USA/NATO og Rusland tror, de skal afgøre Ukraines sikkerhedspolitiske fremtid. Som vanligt vil ingen af dem høre, hvad ukrainerne har at sige.

af Volodomyr Ischenko

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky med NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg, juni 2019. Foto: President.gov.ua/Wikimedia. CC BY 4.0

 

Efter flere ugers medieoppustet frygt om en mulig russisk invasion af Ukraine ser det nu ud til, at konflikten har en chance for at blive løst ved forhandlingsbordet. Ironisk er den offentlige samtale om den aktuelle eskalering af konflikten mellem Rusland og Vesten. På overfladen fokuserer russerne på garantier om, at Ukraine ikke må tilslutte sig NATO, som imidlertid er langt fra at invitere Ukraine ind i alliancen, og desuden ønsker de fleste ukrainere ikke at blive medlem.

 

Ukraine spiller ikke en sekundær rolle i udvekslingen af trusler og forhandlinger om dets skæbne. Som det er typisk for kolonisatorer, så opfatter kommentatorerne den ukrainske befolkning som homogen og drager fejlagtige konklusioner om den politiske diversitet i et land med ca. 40 mio indbyggere. Landets præsident, Volodymyr Zelensky, tweetede for nylig om princippet “Intet om Ukraine uden Ukraine,” der står i modsætning til Putins vane med at afgøre Ukraines NATO-medlemskab i en snæver gruppe af stormagter. Problemet er dog ikke at beslutte “uden Ukraine”, men “for” ukrainerne, der langtfra ser ens på det afgørende spørgsmål.

 

En populær fortolkning af revolutionen på Euromaidan bidrager til den strategiske tilsløring. Som historien blev fortalt i 2014, så opstod den moderne stat Ukraine, da ukrainere fra forskellige regioner forenede sig, hvilket dog først skete under Anden Verdenskrig.

 

Det var først, da Sovjetunionen brød sammen i 1991, at Ukraine opstod som suveræn stat, der inddrog sine borgere. De valgte at orientere sig geopolitisk mod vest, og forsvare sig mod den russiske aggression, der gik ud på, at Ukraine skulle vende tilbage til den russiske interessesfære.

 

Krigen i Donbas, der fulgte efter 2014, fremstilles mest som en mellemstatslig krig, ikke som en direkte fortsættelse af den voldelige civile konflikt, der begyndte i de sidste dage af Euromaidan, og før Rusland tog militære initiativer.

 

Euromaidan var en mangelfuld revolution, for der var ingen national enhed. Den elite, der drog fordel af Euromaidan (sammen med et ideologisk heppekor) har imidlertid behov for at bevare illusionen om indre og ydre legitimitet, der opretholdes med en kombination af at lukke munden på oppositionen og undertrykkelse.

 

Det er derfor i elitens interesse at fremstille den alternative opfattelse om landets fortid, nutid og fremtid som “ikke-ukrainsk” eller “anti-ukrainsk,” selv om denne opfattelse deles af mange, hvis ikke de fleste ukrainere. Det bevirker, at ukrainerne i stigende grad berøves en stemme i den hjemlige og internationale debat.

 

Ukrainerne eksisterer ikke i stormagtsspillet, og landet udnyttes og ydmyges for at dække over imperialisternes interesser, der fremstiller dem som om de var ædle hensigter.

 

De følelsesmæssige appeller til Ukraines suverænitet vil, sammen situationens realitet, give større afhængighed af fremmede magter, politisk, økonomisk og militært. At anerkende landets mangfoldighed og få diskussionen til at handle om ukrainernes interesser, er bydende nødvendigt. Ikke kun for at nedtrappe den aktuelle konflikt, men for bæredygtige løsninger for Ukraine og for freden i Europa.

 

Vil ukrainerne med i NATO?

