Die Linke er et parti, som på alle store spørgsmål og mobiliseringer energisk bakker op om landets antikapitalistiske kræfter – men det er også et parti, der med sin bureaukratiske struktur og ’ansvarlige’ politiske praksis, er i fare for at synke direkte ned i den parlamentariske sump.

af Af Thies Gleiss

Et år efter dannelsen af partiet Die Linke (bred tysk venstrefløjssamling a la Enhedslisten, red.) er kommentatorer fra både venstre og højre enige om, at den politiske situation i Tyskland er forandret. Efter tre regionale valg i foråret 2008 er Die Linke nu solidt placeret i landskabet. På papiret er det det tredjestørste parti i landet, hvad enten man tæller i medlemmer, valgte repræsentanter, eller i økonomisk styrke.

 Die Linke har 72.000 medlemmer. Det er repræsenteret i Forbundsdagen med 53 deputerede; i intet andet stort kapitalistisk land, er et parti der identificerer sig så eksplicit med venstrefløjen så stærkt repræsenteret. Disse deputerede er blevet valgt af mere end fire millioner mennesker, og hvis man ser på de gamle imperialistiske lande, er det kun det japanske kommunistparti, der overgår denne styrke.

I Østtyskland Die Linke et parti med bred indflydelse; på lokalt regeringsniveau er det i mange områder en kraft, der betyder noget, der ’udøver ansvarlighed’, og hvis magt og indflydelse overstiger alle andre partiers. I Berlin deltager Die Linke i regering med tre senatorer. I Vesttyskland har partiet oplevet succes i alle kommunale valg, men kun i Lower Saxony har det kunnet tiltrække flere stemmer end ved de føderale valg i 2005. I Tyskland som helhed har partiet 185 regionale deputerede, 5.561 kommunalt valgte, 179 borgmestre, 3 Landrat (valgte ledere af regionsråd) og 59 forbindelsesofficerer af forskellig art.

En platform for kapitalismekritik
Den samlede venstrefløj uden for Die Linke, de sociale bevægelser – først og fremmest fagbevægelsen – og et stigende antal intellektuelle og forskere forholder sig nu til det nye parti. De er tvunget til at tage denne nye kraft på venstrefløjen med i overvejelserne omkring deres arbejde og deres måde at fremstille politiske problemer.

På ideologisk niveau udfylder Die Linke en plads, der har været forladt i nogle år. Det har åbnet rum for en diskurs, der tillader kapitalismekritik og endda kravet om socialisme. I den forstand afspejler Die Linke den allerede gamle polarisering mellem vindere og tabere i den offensiv, som kapitalen og dens partier har ført for at genoprette profitraten. Det er en afspejling af den aggresive ’klassekamp fra oven’ fra de europæiske regeringer og arbejdsgiverorganisationer, en afspejling af vold, militarisering og stigende materiel usikkerhed, som påvirker alle dele af samfundet.

På et sociologisk niveau repræsenterer Die Linke delvis en klassebaseret partimodel, som efter sigende skulle være et overstået kapitel i historien, men som har vist sig i stand til – i løbet af meget kort tid – at vinde betydelig stemmemæssig opbakning fra både ofrene for den førte politik og fra lederne af social og politisk modstand mod den aktuelle udvikling.

Således repræsenterer Die Linke klart mere end et protestparti. Det er tydeligt, at den valgmæssige succes ikke kan tilskrives en midlertidig mobilisering af folk, der ellers ikke tidligere har stemt, men at succesen er vundet på trods af en valgdeltagelse, der ellers blot falder og falder. Partiet mobiliserer først  og fremmest en del af den traditionelt socialdemokratiske proletariske basis, hvilket også forklarer, hvorfor det mest af alt er socialdemokratiet SPD, der bliver udfordret af det nye parti, både medlems- og vælgermæssigt.

Alle disse faktorer taget i betragtning, må vi fra et antikapitalistisk og socialistisk perspektiv se opkomsten af Die Linke som en positiv udvikling.

Men som altid betyder dialektikken, at der med fremskridt udvikler sig kræfter, der holder fremskridtet tilbage. Kræfter som er tilfredse med det, der allerede er vundet. Ligesom der er medlemmer og aktivister i Die Linke, som ikke er tilstrækkeligt bevidste om disse fremskridt, og som forstår, at kun ved fortsat at udvikle og radikalisere venstrefløjen kan vi få succes.

Strukturelle karakteristika
3.000 medlemmer har tilsluttet sig Die Linke siden den officeielle stiftelse i juni 2007. Næsten tre fjerdedele af partiets medlemmer kommer fra Østtyskland, en fjerdedel fra Vest.

I Øst organiserer Die Linke næsten udelukkende ofrene for det tidligere DDRs integration med det kapitalistiske Tyskland. To tredjedele af dem har en universitetsgrad, men er for længst pensioneret. I Øst er gennemsnitalderen blandt medlemmerne over 65. Partiet har rekrutteret nye medlemmer i Øst, men har mistet flere, dybest set fordi de dør.

Næsten halvdelen er kvinder, men i Vest dominerer mænd mere end i andre partier. Et gennemsnit på 41 procent kvinder på landsplan er dog fortsat præsentabelt.

De medlemmer, som er vundet siden stiftelsen, har i Vest næsten udelukkende været mænd, og som helhed er 85 procent af de nye medlemmer mænd. 5 procent af de nye medlemmer er under 30 år og 1 procent under 20.

