content-picture.php

Coronakrisen har sat spørgsmålstegn ved nyliberalistiske doktriner. Nu må spillereglerne ændres, hvis klimaet skal have en chance. I stedet for at give førstehjælp til kapitalismen må vi sige farvel til væksten og tage fat på en demokratisk planlægning ud fra både sociale og miljømæssige hensyn.

af SAPs Forretningsudvalg

Enorme milliardbeløb pumpes ud i statstilskud, hvor det offentlige ellers var underkastet skrappe spareregler.

 

Profitable aktiviteter standses brat, hvor økonomisk vækst ellers var alfa og omega.
Regeringer beder virksomheder om at fremstille værnemidler og respiratorer, hvor offentlig indblanding i det private erhvervslivs dispositioner ellers var tabu.

 

Adskillige nyliberalistiske dogmer har måttet vige for bekæmpelsen af corona-pandemien og indsatsen for at undgå en bølge af konkurser. Det viser, at det offentlige kan gribe stærkt ind i økonomien og gennemføre store og hurtige omlægninger, som sætter demokratisk prioriterede behov over profitinteresser.

 

For de borgerlige og Socialdemokratiet udgør disse fænomener kun en kort parentes. Men for os er det en åbning, som ikke må gå til spilde.

 

Kapitalistisk genopretning truer
For de private koncerner handler det primært om at få statens hjælp til snarest at vende tilbage til ”normale” tilstande med vækst i omsætning og profitter.

 

Desværre kan deres normalisering være det, der skubber klimaet over kanten. Allerede med de hidtidige udledninger er der lagt i ovnen til 1,5 graders global temperaturstigning. En gruppe kendte klimaforskere påviste i november, at der meget vel kan vente os løbsk global opvarmning på den anden side af de 1,5 grader, fordi der vil opstå en række selvforstærkende effekter, som kan påvirke hinanden i en global dominoeffekt.

 

Coronakrisen har medført en opbremsning i produktion, flyrejser, biltrafik m.m., og det har givet klimaet et lille pusterum. Men det giver i sig selv ingen løsning på klimakrisen – det risikerer endda at udskyde klimaløsninger, fordi olien på kort sigt bliver billigere (og investeringer i omstilling til grøn energi dermed ”urentable”) og fokus i det hele taget flyttes over på økonomisk brandslukning.

 

Efter finanskrisen sørgede politikerne med store udskrivninger af offentlige midler for at redde de banker, der stod bag krisen, sådan at vækstmaskinen kunne komme i gang igen – indtil næste krise.

 

Nu optager den danske regering lån for at dele milliarder ud til erhvervslivet uden at skele til, om pengene finansierer fortsat nedbrydning af menneskehedens naturgrundlag.

 

Forbrugerne opfordres igen til at svinge dankortet, som er blevet brugt 20 procent mindre under coronakrisen. Samtidig står vi over for forhandlinger om klimahandlingsplaner, som risikerer at blive alt for slappe, og en infrastrukturplan, som risikerer at byde på nye motorveje.

 

Grønne bevægelser vil ikke nøjes med ord

At vende de enorme drivhusgasudledninger til netto drivhusgas-optag, inden det er for sent, kræver massive investeringer i omlægning af energisystemet, transport, boliger og bygninger, fremstilling og landbrug.

 

Derfor har mange kræfter allerede råbt vagt i gevær og slået til lyd for en ”grøn genstart”. Klima- og miljøbevægelser i ind- og udland kræver, at hjælpepakkerne bliver grønne, og at der tages lige så drastisk fat for at redde klimaet som for at redde virksomheder fra konkurs i coronakrisen.

 

  • Massive offentlige investeringer i vedvarende energi, elnettet, ladestationer, energirenovering af bygninger og boliger, udbygning af kollektiv transport og cykelstier m.m.
  • Afskaffelse eller i det mindste begrænsning af budgetloven, så den ikke gælder for investeringer i grøn omstilling
  • Strenge klima- og miljøbetingelser for støtte til virksomheder
  • Stop for nye udbud af licenser til olie- og naturgasudvinding i Nordsøen
  • Stop for understøttelsen af luftfarten

 

Coronakrisen åbner således muligheder for at bryde de nyliberalistiske doktriners greb, men det kommer ikke til at ske uden kamp – selv om den danske regering og EU-Kommissionen også taler om grøn genopretning.

 

Den danske regering har været med til at sende et åbent brev til EU om at gøre den Europæiske Grønne Aftale til omdrejningspunkt for genopretningen. Men denne ”Green Deal”-pakke er helt utilstrækkelig, og Kommissionen gør klar til at udskyde dele af den med henvisning til coronakrisen.

 

Den danske regering har længe nølet med de lovede klimahandlingsplaner, først ved at afvente udspil fra den private erhvervstop, siden ved at udskyde forhandlingerne – også her med henvisning til coronakrisen. Samtidig holder regeringen stadig døren åben for en ny udbudsrunde for olie- og gasudvinding i Nordsøen.