Rusland kræver stålfaste garantier for, at Ukraine (og andre tidligere Sovjet-republikker) ikke tilslutter sig NATO, og at NATO ikke vil bruge disse landes territorier til militær ekspansion. Det typiske svar fra vestlige embedsmænd og observatører har, indtil nu, været, at det bestemmer NATO og Ukraine, ikke Rusland. Mange vestlige kommentatorer er besat af at tolke, hvad Putin tænker. Hvordan vil han reagere, hvis han ikke er tilfreds med svaret på sit ultimatum? I Rusland derimod gisnes der, om Biden vil være i stand til at indgå en aftale med Rusland. Kun få interesserer sig for, hvad ukrainerne tænker. Ønsker de at blive medlem af NATO

 

Landets neutrale status, der udelukker landet fra at blive medlem af en hvilken som helst militæralliance, blev indskrevet i uafhængighedserklæringen i 1990 og i forfatningen fra 1996. Kort før det berygtede NATO-topmøde i Bukarest i 2007, hvor der var enighed om, at Ukraine og Georgien kunne blive medlemmer af NATO, viste opinionsundersøgelser, at 18 procent af ukrainerne ville ind i NATO. Ukrainerne var delt mellem alliancefrihed og tilslutning til en militæralliance. Dette ændrede sig, da Rusland annekterede Krim, og krigen i Donbas begyndte, og så sagde 40 procent ja til et NATO-medlemsskab. Men det var stadig ikke et flertal.

 

To ting har bidraget til, at opinionen er skiftet. Ukrainere, der tidligere var skeptiske, så nu et NATO-medlemskab som en beskyttelse mod fjendtlige, russiske handlinger. Lige så vigtigt var det, at pro-russiske borgere på Krim og i Donbas – territorier, der ikke mere var under ukrainsk kontrol – ikke indgik i opinionsundersøgelserne.

 

I det øvrige Ukraine faldt støtten til en militær alliance med Rusland brat efter 2014. De fleste pro-russiske ukrainere er ikke blevet NATO-tilhængere, de foretrækker neutraliteten. Trods syv års konflikter, så har store dele af befolkningen stadig en udtalt modvilje mod at komme med i NATO.

 

Før valget i 2019 forsøgte daværende præsident Petro Poroshenko at ændre forfatningen, så Ukraine kunne nærme sig EU og NATO. Til ingen nytte, for ved præsidentvalget led han et ydmygende nederlag til den nuværende præsident Zelensky.

 

Kun i det vestlige Ukraine er der et stabilt flertal for NATO-medlemskab. De centrale regioner hælder svagt mod NATO, mens der er et flertal for neutralitet i de østlige og sydlige dele, og det til trods for, at disse områder er de mest udsatte i tilfælde af en russisk invasion.

 

Mange ukrainere ser NATO som et forsvar mod Rusland, men lige så mange føler, at Ukraine derved mister mere af sin suverænitet til Vesten, sådan som mange opfatter, at det er sket siden 2014. Hertil kommer, at det vil forøge spændingerne til såvel Rusland som mellem ukrainerne, og trække landet ind i én af USA’s endeløse krige. Én af dem, der ender med ydmygende nederlag.

 

Noget tyder på, at russernes militære opbygning i 2021 har øget støtten til NATO, og det er endda sandsynligt, at NATO-tilhængerne ville vinde en folkeafstemning. Sådanne prognoser er imidlertid af ringe værdi til at bedømme, hvordan hele befolkningen stiller sig til Ukraines sikkerhed. Det reducerer valget til “ja” eller “nej,” og dækker ikke de 8-9 mio ukrainere, der bor i Donbas og på Krim, og som ikke kan stemme. Desuden er det meget usikkert, hvordan befolkningen i Donbas og på Krim vil reagere, hvis Rusland angriber Ukraine.

 

Udveje og veje fremad

Oppositionen udgjorde efter parlamentsvalget i 2019 ca. 40 procent af vælgerne. Oppositionen domineres af de organiserede nationalister og neoliberale, der med deres upopulære dagsorden øger presset yderligere på den svage stat. Den radikaliserede nationalistiske politik under Poroshenko blev i 2021 videreført af Zelensky, der angreb en politisk modstander, magtfulde oligarker og flere større kritiske medier.

 

Trods kritik fra menneskerettighedsgrupper har dette ikke fremkaldt mærkbar reaktion fra Vesten, i modsætning til den undertrykkelse, der finder sted i Rusland og Belarus. Flere vestlige iagttagere godtager vage forsikringer om, at undertrykkelsen af angiveligt “pro-russiske” kræfter er uundgåelig, ja nærmest legitim i et land, der trues udefra. Yderligere begrænsninger i den politiske og offentlige repræsentation gør ikke Ukraine stærkere – kun svagere og endnu mere splittet.

