content-picture.php

Vi befinder os i en krise, der er fuld af farer, en krise for den kapitalistiske civilisation og den mest alvorlige siden verdenskrigene i det tyvende århundrede.

af Fjerde Internationale

1 ► Vi befinder os i en krise, der er fuld af farer, en krise for den kapitalistiske civilisation og den mest alvorlige siden verdenskrigene i det tyvende århundrede. Vi kæmper mod Corona-pandemien, der rammer alle folkeslag. Der findes (i øjeblikket) ikke nogen vacciner eller dokumenterede og sikre antivirale behandlinger; lige nu kan vi kun gribe til fysisk afstand for at begrænse virussens virkning ved at bryde dens smittekæde. Når vi bliver tvunget i isolation er det eneste, der beskytter os, det offentlige sundhedssystem, garantier for vores indkomst og rettigheder og solidariteten. Mens mange forretningsdrivende udelukkende forsøger at sikre deres profitter midt i en recession, der er ved at udvikle sig til en depression, forsøger de enkelte landes magthavere at sikre deres interesser på bekostning af deres nabolande. Ulighed, fremmedhad og racisme med alles kamp mod alle i jagten på syndebukke vil ikke være nogen vej ud af den langvarige pandemi, vi står over for. Vi kan kun komme igennem denne krise ved at styrke det samlede menneskelige samfunds interesser, rettigheder og solidaritet. Dette er en tid for internationalisme, for social, racemæssig, kønsmæssig og miljømæssig retfærdighed og for et forsvar for menneskehedens fælles fremtid.

 

2 ►COVID-19 er neoliberalismens pandemi, et produkt af kapitalismens globaliserede neoliberale fase. Kapitalismen har, drevet af neoliberalistisk globalisering, bredt sin kappe ud over hele planeten. De globale produktionskæder, der er skabt for at selskaberne kan øge deres profitter, gør hvert enkelt land sårbart over for den mindste krise, og den hypermobilitet, der opretholder produktionskæderne, har elimineret alle sundhedsmæssige og økologiske sikkerhedsmekanismer. Et rovgrisk forhold til naturen baseret på anvendelsen af fossile brændstoffer og et storstilet kapitalistisk landbrug med dets grønne ørkener ødelægger både balancen i Jordens fundamentale kredsløb (kul, vand, kvælstof) og menneskenes forhold til biosfæren, der er det netværk af liv, vi blot er en del af. Det er ikke nogen bæredygtig model at stræbe efter ubegrænset vækst på en afgrænset planet. Det overskrider Jordens begrænsninger og skaber en økologisk fremmedgørelse og et behov for forbrug, der er uforeneligt med en rationel anvendelse af det fælles gods.

 

3 ► Hvis de såkaldte ”naturkatastrofer” er en konsekvens af klimakrisen, så er SARS-CoV-2 og dens mulige mutationer også et resultat af angrebene på Jordens biosfære. Afskovning, miljøødelæggelse og kommerciel/”rekreativ” jagt på vilde dyr skaber til stadighed gunstige betingelser for nye sygdomme, som der ikke findes nogen immunologisk modstandskraft mod hos mennesker. Den stadig stigende vækst i kødforbruget er uløseligt knyttet sammen med de nylige virusudbrud, idet kødindustrien betyder, at et stort antal genetisk ensartede dyr holdes indespærret. Det er også en vigtig drivkraft i afskovningen og tabet af genetisk diversitet i mange dele af verden: Landbruget lægger allerede beslag på halvdelen af det opdyrkelige areal, og 77% af landbrugsarealet er udlagt til græsning eller opdyrkning af områder til produktion af dyrefoder. En gennemgribende forandring af vores fødevareproduktion og kostsammensætning er nødvendig for at komme ud af denne pandemi-industri!

 

4 ► Hele menneskeheden er angrebet af virussen. De udbyttede klasser og de undertrykte sektorer er mest berørt; familier der lever under usle boligforhold, i kvarterer med dårlige sanitære forhold, arbejdere under prekære ansættelsesforhold, dem der er på sulteløn. Sundhedsarbejdere (læger, sygeplejersker), lastbilchauffører og transportarbejdere, der ikke kan indstille forsyningen, og alle dem der må holde verdens maskineri i gang for at alle kan overleve, lider. Pandemien påvirker med andre ord alle, men ikke på samme måde. Det afhænger af deres sociale klasse. Der er også en forskellig virkning på forskellige generationer; den dræber de ældre fra alle klasser. I hele det menneskelige samfund er det de fattige ældre, der oftest dør. Krisen rammer også kvinder hårdt, da de bærer ansvaret for det meste af arbejdet med den sociale reproduktion, og da de, indespærret i deres hjem, har en endnu større arbejdsbyrde og lider under endnu en epidemi: vold i hjemmet.

