden bølge igennem i offentligheden med de omfattende demonstrationer for kvinders rettigheder den 26. august 1970.

 

Den dag var der demonstrationer i 90 byer, den største i New York City med 50.000 kvinder, der marcherede ned ad Fifth Avenue. Demonstrationen havde tre krav:

 

–         Fri abort, ingen tvungen sterilisering

–         Gratis døgnåbne børnepasningscentre kontrolleret af lokalsamfundet

–         Lige muligheder for arbejde og uddannelse.

 

En broget koalition af grupper forenedes omkring disse krav, bl.a. Church Women United, National Organization for Women (NOW), Red­stockings, Socialist Workers Party, Third World Women’s Alliance, High School Student Alliance, og National Welfare Rights Organization for at nævne nogle få.

 

I dagene forud for demonstrationen var der adskillige fantasifulde aktioner. To 40 fod (ca. 12 meter) lange bannere med teksten ”Women of the World Unite” og ”March on August 26 for Equality” blev hængt op på Frihedsgudinden. ”Friheds-affaldsspande” til brug for symboler på kvinders nedværdigende stilling blev sat op over hele byen.

 

Ruthann Miller, som koordinerede demonstationen i New York City, beskrev i et interview i Jacobin i november 2020, hvad der skete den dag. Politiet havde anslået, at kun få ville deltage og havde nægtet at afspærre gaderne, fordi ”pigerne” kunne jo bare gå på fortovet med deres skilte.

 

Miller beretter: ”Længe før marchens officielle starttidspunkt blev det klart, at et stort antal demonstranter var på vej.”

 

På opfordring fra demonstranterne, der råbte ”Vend jer om, Vend jer om” til politiet, så de kunne se den store folkemængde, ”gav jeg signal til, at marchen skulle starte og den 50.00 store march for ligeret begyndte. Kvinder marcherede igen ind i historien.”

 

Et vigtigt punkt for kvindebevægelsen i 1960’erne og de tidlige 1970’ere var spørgsmålet om abort, som var ulovlig på det tidspunkt. Op imod 5.000 kvinder om året døde på grund af aborter udført af dem selv eller kvaksalvere. Dødstallet for sorte kvinder var 12 gange så stort som for hvide.

 

Abortkampen

I Boston Female Liberation forstod vi, at det ikke var os, der valgte abortspørgsmålet. Det var sagen, der valgte os. Det var i bund og grund et spørgsmål om liv eller død, et der rørte ved selve grundlaget for kvinders undertrykkelse under kapitalismen. Vi krævede fuld kontrol med vores kroppe. Uden den kontrol kan kvinder aldrig blive fri.

 

Vi forstod også, at en enkelt, gruppe alene ikke kunne vinde kampen om abort. Så i juli 1971 tog 36 medlemmer fra Boston Female Liberation, den største repræsentation fra en enkelt kvindegruppe –til New York, hvor de sammen med 1000 andre kvinder var med til at grundlægge WONAAC (Women’s National Abortion Action Coalition).

 

Konferencen var kommet i stand efter et opråb fra kvinder i New Haven, Connecticut, der foreslog en fælles landsdækkende kampagne for at afskaffe alle begrænsninger for abort og forbyde tvangssteriliseringer.

 

New York-konferencen vedtog en aktionsplan, der omfattede massedemonstrationer, høringer om abortspørgsmålet, vidnesbyrd, karavaner, speak-outs og juridiske og lovgivningsmæssige initiativer. Blandt de krav, der blev tilføjet på konferencen, var ”Ingen tvungne steriliseringer” og ”Væk med alle love mod prævention”.

 

WONAAC nåede bredt ud og fik opbakning fra kvinder, der var medlemmer af NOW, Planned Parenthood, kendte feminister og sagførere såsom den sorte feminist Florynce (Flo) Kennedy og mange andre.

 

Lokale kvindegrupper, studentergrupper, socialister og mange andre samlede sig om kravet om at fjerne abortlovene. ”Abort – en kvindes ret til at vælge” var vores kampråb.

 

En af WONAACs foldere forklarede: ”Kvindens ret til at kontrollere sin egen krop – til at vælge, om hun vil være gravid, til at have adgang til sikker og effektiv prævention, til ikke at frygte tvungen sterilisering – er en grundlæggende ret, som bliver nægtet kvinder ifølge lov og tradition i alle stater i USA.

