Lengi getur vont versnað, siger man i Island, eller på dansk: Længe kan ondt forværres. Det gamle mundheld er om noget blevet bekræftet i løbet af landets dybe krise, hvor kun en tredjedel af vælgerne har tillid til regeringen.

af Örn Ólafsson

Da jeg var ung mand i Island, var der fire politiske partier i Island, de konservative, Fremstødspartiet (et centerparti der havde sin base i bondebefolkningen), Socialdemokraterne og Socialistpartiet.

Det sidstnævnte adskilte sig fra socialdemokraterne især ved at støtte Sovjetunionen og forlange USAs militærbase i Keflavík afskaffet og Island ud af NATO. Pga. disse særpræg blev partiet isoleret og dets medlemmer tilsidesat. Vejen til stillinger og indflydelse gik nemlig i gennem de tre førstnævnte partier.

Militærbasen gav penge til de entreprenører, som fik opgaver, fordi de puttede penge i de rigtige partikasser. Det samme gjaldt opgaver for stat og kommuner. Bankerne var alle nationaliserede, og deres bestyrelser valgt af folketingets flertal. For at få banklån, som var nødvendige for at kunne drive en virksomhed, måtte man …. – ja gæt engang.

Socialistpartiet havde dog også repræsentanter i bankrådene, så i hvertfald dets underskudsgivende avis fik banklån, som så henstod som store tab, da avisen til slut gik ind. Radio og fjernsyn var statsejede og bestyret af samme folketingsflertal, altså som regel præget af åndsformørket konservatisme, især det nye medium, fjernsynet. Kort fortalt, Island var et mafiavælde, forklædt som parlamentarisme.

Nyliberalismens sejstogt
Så kom nyliberalismens sejrstogt også til Island i 1990’erne. Først blev statens monopol på radiofonien brudt. Nu opstod der private radiostationer. De kørte især pop og reklamer, og blev mest hørt mest af teenagere, som før lyttede til det amerikanske. Senere kom der også en privat fjernsynskanal. Den blev træffende skildret af statsradiofoniens daværende direktør som en forvoksen videoudlejning. Men så tog nyliberalismen rigtig fat, da først telefonien og derefter de tre statsejede banker blev privatiseret. Det skete på lignende måde som i Rusland, de blev solgt langt under rimelig pris til folk med de rigtige forbindelser.

Bankerne voksede enormt i takt med, at de stiftede filialer i udlandet. Til slut var deres samlede virksomhed seks gange større end Islands nationaløkonomi. Mange så det som et stort problem at man på den måde udnyttede Islands deltagelse i EØS – det frie marked, tilknyttet EU, som Island dog ikke er medlem af. Samtidig var der store islandske virksomheder, Baugur, FL group o.s.v., som opkøbte alt muligt i udlandet, Illum, Magasin, Sterling og Merlin, store britiske butikskæder, for nu at nævne de kendteste eksempler.

Hvor havde de alle disse penge fra? Det forblev en forretningshemmelighed, men man kunne da gætte på, at de simpelthen lånte pengene i Danske Bank og dens britiske modstykke, og så videre. Renten var jo rekordlav og de store pengekasser bugnede af beholdninger, som skulle give afkast, hvis direktørerne skulle kunne håbe på fortsat at få enorme bonusser og blive genvalgt af bestyrelser og aktionærmøder. Det førte til alt for stor uforsigtighed, hvad man daglig ser frapperende eksempler på i hele Vesten.

Hvad gik galt?
Hvad gik der så galt i Island? Det er der forskellige svar på, alt efter politisk ståsted. Mange priste “finansvikingerne” for de gav enorme skatteindtægter til landet, statsgælden forsvandt, folk købte firehjulstrækkere, fladskærme og lignende som f.eks. i Danmark, også lejligheder, men tit var deres gæld i udenlandsk valuta, det blev folk rådet til af bankrådgivere.

Man er dog enige om, at de islandske banker overekspanderede. Alene i løbet af det sidste år før kollapset øgede de deres udlån med 20-30 procent, trods gentagne advarsler fra eksperter. Det var to dusin mennesker, som bragte hele deres folk til bankerot.

Hvorfor skete det? For syv år siden fjernede man finanstilsynet fra den islandske nationalbank og gjorde det til en selvstændig institution. Finanstilsynets leder sagde forleden i det islandske statsfjernsyn, at det da ikke havde gjort noget galt, det kontrollerede skam, at alt gik lovligt til.
Det synes jeg i hvert fald var et ynkeligt svar.

Skulle finanstilsynet ikke også sige til, om alt nu også var tilrådeligt, eller om noget direkte var farligt? Et andet moment var, at Nationalbanken sænkede tilsidesætningspligten for banker fra 4 til 2 procent, angiveligt for at tilpasse sig den Europæiske Centralbank (bankerne skulle sætte en vis beholdning til side i forhold til deres udlån).

Gordon Brown amok
Men baggrunden for den islandske mønt var jo kun et folk på 300.000 mennesker, det er som Århus befolkning. Den islandske nationalbank havde så ikke valutareserver til at sikre de overekspanderede islandske banker, da krisen for alvor begyndte at kradse. Den forsøgte at få store lån hos andre landes nationalbanker, især USA og i Skandinavien, men fik nej alle steder. Hvorfor nu det? Mange havde sat deres opsparing i de islandske bankers filialer i f.eks. England, mange engelske kommuner, politiforbundet og hvad ved jeg, angiveligt fordi de lovede høje renter. Nu påpegede islandske myndigheder, at den islandske stat ifølge internationale aftaler ikke var forpligtet til at sikre alle islandske eventyreres vilde spekulationer i udlandet, der gjaldt visse grænser.