 

5 ► Situationen er endnu mere alvorlig i de sydlige lande. Landene i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten, Østasien og det indiske subkontinent er berørt af pandemien under forskellige omstændigheder og betingelser. Selv om pandemien stadig er i en tidlig fase i disse lande viser alting, at kombinationen af pandemien med dårlige sanitære forhold, mangel på den mest basale kloakering, ekstremt tætbefolkede byer og kvarterer og lokale regeringer og herskende klasser, der er uvillige til at indføre sociale sikkerhedsforanstaltninger, vil føre til en virkelige humanitær katastrofe af et omfang, vi stadig har i vente, og som ikke er set endnu under denne pandemi. Den måde, epidemien breder sig i nogle lande i Afrika, som Algeriet, Ægypten og Sydafrika, i Peru, Ecuador, Indien og især i de brasilianske storbyers slumkvarterer viser, hvor meget større faren er for den ikke-hvide befolkning, der på mange måder er underlagt den kapitalistiske dominans’ logik, som holder milliarder af mennesker i fattigdom. Nu er det nødvendigt at fokusere energien på et krav om økonomisk, social og humanitær solidaritet med de sydlige lande som en måde at forebygge, at der breder sig epicentre for racistiske folkemord på indfødte folk, bønder, fattige arbejdere, sorte, kasteløse; alle dem der er udelukket på grund af race eller etnicitet under de moderne neo-koloniale forhold.

 

6 ► Der er stadig brug for stor opmærksomhed over for de autoritære tiltag, der specielt indføres af højreekstreme regeringer i kapitalismens periferi og i de sydlige lande. De undertrykkende og autoritære forholdsregler, regeringerne i Indien, Fillippinerne og Ecuador har stået fadder til, er eksempler på, hvordan COVID-epidemien bliver brugt til at stramme de autoritære forholdsregler og yderligere lukke de politiske regimer om sig selv. Duterte har erklæret, at han vil lade alle, der ikke retter sig efter karantænen, skyde, og i Ecuador er fattige arbejderes hjem blevet invaderet af politiet.

 

7 ► Virussen fremhæver hele det kapitalistiske systems modsætninger og dårligdomme og viser, at den eneste måde at løse dem på er med et andet system, der skaber et anderledes forhold mellem folk og til naturen. Alt er til debat; systemet er til debat…

 

→ I sin neoliberale fase har kapitalismen afskaffet de statsinstitutioner, der skulle garantere arbejdernes produktive styrke; de sociale rettigheder arbejderne møjsommeligt havde tilkæmpet sig i løbet af det tyvende århundrede. Neoliberalismen har privatiseret disse institutioner og dermed i højere grad gjort staten ude af stand til at imødekomme befolkningens menneskelige behov. Det er umuligt at reagere på denne krise uden at angribe hele systemet og dets måde at handle på.

 

→ Neoliberalismens privatiserede sundhedssystemer, der i alt væsentligt kun betjener dem, der kan betale for det, kan ikke imødekomme de livsnødvendige menneskelig behov. Det er nødvendigt at nationalisere sundhedssystemerne.

 

→ Neoliberalismen har desorganiseret ansættelsesforholdene og gjort dem mere usikre. Derfor er mekanismer for at garantere indkomsten, både for de ansatte, men også for selvstændige, og for dem der arbejder på egen hånd sammen med udviklingen af systemer til at omfordele indkomsterne centrale krav i vore dage.

 

→ Ved at gøre det åbenlyst, hvor destruktiv globaliseringens karakter er, og hvor sårbare de samfund der er afhængige af virksomhederne og deres globale produktionskæder er, har krisen genåbnet muligheden for at stille spørgsmål ved den samlede organisering af den aktuelle internationale arbejdsdeling, som ikke er socialt og økologisk bæredygtig.