 

Mens bevægelsen stadig var under opbygning, blev der vundet en stor sejr i januar 1973, da højesteret legaliserede abort i den historiske afgørelse i sagen Roe versus Wade. Denne sejr er en af de største resultater af andenbølge-feminismen.

 

Andre resultater

Andebølge-feminismen opnåede udover retten til abort mange andre ting. Der blev bedre adgang for kvinder til både uddannelse og arbejde. Kvinder kom ind i ”ikke-traditionelle” jobs og blev elektrikere, blikkenslagere, maskinoperatører og meget mere.

 

Andre igen fik karrieremuligheder, de fleste kvinder før dem kun havde kunnet drømme om – som ingeniører, arkitekter og læger for bare at nævne nogle få.

 

Vedtagelsen af paragraf IX i 1972, som forbød diskrimination af kvinder indenfor enhver uddannelse, som modtog føderale midler, havde stor betydning for kvindelige sportsudøvere.

 

Et af de vigtigste resultater af kvindebevægelsen, måske et, der er svært at forstå i dag, er ændringen af kulturelle vaner – mest betydningsfuldt omkring familiestruktur og ægteskab.

 

I de tidlige 60’ere voksede to tredjedele af alle børn op i traditionelle kernefamilier, dvs. med faderen som forsørger, med mor og far som et gift par. I dag er dette mønster ikke længere dominerende. Et udtryk for denne ændring, som er kommet efter årelange protester, er Højesterets beslutning i juni 2015, som legaliserede ægteskab mellem to af samme køn.

 

Ifølge en undersøgelse fra 2019 foretaget af Pew Research Center -lever en fjerdedel af alle børn i USA nu i familier med en forælder. Det er også blevet mere almindeligt at bo sammen med en partner, du ikke er gift med, end en, du er gift med. En anden undersøgelse fra Pew Research Center i 2019 viser, at 59 procent af folk mellem 18 og 44 år har boet sammen med en partner uden at være gift på et eller andet tidspunkt i deres liv. Og 69 procent mener, at denne måde at indrette sit liv på er i orden

 

Anden bølge organiserede ikke bare kampen om abort, men anså også spørgsmålet om offentlig børnepasning for vigtigt.

 

For eksempel deltog Boston Female Liberation sammen med andre grupper i en koalition, som opnåede at få en folkeafstemning om 24 timers børnepasning på stemmesedlen i Cambridge i Massachusetts. Selvom forslaget fik opbakning fra 76 procent af de afgivne stemmer, nægtede byrådet i Cambridge City at gennemføre det.

 

I 1971 nedlagde præsident Nixon veto mod en lov, som ville have skabt et landsdækkende netværk af føderalt finansierede børnepasningscentre. Dette veto blev fulgt af en ideologisk kampagne mod offentlig børnepasning, der påstod, at loven ønskede, at regeringen skulle opdrage børnene, at børnearbejde ville stige, og at kvindens plads ”ifølge naturen var i hjemmet”.

 

Dødvande for ERA

Kampen for Equal Right Amendment (ERA) var også en vigtig sag på det tidspunkt. Den befinder sig nu i et dødvande.

 

Forslaget (der var et tillægsforslag til USA’s forfatning) blev første gang fremsat i Kongressen i 1923 og lød i al sin enkelhed:

 

”Lige rettigheder for loven må ikke nægtes eller indskrænkes for nogen på grundlag af køn af De forenede Stater eller nogen enkeltstat”. I 1972 havde begge kamre i Kongressen langt om længe tilsluttet sig forslaget. Det blev sendt til enkeltstaterne til ratificering med en 7 års deadline. En frist, som det var nødvendigt for Kongressen at forlænge i 1982.

 

Som svar på en højrefløjskampagne mod ERA gik tusinder på gaden. I 1976 demonstrerede 16.000 i Springfield, Illinois –nogle af dem kom fra østkysten i et ERA-frihedstog -for at kræve, at den lovgivende forsamling i Illinois ratificerede loven. I 1978 demonstrerede 100.000 i Washington D.C. Ikke desto mindre var kvindefjendtlige kræfter i stand til at blokere for ratifikationen. Så ERA er stadig ikke en del af forfatningen.