I vest er medlemmerne delt i to grupper. På den ene side de nye ofre for kapitalisme; de arbejdsløse og dem dem i usikre jobs. På den anden side lønarbejdere, blandt hvilke de højtuddannede udgør en stor minoritet.

Partiet består af cirka 2.000 lokale organisationer i Øst og 260 i Vest. De er stort set alle baseret på administrative underinddelinger og i overenstemmelse med lokale forhold.

Der er kun én arbejdsplads-klub. Lige fordeling mellem mandlige og kvindelige repræsentanter ved interne og eksterne valg er en del af vedtægterne, men bliver sjældent respekteret på lokalt niveau. På regionalt og mellemdelstatsniveau bliver det implementeret stringent men med store vanskeligheder. På føderalt niveau bliver reglen i vid udstrækning ignoreret under pres fra mandlige kliker. Mens valglisterne til forskellige delstatsregeringer stort set er ligestillings-baseret, er dette ikke tilfældet for de valgte repræsentanters sekretærer og partiets fuldtidsansatte.

Partiets administrative apparat består af 77 fuldtidsstillinger på hovedkontoret og 160 på de regionale kontorer. Det er finansieret primært af statstilskud i henhold til loven og af de parlamentariske vederlag.

Det gennemsnitlige medlemskontingent er syv euro (ca. 50 kroner, red.) om måneden. Derudover foregår det meste af partiets profilering udadtil via parlamentariske fraktioner, Rosa Luxmeborg Fonden og den offentlige finansiering. Det er bestemt ikke overdrevet at betragte partiet som værende 80 procent afhængig af statsmidler. Det er ikke er noget at skamme sig over – men værd at have med i betragtning.

Parlamentarisk sump
Venstrefløjsaktivister, som ønsker varig forandring af styrkeforholdet i samfundet gennem denne type organisation, må forsøge at tage disse strukturelle bremseklodser med i betragtning i hver en kampagne og hver en aktion, for at overkomme dem i praksis.

Der er pt. ingen forsøg på at ændre disse strukturer grundlæggende gennem udenomsparlamentariske aktioner, opbygning af klubber på arbejdspladserne eller øgning af finansiering fra medlemskontingent og sympatisør-bidrag. Det er derfor ikke overraskende, at Die Linke bliver parlamentariseret i meget hastigt tempo.

Alle aktiviteter drejer sig i dag næsten udelukkende om valgkampagner. Partiets medlemmer er delt i to grupper; dels en stor gruppe ”papir”-medlemmer, som højst kan mobiliseres under valgkampe, og dels en gruppe, som samler sig omkring de valgte repræsentanter. Dette fænomen er accelereret af tre karakteristika, som ingen andre partier har i lige så udpræget grad:

For det første en underliggende underdanighed, der primært kommer til udtryk hos ex-PDS’ere (socialdemokrater fra det tidligere østtyskland, red.) , som higer efter at blive accepteret og taget seriøst af den kapitalistiske fjende.

–  For det andet en næsten sygelig frygt for medierne. En af de 77 fuldtidsansatte på hovedkontoret er ofte beskæftiget med at sortere i ’gode’ og ’dårlige’ avisartikler og udregne procentdelen af hver.

For det tredje en autoritær struktur afspejlet i troskab og lydighed over for lederne, en følgagtighed som er en smule kvalmende og en afsindig centraliseringsiver hvad angår apparatet, som truer med at kvæle kreativitet og forestillingsevne, og dermed partiets levende potentiale

Disse ’kvaliteter’, som man kan iagttage på hvert eneste partimøde, er legemliggjort i de gamle PDS-kadrer i Øst og i den gamle garde fra SPD i Vest, trænet i SPD og fagbevægelsens bureaukratiske strukturer.

Vægten af disse kvaliteter øges i takt med, at flertallet af dem, der nu tilslutter sig partiet, deler denne tilgang, hvilket også øger andelen af dem, der tilslutter sig for at få en position eller en karriere.

Tilbage står, at Die Linke stabilt får opbakning fra 10 procent af vælgerne, og at det også er et parti, som på alle store spørgsmål og mobiliseringer – fra antikrigsbevægelsen, over G8 protester, aktioner mod neo-nazister og angreb på demokratiske rettigheder, til støtte til fagbevægelsen og arbejdsmarkedskampe – indtil nu energisk har bakket op om antikapitalistiske kræfter i landet og gjort dem i stand til at gå meget længere, end det ville have været muligt, hvis partiet ikke havde eksisteret.

Men det er også et parti, hvis strukturelle vægt fører til et tab af denne progressive rolle, et parti som kvæler og kanaliserer sine egne kræfter væk, og som truer med at synke direkte ned i den parlamentariske sump, utvivlsomt som minoritetsmedlem af en koalitionsregering.

Denne proces kan kun stoppes ved at have en ekstremt klar bevidsthed om betydningen af de strukturer, der her er beskrevet, og takket være det voldelige og hyppige pres fra kampe og sociale mobiliseringer. Så længe blot disse to elementer er til stede, kan partiet fortsætte som nu, men hvis begge forsvinder, vil tingene virkelig gå galt.

Thies Gleiss er medlem af koordinationen i International Socialist Left (ISL, en af de to fraktioner i den tyske sektion af Fjerde Internationale. Den anden er Revolutionary Socialist League, RSB) og medlem af den nationale koordination af ’Antikapitalistische Linke’, en venstrefløjsstrømning i Die Linke.

Oversat og redigeret af Nina Trige Andersen fra engelsk udgave Die Linke, one year on

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com