 

→ Neoliberalismen har med forbrugerismen forstærket den individualistiske adfærd. Men med krisen er samfundet ved at genopdage, at social solidaritet er nødvendig for dets overlevelse.

 

→ Videnskabsfjendske ideologier, formørkelse og religiøs fundamentalisme er igen kommet op til overfladen for at retfærdiggøre og opretholde herredømmet med Ronald Reagans og Bush’ ideologier, og det fortsætter nu med Trump, Bolsonaro, Duterte, Modi… Men deres forsøg på benægtelse, der mere og mere tydeligt er kommet i modstrid med de videnskabelige antagelser, er ved at blive demoraliserede. Regeringerne er med forskellige tidshorisonter og metoder blevet tvunget til at tage forholdsregler for at imødegå krisen, somme tider i kombination med autoritære tiltag. Nogle ledere – som f.eks. præsidenterne i Brasilien, Bolsonaro, i Turkmenistan, Berdimuhamedov, og Hviderusland, Lukashenko, stritter imod og holder fast på åndsformørkelsen og fornægtelsen.

 

→ Krisen stiller spørgsmål ved alting. De (ofte utilstrækkelige) nødforanstaltninger, regeringerne har taget for at inddæmme pandemien, har objektivt udfordret det kapitalistiske samfunds nuværende udformning. For at redde liv må vi angribe hele den kapitalistiske struktur. Menneskeheden og planeten vil blive reddet, hvis der bliver sat energisk ind på det.

 

8 ► Arbejdere og befolkninger stod energisk op mod systemet før pandemiens udbrud. I Chile, Libanon, USA, Indien, Hong Kong og mange andre steder rejste masserne sig i løbet af 2019. Kvindebevægelsen, ungdomsbevægelsen og miljøbevægelsen har genopbygget en stærk, aktivistisk internationalisme – det er faktisk den stærkeste impuls for internationalismen siden 1960’ – 1970’erne. De står over for stadig mere autoritære og totalitære regeringer, der er et produkt af det traditionelle borgerlige regimes krise og behovet for at skabe en stadig mere destruktiv kapitalisme, der driver rovdrift på livet og på naturen. Det er sådan nogle regimer, der forsøger at få masserne til ikke at stole på deres egen styrke og solidaritet, men på frelsende profeter der prædiker anti-videnskab. Lige i dette øjeblik er der nogen, der prøver at benytte sig af pandemien til at styrke totalitarismen. Aktioner på gadeplan er nu indefrosset, men kampen finder ikke kun sted på gaderne. Nye protestformer og nye måder at påvirke den offentlige mening på vokser sammen med solidaritetsfølelsen.

 

9 ► I denne situation er det store flertal af regeringerne blevet tvunget til at gribe til ekstreme forholdsregler. Vi må forsvare forholdsregler, der angriber neoliberalismens form og indhold og det kapitalistiske system:

 

→ hygiejniske forholdsregler for at imødegå pandemien og bevare sundheden;

 

→ garanteret beskæftigelse trods den fysiske isolation: virksomhederne må tage 100% af ansvaret for lønnen til de arbejdere, der har fået indstillet deres aktivitet, herunder også løstansatte, midlertidigt ansatte, folk med hjemmearbejde, selvstændige og sæsonarbejdere, uden krav om at tage fridage eller efterfølgende indhente de tabte arbejdstimer;

 

→ for arbejderne i den uformelle sektor, arbejdsløse uden understøttelse, for studenter og alle, der har brug for det, må staten sikre en garanteret minimumsindkomst, som skal være tilstrækkelig til, at man kan leve anstændigt;

 

→ forbud mod alle afskedigelser og genansættelse af ansatte, der er blevet fyret siden pandemiens begyndelse;

 

→ afvisning af alle autoritære forholdsregler og undtagelsestilstande, der ophæver sociale rettigheder, indbefattet strejkeretten;

 

→ ret til information og kommunikation;

 

→ ydelse af passende social omsorg for handicappede, ældre og alle dem, der er socialt isolerede på grund af nedlukningen;

 

→ iværksættelse af omgående beskyttelsesforanstaltninger for kvinder og børn der er udsat for vold, med hurtige afgørelser om fjernelse af voldelige ægtefæller eller oprettelse af alternative boliger til ofrene, især i de lande hvor der er udgangsforbud;

 

→ hjælp til sårbare;

 

→ lige ret til behandling for hele befolkningen;

 