 

Bøsser og lesbiskes oprør

Sideløbende med  feminismens anden bølge voksede bøssernes og de lesbiskes bevægelse frem. Udgangspunktet var 1969, hvor politiet ryddede en bar for bøsser og lesbiske i Greenwich Village, New York, The Stone Wall Inn.

 

På det tidspunkt var politiets chikane af bøsser og lesbiske en dagligdags foreteelse. Men i 1969 blev en politiaktion – hvor både almindeligt politi og specialstyrker indgik – mødt med gadekampe og demonstrationer, hvor tusinder deltog. Stonewall-oprøret markerede et offentlig gennembrud for bevægelsen for bøssers og lesbiskes rettigheder, som blev hilst velkommen af mange feminister på det tidspunkt.

 

Bilitis døtre, en bevægelse for lesbiskes rettigheder, voksede hurtigt i kølvandet på Stonewall-oprøret. Og selv om nogle konservative feminister i starten var imod lesbiskes deltagelse i kvindebevægelsen, var det en modstand, der gradvis forsvandt.

 

Myter og misforståelser

I årenes løb er der opstået mange myter og misforståelser om andenbølge-feminismen. En af disse myter er, at det var en bevægelse, der udelukkende bestod af hvide middelklassekvinder.

 

Ganske vist var hvide kvinder i klart flertal, men sorte kvinder var en uadskillelig del af bevægelsen fra begyndelsen. I kraft af deres tredobbelte undertrykkelse – som sorte, som kvinder og som arbejdere – havde de mulighed for at rejse specifikke klassespørgsmål.

 

De påpegede, at mens mange middelklassekvinder havde mulighed for at gå hjemme, var sorte kvinder nødt til at arbejde for at understøtte deres familier. Og eftersom sorte kvinder blev udsat for særlige – racistiske – angreb fra regeringen, kunne de sammen med puertoricanske kvinder, chicana-kvinder og kvinder fra den oprindelige befolkning rejse krav, som udsprang af deres situation, såsom ”ingen tvungne steriliseringer”.

 

Sorte kvinder dannede ofte deres egne organisationer for at kæmpe for deres krav. The Third World Women’s Alliance (TWWA) blev grundlagt I 1970 og havde sin oprindelse i borgerrettighedsbevægelsen, især Student Non-Violent Coordinating Committee (SNCC), en af de vigtigste organisationer i kampen for sortes rettigheder i 1960’erne. TWWC’s avis Triple Jeopardy udkom første gang i efteråret 1971. Den indeholdt en plakat med overskriften ”Bekæmp kapitalismen, racismen og sexismen”.

 

Combahee River Colletive blev grundlagt i 1974 Boston. Deres grundlæggelseserklæring udgivet i april 1977 fastslår klart: ”Sorte, andre tredje verdens-kvinder og arbejdende kvinder har været en del af den feministiske bevægelse fra starten”.

 

En epokegørende artikel skrevet af Maryanne Weathers i 1969 bar titlen: ”Et forsvar for sorte kvinders kamp som en revolutionær kamp”. En artikel, som stadig i dag bliver brugt i undervisningen i kvinde- og kønsstudier. Weathers var både medlem af Boston Female Liberation og Black and Third World Women’s Alliance.

 

Andre misforståelser om feminismens anden bølge stammer fra tidligere angreb på feminister fra reaktionære ”pro-familie-” og pro-life”-kræfter. Nogle af disse karikaturer genlyder stadig i dag i den udbredte opfattelse af bevægelsen som bh-afbrændere og mandehadende lesbiske.

 

Når man oplever de fortsatte angreb på kvinders rettigheder – og især retten til abort – kommer nogle til den konklusion, at andenbølge-feministerne smed sejren væk. Men en vigtig lære fra kvindebevægelsen dengang er netop at forstå, at ingen rettigheder er sikre. Vi er nødt til at fortsætte kampen. Kvindeundertrykkelsen er en så grundlæggende del af kapitalismen, at vi ikke skal blive overraskede over, at bevægelsen møder modstand fra dem, der har fordel af kvinders status som andenrangs borgere.

 

Et andet aspekt, som vi skal huske, er, at kampen for kvinders rettigheder i 1960’erne og starten af 1970’erne ikke var monolitisk. Der var forskellige politiske perspektiver, fra konservative feminister i ledelsen af organisationer som NOW, som ønskede en større del af kagen under det gældende system, til radikale feminister som os i Boston Female Liberation, der ikke mente, at kvindernes fuldstændige frigørelse nogensinde kunne opnås under kapitalismen.