Da gik Gordon Brown amok i BBC og brugte sin indflydelse til at gøre IMFs støtte til Island afhængig af, at Island sikrede alle indskud i islandske bankfilialer i Storbritannien og Holland. Således blev det, nu skylder hver eneste islænding, inklusive spædbørn og oldinge, fire millioner islandske kroner – af uvis værdi. For den islandske krone har siden oktober været i frit fald, og vil stadigvæk falde meget, overfor valutasikrede udenlandske lån.

Venstrefløjen på Island mener derfor, at regeringen ikke kan forgælde kommende generationer uden nyvalg, den stillede derfor mistillidsvotum til regeringen.

De islandske banker har stadigvæk store ejendomme i udlandet, som nu skal sælges til at dække deres gæld. En af deres direktører har dertil sagt, at disse ejendomme har en værdi som indeholdet af en fryser, efter at den er blevet frakoblet elektriciteten.

Da den mindste islandske bank Glitnir viste sig ikke at kunne honorere sine forpligtelser, blev den overtaget af staten. Regeringen siger, at der ikke var andre udveje, da Nationalbanken ikke havde reserver til at sikre Glitnis fortsatte virksomhed. Dens kritikere fra højre siger, at dette startede lavinen, eftersom udlandet nu mistede al tilllid til det islandske finansvæsen. Efter at Gordon Brown så brugte terrorlovgivningen til at fastfryse den største islandske banks filialer i England, måtte også den, Kaupþing, nationaliseres.

Valutafondens pris
Der er dyster stemning på Island. Ikke fordi folk så meget mærker krisen endnu, men fordi alle véd at mange virksomheder vil gå konkurs, masser af mennesker vil blive arbejdsløse og således ikke længere kunne betale afdrag og renter på deres gæld i lejligheder og lignende. Allerede nu kan forretninger ikke importere varer, da de ikke har nogen valuta at betale med. Det vil IMFs hjælpepakke, suppleret af de skandinaviske lande, vel råde bod på. Spørgsmålet er bare, hvad det vil koste.

IMF har et meget dårligt rygte for at forlange nedskæringer i det offentlige og andre tiltag, der har virket ruinerende på de lande, der modtager dens “støtte”. Derfor sagde f.eks. Kenya nej tak til den for nogle år siden. Man har anført mange eksempler på, at lande i lignende kriser har klaret sig bedre uden IMF end de lande, der modtog dens bistand. Men som den internationale boycot af Island udviklede sig, kunne landet vel ikke andet.
Man søgte hjælp fra bl.a. Rusland, men det blev aldrig til virkelighed, bare til ren komik. Ruslands parallel til Dansk Folkeparti sagde, at det da var underligt, hvis Rusland skulle give penge til et af verdens rigeste folk, når der gik russere omkring og sultede. Et af deres Dumamedlemmer sagde, at så skulle Rusland til gengæld i hvert fald have den militærbase i Keflavík, som USA havde opgivet. Det fik den russiske ambassadør til i det islandske statsfjernsyn at udtale sig i meget udiplomatiske vendinger om idioter som ikke havde forstand på noget som helst, det ønskede russiske myndigheder da slet ikke. Senere blev den islandske præsident anklaget for at have fremsat en lignende idé på en diplomatmiddag i den danske ambassde i Reykjavík, hvilket han dog på det bestemteste benægter.

Således står vi nu, i det uvisse. Ingen fik at vide, hvad den islandske regering forhandlede om med IMF, ikke engang det islandske folketing. En bekendt af mig har derfor sluttet, at der er mere parlamentarisme i Ukraine end i Island. Der bliver stadig større demonstrationer i Reykjavík, de forlanger de korrupte og inkompetente ledere væk.

Politisk røre
Meningsmålingerne viser store skred, de konservative taber ti procent, Venstregrønne vinder noget lignende, Fremstødspartiet er gået fra en fjerdedel til ni procent i løbet af ti år. Pudsigt nok oplever socialdemokraterne stor fremgang, selv om de har været i regering sammen med de konservative de sidste år og ført nyliberalistisk politik. Mange af deres ledere er nu højrøstede i oppositionen, men hvor længe kan partiet spille denne dobbeltrolle?

Samlet nedstemte regeringspartierne med deres 42 pladser af 63 et mistillidsvotum til regeringen den 24. november, da måtte socialdemokraterne vise kulør. Opinionsundersøgelser viser, at kun en tredjedel af befolkningen har tillid til regeringen. Men der er intet parti i Island, der går ind for socialisme, ikke engang det parti, der kalder sig “Venstregrønne” og er nyliberalismens hovedmodstander. Partiet går ind for små virksomheder som løsning, det er derfor imod EU-medlemskab, ligesom det store Konservative parti er det.
EU-tilhængerne bliver dog stadig flere, nu omkring 60 procent ifølge meningsmålinger.

Mange frygter, at denne krise – i fraværet af et radikalt socialistisk alternativ – kan føre til opkomsten af en fascistisk strømning.
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com