→ omgående omstilling af relevante industrigrene (biler, fly, våben, …) til produktion, der kan hjælpe samfundet med at håndtere sundhedskrisen: respiratorer, monitoreringsudstyr, intensive senge, beskyttelsesudstyr;

 

→ fri distribution af medicin, forebyggelsesudstyr og fastfrysning af priserne;

 

→ bedre arbejdsbetingelser i strategisk vigtige brancher;

 

→ nationalisering af sundhedsvæsnet og genopbyggelse af det under offentlighedens kontrol der, hvor det er blevet afviklet af neoliberalismen;

 

→ nationalisering af medicinalindustrien;

 

→ forsvar af den offentlige økonomi og boligerne;

 

→ omgående stop for betaling af offentlig gæld og revision af den offentlige gæld med borgerinddragelse med henblik på afvisning/ophævelse af den illegitime del af den;

 

→ indefrysning af familiers gæld til bankerne, mikrokreditter og renter, og sikring af vand, elektricitet, gas og internet til alle;

 

→ sæt banksystemet under offentlighedens kontrol ved ekspropriation af bankerne uden kompensation til storaktionærerne og nationalisering af banksystemet under borgernes kontrol;

 

→ beskat de store formuer;

 

10 ► Vi kan ikke sidde med korslagte arme og vente på, at regeringerne handler. Vi må handle kollektivt for at udvikle initiativer, det arbejdende folk selv styrer fra områder, der gør modstand på landet og i byerne. Der eksempler på den slags initiativer fra befolkningen eller organiserede sektorer, så som bønder, indfødte folk, arbejdsløse, folk og fællesskaber i udkanten af storbyerne, netværk for feministisk solidaritet og flere andre. Disse initiativer udvikler meget interessante alternativer, f.eks. kollektiv fremstilling af stofmasker, der gives væk til befolkningen for at sikre beskyttelse mod smitte, alternativ produktion og uddeling af mad, forsvar for det offentlige sundhedssystem og kravet om ret til universel adgang til det, krav om garantier for arbejdernes rettigheder og udbetalingen af løn, fordømmelse af den stigende vold mod kvinder og det opslidende omsorgsarbejde, de yder under isoleringen i hjemmet, blandt meget andet. Nu er der mere end før brug for at udbrede disse initiativer og målrette de daglige autonome og selvorganiserede alternativer til at blive en del af økosocialismen og den velfæld, vi foreslår som et konkret alternativ til kapitalismen, der har ødelagt livet og planeten; et morderisk system for mennesker og miljø.

 

11 ► Med respekt for nødvendigheden af den fysiske isolation og de nødforanstaltninger, der er en betingelse for at overholde den, har arbejderne og folkemasserne muligheden for at handle, at kæmpe. I Brasilien er ”Cacerolazos” og underskriftindsamlingen med mere end en million underskrifter for at sætte Brasiliens præsident, Bolsonaro, for en rigsret eksempler på den solidaritetsfølelse, der forvandles til en solidarisk bevidsthed, og som fører til en kamp for de nødvendige skridt, folket må tage. Hvis der ikke er mad nok, organiserer vi os selv i kvartererne via telefonen og Internettet med afgrøder i offentlige parker og bevidst anvendelse af fødevarer fra bondekooperativer. Tilmed kan populære restauranter omdannes til fordelingscentre for tilberedt mad eller råvarer. Hvis indkomstgarantien ikke slår til, er det muligt at kræve tilskud fra de kommunale myndigheder. Den folkelige kreativitet bør opmuntres i alle dens former.

 

12 ► Trods dens alvor er Covid-19-pandemien langt fra at være den ”perfekte storm”. Vores fødevaresystem og vores røveriske forhold til naturen kan ende med at skabe udbrud af vira, der kan blive mere smitsomme og/eller dødelige ende SARS-CoV-2. Dertil kommer, at voldsomme udbrud kan falde sammen med ekstreme begivenheder forårsaget af klimakaos. Hvis der optræder alvorlige oversvømmelser og kraftige orkaner/tyfoner, der tvinger tusinder eller millioner af mennesker på flugt, vil det kunne få de nødvendige forholdsregler i bekæmpelsen af en alvorlig pandemi, som karantæner eller social afstand, til fuldstændig at bryde sammen. Et sammenfald af en sundhedskrise og en klimakrise kan skabe hidtil usete humanitære katastrofer. Samtidig udviser pandemier og den klimatiske og økologiske krise nogle lighedspunkter: Det er nødvendigt at handle hurtigt, en eksponentiel vækst (både i smitte og udledninger) skal inddæmmes kraftigt, og kun retfærdige og rimelige antikapitalistiske løsninger kan fungere som et alternativ for at redde så mange liv som muligt.