 

Den radikale del af bevægelsen forstod også, at hvis vi ikke kæmper for vores rettigheder, er der ingen, der vil gøre det. Vi må være uafhængige af begge de kapitalistiske partier og organisere en bevægelse, som nægter at underordne kvinders rettigheder under nogen eller noget.

 

Nogle kvinder, som mig, startede som radikale feminister og blev socialister. Vi så ingen modsætning mellem at være feminist og at være socialist. Og vi tog vores erfaringer med politisk organisering med til den nye kvindebevægelse.

 

Rutham Miller er et godt eksempel på dette. Hun var en aktiv socialist, og havde før den 26. august 1970 kæmpet for at legalisere abort i staten New York, samt deltaget i bevægelsen mod Vietnam-krigen. Hun forstod nødvendigheden af at forene så mange som muligt omkring de krav, man var blevet enige om.

 

Det, der skaber forandringer, er, når masser af folk sætter sig i bevægelse. Og det er nødvendigt at opbygge koalitioner og alliancer mellem organisationer og enkeltpersoner med forskellige politiske perspektiver for at opnå dette.

 

Erfaringer og udfordringer for dagens kvindekamp

Når vi forstår, hvad feminismens anden bølge har opnået, har vi mulighed for at drage nogle erfaringer, vi kan bruge i dag. Det allervigtigste er, at kampen for kvinders frigørelse ikke er en underordnet kamp. Hvis kvinder ikke er fri, er ingen fri. En uafhængig kvindebevægelse, som inddrager så mange mennesker som muligt, er nødvendig. Og det er grundlæggende vigtigt at alliere sig med så mange som muligt.

 

Som Ruthann Miller forklarede: ”I forhold til de unge kvinders nye organisering, er det vigtigt at forstå, at vi må organisere bredt politisk, så mange kvinder som muligt fra alle dele af samfundet – forskellige grupper sammen alt efter, hvad vi kan blive enige om – og lade vores uenigheder ligge til andre tider.”

 

I de 48 år, der er gået siden Roe versus Wade-afgørelsen, er angrebene på retten til abort fortsat uden nåde. Men at have kontrol med sin egen krop – selv bestemme, om og hvornår man vil have et barn – er en fundamental del af vores frigørelse.

 

Det var rigtigt at fokusere på retten til abort i den første tid af feminismens anden bølge. Det er blevet bekræftet i den seneste tid, hvor kvinder fra Irland til Polen og Argentina er gået på gaden i tusindvis. En bevægelse, hvis højdepunkt for nyligt har ledt til sejr nogle steder.

 

Den situation kvinder, står overfor i dag, har understreget den underordnede status, vi har i samfundet, og den skriger på øjeblikkelig handling. Covid-19 pandemien – og den økonomiske krise, der udvikler sig – har betydet, at 800.000 kvinder har forladt arbejdsstyrken bare i august og september 2020. Mange af disse kvinder oplever pandemiens følger i deres familier: Deres børn er hjemme, fordi skoler og børnehaver er lukkede.

 

En overskrift i Washington Post i juli 2020 lød: ”Coronavirus børnepasningskrise vil skubbe kvinder en generation tilbage”, og de tilføjede, at ”en ud af fire kvinder, der fortalte, at de var blevet arbejdsløse under pandemien, sagde, at det var på grund af mangel på børnepasning – dobbelt så mange som hos mændene”.

 

Krisen stiller de af os, der kæmper for kvinders rettigheder, overfor alvorlige udfordringer. Højrefløjen, der bliver opildnet af regeringen og har vind i sejlene, vil fortsætte med at angribe vores rettigheder. I disse alvorlige tider må alle kvinder- både os, der var en del af andenbølge-feminismen, og dem, der lige er gået ind i kampen, stå sammen og udstikke en vej frem på lige fod.

 

Vores kampråb må være ”Vi vil aldrig vende tilbage til gamle dage”, vi vil fortsætte med at kæmpe for vores rettigheder. Fra Polen til Argentina, verdens kvinder inspirerer os.

 

Artiklen er oversat fra Against the Current af Bodil Rasmussen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com