 

Både EU’s og socialdemokraternes politik hænger fast i myterne om ”grøn kapitalisme” og ”grøn vækst”. Langt hen ad vejen handler det om nye profitable ”grønne” aktiviteter oven i de sorte.

 

Enhedslisten ved korsvejen

Enhedslistens folketingsgruppe lancerede den 24. april en kriseplan, som blandt andet indeholder en stribe grønne investeringer, som vil være til gavn for både klimaet og beskæftigelsen.

 

Det fremgår, at det kun er et første udspil, men det er alligevel slående, at der ikke siges noget om, hvad der skal laves mindre af. Det kan hænge sammen med, at ”hovedværktøjet til at nå klimamålene” ifølge folketingsgruppen er ”en bred drivhusgasafgift efter Klimarådets model”, og at denne ”skal indfases over tid, så den ikke forværrer den økonomiske krise, vi er på vej ind i”.

 

Enhedslistens hovedbestyrelse havde forinden vedtaget en udtalelse, som også vil møde den kommende krise med ”en grøn stimulus-politik, der kan skabe titusindvis af stillinger”. Men hovedbestyrelsen peger yderligere på behovet for at ”stoppe investeringer i motorveje, broer og udbygning af fossil infrastruktur som Baltic Pipe”.

 

Hovedbestyrelsens udtalelse rejser et perspektiv om systemforandring: ”I det hele taget vil Enhedslisten arbejde for, at vi ikke fortsætter det samme uretfærdige, udemokratiske og klimafjendtlige økonomiske system, som nu for anden gang på få år er med til at kaste verden ud i en ødelæggende økonomisk krise.”

 

Dette antikapitalistiske perspektiv må udvikles til konkrete brud:

 

For det første må vi bryde med afhængigheden af kapitalistisk vækst. Kravet om fortsat samlet økonomisk vækst ødelægger chancerne for en tilstrækkelig vidtgående og hurtig grøn omstilling.
Derfor må vi afvise en generel stimulering af efterspørgslen. I stedet må der dels investeres i klima- og miljøvenlige aktiviteter, dels sikres af-investering i klima- og miljøskadelige aktiviteter. Samtidig må der udarbejdes en storstilet klimajobplan. Garantier for ligeværdig beskæftigelse, efteruddannelse og omskoling må gøres til en del af den grønne omstilling.

 

For det andet må vi bryde med, at omstillingen overlades til markedskræfternes spil, og at et lille mindretal af direktører og spekulanter bestemmer, hvad der skal bruges penge og naturressourcer på. Markedskræfterne er lige så uegnede til at skabe drastisk og langsigtet handling for klimaet, som de er til at håndtere en pandemi.

 

Klimakrisen gør det mere nødvendigt end nogensinde at påbegynde en demokratisk planlægning af de store linjer i økonomien ud fra både sociale og miljømæssige hensyn. Stat og kommuner bør ikke kun lægges finansielle budgetter, men også budgetter for drivhusgasudledninger, råstofforbrug og arealforbrug. Adgangen til at bruge af det råderum må fordeles ud fra en demokratisk prioritering med størst mulig folkelig deltagelse.

 

Krisen er en korsvej: Hvis vi ikke vil tilbage til ”business as usual” med kurs mod afgrunden, må vi slås for en rød-grøn genopretning, som ændrer spillereglerne til fordel for mennesker og miljø.

 

Og den afgørende faktor for på sigt at bevæge sig den rigtige vej er – også her – det, der sker uden for Christiansborg.

 

Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten kaster sine kræfter ind i, at klimabevægelserne bruger alle sundhedsmæssigt forsvarlige midler til lige nu at komme på banen – f.eks. virtuelle, men måske også mere fantasifulde ”masseaktioner, der ikke foregår i flok”…?

 

Og ligeså vigtigt, at vi – igen og med fornyet styrke – sammen med andre rejser klimadagsordenen alle mulige andre steder, f.eks.:

  • At man rejser spørgsmålet om omskoling i sin fagforening i solidaritet med de kolleger, som allerede er fyret eller er nervøse for at blive det.
  • – At man rejser spørgsmålet om at droppe sorte investeringer i sin pensionskasse.
  • – At man skriver læserbrev til lokalpressen om budgetloven med krav om, at kommunalbestyrelsen samles med de andre kommuner om at få den ændret/afskaffet til fordel for klima, demokrati og velfærd.
  • – At man kræver af og i kommunalbestyrelserne, at alle beslutninger skal forudsætte en (positiv!) vurdering af klima/miljø-konsekvenserne.
  • – At man som studerende/elev kræver klimaet ind i undervisningsplanerne.
    Osv., osv.Kort sagt:

At vi i det hele taget bidrager til aktiv klimakamp overalt, hvor der er mulighed for det!

SAP’s Forretningsudvalg, den 27. april 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com