 

13 ► Der er enorme geopolitiske forandringer i gang, og de vil forandre verdens udformning, men lige nu trænger ét krav sig på: en våbenhvile i alle krige i verden. Nu er det tid til at styrke solidariteten mellem folkeslagene!

 

14 ► Det er blevet bemærket, at den krise der fulgte Covid-19, har haft en positiv indflydelse på miljøet. Man har set en reduktion af koncentrationen af f.eks. partikler og kvælstofoxider der på kort sigt forurener luften, specielt i storbyområderne, og det har ført til en bedre luftkvalitet, sigtbarhed osv. Men hvad angår de mere langvarige forurenende stoffer som f.eks. CO2 har SARS-CoV-2-krisen kun kradset i overfladen. Mere end halvdelen af den internationale luftflåde er nu på land og det lavere forbrug af energi, herunder til elektricitet og transport, skønnes at kunne reducere de globale udledninger med omkring 5%; det hidtil største årlige fald i de globale CO2-udledninger. Men det er stadig mindre end den årlige reduktion, der er nødvendig for at holde klimasystemet på en kurs, hvor den globale opvarmning er begrænset til 1,5° over den førindustrielle globale gennemsnitlige overfladetemperatur (for at halvere udledningen frem til 2030 er det nødvendigt med en årlig reduktion af udledningen på 6-7%). Men de kapitalistiske virksomheders forventninger er at genoptage tingenes sædvanlige tilstand og den økonomiske vækst hurtigst muligt … Desuden er der i nogle lande, som f.eks. Brasilien, hvor hovedkilden til CO2 er ændringen i brugen af landbrugsarealet, tegn på, at afbrydelsen af miløovervågningen under SARS-CoV-2-krisen fører til en tiltagende afskovning og udledning. Kun en sammenhængende og organiseret bestræbelse på at reducere energibehovet, beskytte skovene og de indfødte befolkningers land kan være et tilstrækkeligt svar på klimakrisen. Illusioner om den mulige ”positive miljøeffekt” af SARS-CoV-2-krisen er i bedste fald naive, og i værste fald kan de åbne døren for misantropiske, racehygiejniske, økofascistiske fortællinger. Der er brug for en omfattende reorganisering af den menneskelige samfund.

 

15 ► Hvis der under neoliberalismens begyndelse var spirende bevægelser og sociale sektorer, der enedes om at sige, ”en anden verden er mulig”, så må vi i dag forenes om at sige, ”en anden verden er bydende nødvendig”!

 

Det må ske gennem fælles internationalistisk handling, der viser os frem mod en vej til en verden, hvor livet er mere værd end profitten, og hvor naturen holder op med at være en vare. Den aktuelle krise viser klart at den væsentlig del af den kapitalistiske produktion er ren rovdrift, fuldstændig overflødig og skadelig. Krisen viser også, at en betydeligt nedsat arbejdstid kan producere de nødvendigt goder, og at løn- og indkomstgarantier og universel adgang til sundhedssystemerne og uddannelsen fint kan eksistere under et overgangsregime, hvor energien og produktionssystemet er fuldstændig skiftet ud, og enorme grupper af arbejdere overføres til andre økonomiske sektorer, der er forenelige med en økosocialistisk overgang; og at en omfattende industriel tilpasning kan gennemføres inden for en relativt kort tidshorisont afhængigt af den politiske vilje.

 

Der er ingen fremtid uden en overgang til økosocialisme. Lad os forenes om at opbygge og fuldføre den.

 

Denne erklæring blev udsendt af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 16. april 2020.

Fjerde Internationales Forretningsudvalg er et underudvalg under Fjerde Internationales Internationale Komité (IK). Dets opgave er at organisere gennemførelsen af IK’s beslutninger, en god ledelse af Internationalens praktiske opgaver (pressen, uddannelse, regionale og tværsektorielle samarbejdsorganer) forberede IK’s møder og Internationalens ansattes arbejde.

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com