 

Minsk-protokollen, som kræver en institutionaliseret særstatus for udbryderområderne i Donbas, kunne blive en vigtig del af en mulig løsning for Ukraine. Aftalerne blev indgået, efter at den ukrainske hær var blevet tilføjet flere ydmygende nederlag i 2014-15. Siden er der ikke sket ret meget. Flere af dem, der i begyndelsen støttede aftalen, ser dem nu som et “elendigt kompromis påtvunget Ukraine af russisk væbnet aggression.”

 

Minsk-aftalerne imødekommer ikke Putin, men de er dog en mulig vej til et mere demokratisk og pluralistisk samfund, der anerkender og accepterer Ukraines politiske mangfoldighed. Samtidig er aftalerne både målene og midlerne i processen, fordi de forudsætter, at folk fra Donbas kan vende tilbage til Ukraine, og blive en legitim del af det ukrainske samfund. De fleste af dem ser anderledes på hele forløbet, på sprogpolitikken og på internationale alliancer, end de nationalistiske politikere, der taler på vegne af det ukrainske samfund, men som knap nok repræsenterer landets mangfoldighed. Det kræver en radikal ændring i den dominerende Euromaidan-diskurs at arbejde for en mere inkluderende definition af, hvad national identitet er.

 

Såfremt millioner af ukrainske statsborgere fra Donbas vender tilbage til Ukraine, så reparerer Minsk-aftalerne på en del af den tabte balance i ukrainsk politik, da ukrainere fra Donbas har holdninger og forventninger, der adskiller sig fra resten af befolkningen.

 

Naturligvis er der risici. Klausulerne for Donbas’ status indeholder amnesti for krigerne, og institutionalisering af de bevæbnede separatister som “folkets milits,” og det er ikke populært i den ukrainske befolkning.

 

Manglende støtte fra et befolkningsflertal har dog ikke afholdt den ukrainske regering fra at tilslutte sig Minsk-aftalerne – og siden undlade at gennemføre dele af aftalerne. For skiftende regeringer har Minsk-aftalerne været et tag-selv-bord. Når mange ukrainere i dag er skuffede, så er det især, fordi der kun er sket få fremskridt for freden, ikke fordi aftalerne grundlæggende er uacceptable.

 

Tumultariske “anti-kapitulations-protester” fik støtte fra 25 procent af ukrainerne, mens flertallet var imod. Alligevel har protesterne i de senere år haft held til at forhale gennemførelsen af Minsk-aftalen.

 

Det er ikke Ukraines kapitulation, der er på spil, men et nationsopbygningsprojekt, hvor Rusland spiller rollen som den vigtigste “Modstander”, som tilhængerne af projektet stemmer sig op mod: Vi vil ikke ligne eller være som dem. Problemet med dette projekt er, at forsøget på at assimilere Ukraines interne kulturelle og politiske mangfoldighed (som en gentagelse af den problematiske måde, hvorpå de moderne vestlige nationer blev opbygget siden det 19. århundrede), ikke er foreneligt med den måde, mange ser demokrati på i dag

 

Selvom stormagternes politik fra imperialismens guldalder ikke gentages, så er det nationsopbyggende projekt, under de nuværende forhold, næppe mulig. Bl.a. fordi det ikke understøttes af parallelle moderniseringsprocesser. Det er således ingen hemmelighed, at de revolutioner, der har fundet sted i løbet af en enkelt generation (1990, 2004 og 2014) har skabt disharmoniske udviklingsforløb, i økonomi, erhverv og civilsamfund, og som fortsat hjemsøger Ukraine. De har fejlet med at forene landet og har snarere forstærket den dybe post-sovjetiske krise i forhold politisk repræsentation.

 

Et pluralistisk Ukraine, der udvikles som et dialogbaseret samfund, som en suveræn bro mellem Europa og Rusland, er afgjort mulig. For at nå dertil skal Ukraines politiske mangfoldighed anerkendes. Der skal etableres forudsætninger for en institutionelt beskyttet national dialog blandt ukrainerne med modsatte holdninger.

 

Et andet spørgsmål er så, om der er nogen andre end ukrainerne selv, der virkelig har brug for det.

 

Oversat fra thruthout af Arne Lund

 

Volodymyr Ishchenko er ukrainsk politisk aktivist og redaktør af Spil’ya. Han arbejder på Freie Universität i Berlin som forsker ved Institut for Østeuropæiske Studier.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com