Tusinder af arbejdere, ansat hos entreprenører der arbejder ved olieraffinaderier og kraftværker over hele Storbritanien, er gået i strejke.

af Socialist Resistance

De strejker mod et italiensk entreprenørfirma, IREM, som har fået kontrakten på at bygge en udvidelse af Total Lindsey olieraffinaderiet ved Immingham i det østlige England. De hævder, at de overenskomstmæssige lønninger ikke bliver overholdt, og at italienske arbejdere er blevet ansat, hvorimod britiske arbejdere er blevet udelukket. Hovedparolen for strejken er ”Britiske jobs til britiske arbejdere”.

At der er udbrudt protestaktioner inden for byggebranchen er ikke forbavsende. Konflikten med det italienske ingeniørfirma IREM på Lindsey olieraffinaderiet ved Immingham er den udløsende gnist. Branchen var blandt de første til at blive ramt af krisen i efteråret sidste år. Titusinder af bygningsarbejdere er blevet fyret. I de senere år er denne industri blevet dereguleret og privatiseret, og flertallet af arbejderne er ikke længere fagligt organiserede. Der har været en nådesløs konkurrence mellem entreprenørerne for at sænke lønningerne for at kunne få og overholde byggekontrakter. Frustrationerne har hobet sig op blandt arbejderne.

Denne modvilje er ikke blevet formindsket af statsminister Gordon Browns svar på den økonomiske krise. Han har haft travlt med at vælte penge ned i de banker, der i første omgang udløste krisen, samtidig med at han ignorerer, at andre brancher er ved at gå ned og at de ansatte bliver kastet ud i understøttelse og bistand.

Og reglerne for beskæftigelse i EU har blot forværret situationen. Ikke mindst entreprenørerne har fuldt ud udnyttet den kapitalens frie bevægelighed, som EU tilsiger, og som altid var tiltænkt at lette en mere effektiv udbytning af den europæiske arbejderklasse. EU har opmuntret arbejdsgiverne til at konkurrere gennem forringelser af eksisterende lønninger og arbejdsforhold. Den måde hvorpå Direktivet om Udstationerede Arbejdere – som netop dækker arbejderne i IREM tilfældet – er blevet implementeret på, forværrer blot problemet.

Arbejdere har en ubetinget ret til at gå i strejke mod den slags metoder. Set ud fra et fagforeningssynspunkt er de faktisk forpligtigede til at modsætte sig sådanne tiltag. Dette bør imidlertid ikke forlede arbejdere – sådan som dem i den nuværende strejke – til at angribe andre arbejdere, der er blevet tvunget ind i denne situation. Konflikten bør rettes mod arbejdsgiverne og regeringer både på det nationale og EU niveau.

Parolen om ”Britiske jobs til britiske arbejdere” som har været dominerende i alle protesterne, både verbalt og visuelt, er den forkerte måde at føre konflikten på. Det er en farlig og fremmedfjendsk vej at betræde. Det er ikke underligt, at British National Party og andre farlige højrefløjskræfter forsøger at trænge sig ind. Ifølge avisen The Independent (lørdag d. 31 Januar) er italienske arbejde blevet udsat for direkte trusler. En fjendtlig demonstration fra Lindsey raffinaderiet samlede sig foran deres boliger i Grimsby dokområde for at fortælle dem, at de skulle ”skride tilbage til Italien”. Den slags aktioner har en farlig indbygget logik.

Faktisk indebærer de strejkendes egne krav, at de italienske arbejdere hos IREM skal fyres og erstattes af britiske arbejdere, og at man skal slå en mur omkring britiske jobs vendt mod arbejdere udefra. Dette er helt galt – hvordan ville det stille britiske arbejdere under lignende forhold i andre europæiske lande?

Hvis arbejderne bliver underbetalt af IREM ved Lindsey raffinaderiet, er strejken fuldstændigt legitim og bør støttes fuldt ud gennem solidaritetsarbejde og gennem fagbevægelsen. Men kendsgerningerne må være klare, og det er endnu ikke tilfældet. Måske de italienske arbejdere selv eller deres fagforeninger ville kunne kaste lys over spørgsmålet om deres løn- og arbejdsforhold? Har nogen spurgt dem?

Lønniveauer og kollektive aftaler bør selvfølgeligt forsvares mod alle udfordringer, ikke bare udenlandske arbejdsgivere. Underbetaling fra alle sider, også hos nabovirksomheden, er fuldstændigt uacceptabelt. Kollektive aftaler skal til enhver tid forsvares, og fagforeningerne har direkte ansvar for dette.

Måden, hvorpå man forsvarer bygningsarbejdere, eller en hvilken som helst anden gruppe af arbejdere under dagens vilkår, må ske ved at styrke fagbevægelsen og gennem arbejderklasse-solidaritet – og det inkluderer international solidaritet.

Fagforeningerne bør gøre det klart, at arbejdere fra udlandet er velkomne i dette land. De bør gå sammen med fagforeningerne fra de lande, som arbejderne kommer fra, og sikre at alle aftaler og alle forpligtigelser bliver overholdt af arbejdsgiverne.

Nogle af de fagforeninger, der er involveret i denne konflikt, har med rette gennemført organiseringskampagner blandt arbejderne fra udlandet. Det er den bedste måde til at opbygge en modkraft. At sætte en gruppe arbejdere op mod en anden gavner kun arbejdsgiverne, som altid er parate til at dele og herske.

Forsvar alle lønninger og arbejdsforhold
Lige adgang til tilgængelige jobs
Styrk den faglige organisering
Enhed mod arbejdsgiverne og regeringen
Forsvar kollektive aftaler
For international solidaritet mellem arbejdere
Nej til racisme, fremmedhad og British National Party

Socialist Resistance er en socialistisk avis, der udgives af britiske tilhængere af Fjerde Internationale i samarbejde med andre marxister.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com